Rune Kristensen i replik til Stine Bosse: Har Moderaterne overhovedet et værdimæssigt fundament?

28.05.2026

Partier som Moderaterne er baseret på – og bygget omkring – én person. Og Bosses seneste indlæg afslører netop, hvad den udvikling betyder for politik.

RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Rune Kristensen (MF, C)

Moderaternes medlem af Europa-Parlamentet Stine Bosse skriver i RÆSON, at “Liberalisme og socialisme er hinandens venner i en verden, hvor nationalkonservatisme forsøger at vildlede befolkninger”. Hun mener, at ”revolutionen er død” hos socialisterne mens ”gamle idéer om statsejerskab er for længst overhalet af en progressiv tænkning, hvor ejerstrukturer kan tænkes i flere dimensioner og former”. Og tilføjer: ”På samme måde ved den moderne liberale tænker, at markedet kræver velstand … Desuden kræver et sundt erhvervsliv stabile og fredelige samfund, hvor spændinger undgås, som følge af for store forskelle mellem rig og fattig”.

Nu skal det ikke være min opgave, som konservativ, at forklare eller forsvare hverken socialismen eller liberalismen. Men jeg læser Stine Bosses bidrag til debatten som et symptom på, at der opstår flere partier, der er bygget op om enkeltpersoner eller enkeltsager, og som dermed ikke har et værdimæssigt fundament. For den blinde er alle farver ens – og for den uden et idépolitisk fundament er alle ideologier ens.

Stine Bosses parti, Moderaterne, er hverken socialistisk eller liberalistisk. Det er et realpolitisk parti, der tegnes af hendes formand Lars Løkke Rasmussen. Der er intet kompas – det er blot en samling af mennesker, der tager stilling til de politiske emner fra sag til sag, og som skifter holdning afhængigt af omstændighederne. Det er dermed det stik modsatte af et værdibaseret parti med et ideologisk fundament. I disse partier – herunder vores – forbliver politikken den samme, mens personerne skifter. I de personbårne partier er personerne de samme, mens politikken skifter.

At sige, at liberalismen og socialismen er ”venner”, er historieløst. De to skoler er modsætninger, og ja, de er også begge modsætninger til konservatismen på forskellig vis. Det er det komplekse ved konservatismen.

Udfordringen for konservatismen er, at mange i det moderne politiske billede, som Stine Bosse tegner, efterspørger simple forklaringer, som konservatismen i sin natur ikke kan levere. Konservatismen er nemlig en metode fremfor en ideologi. En grundholdning fremfor et utopia. Dynamisk fremfor dogmatisk. Og konservatismen er – vigtigst af alt – et sæt af værdier fremfor et forsimplet endegyldigt mål.

Som socialist mener man statens opgave at sikre at befolkningen lykke via (mest mulig) lighed, og som liberalist via (mest mulig) frihed – hvis man da overhovedet går ind for, at der skal være en stat. Som konservativ man modsat et fokus på at sikre folk imod ulykke. Hverken ubetinget frihed eller ubetinget lighed er opnåeligt eller lykkeskabende for alle.

Denne grundlæggende forskel på de to verdensomspændende ideologier, forsøger Stine Bosse at negligere – eller ligefrem demontere. Hvis man fjerner markedstanken fra liberalismen, hvad er der så tilbage? Og hvis man fjerner statsstyringen fra socialismen, hvor efterlader det så idealerne?

I sit indlæg kritiserer Stine Bosse en række politiske tendenser rundt omkring i Europa. Udover Bosses politologiske fejlslutninger så deler jeg faktisk, som moderne, oplyst og globalistisk konservativ, bekymringen om fremgangen på yderfløjene – også på højrefløjene. Jeg deler ikke menneskesyn eller tankegods med hverken Wilders eller Orbán, eller med et parti som Alternative für Deutschland.

Med andre ord: Jeg har det personligt også svært med nogle af de yderligtgående højrefløjspartier. Men jeg opfatter dem ganske enkelt ikke som konservative – sådan som Stine Bosse tilsyneladende gør. De er populister og deres mærkesager flagrer i vinden. På den måde har de paradoksalt nok mere til fælles netop med Moderaterne end med Det Konservative Folkeparti. ■

 

At sige, at liberalismen og socialismen er ”venner”, er historieløst. De to skoler er modsætninger, og ja, de er også begge modsætninger til konservatismen på forskellig vis. Det er det komplekse ved konservatismen
_______

 

Rune Kristensen (f.1982) er medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti valgt i Sjællands Storkreds. Han er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og tidligere landsformand for Konservativ Ungdom.

ILLUSTRATION: Kongens Lyngby, 22. april 2026: Lars Løkke Rasmussen, Jonas Juul Bisserup Bechfeldt, Morten E.G. Brautsch og Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne ankommer til regeringsforhandlinger på Marienborg [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Jon Rahbek-Clemmensen: Her er USA’s nye plan i Grønland. Målet? Amerikanske baser – amerikansk suverænitet

Sten Rynning i Interviewserien: Når det går fremad for Ukraine, skal vi holde øje med Putins næste skridt

Lars Olsen: S og SF må stille skarpt på provinsens arbejderklasse

Katrine Daugaard: Hvornår får kritikken af socialområdet konsekvenser?

Peter Lautrup-Larsen i RÆSON SØNDAG: Mette Frederiksens nye S-SF-R-M-regering er en realitet, men den bygger på sandbund. Derfor arbejder tiden for Løkke

Stine Bosse (MEP, M): Liberalisme og socialisme er hinandens venner i en verden, hvor nationalkonservatisme forsøger at vildlede befolkninger