Lars Bonderup Bjørn til Christiansborg: Beslut nu, hvad vi skal satse på i klimaomstillingen. Kun I kan gøre det

Lars Bonderup Bjørn til Christiansborg: Beslut nu, hvad vi skal satse på i klimaomstillingen. Kun I kan gøre det

26.09.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Den nødvendige infrastruktur bliver glemt i diskussionen om ambitiøse klimamålsætninger. Vi bliver nødt til at forholde os til fundamentale politiske valg, om hvilken vej vi vil gå, ellers ender vi med dyre om-investeringer og lappeløsninger.

Kommentar af Lars Bonderup Bjørn

REGERINGENS UDMELDING om en 70 pct. reduktion af klimagasserne i 2030 er hele Danmarks målsætning. På tværs af Dansk Energi, Dansk Industri og politiske partier – selv Dansk Folkeparti – er der tilslutning til den ambitiøse målsætning. Vi skal ikke længere diskutere, om der er behov for en grøn omstilling. Vi skal derimod diskutere, hvordan vi skaber den. Men vi glemmer en ting i denne diskussion: Vores infrastruktur skal kunne rumme omstillingen, og det kan den ikke i dag.

Vi har det problem i dag, at den grundlæggende infrastruktur nogle steder kører på kapacitetsgrænsen [kapacitetsgrænsen er et mål for, hvor meget man kan belaste fx elnettet, red.] – og derfor er det nødvendigt at træffe politiske valg om infrastrukturen, inden vi bygger en grøn omstilling op omkring den. Vi har været så vant til, at elektricitet er en af livets selvfølgeligheder, at tanken om, at strømmen pludselig ikke længere er der, synes fjern. Men det er virkeligheden. Danmark kører på randen af et overbelastet el-distributionsnet med snarlige strømudfald til følge – hvis ikke vi gør noget ved problemet.

Det er ikke gået op for politikerne, at el-distributionsnettet er begrænsningen for den grønne omstilling; strøm fra vindmøller og solceller skal kunne komme ud til forbrugerne, før vi kan udfase brugen af fossile og forurenende brændsler – men uden distributionsnettet kan elektriciteten ikke komme nogen steder hen.

Vi kan nok hurtigt blive enige om, at infrastrukturen skal styrkes, men den logiske konsekvens af det er at diskutere, hvilken infrastruktur vi skal bygge til den grønne omstilling. Den diskussion mangler fuldstændig i dag.

 

Jeg møder ofte den opfattelse blandt politikere, at de frie markedskræfter skal løse problemet. Vi skal forlade os på, at teknologien finder svaret på udfordringen, lyder det. Og der er da heller ikke noget galt med markedskræfterne – men de kan ikke løse infrastrukturudfordringen alene
_______

 

JEG MØDER OFTE den opfattelse blandt politikere, at de frie markedskræfter skal løse problemet. Vi skal forlade os på, at teknologien finder svaret på udfordringen, lyder det. Flere penge til forskning og udvikling, og sund konkurrence mellem teknologierne, så er den ged barberet. Og der er da heller ikke noget galt med markedskræfterne – men de kan ikke løse infrastrukturudfordringen alene.

En sådan teknologisk konkurrence har blandt andet bragt os løsninger til den stærkt CO2-belastende transportsektor; el-biler drevet på strøm fra stikkontakter er på gaden; første spadestik til en methanol-brændselscellefabrik er taget. Vi ved i dag, at ammoniak fremstillet på overskudsstrøm fra vindmøller kan anvendes som brændstof uden udledning af CO2. Mere forskning og teknologisk udvikling vil forbedre disse alternativer væsentligt i de kommende år. Det ved vi. Men det er et udtryk for falsk tryghed, når politikerne så læner sig tilbage og lader konkurrencen afgøre, hvem vinderen bliver.

For de glemmer, at al transport kræver infrastruktur. Veje, jernbaneskinner og havne er de åbenlyse elementer i transportsektoren, men benzinstationer, ladestandere, tankanlæg og el-distributionsnettet, er også en del af infrastrukturen. Afhængigt af hvilken teknologi der vinder, vil forskellige dele af infrastrukturen komme under pres. Derfor skal politikerne træffe et valg nu, så vi kan fortsætte med at bygge det grønne samfund: Hvilken vej skal vi gå?

