Jeppe Søe om Radio24syv: Når mediepolitik er matematik, taber både borgere og medier. Men det er til politikernes fordel

Jeppe Søe om Radio24syv: Når mediepolitik er matematik, taber både borgere og medier. Men det er til politikernes fordel

27.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Når mediepolitik alene er matematik, bliver det spild af penge. Og det bliver i sandhed aldeles hovedløst. LOUD kan godt lave radio. Det har de fleste af folkene bag vist i årtier. Men når staten skal bruge 280 millioner, må der mange flere tanker bag. Ikke kun tørre ligninger og tal.

Kommentar af Jeppe Søe

I næste uge er det slut med Radio24syv. En kanal ingen troede på, men som uomtvisteligt har forandret dansk radio til det bedre. Den har fornyet og forstærket mediet, ikke bare på egen frekvens – men konkurrenterne er også blevet bedre, takket være den nye vej som blev vist af en ukuelig flok eminente autonome radiotosser.

Jeg kommer til at savne den. Måske jeg betragtes som inhabil, da jeg fik lov at fylde sommeren med daglige debatprogrammer – men det er jeg nu ikke. Faktisk har jeg i to år lavet ugentlige debatprogrammer på Radio Globus i Sdr. Hygum, som er del af det nye LOUD, ligesom jeg samarbejder med den sidste ansøger på DK4. Jeg kan derfor helt reelt sige, at der er gode radiofolk i alle de tre grupper.

Debatten har de seneste dage handlet om at nedgøre vinderen fremfor at se på processen – og i særdeleshed det store billede. Der er vi alle taberen. Og det er uhyggeligt at kigge ind i.

Det er logik, at ansøgningerne ikke ligefrem lugter af flere års gennemarbejdede workshops. DAB-løsningen kom lige pludselig ind fra højre, fordi politikerne mærkede varmen fra vælgernes fakler og høtyve. Det kunne de slet ikke holde til, og derfor skabte de en middelmådig mulighed for en tredje taleradio. Selvfølgelig er der hos de nye bud både stavefejl i ansøgningen, og der indgår programmer, der ikke er gennemtænkte – det er vilkårene, når der er tale om en redningsbåd, der hurtigt er kastet i vandet og krævede hurtigt svar. De eneste, der kunne levere et færdigt manus til radio fra første dag, var selvfølgelig dem, der allerede sendte.

Det talte dog ikke i radio- og tv-nævnets vurdering. Erfaring skulle ellers vægte højt, men utroligt nok er det helt og aldeles ligegyldigt, at en kanal allerede har udstyret, lokalerne, ansatte og lyttere – selvom det er oparbejdet og indkøbt for skattekroner. Andre bud skal bruge meget af budgettet på udstyr og opbygning fremfor indhold. Det skal da betyde noget. Ikke alt, men noget. Ellers vil ethvert nyt udbud betyde enormt statsligt pengespild.

 

Nævnet er sammensat af folk, der, med al respekt, ikke har skyggen af faglighed til at vurdere, hvad der mangler i det danske mediebillede. Selvom de måske har læst op på det, er deres viden ikke praktisk, men teoretisk
_______

 

Borgerne har en smule magt tilbage
At kanalen pludselig kom op som mulighed er en sejr for civilsamfundet. Det er et tegn på, at vi stadig har noget at skulle have sagt, hvis vi sørger for at råbe højt nok. Jeg erkender, at der skal råbes højere i dagens samfund end nogensinde før for at få ørenlyd hos politikerne – men takket være sociale medier kan virtuelle fakler sætte en gevaldig ild i selv den mest hårdføre medieordfører. Vi borgere kan åbenbart lidt endnu.

Stor var glæden hos den halve million, der følte, at deres radio var lukket uden grund. Ingen havde i deres vildeste fantasi forestillet sig, at nævnet kunne vælge andet end det absolut mest åbenlyse valg: Dem, der allerede havde bevist deres værd.

Som bekendt gik det ikke sådan. Og nu, hvor man kan sætte sig og gennemgå nævnets muligheder side for side – og læse deres begrundelser – er rystelserne nærmest større end nogensinde. Og min høtyv er vokset!

Når nævnet er en ligning
At fordele mediemidler i Danmark må og skal handle om at lave en vurdering af, hvordan vi får den bedste public service for pengene. Hvad kan skabe et mediebillede af forskellighed, der samlet står som bolværk mod alt den tvivlsomme information derude, som skyller ind over grænserne?

Jeg havde, måske naivt, en forestilling om, at folkene bag de politiske beslutninger om medier havde dette øverst i deres vurderinger. At styrke det samlede mediebillede. Det er også muligt, at politikerne har det sådan – men herefter ryger deres bevilling videre i et bureaukratisk nævn. Og her går det tydeligvis helt, helt galt.

Nævnet er sammensat af folk, der, med al respekt, ikke har skyggen af faglighed til at vurdere, hvad der mangler i det danske mediebillede. Selvom de måske har læst op på det, er deres viden ikke praktisk, men teoretisk. Hvad er det for en journalistik, vi har behov for, så vi kan få bedre vagthunde og blive bedre medborgere? Hvad skal radioen primært ramme, og hvilke målgrupper er det muligt for en DAB-radio at få som lyttere? Har det betydning, at der allerede er en halv million lyttere, som staten har brugt millioner på at skaffe ind? Hvor meget skal en landsdækkende radio dække, og hvilke områder er mediefattige i forvejen? Hvordan bevæger lytterne sig rundt i den digitale virkelighed – og hvordan går det de mange frie og private aktører på podcast-området?

