Thomas Hoffmann efter angrebet i Berlin: Islam og den kroniske uskyld
14.08.2026
RÆSONS KOMMENTARSERIE er udenfor betalingsmuren – den kan læses af alle. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her
Debatten om islamistisk vold låser sig ofte fast i et blamegame mellem individuel skyld og kollektiv uskyld. Men spørgsmålet om moralsk ansvar kan ikke afgøres uden først at undersøge de kausale mekanismer, hvorigennem islamiske idéer, autoriteter, institutioner og miljøer kan legitimere handlinger.
Kommentar af Thomas Hoffmann, ph.d., professor i islamisk teologi,
Københavns Universitet
Terrorangrebet ved Pride-arrangementet i Berlin i juli 2026 har atter rettet opmærksomheden mod et ubehageligt spørgsmål: Hvilken rolle spiller islam og islamisme? Som islamforsker er det et tilbagevendende emne for mig.
I disse dage løber Copenhagen Pride af stablen. Danske, europæiske og internationale studier viser konsekvent, at negative holdninger til homoseksualitet er markant mere udbredte blandt muslimer end i befolkningen under ét, og at religiøsitet er en væsentlig forklaringsfaktor.
Det rejser et spørgsmål, som islamforskningen bør tage alvorligt: Hvilken sammenhæng er der mellem islamiske trosforestillinger og homofobiske holdninger og praksisser – og hvordan kan det ende så fatalt som i Berlin?
Blamegame og kronisk uskyld
Terror fremkalder ikke kun akut frygt, men også et behov for rationel forståelse og placering af skyld og ansvar. Sidstnævnte udvikler sig ofte til et ophedet blamegame: Det er politikernes skyld, de venstreorienteredes, de højreorienteredes, vores egen skyld eller alle de andres. Naturligvis undslipper muslimer og islam heller ikke spørgsmålet om skyld og ansvar, men fælles er ofte gruppernes påkaldelse af en kronisk uskyld.
Et eksempel så vi fire dage efter Berlin-angrebet, da den danske islamiske organisation IChange under hashtagget #IngenKollektivSkyld skrev: ”Vi må stå fast på det princip, at skyld er personlig – ikke kollektiv. Ingen religion, intet folk og ingen befolkningsgruppe kan holdes ansvarlig for et enkelt menneskes handlinger.”
Retsligt er princippet om personlig skyld uangribeligt. Men moralsk og kausalt ansvar er ikke nødvendigvis identisk med juridisk skyld. Vi diskuterer hele tiden institutioners, miljøers, ideologiers og autoriteters medansvar for sociale fænomener uden at implicere domstole. Derfor er den offentlige samtale om moralsk ansvar heller ikke en trussel mod retsstaten.
I tilfælde med terrorangreb som Berlin, Orlando, Oslo eller Dresden står hypoteserne om årsag og effekt i kø. Når islam og islamisme eksplicit spiller en rolle, må islamforskningen byde ind, hvis faget skal gøre gavn af sit navn.
Når islam og islamisme eksplicit spiller en rolle, må islamforskningen byde ind, hvis faget skal gøre gavn af sit navn
_______
Når eksempelvis IChange peger på personlig skyld, følger det rimeligvis, at gerningsmændenes egne fortællinger og begrundelser må tages alvorligt. Vi bør derfor ikke automatisk ”oversætte” jihadisters religiøse begrundelser til noget andet end det, de selv siger. Dette ’andet’ er sædvanligvis ”social marginalisering”, ”traumer”, ”udenrigspolitik” osv. Det kan naturligvis også spille ind, men hvis adgang til Paradis som martyr er en motivation, må den trosforestilling inddrages som reel faktor. Hvis Paradis er virkeligt for en person, kan det få virkelige konsekvenser.
Når det er sagt, er gerningsmandens selvforståelse heller ikke tilstrækkelig. Selv den mest ensomme ulv er rundet af ideologiske og sociale netværker med dybe og vidtforgrenede kollektive rødder. Det betyder, at islamistiske terrorister ikke alene handler, fordi de personligt tror på Paradis eller martyrdøden. Vi bliver også nødt til anerkende, at de kan opleve deres handlinger som legitimeret af kanoniserede tekster, klassiske og nye fortolkningstraditioner og religiøse miljøer, sådan som de leves her og nu. Det afgørende spørgsmål bliver derfor, hvorfor en gerningsmand kan opleve sin handling som moralsk berettiget.
