Frederik Nilausen Dam: En politisk glorificeret klimabevægelse lader frygt og følelser styre dagsordenen

Frederik Nilausen Dam: En politisk glorificeret klimabevægelse lader frygt og følelser styre dagsordenen

12.04.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Et ungdommeligt klimaoprør er på vej. Et oprør, der baserer sig på en præmis om panik og frygt samt manglende håb, og som indeholder ufuldstændige og irrationelle løsninger.

Kommentar af Frederik Nilausen Dam

”Alle dem der hopper, de vil have en fremtid!” Denne slagsang blev flittigt sunget under seneste klimademonstration foran Christiansborg med deltagelse af flere tusinde unge danskere – men også flere fremtrædende danske politikere. Demonstrationen var på mange måder symptomatisk for en politisk glorificeret klimabevægelse, der lader frygt og følelser styre klimadagsordenen.

Men har vi reelt en verden uden en fremtid? Hvor kommer den dommedagsretorik fra? Er det forskningen, som giver det billede? Er det FN’s Klimapanel (IPCC)? Det er vigtige spørgsmål. Det står i hvert fald klart, at frygten og irrationaliteten blandt mange danskere og politikere nu har forplantet sig i den danske ungdom.

Lad os slå fast: Der er ingen tvivl om, at al valid forskning peger på, at vi står overfor alvorlige klimaudfordringer. Men verdens fremtid – og menneskets overlevelse – er altså ikke på spil. Det sker ikke, at solen opsluger os, eller at en kæmpe asteroide kommer og udsletter kloden. IPCC konkluderer ingen steder i deres rapporter, at de anvendte modeller for klimaforandringernes udvikling og effekter, og deraf den globale opvarmning, vil destruere kloden, vi lever på. Ifølge International Disaster Database kan vi også se, at klimarelaterede dødsfald, fx ifm. oversvømmelser, ekstreme temperaturer og storme, er styrtdykket i perioden fra 1920-2018, og at vi de seneste år har oplevet en konstant stigning i klodens grønne områder. Samtidig har vi – hvis vi ser isoleret på Danmark – et stigende skovareal, og der er lavet en plan om ny 13.800 hektar urørt skov – til gavn for biodiversiteten og optagelsen af CO2 fra atmosfæren.

Men disse kendsgerninger præger ikke de danske unge. Tværtimod er irrationaliteten tydelig, når unge studerende, som frygter global opvarmning, ikke ønsker at få børn, fordi de mener, det er en klimasynd. Det er frygten, som driver dem. Samtidig udkommer Stine Helles, spidskandidat for Alternativet på Fyn, med en ”klimasang” om, at hvis vi fortsætter ud ad samme vækstvej, så efterlader vi ikke en plads til vores børn og børnebørn. Denne form for dommedagsretorik er ikke brugbar eller konstruktiv. Den skaber blot incitament til irrationelle og ufuldstændige løsninger, såsom at brandbeskatte forbrug der ikke rykker på den globale klimakonto, eller væksthæmmende initiativer der hæmmer muligheden for yderligere grøn forskning. Løsninger, der i mange tilfælde vil gøre verden til et dårligere sted – og hvad er så pointen? For ønsker vi virkelig den verden som før industrialiseringen, der måske var ”grønnere”, men også fyldt med langt dårligere levevilkår for os mennesker.

Verden vil stå over for forandringer, vi hellere ville have været foruden. Så jeg er enig i, at vi skal handle – men det skal ske på rationel vis. Symbolpolitikken fra mange egne af det politiske spektrum, er ikke vejen frem. Adfærdsregulering, der hæmmer vores levestandard drastisk, er heller ikke vejen frem. Et eksempel kunne være forslaget om en ”klimaafgift” på oksekød, som Alternativet har stillet, fordi man har udset sig det som det næste hellige mål – også selvom det danske landbrug er et af Europas mest klimaeffektive i produktionen af fødevarer. Dermed vil en klimaafgift blot ødelægge dansk konkurrenceevne, gøre produkterne dyrere samt flytte produktionen til udlandet. Kun til skade for klimaet.

