08.12.2016

53 mandater med politisk storhedsvanvid? Lars Løkkes fremstilles ofte som en dygtig, politisk håndværker. Men et blik på de politiske tiltag han har stået fadder til, viser et noget mere broget billede.

Analyse af Jakob Terp

Lars Løkkes første politiske svendeprøve var strukturreformen i 2007. I effektiviseringens hellige navn blev 278 primærkommuner til 98 storkommuner. 14 amter blev til 5 regioner, hvis eneste politiske funktion har været rollen som politisk prygelknabe for et sundhedsvæsen, der umuligt kan leve op til de politiske markedskræfters udbud af evigt liv. Aktuelt til en forkælet, overprioriteret 68-generation, der stak af fra regningen og for størstepartens vedkommende blev pensioneret fem år for tidligt.

Det er ikke uden ironi, at DF i 2015 fik et kanonvalg på baggrund af den udkantsproblematik, som netop strukturreformen om noget har forstærket. Vedtaget af et snævert VKO-flertal, medførte reformen at snesevis af provinsbyer, der hidtil havde udgjort lokalpolitiske og kulturbærende centre for oplandet, blev til marginaliserede, handlingslammede og oversete periferier i Venstres nye, effektiviserede kommuner.

Når det borgerlige flertal aktuelt forsøger at lappe hullerne ved at deportere hundredevis af københavnske embedsmænd ud på heden, er hykleriet til at få øje på. Og når den ansvarsforflygtigende DF-populisme, som Venstre mere end noget andet parti har ansvaret for at have gjort stueren, scorer solide point på at pudse en indigneret udkantsglorie, er der i særklasse tale om politisk ironi.

Lars Løkke bestod ikke svendeprøven.

I kølvandet på strukturreformen fulgte store omlægninger og rationaliseringer af skattevæsenet. Det aktuelle resultat er at skatteinddrivningen anno 2016 ligner en ruinhob. I øjeblikket stiger borgernes gæld til det offentlige med 18 milliarder om året, og den samlede gæld nærmer sig 100 milliarder. Uanset at Venstres skatteminister Karsten Lauridsen benytter enhver lejlighed til at dele æren for denne skandale med uopmærksomme skatteministre i Thorning-regeringen, må ansvaret først og fremmest tilfalde det regeringsparti, der satte processen i gang, og som aktuelt ikke har formået at stoppe det bundløse hul: Venstre!

DF og Socialdemokratiet har af gode grunde valgt at sætte det blinde øje for kikkerten, og meget tyder på at Lars Løkkes Venstre slipper ustraffet fra at have undermineret skattevæsenet. Hvis skandalen fra starten var et led i en liberal masterplan for obstruktion af velfærdsstatens finansiering, er der tale om et hidtil upåagtet, genialt træk fra Fogh, Løkke og Venstres side. Hvis ikke, er der tale om en økonomisk katastrofe, og et stykke elendigt, politisk håndværk.

Lars Løkke har ikke bestået svendeprøven.

Efterlønsreformen og de milde gaver til 68´erne
Det nærmeste Lars Løkke under sin første regering kom et svendebrev udi politisk håndværk, var oprydningen efter den største undladelsessynd i nyere dansk politisk historie, nemlig efterlønsordningen. Ud fra enhver politisk og økonomisk logik, burde efterlønnen som universel velfærdsrettighed være elimineret midt i 1990´erne. At vi i dag står med en unødig stor forsørgerbyrde overfor en generation af for tidligt pensionerede 68´ere, er udtryk for et næsten utilgiveligt politisk bagstræberi fra det daværende VKO-flertals side. For kortsigtet politisk vindings skyld, lod de borgerlige partier beget fra de få og alt for sene opstramninger i 1998, blive siddende på Socialdemokratiet, og man foretog sig intet i ti år.

Det tjener trods alt Løkke til ære, at han fem-i-tolv tog mod til sig og gjorde op med VKO-æraens forkærlighed for populære, politiske markedsmekanismer, og afviklede efterlønsordningen.

Ulykkeligvis spændte han så efterfølgende ben for Thorning-regeringens ønske om at lave en skattereform, den såkaldte leverpostejsreform, hvor den velstillede og evigt urørlige del af 68-pensionisterne ikke var tiltænkt fuld andel i de topskattelettelser, som kun skulle gælde for lønindkomster. Trods reformens fokus på incitamentskabende tiltag for øget udbud af arbejdskraft, en solid, gammel Venstre-mærkesag, fandt Lars Løkke det betimeligt at lade velfærdssamfundets yngre forsørgere dele skattegevinsten med de mest velstående pensionister.

Skattereformen blev derfor Venstres tilbagevenden til den ældrepopulisme, som afskaffelsen af efterlønnen søgte at gøre op med. Af samme grund bestod Lars Løkke så heller ikke generations-svendeprøven. Og med 2025-planen skulle det blive meget værre!

Løkke II – Et forretningsministerium
Da Venstre genvandt regeringsmagten i 2015, skete det side om side med et arrigt LA, der havde tiltvunget sig rollen som liberalismens sande vogter i dansk politik. En rolle som Venstre – i hvert fald udadtil – lagde afstand til i 1990´erne. Måske i erkendelse af, at et parti med en stålsat, liberal profil aldrig når over tolv procents vælgertilslutning i en dansk meningsmåling.

Med andre ord, der har ikke været, et reelt liberalt flertal i dansk politik siden 1953. Ikke desto mindre har Lars Løkke siden valget i 2015 været gidsel for LA´s liberalistiske fatamorgana, der raser mod lighedsidealer og mod den verdensberømte universelle velfærdsstat, som to tredjedele af befolkningen bakkede op om ved valget i 2015.

