21.04.2019

Takket være de sociale medier er iranerne pinefuldt bevidste om, hvordan magthaverne i fire årtier har fejlforvaltet store dele af økonomien.

Af Rasmus Christian Elling

Iran befinder sig i skrivende stund i en konflikt med USA og nogle af amerikanernes allierede, særligt Israel og Saudi-Arabien.

Informationskrigen
I den betændte geopolitiske situation er troværdige kilder til nyheder og analyser fra og om et af verdens brændpunkter en mangelvare. Og det kan få alvorlige konsekvenser langt ud over Irans grænser.

Den 19. februar 2019 annoncerede Heshmat Alavi – en eksiliransk journalist og markant profil med mere end 30.000 følgere på det sociale medie Twitter – en breaking nyhed fra byen Dezful i det vestlige Iran: ”Et stort billboard-skilt med billeder af iranske styrker dræbt i Syrien, hvor de kæmpede sammen med Assad-regimet, bliver hevet ned og revet i stykker af vrede lokale …” Med tweetet fulgte en video, der ganske rigtigt viste vrede iranere, som væltede et stort skilt. Man fik indtrykket, at der her var tale om en protest mod det iranske styres støtte til den syriske diktator. Som den israelske avis The Jerusalem Post skrev: ”Handlingen bliver set som en protest mod Irans involvering i den syriske borgerkrig”. Men af hvem? Avisen citerede kun én eneste kilde, nemlig Heshmat Alavi. Og sandheden? Faktum var, at iranerne i videoen protesterede mod noget andet end det, Alavi påstod. Vi vender tilbage til hvad.

Episoden er et eksempel på en større problematik.

I dag bør enhver mediebruger være på vagt over for fake news, når det kommer til Iran. Fordrejningerne stammer fra både den islamiske republik og dens modstandere. I skrivende stund fører Irans fjender – særligt USA, men også Israel, Saudi-Arabien og den eksiliranske opposition – en decideret informationskrig mod styret i Teheran. Og det er ikke uden historisk fortilfælde.

I 1953 orkestrerede de amerikanske og britiske efterretningstjenester et kup mod Irans premierminister, Mohammed Mosaddeq. Premierministeren havde skubbet briterne ud af olieindustrien og – mente amerikanerne – åbnet Iran op for sovjetisk indflydelse. Første skridt i kuppet var en omfattende smædekampagne placeret af vestlige spioner i iranske aviser og på BBC’s persisksprogede radiokanal. Næste skridt var at vælte premierministeren med militærets hjælp. Kuppet efterlod generationer af iranere med dyb mistillid til vestlige magter og medier.

26 år efter kuppet lykkedes det i 1979 oppositionslederen ayatollah Khomeini at bruge den antiimperialistiske stemning i landet til at vælte den amerikansk-støttede shah i den revolution, der førte til etableringen af den islamiske republik. Og i dag, 40 år senere, står Iran igen over for ikke bare én, men flere propagandakampagner fra udlandet.

 

I dag bør enhver mediebruger være på vagt over for fake news, når det kommer til Iran. Fordrejningerne stammer fra både den islamiske republik og dens modstandere
_______

 

En af de kampagner, der er særligt intens i skrivende stund, har til huse lidt uden for Tirana i Albanien. Her har den eksiliranske oppositionsgruppe Mojahedin-e Khalq (MEK) etableret en base efter en aftale, som USA forhandlede på plads i 2013. Året før havde USA fjernet MEK fra listen over terrororganisationer – en handling, der kan virke mærkværdig, når man tager MEK’s historie i betragtning. Som en ideologisk krydsning af marxisme og islamisme udførte MEK i 1970’erne snigmord, kidnapninger og bombeattentater mod bl.a. amerikanske mål i Iran. I 1979 førte deres rivalisering med Khomeini til, at de måtte flygte til Irak, hvorfra de hjalp Saddam Hussein under Iran-Irak-krigen 1980-88. Af disse årsager blev MEK lagt for had, og Iran-eksperter er i dag enige om, at MEK har forsvindende lidt støtte i Iran.

Men hele denne historie var man tilsyneladende villig til at glemme i Washington, da man efter den amerikansk-ledede invasion af Irak i 2003 indså, at MEK kunne bruges til at øge presset mod Iran. Siden har MEK – ved hjælp af talrige dækorganisationer og tilsyneladende uudtømmelige økonomiske midler – forsøgt at forvandle sit image til demokratiforkæmpere. Men journalister, menneskerettighedsorganisationer og afhoppere har gang på gang afsløret MEK som en kult, der dyrker lederen, Maryam Rajavi, og med vold og magt indoktrinerer og adfærdsregulerer medlemmerne.

