29.03.2024

”Det er naturligvis meget bekymrende, hvis Rusland flytter rundt på atomvåben i Arktis – især hvis man er i Norge, Sverige eller Finland. Det er skræmmende. Men det er ikke overraskende i betragtning af, at Ruslands konventionelle styrke i vid udstrækning er blevet udhulet, og sanktionerne fremadrettet skaber en masse problemer for den russiske økonomi.”

RÆSONs Interviewserie udkommer hver uge. Se alle interviews i serien her. I denne uge med Rebecca Pincus, direktør for Polar Institute på Woodrow Wilson Center, en tænketank i Washington, D.C., som er bevilliget af Kongressen. Hun er tidligere arktisk rådgiver og klimarådgiver i det amerikanske Forsvarsministerium.

Af Kirstine Eklund

RÆSON: Selvom både Danmark og USA er arktiske nationer, er det de færreste, der ved så meget om området. Så lad os starte der: Hvad dækker det geografisk, og hvilke lande er repræsenteret?

PINCUS: Arktis refererer til hele området over 66 længdegrader nord, hvilket vil sige den nordlige polarcirkel. Du kan også tænke på Det Arktiske Ocean, som er verdens mindste hav. Det Arktiske Ocean ligger ved Nordpolen og er omgivet af landmasser fra otte arktiske stater.

Det er USA, staten Alaska, som delvist ligger over polarcirklen, og Canada. Rusland er naturligvis den største arktiske stat. Og så har du Sverige, Finland, Danmark og Norge. Danmark er en arktisk stat i kraft af Grønland, som delvist ligger over polarcirklen. Og den ottende arktiske stat er Island, som lige rører polarcirklen på sin nordlige kyst. Så der er otte suveræne arktiske stater, som omgiver det Arktiske Ocean.

Hvorfor er Kina interesseret i Arktis?

Arktis er et område, hvor mange naturressourcer endnu er uberørte på grund af de høje omkostninger ved efterforskning og udvinding. Det er altså et af de sidste områder i verden, hvor vi endnu ikke har udforsket og udvundet naturressourcer.

Den kinesiske økonomi er i høj grad baseret på at producere varer til resten af verden, og de er derfor en ressourceimporterende nation, som importerer råmaterialer, energi og fødevarer. Den arktiske region har mange naturressourcer. Desuden ligger to af verdens mest værdifulde fiskerier i Arktis, i Barentshavet og Beringhavet. Så Kina er enormt interesseret i alle ressourcerne i den arktiske region.

Der er også potentielle skibsruter gennem Arktis, som lettes af, at den arktiske havis trækker sig tilbage. Kina er verdens største søfartsnation, så det er ikke overraskende, at Kina er interesseret i den arktiske region.

Vi skal dog ikke tage munden for fuld her. Beijing er helt sikkert interesseret i regionen af de grunde, jeg har beskrevet, men de argumenter gælder også for andre dele af verden. Vi kan tænke på Stillehavsøerne, Latinamerika og Afrika. Kina har interesser i naturressourcer og maritim handel over hele verden.

Derudover er Arktis vigtigt for det globale samfund på grund af klimaforandringerne. Det spiller en vigtig rolle i reguleringen af det globale klima og temperaturen på grund af det unikke arktiske miljø. Så Kina og resten af verdens nationer er meget interesserede i klimaforandringerne i Arktis, der forandrer sig hurtigere dér end noget andet sted.

Hvordan adskiller de øvrige landes interesser sig fra hinanden?

De arktiske stater, og her vil jeg inkludere USA, Rusland og Canada, har historisk ønsket at få mere kontrol over, hvordan Arktis styres. I løbet af de sidste årtier har de skabt internationale organisationer og strukturer som Arktisk Råd og en række traktater og erklæringer, der ratificerer de arktiske staters status som noget særligt.

For Rusland er Arktis enormt vigtigt af flere årsager. Rusland er den største arktiske stat, og landet har en lang historie i Arktis, hvilket er en stor kilde til national identitet og stolthed. Vi har set Vladimir Putin tage til Arktis og personligt identificere sig med arktiske missioner og kapaciteter, fordi det har stor symbolsk vægt hos det russiske folk.

Arktis er også enormt vigtigt for den russiske økonomi, fordi Rusland er en petrostat, som udvinder naturressourcer og i høj grad baserer sin økonomi på dét. Arktis har nogle af landets sidste og bedste ressourcer. For de er meget dyre at få adgang til, så Rusland har udnyttet mange af sine lettere tilgængelige ressourcer i de seneste årtier. Omkring 25 pct. af det russiske BNP kommer fra Arktis nu, og det tal vil sandsynligvis vokse.

