16.10.2016

Kina og Japan er begge store militære kræfter i et Asien, der øger sin magtposition i verden. Men hvordan skal de to gamle fjender forholde sig til hinanden?

Af Asger Røjle, Tokyo

Ingen stats- eller regeringsleder i verden har i de senere år rejst oftere end Japans premierminister, Shinzo Abe. I 2014 besøgte han i embeds medfør ikke færre end 30 forskellige lande og i 2015: 23. Det er helt nyt. I gamle dage rejste japanske premierministre kun, når parlamentets dagsorden tillod det, og når alle hjemme i Japan alligevel var på ferie. Men gennem Abes snart fire år ved magten er det rejsende diplomati – og dermed Japans synlige tilstedeværelse på verdensscenen – dramatisk opprioriteret.

Shinzo Abe opfattes ellers ofte som Japans mest nationalistiske og konservative leder i mange år. Han kan godt for andre landes ledere være lidt stiv og svær at kommunikere med.

Men det er kun den ene side af ham. Det er den samme mand, som ved afslutningsceremonien for De Olympiske Lege i Rio de Janeiro i sidste måned accepterede at stille op som computerspil-ikonet ’Super Mario’ i en vild og hæsblæsende video med japansk popkultur i centrum, der skulle varsle, at Tokyo er værtsby for de næste lege om fire år. En optræden, som med ét slag gav Abe et plus i de hjemlige meningsmålinger på fire pct. Få japanske premierministre har siddet så sikkert i sadlen efter så lang tid ved magten.

For premierministeren og for det officielle Japan handlede det i Rio om at promovere Japan over for verden og om at give alverdens folkeslag et bedre indtryk af Japan, end de ellers har haft. For at sælge fine japanske virksomheders fine produkter og befæste eksisterende markeder og investeringer. For at sikre landet den anerkendelse og respekt i verden, som det ifølge Shinzo Abe og hans politiske fæller fortjener og har krav på. Men i hele hans periode ved magten har der svævet et andet og mindre ædelt formål.

Kinas store skygge
Det er ikke nogen hemmelighed. Da Abe førte valgkamp i december 2012, lovede han åbent at føre en langt hårdere linje over for et mere og mere aggressivt og selvhævdende Kina. En populær politik, som bidrog til, at han fik et klart flertal og genvandt magten for sit liberal-demokratiske parti, LDP. Selvom både han og Japans diplomatiske korps halvdelen af tiden pakker det ind i mere diplomatiske vendinger, er det en kendsgerning, at Japan i de senere år – og især i Abes regeringsperiode – på alle fronter har spillet en mere aktiv rolle end før i en åbenlys og erklæret bestræbelse på at samle den bredeste og stærkest mulige alliance om at inddæmme eller i det mindste skabe en modvægt til Kinas magt og indflydelse i regionen.

På nogle fronter er Japans relationer til lande som Indien, Australien, Tyrkiet og selv Rusland (trods vestlige forbehold) gevaldigt forbedret under Abe – og der er i forbindelse med premierministerens rejser indgået forpligtende aftaler med dem om såvel sikkerhed som energi og andre strategiske spørgsmål.

Men på andre fronter er det en håbløs affære. Kina er så kæmpestort et land. Det rager i den grad op over hele Østasien, såvel politisk og militært som historisk og kulturelt, at en større kinesisk dominans i mange lande i regionen opfattes som et vilkår – ikke et valg.

En større kinesisk dominans (opfattes, red.) i mange lande i regionen som et vilkår – ikke et valg
_______

 

Dette er en opfattelse, som i større eller mindre grad også har ligget til grund for Japans Kina-politik under flere af Abes mange forgængere i efterkrigstiden.
Kina har flere gange udtrykt kritik og skepsis over for Shinzo Abes ivrige diplomati – især da Japan og Indien i 2013 indgik et nyt forsvarspolitisk samarbejde. Men også Kina leder med lys og lygte efter en måde at tackle den nye situation på. Ikke mindst relationen til Japan.

Den italienske sikkerhedspolitiske ekspert professor Alessio Patalano ved Temple-universitetet i Tokyo påpegede i april ved en forelæsning, at de seneste årtier har været ”første gang i historien, at begge stormagter i Østasien er meget stærke samtidig”. Han siger: ”De forsøger begge to at finde ud af den situation. De har endnu ikke fuldstændigt fundet ud af, hvordan de skal forholde sig til hinanden.”

