21.10.2019
.Henrik Sass Larsen advarede i sine ”sidste ord” til Christiansborg atter mod at lade de radikale bestemme. Det lyder arrogant – men hvad nu hvis han har ret? Hvor skal de radikale ellers gå hen med deres fordoblede mandattal?
Af Niels Jespersen
På valgaftenen kom socialdemokraternes fest aldrig helt op at ringe. Det var sådan set ikke den minimale tilbagegang, der holdt propperne i champagneflaskerne – målet var regeringsmagten. Nej, det var den hastigt voksende magenta-graf, der i løbet af valgnatten fordoblede de radikale mandater og tilsvarende bekymringen i S-gruppeværelset. Ville det gå som i 2011? Traumet fra det sorte tårn stod pludseligt knivskarpt, og Mette Frederiksens sejrstale var da også så langt fra Thornings “vi gjorde det”. Det eneste, hun lovede S-medlemmerne, var blod, sved og tårer.
Her, tre måneder efter valget, har S-regeringen fået en god start. Godt nok hjulpet af rivegildet i Venstre, men det ændrer ikke på, at forholdet til venstrefløjspartierne på rekordtid er gået fra elendigt til historisk godt. Man fik et “forståelsespapir”, der ligger lysår til venstre for Thornings regeringsgrundlag med videreførelse af ”VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Selv om det stadig er småt med konkrete resultater, er optimismen i S til at tage og føle på.
Det er så også her, at hvedebrødsdagene plejer at ende. Her, hvor de radikale uceremonielt slagter alle de røde mærkesager og sender venstrefløjen ud på den politiske udskiftningsbænk. Med enkelte – kortvarige – undtagelser har Socialdemokraterne altid haft brug for de radikales mandater. Et faktum, det selvbevidste midterparti har forstået at udnytte til fulde – og forventningen er da også, at Mette Frederiksen ved finanslovsforhandlinger kommer til at betale dyrt for de radikales støtte – inklusive et ekstra gebyr for ikke at havde taget R med i regering.
Spørgsmålet er imidlertid om en af dansk politiks mest eviggyldige sandheder stadig holder. For er de radikale stadig et centrumparti, der kan gå over midten eller er R forvandlet til et venstrefløjsparti med en højreorienteret økonomisk politik?
_______
Er de radikale blevet et venstrefløjsparti?
Spørgsmålet er imidlertid om en af dansk politiks mest eviggyldige sandheder stadig holder. For er de radikale stadig et centrumparti, der kan gå over midten, eller er R forvandlet til et venstrefløjsparti med en højreorienteret økonomisk politik?
Indtil videre har det været så som så med radikale sejre. Man har fået nogle ubetydelige indrømmelser – som lukning af Asylcenter Lindholm, vel at mærke før pest-øen overhovedet blev åbnet. Og nogle luftige formuleringer i forståelsespapiret. Det minder om SF, der historisk har fået en vindmølle og nogle ungdomsboliger her og der, men uden at have indflydelse på samfundsudviklingens hovedspor. I de radikales finanslovsforslag kræver partiet, at regeringen leverer udenlandsk arbejdskraft, mere vild natur og en national bogklub. Man fristes til at spørge – hvis ikke, hvad gør I så?
For hvad skal R stille op, hvis regeringen ikke makker ret? Stemme nej til den grønneste finanslov i Danmarkshistorien? Henrik Sass Larsen advarede i Weekendavisen 20/9 med sine “sidste ord” S mod at tage forståelsespapiret for seriøst: “Vi bestemmer selv… Er nogle utilfredse, så vælt os da”. Det kunne lyde som topmålet af hybris, for få politikere har måttet æde deres egne ord på mere ydmygende vis end selvsamme Sass Larsen. Hans berømte udtalelse fra 2009 om, at “der vil ikke blive ændre et komma” stod klart i hukommelsen hos de radikale forhandlere, da de i det sorte tårn pillede S og SF’s fælles valgoplæg totalt fra hinanden.
Men hvad nu hvis Sass Larsen har ret? For hvor skal de radikale gå hen? Under valgkampen i 2011 førte de radikale klassisk midterkurs – endda med Margrethe Vestagers håndslag til Lars Barfoed (K) om at føre politik over midten. Dengang havde DF samtidig monopol på den stramme udlændingepolitik og kunne derfor tillade sig at gå med i forringelsen af dagpenge og efterløn. I dag er DF katatoniske efter en af danmarkshistoriens største vælgerlussinger. De vil næppe kunne tåle at stemme for radikal politik såsom mere udenlandsk arbejdskraft, som DF gjorde med dagpenge og efterløn – heller ikke selvom det gør mere ondt på S end på DF. Kristian Thulesen Dahl ømmer sig og hytter sit skin. Han skal ikke risikere noget.
De radikale er i dag et andet parti end for 30 år siden. Medlemmerne og politikerne rekrutteres fra de samme akademiker-kredse, hvor resten af venstrefløjen også henter deres folk. Og pludseligt føles fraværet af regeringsansvar helt befriende
_______
Samtidig har R ført en valgkamp, der nærmest har været venstrepopulistisk og – med sin appel til følelserne – decideret uradikal. Inspirationen er blandt andet kommet fra den østrigske kampagneguru Grace Pardy, men en række af de mest spektakulære symbolpolitiske happenings såsom svømmeture til Lindholm og ghetto-overnatninger er udviklet af partiets egne kampagnefolk.