Omtrent 2.900 af disse medlemmer blev fra 2013 forflyttet til den nye base i Albanien, og i 2016 eskalerede MEK sin propaganda. Det er disse aktiviteter, som førnævnte Twitter-profil Heshmat Alavi er en del af. Med tusindvis af konti på sociale medier – mange af dem automatiserede (såkaldte bots) forsøger MEK at give indtrykket af en hastigt voksende modstand mod den islamiske republik. MEK’s cyberhær arbejder ved at forstærke den kritiske dækning af styret i Teheran, imens den angriber både debattører, der taler for dialog, såvel som observatører, der forsøger at nuancere mediedækningen af Iran.

Saudi-Arabien fører også en intens kampagne mod Iran på medier og digitale platforme – en kampagne, der trækker spor til Ringsted. Den 30. oktober 2018 anklagede PET ’en iransk efterretningstjeneste’ for at have planlagt et attentat mod eksiliranere i Danmark. Eksiliranerne tilhørte ASMLA, som kæmper for at løsrive den overvejende arabisktalende del af sydvest-Iran. Den lillebitte ASMLA-celle i Ringsted kom for alvor i iranernes søgelys, da en talsmand optrådte på tv-stationen Iran International og tog æren for et terrorangreb, der den 22. september 2018 kostede 25 mennesker livet under en militærparade i Ahvaz i Iran. Iranske myndigheder og borgere blev særligt vrede, fordi udtalelserne faldt på netop Iran International, en global tv-station med hovedsæde i London, som angiveligt er finansieret af Saudi-Arabien. Mange drog konklusionen, at ASMLA frit kunne benytte sig af både dansk asyl og saudisk propaganda-tv til at forherlige et terrorangreb med civile ofre.

Selvom nogle danske medier undersøgte de mulige forbindelser mellem Saudi-Arabien og ASMLA i Ringsted, forsvandt denne dimension i meget af den internationale mediedækning. På Twitter kunne Ringsted-gruppen fortsat hylde terrorangrebet, ligesom den sunniekstremistiske terrorgruppe Jaish al-Adl kunne, da deres selvmordsbomber dræbte 27 iranske soldater i februar 2019.

 

Til tider skyldes internationale mediers vildledning enkelte journalisters manglende kendskab til de detaljer, der kan være afgørende for at sætte en nyhed i den rette kontekst. Men andre gange får man uundgåeligt indtrykket af overlagt manipulation
_______

 

Fordrejning
Men det er ikke kun eksiliranske ekstremister, der forsøger at præge og forme mediebilledet af Iran – også mere anerkendte nyhedskilder kan forplumre billedet.
Til tider skyldes internationale mediers vildledning enkelte journalisters manglende kendskab til de detaljer, der kan være afgørende for at sætte en nyhed i den rette kontekst. Men andre gange får man uundgåeligt indtrykket af overlagt manipulation.

Et eksempel er fra 4. december 2018, hvor Reuters Nyhedsbureau bragte nyheden om, at ”Iran vil øge [deres] missilers rækkevidde”, hvilket ville ”føre til vrede fra USA”. Man fik det indtryk, at nyheden drejede sig om de ballistiske missiler, som præsident Trump flere gange havde klaget over ikke var en del af den atomaftale, Iran i 2015 indgik med flere vestlige magter – herunder USA. Bekymringen går på, at Irans ballistiske missiler før eller siden vil kunne nå amerikanske allierede såvel som Europa.

Men det var bare ikke det, nyheden fra Iran, som Reuters saksede fra, handlede om. Her udtalte luftvåbnet, at man ville arbejde på rækkevidden af luft-til-luft-missiler – og altså ikke den slags jord-til-jord-missiler, Vesten bekymrer sig om. Reuters-journalisterne havde fjernet al kontekst fra citaterne. Og med tilføjelse af Trumps bekymringer om atomprogrammet efterlod de indtrykket af, at der her var tale om, at iranerne ville lave vidtrækkende atommissiler.

Det er naturligvis ikke uden betydning, hvordan et respekteret globalt medie formulerer nyheder fra og om Iran.

