04.07.2016

Udenfor EU kan Storbritannien satse massivt på den globale frihandel, EU har nedprioriteret. Men indenfor EU er magten flyttet sydpå – og det er dårligt nyt for dem, der tror mere på markedet end på staten.

INTERNATIONAL KOMMENTAR af Niels Westy

Sjældent har tilhængerne af den tabende side i en folkeafstemning opført sig så pinligt, som vi har set siden 23. juni. Kort fortalt syntes hovedargumentet – også herhjemme – at være: Dem, der har stemt for Brexit er dumme, selv er man klog. ”Remain”-tilhængere bruger anledningen til at beklage sig over brugen af folkeafstemninger og fremhæve det repræsentative demokrati, fordi det skulle sikre mere velovervejet og gennemtænkt lovgivning og ikke være underlagt skiftende ”folkestemninger”.

At anse den britiske EU-skepsis som kortvarig er i sig selv noget af et postulat. påstand. I få lande har man vel oplevet en så vedholdende og ophedet debat om medlemskab af EU, som i netop Storbritannien. Dog har jeg faktisk en ganske stor forståelse for, at mange, der gerne havde set Storbritannien forblive i EU, har reageret voldsomt. Både følelsesmæssigt og rationelt (bilder jeg mig selv ind), beklager jeg som dansker udfaldet af afstemningen. Hvad jeg så selv ville have stemt, hvis jeg var englænder, er jeg mere i tvivl om.

Hvorfor stemte briterne som de gjorde?
Både før og efter afstemningen har hovedhistorien været, at leave-vælgernes væsentligste motiv var indvandrerspørgsmålet. Selv om det var en væsentlig overvejelse for mange, var det dog ikke den vigtigste. Det ved vi fra en spørgeskemaundersøgelse (Lord Ashcroft Polls) udført i forbindelse med afstemningen, hvor man stillede mere end 12.000 vælgere en række spørgsmål. For næsten halvdelen af ”leave”-vælgerne angav, at den væsentligste årsag til at forlade EU var “princippet om, at beslutninger om Storbritannien bør træffes i netop Storbritannien”. En tredjedel angav som hovedårsag at det at forlade EU “det var den bedste chance for UK til at genvinde kontrol over indvandring og egne grænser”, mens 13 pct. angav manglende indflydelse på ” EUs udvidelse af medlemslande eller beføjelser i de kommende år”. Derimod var det kun lidt over 6 pct., der som den vigtigste årsag pegede på at de mente at “Storbritannien ville være bedre stillet udenfor EU i forhold til handel og økonomi”.

Helt anderledes for dem, der stemte for at blive. Her var den hyppigst angivne begrundelse for fortsat medlemsskab, at “den økonomiske risiko ved at forlade EU er for stor (43 pct.). 31 pct. begrundede deres stemme med at den opnåede aftale med det resterende EU indebar, at man fik “det bedste fra begge verdener”, mens 17 pct. angav faren for at Storbritannien ville “blive mere isoleret fra sine venner og naboer”. Kun 9 pct. angav som den væsentligste begrundelse for at stemme for fortsat medlemsskab, at der var “en stærk tilknytning til EU, med fælles historie, kultur og traditioner”. Med andre ord handlede det for leavesidens vælgere først og fremmest om at kunne bestemme selv, mens de økonomiske risici vejede tungest på ”remain”-siden.

For leavesidens vælgere handlede det først og fremmest om at kunne bestemme selv, mens de økonomiske risici vejede tungest på ”remain”-siden
_______

 

Bannerfører for frihandel?
Lige nu og her er Storbritannien kastet ud i politisk kaos, pundet er svækket betydeligt og aktiekurserne er nede (om end de rettede sig betydeligt efter de første dages store fald). Mange efterlyser en plan, de ikke mener at leave-lejren har leveret. Hvis man med plan mener en drejebog for hvordan man afvikler sit medlemskab samt en præcis angivelse af hvad man går efter i stedet, er kritikken berettiget. Hvis man antyder, at ønsket om ikke længere at være medlem af EU alene er basereret på kritik af EU, og der ingen ideer og visioner er blandt ”leave”-tilhængerne, er kritikken skudt helt forbi.

Lytter man til en af de mest velartikulerede og højtprofilerede af leave-kampagnens officielle talsmænd, Danial Hannen, er både vision og begrundelse faktisk meget klar. Ifølge Hannen har medlemsskabet af EU været en hæmsko for UK, både politisk og økonomisk. Den genvundne frihed skal anvendes til at fremme UK’s økonomiske samkvem med verden udenfor EU og Europa. Og det er der faktisk både økonomisk og ikke mindst historisk ræson i. For er man tilhænger af frihandel, som Hannan (og undertegnede) er, må man uvægerlig have et ambivalent forhold til EU’s toldunion.
Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden. Da en række lande ført an af USA i 2005 således fremlagde forslag i WTO om fjernelse af handelsrestriktioner og subsidier på landbrugsområdet, var det EU, der var hovedansvarlig for at forhandlingerne brød sammen, til skade for ikke mindst en række udviklingslande. Desværre har et fransk, merkantilistisk verdenssyn fortsat al for stor indflydelse på EU’s handelspolitik, og selv internt har flere lande svært ved at lade være med at fifle med tekniske handelshindringer.