Fra korrelation til kausalitet
Her kommer kausaliteten ind. Det er nemlig ikke nok at konstatere en statistisk sammenhæng mellem religiøsitet og homofobiske holdninger, da korrelation ikke er kausalitet. Vi må derfor stræbe efter at identificere de konkrete mekanismer, der sandsynliggør årsag og udfald gennem empiriske mellemled.
Det betyder ikke, at islamiske idéer automatisk omsættes til islamisk handling. Moderne kausalanalyse arbejder netop ikke med sådanne primitive enstrengede modeller, hvor der er et restløst sammenfald mellem tanke og handling. Idéer realiseres sammen med institutioner, autoriteter, følelser, sociale netværk, kontekster og konkrete situationer. Kausaliteten kan ikke udmøntes i en jernlov, men forbliver betinget og probabilistisk, ikke deterministisk.
Det gælder naturligvis ikke kun islam. Tilsvarende analyser kan foretages, på kristendom, jødedom, hinduisme eller sekulære ideologier. Pointen er metodisk: Islam skal blot undersøges med de samme kausale metoder som enhver anden idétradition.
Fra Lot til social virkelighed
For islamforskeren består den første opgave i at rekonstruere det religiøse materiale, som kan indgå i sådanne mekanismer. Her kommer man ikke uden om Allahs fortælling om Lot og hans folk i Koranen. Koranen fordømmer mændene, fordi de med deres ”begær” går ”til mænd” ”i stedet for kvinder” (sura 7:80-84), hvorefter Allah faktisk udsletter kollektivet. Den klassiske eksegese, altså fortolkning, læste dette som en fordømmelse af seksuel aktivitet mellem mænd.
I dele af den autoritative hadith-litteratur (udsagn der ofte tilskrives Muhammed) bliver positionen mere præskriptiv. En berømt tradition lyder: “Den, der gør som Lots folk, dræb både den aktive og den passive partner.” Denne hadith citerede Zaniar Matapour, da han begik sit angreb i Oslo i 2022.
Den klassiske islamiske jura og teologi viderefører fordømmelsen: homoseksuelle handlinger kategoriseres som haram og som en alvorlig synd i grel kontrast til Allahs intention med menneskets natur, fitra. Sharia, konkret retsskolerne, kan være uenige om bevisets stilling og den konkrete straf, men er altovervejende enig om dødsstraf i sidste instans.
Dermed har vi identificeret en religiøst sanktioneret grundlagsbetingelse via hellige tekster over deres eksegese og videre til deres revisioner i jura og højere teologi. Men der går naturligvis ikke nogen lige linje fra et koranvers eller en hadith til et terrorangreb. Kausalitetens tråde er snirklede, stiplede og letbevægelige. Men de kan faktisk også være ret bastante og entydige.
Et illustrativt eksempel findes i en rapport fra forskningsvirksomheden Als Research, hvor en homoseksuel muslim fortæller om trusler fra sit miljø: ”Det står i vores religion, at hvis man er homoseksuel, så de skal dræbe ham. Ja, og alle kan gøre det, faktisk.” Her er islams rets- og fortolkningstradition blevet reduceret til en simpel lægmandsregel. Traditionens mange juridiske forbehold er forsvundet, men fortællingernes og de lærdes drift henimod dødsstraf består.
Hvordan sker sådanne transmissioner? En oplagt mekanisme er socialisering via undervisning. Muslimske børn og unge kan møde religiøse forestillinger gennem familien, moskéen, koranskolen, privatskolen og i stigende grad gennem internetbaseret og mediebåren undervisning. Gennem sådanne kanaler og platforme kan forestillingen om homoseksualitet som forbudt, moralsk fordærvelig eller ligefrem strafværdig gradvist internaliseres. Det afgørende er ikke blot indholdet, men også autoriteten hos dem, der formidler og bekræfter det.