Den amerikanske regering har, siden Trump kom til magten, jævnligt manipuleret med fakta i atomspørgsmålet. I officielle udtalelser har amerikanerne fx anklaget Iran for at bryde FN-resolution 2231 ved at afprøve missiler. Men der står ikke noget i resolutionen om, at Iran ikke må afprøve missiler generelt – resolutionen opfordrer Iran til ”ikke at udføre handlinger relateret til ballistiske missiler designet til at bære atomvåben”.

Iran har konstant afvist at have udviklet atomvåben. Men hvad vigtigere er, så konkluderede samtlige amerikanske efterretningstjenester i 2007, at Iran opgav sit atomvåbenprogram i 2003. Denne konklusion blev i årene efter gentaget af ledende figurer i amerikansk såvel som israelsk militær og efterretning.

Man har, med andre ord, ingen beviser for, at Iran siden 2003 har haft et atomvåbenprogram, endsige et færdigt atomvåben.

 

Trump annoncerede genindførslen af sanktioner på sin Twitterkonto med et meme inspireret af fantasyserien Game of Thrones: ”Sanctions are coming”. For Irans 80 millioner indbyggere var der dog ikke meget fantasi over konsekvenserne
_______

 

En ny gammel linje
Forhandlingerne mellem Iran og FN’s Sikkerhedsråds ’P5+1’ (USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien og Tyskland) kulminerede i 2015 i den atomaftale, der drastisk begrænsede iranernes muligheder for at udvikle den slags beriget uran, som potentielt kunne bruges til militære formål.
Overalt i verden blev aftalen hyldet som et uovertruffet stykke diplomatisk arbejde, der ikke bare løste en af samtidens sværeste konflikter, men også banede vej for dialog og samarbejde.

Men under sin kampagne til præsidentvalget i USA i 2016 gjorde Trump atomaftalen til et symbol på det, der angiveligt var galt med Obamas udenrigspolitik. Han udtalte at det var ”den dummeste aftale” han ”nogensinde havde set” – bl.a. fordi USA angiveligt havde foræret Iran 150 mia. dollars som led i aftalen. Sandheden var imidlertid, at sanktionerne, der ville blive løftet med aftalen, hidtil havde forhindret Iran i at få adgang til ca. 100 mia. dollars, som var Irans egen ejendom – og som forresten heller ikke lå i amerikanske banker.

Trump påstod, Iran var ”Nr. 1 terrorist-stat i verden” . Og som regeringsleder gjorde han det tydeligt, at USA ville genindføre den benhårde linje over for Iran som i tiden under George Bush Jr. – bl.a. ved at udpege en række rådgivere og ministre med markante antiiranske holdninger.

I april 2018 valgte Trump som ny national sikkerhedsrådgiver John Bolton, der i årevis har været fortaler for en krig mod Iran. Ligesom Trumps advokat, Rudy Giuliani, deltager Bolton jævnligt ved MEK’s begivenheder, hvor han hylder den kontroversielle gruppe som en frihedsbevægelse.

Trumps første forsvarsminister, Jim Mattis, var også kendt som en krigshøg, der under Obama havde krævet en militær konfrontation med Iran. Og Trumps anden udenrigsminister, Mike Pompeo, havde som hhv. kongresmedlem og direktør for CIA arbejdet på at underminere atomaftalen med Iran og på at genindføre ’regime change’, altså omvæltning af styret, som målet for amerikansk Iran-politik.

Samtidig styrkede Trump den amerikanske alliance med Israel og Saudi-Arabien med specifik henvisning til Iran som en fælles trussel. Den saudiske prins Mohammad bin Salman sagde i starten af maj 2017, at han ville tage kampen mellem Saudi-Arabien og Iran ”ind i Iran” – en udtalelse, der blev opfattet af iranerne som en trussel om intervention. To uger efter indgik USA og Saudi-Arabien en våbenhandel for 350 mio. dollars – den største våbenhandel i verdenshistorien, overhovedet. En måned efter blev Mohammad bin Salman forfremmet til kronprins.

Budskabet med alle Trumps tiltag stod klokkeklart: Man ville arbejde mod at vælte styret i Teheran. Den 18. maj 2018 trak præsidenten USA ud af atomaftalen, og seks måneder senere blev de første sanktioner genindført. Det annoncerede Trump på sin Twitterkonto med et meme inspireret af fantasyserien Game of Thrones: ”Sanctions are coming”. For Irans 80 millioner indbyggere var der dog ikke meget fantasi over konsekvenserne.