Den tidligere japanske topdiplomat og USA-ambassadør Ichiro Fujisaki gav i juli måned en briefing for udenlandske journalister i Tokyo – og han mener, problemet er håndterbart: ”Hvis begge lande følger internationale normer, lader være med at tage forhastede beslutninger og lærer af historien, mener jeg ikke, at en konflikt er uundgåelig. Rationelt set er det meget vanskeligt at forestille sig et sammenstød. Vi vil begge miste så meget ved det,” sagde Fujisaki. Han sammenlignede et land med et hus, hvor ’det politiske rum’ var modtagelseslokalet, og ’det økonomiske rum’ var køkkenet: ”I forholdet mellem Japan og Kina er såvel modtagelseslokalet som køkkenet meget store. Hver gang der bliver en kølig atmosfære i modtagelseslokalet, kan man åbne døren og lade noget af varmen fra køkkenet trænge ind.”

At nogle taler om ’inddæmning’ af Kina, vækker Fujisakis skepsis: ”Vi må ikke give det indtryk, at vi rotter os sammen mod Kina.”

”Hvis begge lande følger internationale normer, lader være med at tage forhastede beslutninger og lærer af historien, mener jeg ikke, at en konflikt er uundgåelig.”
_______

 

To kommentatorer har i en ny artikel opfundet betegnelsen ’selvhævdende engagement’ for at beskrive Japans nye linje. Det er Dennis Blair, der er tidligere øverstkommanderende for den amerikanske stillehavsflåde og i dag direktør for den japanske Sasakawa-fonds USA-afdeling, og Hiroko Maeda, der er forsker ved PHP-instituttet i Tokyo. Med dette udtryk undgår de to skribenter elegant fyordet ’inddæmning’. Og de forklarer: ”Formålet med denne blandede strategi er at opmuntre Kinas økonomiske udvikling og fremkalde landets deltagelse i at løse fælles geopolitiske spørgsmål, men samtidig begrænse Kinas tendens til at øge sin magt og indflydelse gennem militær magt eller erobring.”

I juli var der udenrigsministermøde i ASEAN, de sydøstasiatiske landes organisation. Her udøvede Japan et meget aktivt diplomati for at få landenes fælles erklæring til at nævne den netop afsagte dom ved Den Internationale Domstol i Haag, der gav ASEAN-landet Filippinerne medhold i dets territoriale strid med Kina i Det Sydkinesiske Hav. En dom, som underkendte Kinas såkaldte nistregslinje, der ifølge Beijing giver landet suverænitet over stort set hele farvandet, uanset hvor langt fra den kinesiske kyst man befinder sig.

Kina har pure ignoreret Haag-dommen, og under hele den japanske diplomatiske offensiv gav Kina tydeligt udtryk for, at Japan burde blande sig udenom. Det endte i den rene fiasko for de japanske diplomater. ASEAN-erklæringen nævnte ikke Haag-dommen med et eneste ord, selvom både Filippinerne og Vietnam, som har tilsvarende territoriale stridsmål med Kina i samme farvand, faktisk sad rundt om mødebordet. Cambodja, der er en tæt allieret med Kina, nægtede at have punktet med i erklæringen. ASEAN-landet Thailand har været neutralt, men takkede i september ydmygt Kina for landets ihærdige indsats for at opnå ”fred og stabilitet” i Det Sydkinesiske Hav. Det skete, få timer efter at Filippinerne havde offentliggjort fotografier af omfattende kinesiske anlægsarbejder på et af de omstridte klippeskær i Det Sydkinesiske Hav.

Militærets nye rolle – og alliancen med USA
Japans fejlslagne diplomati omkring ASEAN-erklæringen afspejler blot den generelle indsats, som der gøres fra japansk side på at bakke op om og styrke andre lande i regionen i åben konflikt med territoriale krav fra Kinas side.

Således har Japan længe forsynet Vietnam med patruljeskibe til patruljering i den omstridte del af Det Sydkinesiske Hav, og i september lovede man at levere nogle af de nyeste og mest moderne af slagsen. Ligeledes fik Filippinerne i september løfte om to store patruljeskibe og fem brugte overvågningsfly til samme formål i deres del af samme farvand.

