Vilas Jensen: Hvis de Radikale skal fastholde deres nuværende vælgertilslutning, så bliver de nødt til at redefinere deres politiske projekt

Vilas Jensen: Hvis de Radikale skal fastholde deres nuværende vælgertilslutning, så bliver de nødt til at redefinere deres politiske projekt

19.10.2019


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Sidste år degraderede Morten Østergaard Martin Lidegaard efter, at sidstnævnte havde opfordret sit parti til at søge kompromisser. Men hvad nu, hvis Lidegaard havde den rigtige analyse?

Af Vilas Holst Jensen

VED FOLKETINGSVALGET I JUNI genvandt Det Radikale Venstre de tabte mandater, så de nu er tilbage på niveauet fra 2011. Med stor selvsikkerhed gik partiets ledelse ind først til valgkampen, derpå til de efterfølgende regeringsforhandlinger. Analysen var: Danskerne havde valgt de Radikales politiske kurs, og det skulle kunne ses.

Resultatet blev et lidt andet. I forhandlingerne om ”forståelsespapiret” lykkedes det Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten at udstille Det Radikale Venstre som et forkælet barn, der ikke accepterede, at det ikke kunne få det hele. Mens Østergaard krævede udlændingelempelser og øget økonomisk arbejdsudbud, havde Frederiksen, Olsen Dyhr og Skipper travlt med at tale klima og velfærd. Lempelser i udlændingepolitikken kunne Østergaard ikke få – i hvert fald ikke på det niveau, han havde lovet sine vælgere. Den forudsigelse havde Pernille Skipper allerede accepteret, og derfor valgte hun at fokusere på velfærd og klima.

På det økonomiske område endte Østergaard med at stå og tale om, hvor pengene skulle findes, fremfor at deltage i diskussionen af, hvordan de skulle bruges. I en tid, hvor danskerne har fået talt ørene fulde af, hvor mange penge, vi har, er der ikke meget rum for en diskussion om, hvordan vi skal finde flere.

 

I forhandlingerne om ”forståelsespapiret” lykkedes det Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten at udstille Det Radikale Venstre som et forkælet barn, der ikke accepterede, at det ikke kunne få det hele
_______

 

SIDSTE EFTERÅR udgav partiets daværende politisk næstformand og finansordfører Martin Lidegaard en bog, hvor han talte for, at Det Radikale Venstre skulle tage bestik af situationen og – qua titlen ” Lad os mødes på Midten” – søge kompromisser. Også om udlændingepolitikken. I valgkampen turnerede selvsamme Martin Lidegaard rundt med budskabet om, at Løkkes SV-tanker faktisk var rimelig fornuftige. Så længe de altså inkluderede de Radikale.

Morten Østergaard – og resten af den nyvalgte folketingsgruppe – kvitterede med at fratage Martin Lidegaard posten som politisk næstformand og finansordfører. Begge gik i stedet til Sofie Carsten Nielsen, der også satte sig på posten som politisk ordfører. Til pressen fremlagde man det som en genvalgt ledelse. Mens Martin Lidegaard selv udtalte til Berlingske at; ”Det [er] heller ikke sjovt at sidde i en ledelse, hvor man ikke er ønsket, og Morten er i sin gode ret til at sammensætte sit eget hold i ledelsen” Her er altså tale om en magtdemonstration, hvor arvefølgen nu også er 100 pct. klarlagt: Det er planen, at Sofie Carsten Nielsen skal overtage, når Østergaard engang er færdig.

Spørgsmålet er blot, om degraderingen af Martin Lidegaard – og ikke mindst hans politiske projekt – nu også er et klogt træk?

KIGGER VI PÅ FORSTÅELSESPAPIRET, er det ikke meget, Morten Østergaard har fået med. Det lykkedes ham at stå uden for forhandlingslokalet, da delaftalen om klimamålet på 70 pct. reduktion af drivhusgasudledningen blev indgået og økonomien blev et par løse linjer om at regeringen skal øge beskæftigelsen, bekæmpe fattigdom og ulighed samt sikre gode rammevilkår for dansk erhvervsliv. Linjer som kun de færreste kan være uenige i. På udlændingepolitikken kan man godt argumentere for, at Østergaard har taget et stik hjem. Udrejsecenter Lindholm er blevet droppet, Mint er kommet hjem og der er blevet afsat flere penge til udsatte børnefamilier – herunder en del udlændinge. Men spørger man Mette Frederiksen, er der ikke blevet ændret på det, hun kalder for ”den brede udlændingepolitik”, snarere vil der i valgperioden nærmere blive strammet op. Spørger man derimod de blå partier, så er der ingen tvivl: Morten Østergaard har gennemtrumfet sin vilje og fået massive indrømmelser på udlændingepolitikken. Det er lidt et skisma, at Morten Østergaards bedste venner pt. er at finde på den modsatte side af midten. Men måske han faktisk skal til at vænne sig til det? Og tage en ny kop kaffe med Martin Lidegaard?