Rusland forsøger at udvikle en international skibsrute langs sin arktiske kystlinje, Den Nordlige Sørute, for at kompensere for omkostningerne ved at få mulighed for at udvinde naturressourcer i Arktis. Tanken er, at en masse international skibstrafik gennem Den Nordlige Sørute vil generere indtægter og udvikling, som kan hjælpe med at opveje de høje omkostninger ved forskningsprojekter og udvinding af olie, gas, kul, mineraler og metaller.

 

Vi har set Vladimir Putin tage til Arktis og personligt identificere sig med arktiske missioner og kapaciteter, fordi det har stor symbolsk vægt hos det russiske folk
_______

 

Derudover er Arktis Ruslands militære bastion. Det er her, de har deres second strike capability [et lands evne til at svare på et atomangreb med kraftige atomvåben, red.]. Kolahalvøen er en uhyre vigtig del af Ruslands strategiske våbenstrategi og -systemer.

I modsætning til Rusland har USA kun én af sine 50 stater beliggende i Arktis, og det er Alaska, som er en meget lille stat i befolkningstal. Det er et sted, de fleste mennesker i USA aldrig har været. Amerikanerne taler heller ikke om at være en arktisk stat, og Arktis har meget lidt indenrigspolitisk identifikation for den amerikanske offentlighed.

For USA har Arktis ikke den største økonomiske vigtighed, men olien i det nordlige Alaska er vigtig. Den er dog lidt på retur nu, efter vi har fået virkelig betydelig olie- og gasudvikling i det kontinentale USA.

Alaska er også vigtig ud fra et forsvarsperspektiv. Hvis du tænker på interkontinentale missiler, der skal ramme USA fra Eurasien, vil de rejse over Arktis.

Kan du give et kort historisk overblik over Arktis: Hvornår begyndte det at få militær betydning?

I Anden Verdenskrig var arktiske konvojer en del af krigen, og der blev udkæmpet vigtige slag i Arktis. Med hensyn til strategiske punkter var Grønland enormt vigtigt, og det samme var Island og Norge. I 1950’erne og 1960’erne blev Arktis enormt militariseret som en del af Den Kolde Krig.

I 1990’erne, efter Sovjetunionens sammenbrud, var vi i stand til at se væk fra Arktis og glemme det i 10-15 år. Lige indtil det blev muligt for Putin at genopbygge det russiske militær til et punkt, hvor han igen kunne begynde at true sine naboer.

Hvis man går tilbage til 2007-2008, til invasionen af Georgien, så var det dér, Vesten burde have indset, hvad der foregik. Så snart Putin havde ressourcerne, begyndte han at genopbygge det russiske militær i Arktis. Det har været en kontinuerlig tendens i de sidste 10-15 år.

Så ideen om, at Arktis ikke var et militariseret eller et konkurrencepræget område, var kun sand i løbet af 90’erne og de tidlige 00’ere. Måske i slutningen af 80’erne da det russiske militær var på vej ned ad bakke. Men historisk set har det været meget vigtigt, fordi det er forbindelsesområdet mellem Eurasien og Nordamerika.

Vi er nødt til at erkende, at vi i højere grad er på vej tilbage til den måde, tingene var på under Den Kolde Krig, end vi er på vej mod noget helt nyt.

 

Den russiske økonomi er dog virkelig i gang med en krigsmobilisering lige nu, så jeg tror, Rusland vil forblive meget stærkt i Arktis
_______

 

Ruslands krig mod Ukraine har ændret den geopolitiske dynamik og gjort internationalt samarbejde langt sværere. Hvordan har krigen ændret samarbejdet og konkurrencen omkring Arktis?

Det arktiske samarbejde tændte lidt et håb for samarbejdet med Rusland. Det var et område, der kunne fungere som en rampe: Hvis vi samarbejder godt i Arktis, kan vi bygge videre på det. Men i takt med Ruslands annektering af Krim, deres handlinger i Syrien, løbende beviser på aggression og fjendtlig adfærd samt forsøg på at underminere den globale regelbaserede orden, blev håbet mindre.

Alt det kulminerede for to år siden, da Rusland lancerede en fuldbyrdet og barbarisk invasion af Ukraine. Som resultat blev Arktisk Råd sat på pause i flere måneder. På det tidspunkt var Rusland nemlig formand for Arktisk Råd. Det var en meget problematisk position for Rådet, fordi formanden for Arktisk Råd er vært for møderne.

Der var ingen chance for, at højtstående vestlige embedsmænd ville tage til Rusland og holde møder om arktisk forvaltning, mens russiske tropper slagtede ukrainere og bombede hospitaler. Derfor blev Arktisk Råd sat på pause.

I foråret 2023 overgik formandskabet for Arktisk Råd så til Norge, og Rådets arbejde kunne genoptages. Der er dog nogle begrænsninger for den russiske deltagelse. Arktisk Råd bruger skriftlige procedurer i stedet for at holde personlige møder, og interaktionerne med Rusland er på et meget lavt niveau.

