21.01.2026

Det, der ofte misforstås i den danske debat, er et helt afgørende spørgsmål: Hvordan læser Trump overhovedet den europæiske tilstedeværelse i Grønland?

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Klaus Krogsbæk

Den seneste tid har konflikten om Grønland skiftet karakter for åbent tæppe: fra en latent uenighed i alliancens baglokale til en magtkamp ved højlys dag. Donald Trump eskalerer ved at true med overtagelse og ved at true europæiske lande med told, hvis de står i vejen. Danmark eskalerer på sin side ved at indsætte tropper og udvide øvelsesaktivitet omkring Grønland i samarbejde med andre NATO-allierede. Og endelig har Danmark og Grønland foreslået en egentlig NATO-mission i Arktis/Grønland som ramme for en mere permanent allieret tilstedeværelse.

Men det afgørende – og det, der ofte misforstås i den danske debat – er, hvordan Trump overhovedet læser den europæiske tilstedeværelse. Kort fortalt: Trump ser ikke europæiske tropper i Arktis som en hjælp, men som en udfordring. Fra hans perspektiv underminerer det både USA’s strategiske monopol i regionen og USA’s rolle som reelt den eneste vestlige modspiller over for Rusland. Tropperne opfattes altså ikke som et bidrag, men som en anfægtelse af amerikansk indflydelse.

Striden om Grønland er således en strid om, hvem der fastlægger spillereglerne i Arktis, og om NATO i praksis fungerer som et fællesskab af formelt ligeværdige stater eller som en organisatorisk ramme for amerikansk dominans.

USA søger at trænge de europæiske magter ud af Grønland og Arktis – og i et større perspektiv sikre et entydigt amerikansk førerskab i Vesten. Danmark og EU klamrer sig til Grønland og Arktis og i et større perspektiv til den af USA hidtil anerkendte status som juniorpartner i Vesten under amerikansk beskyttelse.

Et metodisk mellemspil

Én præmis er værd at gøre eksplicit fra start: I den offentlige debat behandles Trumps udmeldinger ofte som et psykologisk spørgsmål – er han impulsiv, uforudsigelig, drevet af personlige fikse idéer? Måske. Men selv hvis man giver sådanne forklaringer plads, ændrer det ikke ved hovedsagen: Der findes stormagtpolitiske grunde til, at USA ønsker kontrol over Grønland og Arktis.

Netop derfor er det risikabelt, når vi gør det til et karakterstudie. Man mister blikket for, hvad der faktisk driver udviklingen: statsmagt og stormagtspolitik, råderum og hierarki.

Dette peger på et bredere problem i den danske selvforståelse. Hvis man tager udgangspunkt i forestillingen om en regelbaseret verdensorden mellem ligestillede stater, bliver man ved med at lede efter misforståelser og regelbrud i en situation, der i virkeligheden er struktureret af staters interesser og magtforhold.

Det betyder ikke, at regler og aftaler er uden betydning; men de institutionaliserer magtudøvelsen, de ophæver den ikke. Derfor kan benhårde interesser komme til udtryk både inden for alliancer og uden for dem. Og derfor forklares Grønlandskrisen bedst ikke som et moralsk drama om sammenhold, men som en konflikt om råderum, kontrol og hierarki.

 

USA søger at trænge de europæiske magter ud af Grønland og Arktis – og i et større perspektiv sikre et entydigt amerikansk førerskab i Vesten
_______

 

Hvad er USA’s projekt?

Arktis er ikke periferi, og USA’s interesse er derfor ikke abstrakt. Den er indlejret i en langvarig amerikansk militær tilstedeværelse på Grønland, hvor øen fungerer som et strategisk knudepunkt for overvågning, forsvar og tidlig varsling.

Det er derfor utilstrækkeligt at betragte Grønland som blot endnu et territorium i amerikansk nærområde. I USA’s optik er øen snarere en del af den praktiske infrastruktur, der overhovedet gør amerikansk stormagtspolitik mulig.

Når Trump begrunder kursen med ”national security” og hævder, at hvis USA ikke sikrer sig kontrollen, vil Rusland eller Kina tilkæmpe sig den, er det netop denne logik, han frembringer: Arktis er et fremskudt strategisk rum i stormagternes rivalisering.