 

For almindelige iranere er konsekvenserne tunge. Hundredvis af små og mellemstore virksomheder har måttet dreje nøglen om, fordi de ikke længere kunne betale for import af råvarer og materialer
_______

 

Kampen mod Iran (eller iranerne)
Sanktionerne er komplekse. Målrettede instrumenter går på specifikke økonomiske sektorer (olie, gas, petrokemikalier, shipping), specifikke institutioner (fx Revolutionsgarden, banker, forsikringsselskaber), specifikke personer fra magteliten og på specifikke former for transaktioner, fx den iranske stats køb af dollars eller guld.

Men de afledte effekter er meget bredere og mere diffuse. USA’s ’sekundære sanktioner’ mod selskaber og individer, uanset nationalitet, der handler med Iran, betyder, at fx et dansk selskab risikerer at blive straffet i USA, hvis de fra Danmark handler med Iran. I værste fald kan det betyde, at firmaet slet ikke må operere i USA. ”Jeg lover jer”, sagde Pompeo i november 2018, ”at lave business med Iran i strid med vores sanktioner vil i sidste ende være en meget mere smertefuld beslutning end at trække sig ud af Iran”.
Truslerne fik langt de fleste store internationale selskaber til at stoppe deres aktiviteter. Den trickle down-effekt, Irans relativt moderate regering under præsident Hassan Rouhani havde stillet iranerne i udsigt efter atomaftalen, udeblev.

I efteråret 2018 kollapsede den i forvejen skrantende iranske møntfod, rialen, og mistede 70 pct. af sin værdi over for dollaren. Den årlige inflationsrate blev mere end tredoblet – fra omkring 10 pct. i 2017 til 35 pct. i 2018. IMF anslog, at landets økonomi ville skrumpe med 1,5 pct. i 2018 og hele 3,6 pct. i 2019.

For almindelige iranere er konsekvenserne tunge. Hundredvis af små og mellemstore virksomheder har måttet dreje nøglen om, fordi de ikke længere kunne betale for import af råvarer og materialer. Middelklassen har fået halveret sit indtægtsgrundlag – og skrumper. En million arbejdspladser gik tabt, og hundredtusindvis af iranere mistede opsparinger. Mange er gået fra hus og hjem.

Én af de hårdest ramte sektorer er sundhed, som USA ellers erklærer er undtaget for sanktioner. Fordi udenlandske banker frygter USA’s straffehandlinger, vil de ikke længere hjælpe iranske selskaber med at købe lægeudstyr og ingredienser til medicinalproduktion fra Vesten. Iranske medicinfabrikanter og klinikker må benytte sig af dyre løsninger via mellemmænd eller helt droppe at importere det nødvendige materiale. Alternativet, nemlig at lave et forringet produkt eller give en forringet service, fører jævnligt til fejlbehandlinger.

Prisen på medicin er røget i vejret, og mange, for hvem den er livsnødvendig, må sætte sig i gæld. En anerkendt ngo, MAHAK, skrev i The Lancet, at prisstigninger foranlediget af sanktionerne ”uundgåeligt vil føre til en mindskning i overlevelsesmuligheder for børn med kræft”. Ngo’en advarede om, at en sundhedskatastrofe er under opsejling, og bad om støtte fra udlandet.

Priserne på fødevarer er steget kraftigt – for nogle varer er der tale om en flerdobling. Selve fødevareimporten er også truet, fordi internationale selskaber simpelthen ikke ved, hvordan de skal tage sig betalt. Sanktionerne betyder også, at flyselskaber ikke kan få adgang til nødvendige reservedele – det er således i dag fem en halv gange farligere at flyve i Iran end i resten af verden. Turismen er desuden svundet kraftigt ind, fordi sanktionerne giver indtrykket af, at Iran er et farligt land at rejse til.

I det hele taget har iranere fået svært ved at vedligeholde deres interaktion med omverden. Forældre, der skal overføre penge til deres børn, som studerer i udlandet, og udlandsiranere, der vil sende penge hjem til familien, mødes af utallige benspænd. Almindelige iranere kan ikke længere benytte sig af mange app-butikker, online kurser, software osv. I dag kan bare det at nævne ’Iran’ som hjemland i en online formular føre til problemer. Og i USA – hvor der bor over en halv million mennesker med rødder i Iran – er de blevet hårdt ramt af de præsidentielle dekreter, der begrænser mulighederne for familiebesøg.