Lad os gå til den militære aktivitet i Arktis. Hvordan har den russiske militære aktivitet ændret sig i Arktis efter krigen og særligt i årene op til krigen?

Rusland har opbygget sin militære kapacitet i Arktis i flere år nu. Det omfatter genopbygning og oprettelse af nye installationer langs den arktiske kystlinje. De ønsker at vide, hvad der foregår, og dermed være i stand til at kontrollere kystlinjen og dét territorium. Det betyder, at man skal bygge flyvepladser, kommunikationssystemer, have tropper deroppe, øge kommandoniveauet, Nordkommandoen, tilføre nye skibe og den slags.

Krigen har påvirket det til en vis grad. Nogle af de tropper, der var udstationeret i Arktis, er blevet trukket ned til Ukraine. Vi har set nogle af baserne deroppe blive brugt til at angribe Ukraine, bl.a. med bombefly. Så nogle af deres militære kapaciteter i Arktis er blevet omprioriteret eller udhulet i løbet af de seneste to år.

Men Ruslands atomangrebskapacitet i Arktis er fortsat intakt, og det samme er ubådskapaciteten. Det er den slags avancerede kapaciteter, som er vigtige nu, fordi den konventionelle styrke er blevet udhulet i Ukraine og andre steder. Vi har set de alarmerende nukleare signaler, som Rusland har udsendt. Det er, fordi det er den styrke, de har tilbage. Den sidste udvej.

Det er naturligvis meget bekymrende, hvis Rusland flytter rundt på atomvåben på Arktis, især hvis man er i Norge, Sverige eller Finland. Det er skræmmende. Men det er ikke overraskende i betragtning af, at landets konventionelle styrke i vid udstrækning er blevet udhulet, og sanktionerne fremadrettet skaber en masse problemer for den russiske økonomi.

Den russiske økonomi er dog virkelig i gang med en krigsmobilisering lige nu, så jeg tror, Rusland vil forblive meget stærkt i Arktis. Vi har også set en masse russiske gråzoneudfordringer, hvad enten det drejer sig om GPS-jamming, en slags brug af migranter som våben eller overskæringer af kabler og rørledninger. Rusland er meget gode til den slags krigsføring, som er under tærsklen for en reel væbnet konflikt. De har gjort det en del indtil nu og er sluppet af sted med det. Og jeg tror, vi skal forvente mere af det i de kommende år.

Moskva er bestemt ikke glade for udvidelsen af NATO. Men de ønsker tydeligvis ikke at fremprovokere en krig med NATO i Arktis. Det ville være meget skadeligt for russiske interesser. Så jeg tror, det er sandsynligt, at de fortsat vil forsøge at opnå gevinster gennem gråzoneangreb for at se, hvor langt de kan gå, og hvor store omkostninger de kan påføre de nordiske lande og NATO.

 

Vi har set de alarmerende nukleare signaler, som Rusland har udsendt. Det er, fordi det er den styrke, de har tilbage. Den sidste udvej
_______

 

Hvad er USA’s hovedmål i Arktis? Jeg er særligt interesseret i, hvordan USA ser på Grønland, fordi det jo er af stor betydning for Danmarks rolle i Arktis.

USA’s mål i Arktis har faktisk været konsekvente på tværs af politiske skel gennem mange år. Vi søger stabilitet og fred, samarbejde med vores stærke allierede i regionen – hvis muligt, også med Rusland – og bæredygtig udvikling. Arktis har et unikt miljø, der lige nu er udsat for et enormt pres fra klimaforandringerne.

USA og Danmark har et meget langt og stærkt forhold, blandt andet som to stiftende medlemmer af NATO. Tidligere var der ikke nok inddragelse af grønlænderne i de beslutninger om Grønland, der blev truffet mellem USA og Danmark. Men jeg tror, at både Washington og København har erkendt vigtigheden af at arbejde tættere sammen med grønlænderne, efterhånden som grønlænderne har taget en større del af beslutningsmagten gennem decentralisering, selvstyreloven og stigende mængder af autoritet.

Et godt symbol på det er omdøbningen af Thule Air Base til Pituffik. At genvinde det stednavn er en vigtig gestus og viser et tættere partnerskab med det grønlandske folk. Vi ser også meget mere dialog og flere amerikanske besøg. USA har også fået et konsulat i Nuuk.

Det kræver naturligvis tæt koordinering med alle tre aktører, men jeg synes, det går godt. I USA blev vi vant til en slags… det er et mere kompliceret forhold nu, fordi vi tilbringer mere tid med både Grønland og Danmark. Så jeg tror, det er en smule mere komplekst, men jeg tror, det vil gøre det endelige forhold og alliancerne meget stærkere.