Det er vigtigt at forstå dobbeltheden: De konkrete episoder og de aktuelle udmeldinger kan skifte fra uge til uge, men den strategiske rivalisering er varig. Det er ikke en midlertidig krisestemning, men en strukturel logik på den lange bane, der gør Arktis til en brik i stormagternes langsigtede positionering. Derfor er det så vigtigt for USA.

Et internt opgør i Vesten

Det er også derfor, at Trumps toldtrusler mod europæiske lande, der deltager i eller støtter en europæisk militær tilstedeværelse i Grønland, kommer nu. Det skal ses som disciplinering af alliancen: EU skal ikke gøre Arktis til en europæisk ambition.

Her må vi fastholde den pointe, der let forsvinder, når debatten reduceres til spørgsmålet om europæisk byrdefordeling i NATO. Europæiske tropper på Grønland bliver ikke læst i Washington som en imødekommelse af et amerikansk krav om, at Europa tager mere ansvar. De bliver læst som et krav om medindflydelse i et rum, USA ønsker at definere alene.

I den forstand læser Trump sandsynligvis situationen ganske nøgternt. Han køber næppe argumentet om, at små europæiske kontingenter i Arktis udgør en reel militær afskrækkelse – hverken mod Rusland eller mod USA. Men netop derfor bliver tilstedeværelsen vigtig på en anden måde: ikke som militær kapacitet, men som politisk markering. Udstationeringen signalerer, at europæerne vil være med til at definere, hvem der har adgang, hvem der sætter dagsordenen, og hvilke institutionelle rammer Arktis skal indplaceres i. Og det er præcis den type anfægtelse, en stormagt reagerer på.

Når europæiske styrker placeres på Grønland og i Arktis, betyder det, at europæerne gør sig til medaktører i et område, som USA opfatter som sit strategiske monopol. Og det anfægter to amerikanske ambitioner på én gang: at bevare eksklusive råderet over Grønlands strategiske funktion og at fremstå som den eneste vestlige repræsentant over for Rusland i Arktis.

At EU forbereder et handelsmæssigt modsvar, viser samtidig, at konflikten allerede udspiller sig som et transatlantisk opgør med økonomiske modforanstaltninger som centrale instrumenter. Vi står nu over for en konflikt inden for den vestlige blok, ikke mellem Vesten og en ydre fjende.

Pointen er enkel: USA eskalerer ikke kun mod Rusland og Kina, men også mod europæiske forsøg på at gøre Grønland til en fælles vestlig sag, hvor EU får medindflydelse. Trumps signal er i praksis, at Arktis er amerikansk strategisk rum, og at NATO enten fungerer som et hierarki med USA i spidsen – eller slet ikke fungerer. ■

 

Trumps signal er i praksis, at Arktis er amerikansk strategisk rum, og at NATO enten fungerer som et hierarki med USA i spidsen – eller slet ikke fungerer
_______

 

Klaus Krogsbæk (f. 1957) er fhv. konsulent i LO-fagbevægelsen og aktiv i Forbyd Atomvåben. Han er mangeårigt medlem af Socialdemokratiet og desuden medlem af det tyske SPD. Han betegner sig selv som demokratisk socialist og europæisk føderalist.

ILLUSTRATION: Nuuk, 19. januar 2026: Flere danske soldater lander i Nuuk Lufthavn. Forsvaret forøger aktivitetsniveauet i og omkring Grønland i tæt samarbejde med NATO-allierede [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Niels Bjerre-Poulsen efter et år med Trump: Han er i færd med at overspille sin hånd. Og det kan ikke blive ved. Det vil eksplodere

Stine Bosse (M, MEP): Grønland er ikke et magtobjekt – det er et folk. Og nu er deres skæbne også Europas

Rasmus Dahlberg: Vestlige myndigheder fremstår magtesløse over for maritim hybridkrig. Men måske Finland viser vejen frem

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Bliver Grønland NATO's kirkegård?

John Foley: Lars Løkkes fejlslåede møde i Washington har udvidet konflikten til hele Europa

Mikkel Gudsøe: Grønland kan stadig reddes, hvis vi tilbyder Trump en gylden udvej