Alle disse spørgsmål må man som minimum forlange, at folkene bag en udgift på 280 millioner har naturlige svar på og erfaring med.

 

Nævnet skal tage beslutningen, da politikerne jo ellers ikke bagefter kan skrige om armslængde. Men alle må kunne se, at vi i hele denne proces har skabt et elitært monster
_______

 

Men det har de ikke. Derfor har de skabt en administrativ lommeregner, der sindrigt udregner point og giver et facit, som de ikke behøver at stå på mål for. Det er jo ikke deres valg, men lommeregneren, der alene har givet svaret. En lommeregner eller et Excel-ark kan man ikke diskutere med.

Nævnet skal tage beslutningen, da politikerne jo ellers ikke bagefter kan skrige om armslængde. Men alle må kunne se, at vi i hele denne proces har skabt et elitært monster. Ansøgningerne opdeles i point efter et system, som selv folkene bag folkeskolens nationale tests ville synes, var meningsløse.

Man skal bare regne den ud
Vi er altså endt med, at en ligning skal vælge, hvad der er bedst for Danmark at sende ud gennem højttalerne. Valget er sket uden skyggen af holdning!

Det svarer til at ville ansætte en direktør i virksomheden, modtage ansøgningerne – og så kun sammenligne karaktererne fra folkeskolens afgangsprøve. Ikke skelne til CV eller visioner, men bare udregne tallene og finde det bedste gennemsnit, selvom der måske gemmer sig en stjernepsykopat bag tallene, der ikke har skyggen af menneskelig forståelse eller indsigt – og derfor ikke er i stand til at lede virksomheden.

Når mediepolitik alene er matematik, bliver det spild af penge. Og det bliver i sandhed aldeles hovedløst. LOUD kan godt lave radio. Det har de fleste af folkene bag vist i årtier. Men når staten skal bruge 280 millioner, må der mange flere tanker bag. Eller bare en enkelt tanke! Ikke kun tørre ligninger og tal.

Endelig ved vi nu også lidt mere om statslige beslutninger. Hvor nemt det er at ansøge om nogle hundrede millioner: Man skal bare opfinde et nyt medie og så sætte nogle fede navne på, man ikke har spurgt. Man kan spare på økonomien ved at droppe dele af Danmark – og så skal man lige regne det hele igennem. Ikke økonomien altså, men hvordan det går op i de ligninger, der beslutter, om ansøgningen går glat igennem. Der er fundraisere, som lever fedt på at kende de rette buzzwords. Gad vide, hvor mange statslige beslutninger der tages ud fra akademiske ligninger, som ikke får samme opmærksomhed som denne? Mange af os, der arbejder med det offentlige, kender godt svaret – nu gør befolkningen også.

 

Detailregulering er nu en realitet i mediedanmark. Hvis man har lært det mindste af forløbet med 24syv er det, at lukninger kan komme som et lyn fra en høtyv
_______

 

Mediebilledet er for altid forandret
Medierne må nu ryste i bukserne. Det sidste år er et wake-up-call for de fleste. Hvis jeg var på mediestøtten, ville jeg lave et nødbudget allerede, som kan hives op ad skuffen, når politikerne får en ny idé. Eller hvis befolkningens høtyve pludselig vokser. Da vil politikerne føle sig presset til at lukke eller åbne, udbyde eller forandre udbud. Og som processen har vist, kan det ske på en uge. Derefter sender de den med belejlig armslængde afsted til en ligning og en statslig pointmaskine, der tager beslutningen, så de selv er uden skyld.

Ethvert medie må nu arbejde på at skabe en virkelighed, som ikke er afhængig af statens midler. For dem kan man ikke længere regne med. Alle, der eksisterer på ren mediestøtte, må skrive i deres mission: “Så længe det varer!” Detailregulering er nu en realitet i mediedanmark. Hvis man har lært det mindste af forløbet med 24syv er det, at lukninger kan komme som et lyn fra en høtyv.

At nævnets metoder kom på forsiden, er en kærkommen opstopper. Vi må finde en rasteplads på informationsmotorvejen og holde ind til siden for at se på kortet og vurdere, hvor vi egentlig er på vej hen. Det her må der gøres noget alvorligt ved. Det bør blive et folkekrav – og faklerne er allerede tændt. ■

 

Vi må finde en rasteplads på informationsmotorvejen og holde ind til siden for at se på kortet og vurdere, hvor vi egentlig er på vej hen. Det her må der gøres noget alvorligt ved
_______

 



Jeppe Søe (f. 1971) er senior communication advicer i Thrane Media, foredragsholder, debattør og journalist. Holder foredrag om – og underviser i – politisk kommunikation, samfund, medier og sociale medier. ILLUSTRATION: Flaget på halvt, fordi Radio24syv tabte udbuddet om at drive en DAB-radio til radiostationen Loud [foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]