 

Sanktionerne skal opfattes som en kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen, der forventes at sætte styret under pres – eller ligefrem starte et folkeoprør
_______

 

Normalisering
Det er svært at se sanktionerne som andet end økonomisk krig. Dette indtryk blev forstærket, da de iranske myndigheder i 2019 måtte indføre rationeringskuponer og tilskudsordninger a la dem, man havde under krigen med Irak i 1980’erne. Under hashtagget #SanctionsTargetMe giver almindelige borgere på sociale medier udtryk for, hvordan de bliver ramt af sanktionerne.
Men samtidig kan Revolutionsgarden og dele af magteliten i den islamiske republik fylde lommerne med indtægter fra lukrativ oliesmugling.

Den amerikanske stat er udmærket klar over, hvem der rammes – og hvem der tjener på sanktionerne. Pompeo har udtalt, at det iranske ”lederskab må træffe en beslutning om, hvorvidt de vil have, at deres folk skal spise” – og at den iranske befolkning nok skal ”svare igen”, hvis ikke magthaverne forvalter landets ressourcer ordentligt. Med andre ord: Sanktionerne skal opfattes som en kollektiv afstraffelse af civilbefolkningen, der forventes at sætte styret under pres – eller ligefrem starte et folkeoprør.

USA har da også gjort det tydeligt, at det ikke længere handler om atomspørgsmålet alene, men om Irans udenrigs- og forsvarspolitik i sin helhed: Iran skal ”opføre sig som et ’normalt land’, eller også vil det se sin økonomi blive knust”, sagde Pompeo 5. november 2018.

Men et krav om ’adfærdsændring’ gør konflikten noget nær uløselig. For hvem bestemmer, hvad der er ’normal’ adfærd? Uden et konkret mål – fx at standse Irans produktion af højberiget uran – og med et implicit, men utvetydigt krav om, at den iranske stat skal underlægge sig USA’s linje, er der selvsagt meget få incitamenter for det iranske styre til at indgå i nye forhandlinger. Og da især ikke med en forhandlingspartner, der allerede har skrottet en ellers velfungerende aftale ved at løbe fra sit ord.

 

I årevis har iranske hackere drevet falske hjemmesider, som udgiver sig for at være medier – og også stjæler eksisterende mediers identitet
_______

 

Cyberkrig
Iran er i dag et af de lande i verden, der er udsat for allermest cyberspionage – og som er blevet ramt af de mest sofistikerede og ødelæggende cyberangreb. Det hidtil mest spektakulære af disse var Stuxnet, en virus skabt af enten USA eller Israel, der i 2010 angiveligt ødelagde mere end 1.000 uranberigende centrifuger i et iransk atomanlæg. Siden fulgte angreb på olieindustrien og på landets kommunikationsinfrastruktur.

Men Iran har også selv en lang, blakket historie med digital konfliktførelse, misinformation og andre teknologidrevne manipulationskampagner.

Dele af denne cyberkrig handler simpelthen om ødelæggelse. Microsoft anslog i marts 2019, at iranske cyberangreb har kostet mere end 200 selskaber ”hundredvis af millioner af dollars”. Iranske agenter lader også til at bruge såkaldt ransomware til at afpresse almindelige computerbrugere penge. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, udtalte i januar 2019, at Iran ’dagligt’ udfører cyberangreb mod Israel.

Men en anden front i cyberkrigen handler om manipulation. I årevis har iranske hackere drevet falske hjemmesider, som udgiver sig for at være medier – og også stjæler eksisterende mediers identitet.

Sådanne falske platformes aktiviteter kan få virkelige konsekvenser. I december 2016 indrykkede en iransk-styret ’nyhedshjemmeside’ en artikel om, at den israelske forsvarsminister angiveligt havde truet Pakistan med et atomvåbenangreb, hvis Pakistan blandede sig i Syrien. Den daværende pakistanske udenrigsminister bed på og svarede med et tweet, som sluttede med ordene: ”Israel glemmer, at Pakistan også er en nuklear stat”. Først senere gik det op for ham, at der var tale om fake news.

Iranske hackere har, formodentlig på styrets ordre, længe brugt falske digitale identiteter til at indsmigre sig hos organisationer, de har interesse i. På hjemmesiden LinkedIn har hackerne optrådt som journalister eller forskere for at fiske information ud af udvalgte brugere. Endnu mere bekymrende brød en iransk hacker i 2011 ind i et sikkerhedsfirmas computere og gav dermed det iranske styre mulighed for at læse med på de fleste iranske Gmail-konti.