En anden mekanisme findes i tætvævede minoritetsmiljøer, hvor familie, religiøsitet, ære og kollektivt omdømme kan fungere som sociale kontrolmekanismer. Her bliver religiøse normer ikke alene et individuelt trosanliggende. Frygten for social udstødelse, tab af familiens ære eller anklager om manglende religiøs fromhed kan bidrage til, at traditionelle normer reproduceres, også blandt personer, der privat måtte tvivle på dem.
I Danmark har et stigende antal førstehåndsberetninger fra muslimer givet indblik i sociale praksisser og normsystemer, der adskiller sig markant fra majoritetssamfundets. Nationalt Center for Æresrelaterede Konflikter har i de senere år systematisk og empiridrevet samlet op på disse dynamikker.
Endelig kan modstanden mod homoseksualitet mobiliseres identitetspolitisk. I konfrontationen med et vestligt majoritetssamfunds accept af homoseksualitet kan den traditionelle islamiske seksualmoral blive en grænsemarkør mellem ”os” og ”dem”. LGBT+-rettigheder fremstilles da som del af en vestlig moralsk dekadence eller ligefrem en gedulgt konspiration, der truer islamiske normer. Homofobien bliver dermed både religiøst legitimeret og identitetspolitisk forstærket.
Legitimering som handlingsteori
Men hvordan kan idéer overhovedet indgå i en kausal forklaring? Her er kriminologen og jihadismeforskeren Simon Cottees brug af idéhistorikeren Quentin Skinners handlingsteori særlig frugtbar. Skinner gør op med forestillingen om, at idéer blot er efterrationaliseringer eller staffage til mere grundlæggende materielle og sociale forhold. Idéer, argumenter Skinner, kan få kausal betydning ved at legitimere bestemte handlinger og dermed gøre dem moralsk mulige. Cottee overfører denne indsigt til islamistisk vold og beskriver islamiske doktriner som legitimizing scripts: Moralske og religiøse anvisninger, der gør bestemte former for vold forståelige og legitime for aktørerne.
Traditionens mange juridiske forbehold er forsvundet, men fortællingernes og de lærdes drift henimod dødsstraf består
_______
Pointen er ikke, at islamiske værdisæt automatisk producerer vold, eller at religiøse forestillinger alene forklarer den. Pointen er, at de under bestemte betingelser kan gøre handlinger moralsk tilladelige – undertiden ligefrem prisværdige – for aktører, som samtidig indgår i miljøer, hvor denne legitimering bekræftes og reproduceres. Religion kan på den måde fungere som det, politologen Ron Hassner i et studie over krig og religion har kaldt en force multiplier: en faktor, der gennem institutioner, autoriteter og kollektive praksisser forstærker motivation og handlingsberedskab.
Det er med til at forklare, hvordan legitimerende scripts kan have betydning, selv når handlingen med sikkerhed fører til gerningsmandens egen død, sådan som vi ofte ser det med islamistiske terrorangreb. Gevinsten behøver ikke ligge i dette liv, men kan findes i en fortrøstning om martyrens heroiske død, den paradisiske belønning og et socialt eftermæle i ens miljø. Efter Omar el-Husseins dobbelte terrorangreb i København i 2015 blev hans begravelse eksempelvis et samlingspunkt for omkring tusind personer, der tilsyneladende ærede ham som muslim uagtet hans udåd.
Ansvarlighed
Med en analyse som i det foregående bliver diskussionen om kollektiv skyld mindre metafysisk og mere empirisk. Den indebærer netop ikke, at alle muslimer bærer et kollektivt moralsk ansvar for islamistisk vold mod homoseksuelle. Men den indebærer heller ikke, at ansvaret uden videre kan reduceres til den enkelte gerningsmand. Mellem individ og handling findes et religiøst og socialt økosystem af hævdvundne tekster, klassiske fortolkninger, ærværdige institutioner, respektable autoriteter og daglige socialiseringsprocesser, som kan legitimere bestemte forestillinger om homoseksualitet og i yderste konsekvens vold imod homoseksuelle. Det er i dette økosystem, at man må drøfte kollektive ansvar og traditionsforvaltning.