Endelig har det japanske militær, de såkaldte selvforsvarsstyrker, netop fået grønt lys af den nye forsvarsminister, Tomomi Inada, til at påbegynde træning i ’kaketsuke keigo’ – dvs. at komme andre lande til hjælp under japansk deltagelse i fredsbevarende FN-operationer langt fra Japan. ’Kaketsuke keigo’ har hidtil været opfattet som forfatningsstridigt og derfor forbudt, men efter Abe-regeringens omstridte sikkerhedspolitiske reformer sidste år, der udmøntede en ny fortolkning af fredsforfatningen, er det blevet en mulighed.

Selvom beslutningen i første omgang kun får effekt i Sydsudan og lignende steder, knytter Inada den direkte sammen med Japans egen sikkerhedspolitiske situation: ”Den sikkerhedspolitiske situation omkring Japan bliver mere alvorlig,” udtalte hun i august til avisen The Japan Times i anledning af beslutningen. Det er vigtigt, mener regeringen, at selvforsvarsstyrkerne får træning i alt, hvad forfatningen tillader. Forventningerne til, at de kan bidrage på mange områder, er stigende.

Vedtagelsen af de sikkerhedspolitiske reformer, der af modstandere i Japan blev kaldt ’krigslovene’, gav anledning til rasende protester og de største demonstrationer i Japans hovedstad i årtier. ”Alle siger, at der er sket en stor ændring med Abes sikkerhedspolitiske reformer,” konstaterede Ichiro Fujisaki ved førnævnte briefing. Men i den forstand, at det blot handler om at videreføre USA-Japan-alliancen i en ny og anderledes situation, er hans politik ikke så forskellig fra hans forgængeres, mener den pensionerede diplomat. ”Abe ønsker at sætte farten op, men retningen er den samme,” siger Fujisaki. ”Japan har aldrig opstillet fyrtårne eller bare sat japanere i land på Senkaku-øerne [de klippeøer i Det Østkinesiske Hav, som man strides med Kina om, red.]. Vi følger internationale normer,” siger Fujisaki med en slet skjult hilsen til Kinas omfattende anlægsprojekter i Det Sydkinesiske Hav, som ét sted dækker samme område som hele Heathrow Lufthavn.

Med andre ord forsøger Japan at fastholde USA i regionen. Store dele af Japans magtelite – og ikke kun forbenede konservative – har den forståelse, at dette kun er muligt, hvis Japan bidrager mere til alliancens militære aktivitet i regionen end tidligere, og at det er i det lys, at Abe-regeringens berygtede ’oprustning’ skal ses. Ifølge dem er der ikke tale om nogen aggressiv handling. Det ligger langt ude i fremtiden at forestille sig, at Japan vil kunne finde på at føre angrebskrig mod nogen som helst.

Det handler derfor udelukkende om at dæmme op over for de amerikanske røster, som i disse Trump-tider argumenterer for at trække USA ud af dets mange forpligtende militæralliancer rundt om i verden. USA skal forblive i Asien – som en nødvendig modvægt mod Kina. ”Under en hvilken som helst regering i USA vil Japan fortsætte sin loyalitet over for USA-alliancen. Der er ingen anden valgmulighed for Japan,” sagde USA-eksperten professor Toshihiro Nakayama fra Keio Universitet ved en anden briefing for udenlandske journalister i Tokyo i september. ”Det er umuligt at forestille sig alternativer i den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Nordøstasien, som har så mange diplomatiske udfordringer for Japan,” vurderede han.

”Vi må klare os gennem en eventuel Trump-administration, som man overlever en storm.”
_______

 

Briefingen fandt sted, få dage efter at Nordkorea havde gennemført endnu en missiltest, hvor en af missilerne landede dybt inde i japansk farvand og forskrækkede japanske fiskere. Testen viste tydeligt, at Nordkorea kan blive i stand til at ramme Japan.
”I Japan har vi altid haft et vist ubehag ved alliancen med USA. Oprindeligt var den lige efter Verdenskrigen ikke vores eget valg. Men vi er nødt til at redefinere alliancen. Vi er nødt til at stille skarpt på, hvorfor USA-alliancen i dag er det bedste alternativ for Japan,” sagde Toshihiro Nakayama. ”Vi må klare os gennem en eventuel Trump-administration, som man overlever en storm.”