 

Iranske hackere har, formodentlig på styrets ordre, længe brugt falske digitale identiteter til at indsmigre sig hos organisationer, de har interesse i
_______

 

I dag er den iranske cyberhær særligt aktiv på sociale medier. I august 2018 annoncerede Twitter, at de havde fjernet 770 falske brugerkonti knyttet til iranske myndigheder. Disse konti skulle drive brugere over på hjemmesider, der indeholdt iransk propaganda. Og Facebook annoncerede ad flere omgange, at de havde lukket sider, der lod til at have forbindelser til Iran, og som ifølge selskabet var engageret i ’misvisende aktiviteter’.

Iranske agenter bruger også kommunikationsteknologi til at undertrykke pressefriheden uden for Iran. Her er målet særligt tv-kanalen BBC Persian og andre i Vesten baserede persisksprogede medier , som millioner af iranere dagligt modtager med hjælp fra ulovlige parabolantenner og VPN-software. Den islamiske republik anser disse medier for imperialistiske propagandamaskiner, og agenter tyer ofte til intimidering. Journalister og redaktører har modtaget dødstrusler, har fået deres bankkonti i Iran konfiskeret, været udsat for forsøg på digitalt identitetstyveri og har været mål for bagvaskelse og smædekampagner. En enkelt journalist på BBC Persian blev fx afpresset af iranske agenter, der påstod at være i besiddelse af hendes nøgenbilleder.

Iranske journalister i udlandet kan i mange tilfælde ikke rejse tilbage til Iran, hvor deres familier i tide og utide bliver chikaneret af efterretningstjenesterne. Selv journalisternes kilder i Iran kan blive stemplet som trusler mod nationens sikkerhed, hvilket fører til lange fængselsstraffe.

Kort sagt forsøger styret i Teheran altså at kontrollere, forme og dreje nyhedsstrømmen rundtom i verden. Men den allerstørste manipulation fra det iranske styre er immervæk den, befolkningen i Iran udsættes for.

 

Det iranske styre er ikke i stand til at følge med kineserne, når det kommer til overvågning af borgerne. Men det prøver
_______

 

Det store forsøg på at kontrollere nettet
Frygten for fremmede magters infiltration er indbygget både i styrets ideologi og struktur. Derfor ser man en trussel i enhver teknologi og ethvert medie, som kan udfordre monopolet på nyhedsformidling og kommunikation.

I 1990’erne mente styret ellers at have fået øje på en række potentialer i at bruge internettet til både islamisk mission og politisk propaganda. På et tidligt stadie indførte den islamiske republik derfor bredbåndsteknologi, internetopkoblinger til universiteter, computerundervisning osv. Men der var også dengang en dyb bekymring for, at adgangen til internationale og vestlige nyhedskilder og adspredelse ville gøre det nemmere for fjenden at manipulere og ’korrumpere’ samfundet. Derfor indførte man samtidig flere lag af censurmekanismer, der skulle blokere iraneres adgang til millioner af hjemmesider. I praksis blev denne censur til et forbud mod brug af en lang række af verdens mest populære hjemmesider og medier fra Amazon til Wikipedia. I denne paradoksale situation kan Irans udenrigsminister, Javad Zarif, i skrivende stund fx bruge sociale medier til at gøre grin med Trump, imens almindelige iranere stadig må ty til ulovlig software for at kunne chatte med deres venner.

Det iranske styre er ikke i stand til at følge med kineserne, når det kommer til overvågning af borgerne. Men det prøver. Staten har længe villet erstatte internettet med et ’nationalt intranet’, hvor myndighederne simpelthen bestemmer, hvad iranerne har adgang til. I april 2018 blokerede man adgangen til den yderst populære beskedservice Telegram – alt imens man på flere måder forsøgte at tvinge iranerne over på statskontrollerede ’nationale platforme’. Fx forlød det i maj 2018, at utallige iranere var blevet ’tvangs-oprettet’ som brugere af en statsejet app, der var knyttet til persondata på mobiltelefonbrugere, og som var nem at overvåge, fordi den ikke kunne krypteres.

Masseovervågning – eller rettere den konstante bekymring hos borgerne om muligheden for, at man er under overvågning – knuser ytringsfriheden igennem selvcensur. Om det er på tryk eller online, har iranerne kun få muligheder for at sætte spørgsmålstegn ved styrets store fortællinger om sig selv: at Iran er et demokrati; at der er frihed og lighed; at støtten til folkemorderiske diktatorer som fx Assad i Syrien er nødvendig; og at magthaverne kan håndtere den iranske økonomi.