 

Man har helt glemt, at den industrielle revolution, globaliseringen og den enorme velstandsstigning netop er grunden til, at vi i dag har mulighed for at forske i grøn omstilling og emissionsfrie transport- og energiformer
_______

 

Store dele af ”klimakæmperne” snakker flittigt om at pålægge en masse skatter og afgifter på goder som ingen relevans har i forhold til klimapåvirkningen. Man vil eksempelvis indføre en flyskat på antallet af rejser frem for på selve udledningen. Man vil stædigt beholde en registreringsafgift på biler, selvom det er en værdiafgift og ikke en afgift på CO2-udledningen, og man har meget svært ved at reducere afgifterne på el og elvarme markant, så man øger incitamentet til at anvende grøn strøm fremfor fossile kilder. Man har også set eksempler, hvor nye muligheder, med fokus på cirkulær økonomi og mindre selvejerskab, forhindres i at operere, fordi det forvrænger markedets status quo og mindsker statens indtægter. Det er tilfældet, når butikker gives bøder for give overskudsmad væk, fordi det koster på momsregningen. Et andet eksempel er, når Københavns Kommune bekæmper private grønne alternativer, fx private bycykler, fordi de er i konkurrence med offentlige goder. Hvor er også kampen for en ophævelse af forbuddet mod brug af kernekraft i den danske energiplanlægning, når kernekraft nu er en af klodens mest stabile CO2-neutrale energikilder? Målet er ikke at fremme grønne muligheder for borgerne, men at reducere de velfærds- og velstandsgoder, vi alle nyder godt af i den vestlige verden. Verden bliver et bedre sted af, at vi kan besøge hinanden på kryds og tværs, og at vi kan bruge globaliseringen til at lære af hinanden. På den måde skal fremtidens løsninger ikke absolut gro i ens egen baghave, men kan ske ved vidensdeling på tværs af nationer og kontinenter. Den mulighed reduceres, hvis man netop gør det omkostningstungt at blive inspireret udefra.

Man har helt glemt, at den industrielle revolution, globaliseringen og den enorme velstandsstigning netop er grunden til, at vi i dag har mulighed for at forske i grøn omstilling og emissionsfrie transport- og energiformer. Det er forkert at udråbe denne udvikling som uholdbar. Det er netop den fejlslutning, som resulterer i frygt og irrationalitet. For det vil kræve meget vidtgående løsninger at reducere den levestandard og de muligheder, som vi oplever i dag.

For hensyn til økonomisk vækst og klima kan godt gå hånd i hånd – og det gør de også. Økonomisk vækst er en forudsætning for teknologisk vækst. Hvordan ville en elbil ikke have set ud i dag, hvis vi ikke havde formået at reducere størrelserne og samtidig øge kapaciteten så markant ved batterierne. Vi havde nok aldrig oplevet dem. Eller se på, hvordan den økonomiske vækst har banet vejen for forskning i vindteknologi, der har skabt store danske virksomheder som Vestas, der i 2018 omsatte for ca. 75 mia. kr. Det er eksempler på økonomisk og teknologisk vækst, der går hånd i hånd med en mere bæredygtig verden.

Og det ønsker jeg virkelig. Det tror jeg, alle gør. Men skiftet mod samfundsændringer skal tage afsæt i fakta fremfor i følelser som frygt. Ligesom med alt andet skal det gøres på den mest rentable og effektive måde. Vi skal producere så meget CO2-neutral energi som muligt for færrest mulige kroner. Vi skal reducere vores negative klimapåvirkning så omkostningseffektivt som muligt. Hvorfor ser vi ikke mod Sverige, der agter at intensivere produktionen af energi fra kernekraft? Hvorfor bliver der ikke råbt højt fra flertallet af ”klimakæmpere” om at lytte efter, når vi ser førende økonomer inklusive en nobelprismodtager anbefale en global afgift på CO2 som det mest effektive. Alt det fremfor blot kampen mod mindre rødt kød i danske maver og lavere økonomisk vækst. Der skal være et fokus på velstandsudvikling og med en kamp for rationalitet i den politiske meningsdannelse og beslutningsproces.

For klimakampen er kun én ud af mange udfordringer, verden ser. Fattigdom, børnedødelighed, individets beskyttelse og frihed mod undertrykkelse og fordømmelse er alle udfordringer, vi stadig slås med. De løses ikke af, at vi reducerer vores velstand. For velstand går hånd i hånd med løsningerne af de problemer. Det var vores høje velstandsstigning og industrialiseringen, som udryddede de problemer og skabte fundamentet for en fri verden i Vesten. Og vores høje velstandsniveau er netop også forudsætningen for en fremtidig bæredygtig verden. Det er ikke nogen af verdens fattigste lande, man ser tage førertrøjen på. Det er os. Det er den rige verden, som skal løse problemet, og det gør vi ikke ved at reducere de muligheder, vi har foran os nu. Tværtimod. ■

 

Det er den rige verden, som skal løse problemet, og det gør vi ikke ved at reducere de muligheder, vi har foran os nu. Tværtimod
_______

 



Frederik Nilausen Dam (f. 1995) er kandidatstuderende, cand.merc.iec ved Aarhus Universitet og medlem af Liberal Alliance. ILLUSTRATION: Klima-demonstration i Århus (FOTO: Klaus Dreyer/Ritzau Scanpix).