Japans balance
Hele debatten om Japans udenrigs- og forsvarspolitik og ikke mindst forholdet til Kina har blotlagt store og alvorlige skillelinjer i japansk politik. På sin vis har de eksisteret i det meste af efterkrigstiden. Gruppen af mere eller mindre konservative nationalister, som hele tiden har ment, at Japan i højere grad burde sørge for sin egen sikkerhed, ser stadig gerne en revision af forfatningen, som ville gøre dette muligt. Gennem årtierne har de gradvist formået at komme igennem med løbende omfortolkninger af forfatningen, og de har fået et vist medløb i de senere år på grund af den åbenlyse trussel fra Nordkorea, rivaliseringen med Kina samt en stadigt stigende skepsis ved, om USA – uanset Trump – i det lange løb vil være i stand til at leve op til sine løfter om at forsvare Japan i enhver situation.

På den anden side står gruppen af såkaldte pacifister, som i en vis grad – men ikke fuldkomment – har været sammenfaldende med Japans traditionelle venstrefløj. De har været stolte af fredsforfatningen og fremhævet det fredselskende Japan som en model for hele verden. Men de har også haft en tendens til at melde sig ud af verdens fortrædeligheder og have nok i sig selv.

Ikke mindst da det under Den Kolde Krig gik hedt til i regionale krige ude i verden. Mange japanere – og store dele af det japanske establishment – har det stadig bedst med den lave profil i udenrigspolitikken, som denne fløj oftest stod for. ”Den lære, som Japan drog af Verdenskrigen, var, at vi ikke skal lade os involvere for meget med omverdenen. Det kan ende med en katastrofe,” forklarede den erfarne udenrigsjournalist Hiroki Sugita fra det førende japanske nyhedsbureau, Kyodo, da han i foråret holdt foredrag ved Temple-universitetet i Tokyo. ”Derfor har vi efter Anden Verdenskrig været så stille og inaktive. Derfor opfattes Japan som et mystisk land i udlandet.”

I disse år er den pacifistiske fløj unægteligt trængt – i hvert fald i den traditionelle udgave. De generationer, der var pacifister af overbevisning, fordi de havde oplevet krigen på deres egen krop, er ved at uddø. Men det behøver ikke nødvendigvis at betyde et skred i retning af militarisme i Japan.

De generationer, der var pacifister af overbevisning, fordi de havde oplevet krigen på deres egen krop, er ved at uddø
_______

 

Der eksisterer nemlig en stor mellemgruppe, som vi sjældent hører om. Der er politikere på begge fløje, som er reformvillige og mener, at det ER en god idé med en ny og mere tidssvarende forfatning, men som ikke læner mod at åbne på vid gab for militarisme og japansk militær deltagelse i alle mulige eventyr i udlandet. Det er ikke utænkeligt, at nogle af de erfaringer med efterkrigstidens udbredte pacifisme i Japans civilsamfund, der opfattes som positive i store dele af befolkningen, som er vokset op med dem, vil kunne indarbejdes i en ny forfatning. Som den gamle ’fredsforfatning’, bare i en ny udgave.

Alle disse forfatningsdiskussioner er blevet aktuelle af, at koalitionen bag Abe-regeringen siden overhusvalget i sommer har to tredjedeles flertal i begge parlamentets kamre og derfor har sat en proces i gang med henblik på omsider at give Japan en ny forfatning.

Men på pragmatisk vis har Abe-regeringen neddæmpet sin antikinesiske retorik sammenlignet med sine første to år. Den hårde linje har hele tiden været udfordret indefra. Modstanden kommer fra en stærk tradition i magteliten og mange ministerier, der prioriterer samarbejde og hensyntagen til Kina.

Embedsmænd, som kender Kina og har erfaring med at samarbejde med kinesere, tror måske ikke på den store forbrødring i den aktuelle stemning, men de gør hver dag et stille benarbejde for at fremme en mere konstruktiv sameksistens. Og mange af dem sidder højt i systemet. Nogle kommer fra indflydelsesrige familier, som var med til udsoningen med Kina i 1970’erne. Det er svært i øjeblikket, hvor den antikinesiske stemning er udbredt i befolkningen og blandt TV- og avisredaktører fra højre til venstre. Men de er klar den dag, hvor linjen ændrer sig for alvor næste gang. ■

ILLUSTRATION: Det japanske militær viser sig frem for den australske forsvarsminister under et besøg i september 2016. Foto: Nicolas Datiche/Anadolu Agency/Polfoto

Asger Røjle er journalist, forfatter og analytiker med base i Tokyo, Japan. Han skriver jævnligt i Kristeligt Dagblad og andre danske medier, og han udgiver nyhedsbrevet www.forkant.nu om udviklingen i Japan og regionen.