Alle disse udsagn er ellers nemme nok at afvise – og det gør iranerne da også dagligt, både i hverdagens samtaler og i kollektive protester.

 

Inden sikkerhedsstyrkerne fik frie hænder til at knuse bevægelsen med vold og forfølgelse, havde hundredtusindvis af iranere demonstreret i Teherans gader med krav om en demokratisk reform
_______

 

Teknologien hjælper både græsrødderne og styret
I 2009 var verden vidne til den såkaldte ’grønne bevægelse’: en uorganiseret, men talstærk folkelig protest mod det, mange iranere mente var svindel ved valget, der gav Mahmoud Ahmadinejad en anden runde som præsident. Inden sikkerhedsstyrkerne fik frie hænder til at knuse bevægelsen med vold og forfølgelse, havde hundredtusindvis af iranere demonstreret i Teherans gader med krav om en demokratisk reform.

Bevægelsen blev af begejstrede vestlige medier hyldet som en ’Twitter-revolution’, fordi sociale medier og tjenester som YouTube havde spillet en rolle – særligt i forhold til netop de vestlige publikummer, der fik et sjældent indblik i en ellers mørkelagt krisesituation for det iranske styre.

Men lige så meget som teknologier hjalp den ’grønne bevægelse’, lige så meget hjalp de sikkerhedsapparatet. Styret tvang internetudbydere til at sænke hastigheden, så det blev svært at uploade videoer, imens hackere angreb oppositionens hjemmesider og overvågede e-mails og chat-udvekslinger for at identificere og anholde aktivister. Siden har styret forbedret sine værktøjer, og i dag bliver systemkritikere ofte dømt i groteske retssager, hvor bevismaterialet inkluderer den sagsøgtes online liv.

Ikke desto mindre fortsatte mange iranere efter 2009 ufortrødent med at dele systemkritiske nyheder, karikaturtegninger, protestskrivelser og afsløringer af korruptionssager online. Særligt Telegram blev en foretrukken platform, og da optøjer brød ud i december 2017 og fortsatte ind i januar 2018, brugte mange netop denne app til at koordinere og publicere protester.

Det var de værste uroligheder siden 2009, og denne gang var protesterne, som tidligere, ikke i Teheran, men fordelt over hele landet. Yderligere bekymrende for styret var det, at det var underklassens unge, og ikke den højtuddannede middelklasse, der gik på gaden, angreb politistationer, satte ild til offentlige bygninger og rev billeder af ayatollah Khamenei i stykker. Det er netop de relativt fattige i provinserne, som konservative magthavere ellers anser for deres vælgerbase.

Som sædvanlig påstod styret, at det var vestlige efterretningstjenester i ledtog med små grupper af landsforrædere, der stod bag optøjerne. Men i efterfølgende selvransagelser måtte den ene politiker og embedsmand efter den anden indrømme, at styret nok manglede forståelse for omfanget af folkelig frustration. Ikke desto mindre forhindrede styret journalister, både iranske og udenlandske, i at undersøge optøjerne og deres baggrund.

Denne mørklægning gjorde det også lettere for udenlandske aktører at skabe fake news om optøjerne. En højreorienteret Twitter-kendis fra Texas tweetede til sine 83.000 følgere: ”Wow! 300.000 marcherer for demokrati i Iran! Utroligt” – og det var det så sandelig også: for videoen, der hørte til tweetet, var ikke fra Iran, men fra oprøret i Bahrain i 2011.

En journalist tweetede et billede af en hovedtørklæde-bærende kvinde, som placerer et karatespark på en politibetjents kampskjold. Men oplyste ikke, at det var et stillbillede fra en actionfilm.

 

Vreden over dette åbenlyse hykleri og den nu tydelige sociale ulighed bobler i samfundets lavere lag. Derfor opfatter myndighederne også ethvert optræk til protest som en sikkerhedstrussel
_______

 

Et hav af mobilkameraer
På grund af censuren er videoer optaget med mobiltelefoner af almindelige iranere og uploadet til internettet efterhånden én af de eneste måder til at få et filterløst indblik i de mange daglige sammenstød og konflikter, der i stigende grad præger Iran.