I lyset af hvor kyste Venstre var efter det seneste folketingsvalg, var den forsigtige strategi statsministeren lagde for dagen i det første år af regeringen Lars Løkke II´s levetid, forståelig. Den regering var nærmest at betragte som et forretningsministerium, der afventede klarhed i det politiske landskab. Uheldigvis for håndværkeren Løkke, skabte han derved et billede af sig selv som en småopportun taburetklæber, der hverken kunne eller reelt set havde behov for at leve op til sit eget ry som den store reformator. Mange vil mene, at Thorning-regeringen faktisk havde gennemført den nødvendighedens politik – de strukturtilpasninger til en frit flydende, globaliseret markedsøkonomi – som Løkke lidt nølende påbegyndte med efterlønsreformen i 2009.

Det fuldendte generationsbedrag – nu med vækst?
Venstres 2025-plan, lanceret i august 2016, kan ses som et forsøg på at genoplive reformatoren og den politiske håndværker Lars Løkke, nu med et stærkt liberalt islæt. I modsætning til strukturreformen, som kunne gennemføres med et ureflekteret DF, eller elimineringen af efterlønnen, som var indlysende nødvendig, var Løkke denne gang tvunget ud i en liberalistisk offensiv, bidt i haserne af et selvsikkert og – skulle det vise sig – overmodigt LA.

Havde man under Foghs politik i 00´ere været i tvivl om Venstres ideologiske ståsted, fik de fleste syn for sagen, da der blev sat prisskilte på den vækst, som 2025-planen lovede. En forhøjelse af pensionsalderen og et gedigent hak i tuden til de unge, der om nogen var udset til at betale prisen for, at Nyrups, Foghs og Lars Løkkes generationer af politikere ikke korrigerede tilbagetrækningsalderen og efterlønnen i tide. Udover at planen var et liberalt idéoplæg, som fik en svær gang på jorden, lagde den dermed op til en fortsættelse af det generationsbedrag, som 00´ernes liberalisering af boligkreditmarkedet og Venstres fingeraftryk på Thornings skattereform var udtryk for. Nedskæringer i SU´en skulle finansiere topskattelettelser og merforbrug for de etablerede generationer. Så kan det vist ikke siges tydeligere?

Problemet er, at ingen politikere gider spørge de unge, om denne vækstfikserede opfattelse af hvad et godt samfund er, faktisk også er det nutidens børnefamilier ønsker at basere deres fremtid og deres børns opvækst på.
_______

 

Til gengæld blev de unge så lovet vækst. Dette universelle vidundermiddel, som skaber arbejdspladser og sikrer Danmark en lys fremtid blandt de fremmeste lande i verden. Problemet er, at ingen politikere gider spørge de unge, om denne vækstfikserede opfattelse af hvad et godt samfund er, faktisk også er det nutidens børnefamilier ønsker at basere deres fremtid og deres børns opvækst på.
Diskussionen om økonomisk vækst er blevet et indforstået politisk mantra. Det i en tid, hvor væksten i årevis har været ikkeeksisterende, og hvor flertallet af de unge har svært ved at se, hvad det er der er så grundlæggende forkert ved det – vækstløse – samfund de lever i.

Kravlede LA ned fra træet – eller kravlede de andre op?
Lars Løkke havde nok øje for, at 2025-planen var dødsdømt på forhånd. Forløbet hen over efteråret viste så også, at den store politiske håndværker efterhånden var begyndt at glide noget af på formen. Eller handlede det slet og ret om at købe tid? De lunser på udlændingeområdet, som var tiltænkt DF til gengæld for at sikre ungdommen en værdig, liberal fremtid, spiste Thulesen Dahl til morgenmad under finanslovsforhandlingerne. Tilbage stod Løkkes liberale masterplan som et afpillet andeskrog.

Kunne håndværkeren Lars Løkke løse denne gordiske knude, var han virkelig et politisk geni. Derom var ingen borgerlige kommentatorer uenige.

Så det er han! Med den nye borgerlige ”samlingsregering” Lars Løkke III, er LA´s ultimative blackmail-strategi taget af bordet og en presset Løkke har igen købt sig tid. Spørgsmålet er bare, tid til hvad? At det nye regeringsgrundlag ikke ligger langt fra 2025-planen, vidner umiddelbart om en art politisk storhedsvanvid, hvor 53 mandater i Folketinget tilsyneladende ikke forholder sig til, at mere end to tredjedele af befolkningen stemmer på partier, der ønsker at bevare den universelle, socialdemokratiske velfærdsstat.

Uanset om det liberale mindretal, som Løkkes nye trekløverregering baserer sig på, ønsker at udhule finansieringen af velfærdstaten fra bunden eller toppen af skattesystemet, synes den umiddelbart at have en svær og dårlig sag. Og ved at fastholde hovedlinjerne i den liberale 2025-plan er spørgsmålet, om det i virkeligheden er LA, der er kravlet ned fra træet – eller de andre, der er kravlet derop?

En J.O. Krag eller en Poul Schlüter havde næppe tålt at regere på de præmisser Lars Løkke byder sit eget politiske liv, men havde for længst udskrevet nyvalg i den givne situation. Omvendt, hvis regeringen Lars Løkke III bliver en succes, ja, så har statsministeren virkelig bestået svendeprøven!

ILLUSTRATION: Lars Løkke. Foto: Wikimedia Commons

Jakob Terp (f. 1966 i København). Cand.scient.pol. Chefkonsulent indenfor social og arbejdsmarkedsområdet, undervisningsassistent ved Aarhus Universitet og tekstforfatter. Aktiv debattør og foredragsholder med særligt fokus på udfordringen for den universelle velfærdsmodel i det 21. århundrede.