 

Hvis det fortsætter sådan, og Østergaard ikke får synderligt med udlændingelempelser, står de Radikale til igen at blive halveret ved næste valg. De er på ingen måde den kongemager, de selv mener, de er
_______

 

I 2011 stod Margrethe Vestager som den store sejrsherre efter regeringsforhandlingerne. Thorning-Schmidt havde undervurderet hende. Eller måske snarere overvurderet risikoen for, at Vestager ville skifte side. Den fejl har Frederiksen ikke begået. Velvidende om, at Østergaards vælgerbase grundlæggende er centrum-venstre-vælgere har hun vidst, at han ikke kunne gå andre steder hen. Og ville han egentlig risikere et nyvalg, hvor han stod som syndebuk for, at man ikke kunne få flere penge til børn, unge og klima?

Der er ikke meget, som tyder på, at Mette Frederiksen og Co. har i sinde at gøre det lettere at være Morten Østergaard de næste par år. Vestagers ageren i 2011-2015 har gjort de øvrige partier hævnlystne, og det er grundlæggende kun på økonomipolitikken, at Østergaard adskiller sig fra Enhedslisten og SF. Hvis det fortsætter sådan, og Østergaard ikke får synderligt med udlændingelempelser, står de Radikale til igen at blive halveret ved næste valg. De er på ingen måde den kongemager, de selv mener, de er.

I virkeligheden behøver Frederiksen dem ikke. Vil hun føre borgerlig økonomisk politik, kan hun jo sådan set bare ringe til Jakob Ellemann-Jensen. Og det er måske netop det, Østergaard skal kigge efter.

FOR JAKOB ELLEMANN-JENSEN har som ny formand for Venstre bebudet, at partiet skal ”tilbage mod sine rødder”. Altså en mere klassisk liberal Venstre-linje med skattelettelser, frihed osv. Det kan gøre livet pokkers svært for Alex Vanopslagh og Liberal Alliance. Men det kan også åbne døren for Morten Østergaard. Lægger Venstre sig mere mod højre, vil de Radikale kunne gå ind i midterfeltet og hive de lyseblå venstre-vælgere til sig. Således kan de få den kongemagerrolle, som de gerne vil have. Men det kræver, at de kan samarbejde med begge fløje.

Hvis De Radikale skal fastholde deres nuværende vælgertilslutning, så bliver de nødt til at redefinere deres politiske projekt. Og de er nødt til at søge til højre på udlændingepolitikken – for der er intet, som tyder på, at flertallet af vælgerne flytter til venstre på det punkt foreløbigt. Nok er der et vælgersegment for opgøret med de tiltag, som Mette Frederiksen allerede har lempet. Men Østergaard får ikke forbedret vilkårene på udrejsecentrene mærkbart. Grænsekontrollen bliver ikke fjernet – tværtimod vil man nu etablere en ny. Og så videre. Men med et Radikale Venstre, som på udlændingepolitikken lægger sig opad Venstre, med ønsker – ikke krav – om fjernelse af burkaforbud og håndtrykslovgivning kan De Radikale finde sig et midtervælger-segment, som rent faktisk ER midtervælgere, og ikke centrum-venstre vælgere. Det vil give de Radikale ny manøvredygtighed og potentielt udstyre partiet med en trussel. Helt konkret: Muligheden for med tiden at gøre Jakob Ellemann-Jensen til ny statsminister. ■

 

Det vil give de Radikale ny manøvredygtighed og potentielt udstyre partiet med en trussel. Helt konkret: Muligheden for med tiden at gøre Jakob Ellemann-Jensen til ny statsminister
_______

 



Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og journalistik-studerende ved Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen på vej til gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke før Folketingets åbning, d. 1. oktober, 2019 [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]