Den imam, underviser eller autoritetsfigur, som fastholder forestillingen om homoseksualitet som en alvorlig synd, en underminering af Guds hensigt med menneskenaturen og i alvorligste tilfælde en handling, der kan straffes med døden, er ikke skyldig i juridisk forstand – om end den såkaldte imamlov, som gør det strafbart som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige visse voldelige handlinger, åbner op for det. Men vedkommende kan efter min opfattelse ikke uden videre fraskrive sig et moralsk medansvar for de sociale konsekvenser, når sådanne forestillinger internaliseres, forstærkes og radikaliseres.
Derfor er det heller ikke helt tilstrækkeligt eller tillidsvækkende, når lovlydige imamer og muslimske autoriteter understreger, at muslimer skal overholde dansk lov, og at vold mod homoseksuelle er uacceptabel. For hvis man samtidig fastholder de klassiske doktriner om homoseksuelle handlinger som alvorlig synd og moralsk fordærv uden eksplicit at delegitimere traditionens voldelige elementer, risikerer de legitimerende scripts og anvisninger at forblive intakte og potentielle. I stedet risikerer vi, at der opstår en utilsigtet arbejdsdeling, hvor moderate og lovlydige autoriteter tager afstand fra den konkrete vold, mens de religiøse præmisser, som den radikale aktør påberåber sig, i mindre grad udfordres. Den radikale kan så fremstille sig selv som én, der blot realiserer fører traditionens normative logik i sin yderste konsekvens.
Islam står naturligvis ikke alene med denne arv. Når det er sagt, kan tør jeg godt sige, at også jødedom og kristendom rummer kanoniske tekster og lange fortolkningstraditioner, der fordømmer homoseksuelle handlinger – og at der er autoriteter og miljøer i begge religioner, der fortsat fastholder og radikaliserer fortsat sådanne positioner.
Store dele af vestlig kristendom og jødedom har under indtryk – og hårdt pres – af bl.a. oplysningstid, historisk-kritisk eksegese, liberal teologi og 68’ernes seksualrevolution omfortolket, marginaliseret eller ligefrem delegitimeret dele af dette repertoire.
At islam ligesom jødedommen er decentraliseret og afkoblet pave og kirkelige hierarkier fritager ikke dens religiøse autoriteter for ansvar. Tværtimod – den gør ansvaret så meget desto mere distribueret, organisk og kollektivt end hierarkisk. Hvis man påberåber sig ummahen, indforskriver man sig også til et kollektivt ansvar.
Ingen enkelt imam eller lærd bestemmer, hvad islam er, ligesom ingen enkelt rabbiner bestemmer over jødedommen. Men enhver religiøs autoritet, der via hårdt tilkæmpet lærdom og fromhed, fortolker, underviser og udlægger traditionen, er altså med til enten at reproducere eller revidere dens normer. Decentraliseret og flydende autoritet reducerer ikke den enkelte imams kontrol, men ophæver heller ikke dennes ansvar. Religiøst engagement – også lægfolks – forpligter.
Formodentlig kan ingen nok så nuanceret kausalanalyse i sig selv afskaffe religiøst begrundet homofobi eller vold, men ved at identificere og analysere de mekanismer, hvorigennem idéer, institutioner og autoriteter virker, bliver det alt andet lige muligt at føre en mere præcis diskussion om, hvor det moralske medansvar begynder og slutter – blandt borgere, forskere og myndigheder men så sandelig også blandt religiøse ledere og de muslimske miljøer, som også kommer til at lide under, at enkelte trosfæller radikaliseres og griber til vold.
Den samtale vil uvægerligt vække ubehag og give anledning til modstand. Men alternativet – tavshed, berøringsangst eller overforsigtige videnskabelige forbehold – har også en pris, som vi til lejligheden kan kalde en kollektiv moralsk undladelsessynd. Det vil være uansvarligt. ■
Hvis man samtidig fastholder de klassiske doktriner om homoseksuelle handlinger som alvorlig synd og moralsk fordærv uden eksplicit at delegitimere traditionens voldelige elementer, risikerer de legitimerende scripts og anvisninger at forblive intakte og potentielle
_______
ILLUSTRATION: Berlin, 28. juli 2026. Folk besøger et midlertidigt mindesmærke i Tiergarten-parken efter terrorangrebet mod Berlins årlige Pride-parade [Foto: Lisi Niesner/Reuters/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