Mens det indre marked har fremmet frihandel internt i EU, har man udadtil været en af de væsentligste protektionistiske kræfter i verden
_______

 
Her overfor har vi et Storbritannien med en fornem frihandelsorienteret tradition. Det er ikke tilfældigt, at det var Adam Smith og senere David Ricardo, der påviste de positive effekter ved frihandel. Den første globaliseringsbølge blev da også skudt i gang med briternes ’Repeal of the Corn Laws’, dvs. ophævelsen af toldbarrierer på landbrugsvarer fra 1846. Noget, Danmark fik stor glæde af. Det lægges der meget vægt på i Storbritannien, givet landets historie, både som foregangsland, når det kommer til frihandel, og i lyset af de historiske bånd til tidligere kolonier, som EU ikke har nogle aftaler med, og som derfor falder udenfor toldunionen.

Mens Europa stagnerer, oplever man betydelig højere vækst i en lang række af Storbritanniens gamle kolonier – ikke mindst Indien. Udmeldelsen af EU skal altså bruges til en (re)orientering ud mod verden. Med andre ord: en klar liberal dagsorden. Om det så er sådan, det går, er en helt anden sag. For dem, der stemte leave kan ikke just betegnes som tilhængere af globalisering eller præget af stort udsyn til resten af verden. Således opfatter ca. 2/3 af ”leave”-vælgerne begrebet globalisering negativt, mens det kun gælder for 1/3 af ”remain”-vælgerne. Daniel Hannen og andre frimarkedsorienterede tilhængere af at forlade EU, har på den økonomiske politik således måske mere til fælles med dem, der stemte for at man skulle blive i EU, end dem, der stemte for ”Brexit”. Gevinsterne ved denne reorientering skal naturligvis vejes op mod de negative konsekvenser ved ikke at være medlem af EU længere. Hvor store de bliver, vil i høj grad afhænge af den aftale, Storbritannien indgår med de tilbageblivende EU lande.

En ensidig britisk satsning på frihandel – eller en situation, hvor man når tæt på ikke at have handelsbarrierer overfor resten af verden som muligt, vil være stærkt gavnlig rent økonomisk. Det kunne også fungere som et udstillingsvindue for de tilbageværende EU-medlemslande.

Der er naturligvis mange hvis’er involveret i dette. Enhver handelsliberalisering bliver normalt modarbejdet af stærke særinteresser, og dem findes der så sandelig også en del af i Storbritannien. Men i den turbulente situation, der er opstået i kølvandet på Brexit, med et forventet fald i både investeringer og økonomisk vækst, kan det være at den slags særinteresser svækkes. Handelsliberaliseringer, en væsentlig nedsættelse af selskabskatten [efter Westy sendte RÆSON denne artikel, kunne Financial Times bringe denne nyhed: “Brexit: George Osborne to slash corporate tax rate” (se artiklen hos FT, red.) mv., kan således anvendes til at kompensere for de umiddelbart negative konsekvenser ved udtrædelsen af EU. De kan bidrage til at sikre et fremtidigt investeringsniveau, som kan generere den nødvendige vækst.

Handels-liberaliseringer, en væsentlig nedsættelse af selskabskatten mv., kan anvendes til at kompensere for de umiddelbart negative konsekvenser ved udtrædelsen af EU
_______

 

Brexit kan blive værst for Danmark
Denne kommentar er naturligvis lige som alt andet der skrives om fremtiden efter Brexit grundlæggende spekulativ. Vi ved jo ikke hvad der kommer til at ske, og ethvert bud på konsekvenserne er naturligt drevet af forventningerne til ikke kun den politiske respons i Storbritannien, men måske i højere grad i EU Hvor meget vil EU’s forhandlingsposition være drevet af behovet for at ”statuere et eksempel”, således at andre lande ikke får samme ide som briterne? Hvor meget er man parate til at ens egen økonomi skal lide? Til UK’s fordel tegner at eksport til Storbritannien ikke er uvæsentlig for en række af de tilbageværende medlemslande – det gælder også Frankrig og Tyskland. På den anden side lyder spørgsmålet: Hvor vigtigt er det at statuere et eksempel? Her kan der være meget stærke politiske interesser i at gøre det så dyrt som muligt for Storbritannien at forlade EU. Det vil være politisk rationelt set fra EU’s side, fordi et sådant svar ændrer de næste potentielle exit-landes cost-benefit-overvejelser ved at hæve prisen for at sige farvel.

Briternes exit efterlader til gengæld os, der er tilbage i unionen, med et helt fundamentalt problem. Som Cepos ’analysechef, Otto Brøns-Petersen og professor på Aarhus Universitet, Christian Bjørnskov, har gjort opmærksom på i bl.a. Børsen, indebærer briternes udtræden en markant svækkelse af den markedsliberale fløj i EU. Afstemningsreglerne er således indrettet, at et mindretal på mindst fire lande, repræsenterende mindst 35 pct. af befolkningen i EU, kan blokere beslutninger i Rådet (medmindre der som på skatteområdet kræves enstemmighed). Uden Storbritannien vil Danmark, Sverige, Finland, Irland, Holland, Tjekkiet og Tyskland ikke længere kunne udgøre et blokerende mindretal. Man kan populært sige, at briternes exit flytter magten i EU sydpå. De illiberale lande i Sydeuropa samt Frankrig vil komme til at fylde mere. Sammenholdt med den meget bekymrende udvikling i flere lande i Østeuropa er der således bestemt grund til bekymring. Ikke mindst fra dansk side. Ja, jeg vil endda hævde, at der er langt større grund til bekymring for os der bliver tilbage i EU, end der måske er for briterne. Det gælder ikke mindst når det kommer til den fremtidige økonomiske udvikling. ■

Briternes exit flytter magten i EU sydpå
_______

 

ILLUSTRATION: Westminister [foto: Shutterstock]