Men lad os være ærlige: Både USA og Danmark har meget stærke interesser i Grønland, som ikke har noget med grønlænderne at gøre – fx er der værdifulde, sjældne mineraler i Grønland. Hvad er de amerikanske interesser i det område?

Vi befinder os i en ny teknologisk æra, men Grønland har en vedvarende betydning på grund af sin geografi. Grønland har også en masse mineraler, som i stigende grad er af strategisk betydning. Jeg tror, at USA anerkender, at grønlænderne vil træffe deres egne beslutninger om deres ressourcer. Men når det fx gælder uran, er det noget, der er vigtigt for verden, da vi ikke ønsker, at uran og dets produkter skal bidrage til global ustabilitet.

Men igen: Grønlænderne har tidligere ikke fået nok ud af deres strategiske værdi for USA. Nu ser vi grønlænderne blive mere involverede i beslutningstagningen og i stand til at opnå større fordele for sig selv. Den proces kan være ubehagelig, men den er rigtig. Jeg bruger ofte analogien med Island og den måde, hvorpå Island historisk har udnyttet sin geografi til at få fordele fra NATO. Når små stater har en god geografi, kan de udnytte det, og store stater bryder sig måske ikke om den proces, men den er helt rationel.

USA er nødt til at være en god partner for små stater, også fordi vi befinder os i en æra med global konkurrence med en ligeværdig konkurrent, som ikke er en god partner.

Der har været megen snak i Europa om risikoen for krig med Rusland og om, hvordan hele sikkerhedsbilledet har ændret sig. Spiller Arktis og den russiske militære tilstedeværelse dér nogen rolle i den her fortælling om større trusler mod europæisk sikkerhed?

Rusland ønsker stabilitet i Arktis, fordi de ønsker at udvikle deres arktiske ressourcer, sælge dem og tjene penge. Og så måske bruge pengene til at opskalere militært og angribe sine naboer.

Jeg tror ikke, at de strategiske fordele ved et angreb mod deres arktiske naboer ville opveje de massive omkostninger ved en krig mod NATO. Hvorfor skulle Rusland ønske at gøre det? Det, Rusland indtil videre har gjort, er på mange måder rationelt og sammenhængende, og der er en strategi bag. Vi bryder os bestemt ikke om det, men det er ikke irrationelt.

Hvis der kommer krig i Arktis, vil det være en følgevirkning fra noget, der er sket et andet sted. Det er risikoen for en utilsigtet ulykke i Arktis, jeg bekymrer mig om i disse dage. Rusland har en lang historie med skræmmende militære ulykker, hvad enten det er Kursk, Losharik eller andre.

Det er desuden utroligt vigtigt, at Rusland ikke vinder i Ukraine. Det er frustrerende, at USA lige nu er politisk lammet og ude af stand til at støtte Ukraine. For hvis Rusland vinder i Ukraine, så er vi i en meget alarmerende ny virkelighed, fordi Moskva vil blive opmuntret, ligesom jeg tror, at Kina vil blive opmuntret.

Alle de fjendtlige aktører vil blive opmuntret af de vestlige allieredes manglende evne til at hjælpe Ukraine med at beskytte sig selv. Men så længe vi kan holde stand i Ukraine og forhindre Rusland i at vinde en stor sejr der, så tror jeg, at de vil opretholde stabilitet i Arktis og forblive afskrækket af NATO-alliancen. Og så tror jeg også, at Kina vil være afskrækket. ■

 

Så længe vi kan holde stand i Ukraine og forhindre Rusland i at vinde en stor sejr der, så tror jeg, at de vil opretholde stabilitet i Arktis og forblive afskrækket af NATO-alliancen
_______

 

Rebecca Pincus er direktør for Polar Institute på Woodrow Wilson Center, en tænketank i Washington, D.C., som er bevilliget af Kongressen. Hun er tidligere arktisk rådgiver og klimarådgiver i det amerikanske Forsvarsministerium.

ILLUSTRATION: En russisk ubåd under en militærøvelse i Arktis, 26. marts 2021 [FOTO: Ruslands forsvarsministerium]

Apropos denne artikel:

Udsolgt i 2023, 2024 og 2025. Vidensfestival 2026 er med bl.a. Stefan Hermann, Peter Øvig, Peter Viggo, Josefine Klougart, Rane Willerslev, Anja C. Andersen og Zinini Elkington

Peter Møller Thomsen: USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi begynder og slutter på den vestlige halvkugle. Ikke i Kyiv, ikke i Taipei

Theresa Scavenius: Regeringen bevæger sig støt fremad mod en overvågningsdystopi

Jakob Matthiesen: Er Jermaks fald en sejr eller et tilbageslag for Ukraines kamp mod korruption?

Lars Struwe: Før 2022 forstod de færreste Ruslands krigsplaner – nu står Europa i samme situation

På vej i 2026: Foredrag med Peter Viggo Jakobsen i Aarhus og København