SATSER VI på de el-biler, der tales så meget om, skal el-distributionsnettet kunne understøtte dem, og det betyder, at der skal investeres nu. Skal vi vente på ammoniakbaserede løsninger, skal vi have standset tilvæksten af el-biler, da de presser el-distributionsnettet. Eller skal vi lave kombi-løsninger, som nogle taler for: El-biler til privatbilisme og ammoniak til tungtransport? Eller skal vi bruge methanol, der har den store fordel, at det kan udnytte den eksisterende infrastruktur af tankanlæg, men som til gengæld kræver mere forskning, før det er gangbart i praksis?

Politisk må man forholde sig til disse to ting:

1. Teknologiudviklingen sker ikke synkront. Når et alternativ bliver anvendeligt, sådan som el-bilerne er det nu, presses infrastrukturen og den skal udbygges – og det er dyrt. Politisk må man derfor forholde sig til, om det er den vej, vi skal gå – eller en af de andre.

2. Teknologiudviklingen bryder med den klassiske sektor-opdeling, og presser infrastrukturen fra flere kanter. Elbiler integrerer fx forsyningssektoren og transportsektoren. Det er pludselig en forsyningsopgave at have elbiler på vejene. Vi har sat mange grønne initiativer i gang, og i forhold til infrastrukturen er vi nødt til at overveje den samlede påvirkning fra alle sektorer, så infrastrukturen ikke skal bygges om flere gange.

 

Teknologiudviklingen sker ikke synkront. Når et alternativ bliver anvendeligt, sådan som el-bilerne er det nu, presses infrastrukturen og den skal udbygges – og det er dyrt
_______

 

El-bilerne er længst i udviklingskapløbet i transportsektoren. De har vundet en grad af popularitet, som godt nok endnu ikke er omsat i store salgstal, men som hjælpes på vej af, at prisfald på batterier snarligt vil slå igennem. Godt på vej er også decentrale energianlæg – fx solcelle-anlæg. Det er populært, men det stiller ligeledes krav til vores grundlæggende infrastruktur.

Og så har vi slet ikke talt om et andet net, der også er rullet ud over hele Danmark – nemlig fjernvarmenettet. Det er også en del af vores infrastruktur, som vi skal tage stilling til. Skal hver enkelt husstand frit kunne vælge varmekilde? I så fald skal vi elektrificere fjernvarmenettet til hver individuel husstand. Eller skal fjernvarmen kollektivt elektrificeres gennem brug af store centrale varmepumper? Så skal fjernvarmenettet også omstruktureres. Det valg, vi tager her, betyder også meget for, hvilke dimensioner el-distributionsnettet skal have.

MED ANDRE ORD skal der lægges en fælles retning for Danmarks energi- og forsyningsstruktur, og den skal lægges på tværs af sektorer. Alternativet bliver mildest sagt noget infrastruktur-rod og kan komme til at være alt for dyrt i om-investeringer og lappeløsninger. Disse spørgsmål – som ganske rigtigt kan synes en kende tekniske, men altså handler om noget så simpelt som det vand, du brygger din kaffe med, den strøm, du lader din mobil med, og den varme, der steger din juleand – skal vi have svar på.

For situationen i dag er, at vi har besluttet, hvem der skal være togfører, og vi er i fuld gang med at bygge vores flotte, 70 pct. klima-tog. Men det gør vi, uden at have tjekket om skinnerne kan holde – og om skinnerne overhovedet passer sammen med togets hjul. ■

 

Situationen i dag er, at vi har besluttet, hvem der skal være togfører, og vi er i fuld gang med at bygge vores flotte, 70 pct. klima-tog. Men det gør vi, uden at have tjekket om skinnerne kan holde – og om skinnerne overhovedet passer sammen med togets hjul
_______

 



Lars Bonderup Bjørn er adm. direktør for EWII. ILLUSTRATION: Bilfabrik i Oxford, Storbritannien [foto: Lewis Houghton/Science Photo Library/Ritzau Scanpix]