De radikale er i dag et andet parti end for 30 år siden. Medlemmerne og politikerne rekrutteres fra de samme akademiker-kredse, hvor resten af venstrefløjen også henter deres folk. Og pludselig føles fraværet af regeringsansvar helt befriende. Atter er parallellen til SF slående – hvis det da ikke lige var, fordi SF’erne i dag har travlt med at konvertere alle de rigtige holdninger til regeringsduelighed. De radikale er også gået benhårdt efter at fravriste Enhedslisten opbakning i områder med mange muslimske indvandrere. Det lykkedes til fulde. Men disse udviklinger indskrænker samlet set partiets manøvremuligheder.
De radikale vælgere forventer en mere venstreorienteret kurs, end den Margrethe Vestager stod for, og som i øvrigt førte til en halvering ved valget i 2015.
I R er er man bevidst om tabet af manøvredygtighed og sætter derfor sin langsigtede lid til den nye V-formand, Jakob Ellemann-Jensen, der anses for at være liberal humanist som sin far. Det er en kærlighed, Ellemann-Jensen nok bør vare sig for. Det gavnede ikke Kristian Jensens formandsdrømme at blive hyldet af de radikale i en række opsigtsvækkende annoncer, ligesom næstformandskandidat Ellen Trane Nørby nok havde været dagbladets Politikens anbefaling foruden. I Venstre taler de radikales økonomiske politik til hjernen, men hjertet siger fra over for kulturradikalismen, hvilket den knusende sejr til Inger Støjberg demonstrerede.
Arbejdsudbuddet er den radikale mærkesag
Under forhandlingerne om forståelsespapiret stod de radikale hårdt på at forpligte regeringen til at udvide arbejdsudbuddet ved at invitere mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark og på den måde kombinere den radikale værdi- og økonomipolitik. Her er det værd at bemærke, at det er regeringen, der sidder på regnemaskinen og altså definitionsretten til hvilke tiltag, der udvider og indskrænker arbejdsudbuddet. Og de radikale lytter vel til embedsværket?
I erhvervslivet sætter man sin lid til at de radikale vil tale deres sag, hvorfor man ikke behøver give indrømmelser til regeringen, når det kommer til pension. Men hvis R ikke kan tvinge S til indrømmelser, hvad sker der så med interessen fra erhvervslivet?
_______
Der, hvor de radikale i egen optik har krammet på regeringen er, når det kommer til den differentierede folkepension. ’Arne er vores tungeste kort’, lyder det med reference til den nedslidte bryggeriarbejder Arne Juhl. Men et kort er nu engang kun noget værd, hvis det spilles. Den folkelige opbakning til differentieret folkepension er så massiv, at DF næppe kan sidde kravet overhørig. Og med DF kan regeringen få sin pensionsreform igennem uden at give sig på kravet om mere udenlandsk arbejdskraft. For første gang er de radikale ikke den eneste vej frem for S.
Før valget beskrev jeg, hvordan de radikale risikerer at ende som endnu et venstrefløjsparti, der kan kritisere og irritere socialdemokraterne, men som overlader midterrollen til DF. Lige nu er forskellen på R og venstrefløjspartierne, at medierne og ikke mindst erhvervslivets lobbyister interesserer sig for, hvad R mener. I erhvervslivet sætter man sin lid til, at de radikale vil tale deres sag, hvorfor man ikke behøver give indrømmelser til regeringen, når det kommer til pension. Men hvis R ikke kan tvinge S til indrømmelser, hvad sker der så med interessen fra erhvervslivet? Og de højrefløjsvælgere, der skiftede til R? Som Vilas Jensen skrev for nyligt i RÆSON: “I virkeligheden behøver Frederiksen dem (de radikale, red) ikke. Vil hun føre borgerlig økonomisk politik, kan hun jo sådan set bare ringe til Jakob Ellemann-Jensen”.
Den politiske kirkegård er fuld af sosser, der troede, de kunne trodse de radikale, og det kan også sagtens være, jeg ender der. Men det er også en anden mulighed: Nemlig at grundlovsvalget ikke, som Morten Østergaard hævdede, var en tilbagevenden til situationen før ’det lille systemskifte’ i 2001, men at de radikales magt er, om ikke brudt, så permanent stækket. Partiet kan stadig være en sten i skoen for regeringen og blokere for S-politik. Det er allerede ved at ske – med tilskuddet til friskolerne. Men måske er den tid, hvor partiet kunne diktere både politik og formand i socialdemokratiet, rindet ud. ■
Men måske er den tid, hvor partiet kunne diktere både politik og formand i socialdemokratiet, rindet ud
_______
Niels Jespersen (f. 1980) er Afghanistan-veteran og uddannet cand.mag. i historie. Han ernærer sig som forfatter, kommunikationsrådgiver og politisk kommentator. Han udgav i 2018, sammen med journalist Mikkel Andersson, bogen “Eksperimentet, der slog fejl” om 35 års dansk asyl- og integrationspolitik. ILLUSTRATION: Morten Østergaard til Folketingets åbning, d. 1. oktober, 2019 [foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]