13.09.2019

.

Når så mange drukner i Middelhavet, er det, fordi chancen for at få asyl, hvis man først kommer tørskoet i land, er ret god. Vi ville kunne gøre langt mere for at mindske den menneskelige nød i verden, hvis vi målrettede hjælpen til nærområderne og fik styr på kvotesystemet. Det er den sande humanistiske politik.

Kommentar af Ali Aminali (K)

Danmark har fået et politisk magtskifte. Et skifte, som de kulturradikale og venstrefløjen kalder en “retfærdig retning for Danmark”. Især Det Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten har proklameret, at de ser frem til en mere “human udlændingepolitik“. Det er sikkert en dejlig og varm følelse at stå op og tænke “så kom vi af med Inger Støjberg og den onde højrefløj”. Men indtil videre ser det ud til, at den nyvalgte socialdemokratiske integrationsminister, Mattias Tesfaye, holder fast i den stramme udlændingepolitik, som Socialdemokratiet har været med til at iværksætte sammen med de borgerlige.

Heldigvis for det – men det betyder ikke, at alt er vel. For mens Tesfaye har hænderne fulde med venstrefløjens ønsker om en mere lempelig udlændinge- og integrationspolitik, mangler Europa stadigvæk at finde en løsning på problemerne med det nuværende asylsystem, som reelt er kollapset. Samtidig bliver vilkårene i flygtningelejrene rundt om i verden dårligere og dårligere. Men hvorfor hjælper vi ikke med at forbedre forholdene i flygtningelejrene og hvad koster det i grunden at have asylansøgere boende her i landet?

“Den gennemsnitlige budgetterede enhedsudgift på finansloven for 2019 på 337.000 kr. omfatter udgifter forbundet med indkvartering og underhold af én årsperson i indkvarteringssystemet”. Sådan står der i et ministersvar fra Inger Støjberg til Socialdemokratiet. Det er en stigning på over 100.000 kr. fra 2015, hvor en asylansøger kostede 221.000 kr. Til sammenligning har FN’s flygtningeagentur UNCHR lidt over 2.000 kr. til at hjælpe hver af de 13 mio. mennesker, der har brug for hjælp i Syrien. Det misforhold udstiller, hvor dyrt og dysfunktionelt vores asylsystem er blevet. Alligevel har visse dele af venstrefløjen igennem tiden modsat sig en mere retfærdig fordeling af ressourcerne.

 

Er man forudseende, og har man sikret sig falske identitetspapirer fra lande som Syrien eller Eritrea, hvor anerkendelsesprocenten er høj, er man sikret krav på asyl. En tilstrækkeligt god baggrundhistorie kan også være nok
_______

 

Vi har dertil indrettet et asylsystem, der favoriserer de ressourcestærke med penge til at rejse til Europa og styrken til at overleve turen over Middelhavet. Det hænger ikke sammen. Som den socialdemokratiske Niels Jespersen og borgerlige Mikkel Andersson skriver i deres bog “Eksperimentet der slog fejl”, så minder situationen om et afsnit af Hunger Games, hvor unge mennesker sætter livet på spil til gengæld for muligheden for at leve et liv i relativ velstand – og hvor kun de stærkeste klarer sig helskindet igennem. Når så mange drukner i Middelhavet, er det, fordi chancen for at få asyl, hvis man først kommer tørskoet i land, er ret god.

Er man forudseende, og har man sikret sig falske identitetspapirer fra lande som Syrien eller Eritrea, hvor anerkendelsesprocenten er høj, er man sikret krav på asyl. En tilstrækkeligt god baggrundhistorie kan også være nok. Det er nemlig myndighedernes opgave at bevise det modsatte. Det er blandt andet derfor, at en asylansøger i Danmark er så astronomisk dyr. Dertil kommer udgifterne til de parallelsamfund, der er vokset frem – typisk i kommuner, hvor venstrefløjen har haft størst indflydelse og har behandlet dem som stakler på offentlig forsørgelse. Især den yderste venstrefløj, NGO’er og kulturradikale har ment, at de har den moralske high ground, når de kritiserer andre for at ville reformere flygtningesystemet. Men i virkeligheden er det dem, der forsvarer et dyrt og uretfærdigt system. Vi ville kunne gøre langt mere for at mindske den menneskelige nød i verden, hvis vi målrettede hjælpen til nærområderne. Det er den sande humanistiske politik.

 

Vi ville kunne gøre langt mere for at mindske den menneskelige nød i verden, hvis vi målrettede hjælpen til nærområderne. Det er den sande humanistiske politik
_______

 

Men hov, Ali: Er du ikke selv tidligere flygtning? Jo, det er jeg, og det at ende i Danmark er det bedste, der er sket for mig. Jeg har heller ikke tænkt mig at brænde broen bag mig, for jeg mener oprigtigt, at vi har en pligt til at hjælpe verdens forfulgte. Jeg kan også godt forstå, at så mange gerne vil herop, for Danmark er vitterligt det bedste land i verden. Indvandringen er bare nødt til at ske på en kontrolleret måde, som dengang jeg kom hertil, frem for det nuværende anarki.

Derfor håber jeg, at Socialdemokratiet med Mattias Tesfaye i spidsen vil kigge hen over fløjene og arbejde for at få repareret asylsystemet.

En god start kunne være at tage et opgør med incitamentsprincippet ift. spontan asyl og holde fast i hjemsendelsespolitikken. En fair men fornuftig hjemsendelsespolitik sørger nemlig for, at flygtninge med midlertidigt ophold ikke pr. automatik bliver migranter.

De Radikale og SF er til tider kommet med udmeldinger, der peger på, at de godt kan se fornuften i en sådan model, men der skal ikke meget til, før de igen kravler op i deres moralske high ground og fordømmer ændringer i udlændinge- og integrationspolitikken.

Mit håb er dog, at Socialdemokraterne fastholder deres nuværende kurs, og at SF og De Radikale endegyldigt indser, at en konsekvent hjemsendelsespolitik styrker både vores sammenhængskraft og giver mulighed for at hjælpe endnu flere. Hvis vi sørger for det, så kan vi med god samvittighed tage imod kvoteflygtninge. ■

 

Mit håb er, at Socialdemokraterne fastholder deres nuværende kurs, og at SF og De Radikale endegyldigt indser, at en konsekvent hjemsendelsespolitik styrker både vores sammenhængskraft og giver mulighed for at hjælpe endnu flere
_______

 

Ali Aminali (f. 1982) er uddannet socialrådgiver, debattør, foredragsholder og medlem af Det Konservative Folkeparti. ILLUSTRATION: Omkring 100 asylansøgere er stimlet sammen på dækket på redningsbåden Eleonore uden for Libyens kyst, 26. august 2019 [foto: Johannes Filous/DPA/Ritzau Scanpix]