Demokratiets Genklang 2024 i Musikkens Hus, Aalborg: mandag 22. april

Demokratiets Genklang vender tilbage i 2024 – og giver ordet tilbage til borgerne

Hvilket Danmark drømmer vi om? Mandag 22. april omdannes Musikkens Hus igen til et moderne forsamlingshus, når man i samarbejde med bl.a. Nyhedsmagasinet RÆSON åbner dørene til oplæg og debat.

“Siden vi lancerede Demokratiets Genklang er behovet kun blevet større,” siger Clement Kjersgaard, der er udgiver af RÆSON og fik idéen til arrangementet: “Listen over tidens store udfordringer bliver kun længere, mens den offentlige debat – og dermed: Demokratiet i sig selv – bliver stadig mere fragmenteret. Der er et dybt behov for at gå den anden vej: Væk fra nettet, ud i virkeligheden – og væk fra de samtaler, hvor du kun møder dem, du er enig med i forvejen. Det er derfor, vi har oprettet Genklang – for at samle Aalborg og hele Nordjylland, på tværs af generationer og holdninger, til et ægte, årligt borgermøde”.

“Vi har et stærkt og levedygtigt demokrati i Danmark, men som vi oplever i disse år, er det bestemt ikke en selvfølge. Derfor glæder det os, at Musikkens Hus endnu en gang kan skabe rammerne for at samle borgerne om et af de vigtigste emner overhovedet. Alle er velkomne til at komme og opleve nuancerede debatter omkring nutidens og fremtidens største samfundstemaer – og naturligvis selv give deres besyv med i demokratiets ånd,” siger adm. direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen


Selve programmet offentliggøres senere, men allerede nu kan der bestilles pladser til tre af dagens arrangementer:


Fra 13.00-15.00 er det program målrettet byens studerende. For at købe billetter til denne del af arrangementet, kontakt os på ordre@raeson.dk

Fra 15.00-20.00 er der gratis adgang for alle: 15.00-17.00 er der partilederdebat med bl.a. Pia Olsen Dyhr (SF), Morten Messerschmidt (DF) og Martin Lidegaard (R), hvor borgerne sætter dagsordenen – der kan stilles spørgsmål både før og efter panelet. Fra 18.00-19.00 er der mulighed for at købe aftensmad, før dagen slutter med foredrag og spørgsmål-og-svar til Clement Kjersgaard under titlen: Danmark om 25 år (19.00-20.30).

Der er som sagt gratis adgang 15.00-20.00, men hvis man vil være sikker på en stol skal man bestille i god tid.