Listen er lang: gentagne aktioner, hvor kvinder stiller sig op på elektricitetsbokse rundtomkring i byerne, binder deres hovedtørklæde om en stang og vifter det som et flag i fredelig protest mod den obligatoriske dresscode; nærmest daglige strejker blandt fabriksarbejdere, der ikke må organisere sig i fagforeninger eller simpelthen ikke bliver aflønnet; demonstrationer for folkeskolelærere og buschauffører, der ikke kan overleve på deres løn; almindelige iranere, der i hverdagen konfronterer ’moralpolitiet’, altså de politibetjente, der skal regulære offentlig adfærd; og protester fra etniske mindretal, der ikke må undervise i deres modersmål, såvel som fra religiøse mindretal, der vil beskyttes mod forfølgelse. Listen fortsætter.

Ved disse protester er kravene ofte begrænset til et specifikt eller lokalt problem, men der er en underliggende strukturel lighed: De handler alle om mangel på frihed såvel som om økonomisk udsigtsløshed. For iranerne er – bl.a. takket være sociale medier – pinefuldt bevidste om, hvordan iranske magthavere i fire årtier har fejlforvaltet store dele af økonomien.

Dagligt bliver iranere konfronteret med udbredt korruption, nepotisme og vennetjenester. På Instagram kan man fx bevidne, hvordan de såkaldte ’Rich Kids of Tehran’ – ofte sønner og døtre af den islamiske republiks ledere – lever luksusliv i sus og dus med ferier til tropeøer, dyre sportsbiler, parallelimporterede mærkevarer, fester med alkohol og letpåklædte piger. Vreden over dette åbenlyse hykleri og den nu tydelige sociale ulighed bobler i samfundets lavere lag. Derfor opfatter myndighederne også ethvert optræk til protest som en sikkerhedstrussel.

 

Således har de iranske magthavere i fire årtier retfærdiggjort undertrykkelse og autokrati med henvisning til den ydre fjende. Belejringsmentaliteten præger hele det politiske liv
_______

 

Kronprinsen i Washington
I 2017-18 dukkede der optagelser frem af unge iranere, som råbte ”Reza Shah! Æret være dit minde!”, hvilket fik især eksiliranere til at tolke det, som at royalismen står stærkt blandt de unge. Reza Shah var navnet på den næstsidste shah af Iran, der herskede indtil 1941, og som på eksiliranske tv-stationer i dag bliver forherliget som en kær landsfader. Men Reza (Pahlavi) er også navnet på den sidste shahs søn, der i dag bor i en forstad til Washington og har tætte forbindelser til både USA’s Republikanske Parti, israelske organisationer og konservative rigmænd. Som ’kronprins’ insisterer han på retten til at vende tilbage til Iran – måske ikke som shah, men i hvert fald som en slags leder for en angiveligt demokratisk opposition. At dømme ud fra den positive opmærksomhed, den amerikanske regerings persisksprogede tv-station VOA Persian konstant har givet ’kronprinsen’, siden Trump kom til magten, så bliver Reza Pahlavi set som i hvert fald et legitimt middel i kampen mod styret i Iran.

Reza Pahlavi får også støtte fra en lille håndfuld små, men velfinansierede ’tænketanke’ og politiske organisationer, der sprang op i Washingtons eksiliranske kredse umiddelbart efter Trumps valgsejr. Disse grupper har i skrivende stund positioneret sig tæt på Det Hvide Hus som talerør for en folkebevægelse, man faktisk ikke kan bekræfte eksisterer.
For er en håndfuld anonyme videoer nok til at bevise, at royalismen står stærkt i Iran? Så længe styret gør det er umuligt at bedrive fri journalistik og forskning i Iran, er det umuligt at få svar.

Et er klart: Uden for landets grænser står der flere cyberhære parat til at fordreje enhver rapport fra Iran, så den passer med et forudbestemt narrativ.

Dette gælder fx anekdoten om skiltet, der blev hevet ned i vest-Iran, som vi startede artiklen med. De to tætliggende nabobyer Dezful og Andimeshk har længe været på kant med hinanden – både i spøg og i alvor. Men da kommunen i Dezful i februar 2019 satte et skilt op i et område, beboerne i Andimeshk mente var deres, blussede urolighederne op. Så skiltet, den eksiliranske oppositionsaktivist skrev om på Twitter, blev altså ikke hevet ned, fordi det bar billeder af iranske styrker dræbt i Syrien; det blev hevet ned, fordi der stod ”Velkommen til Dezful”!

Der er masser af grunde til utilfredshed i Iran, men det er ikke altid de grunde, vi i Vesten regner med – eller håber på bliver relevante, fx: Irans støtte til Assad-regimet. Selvom mange iranere nok er vrede over, at styret bruger penge på at køre stedfortræderkrige i lande, der hverken kan eller vil komme til Irans udsætning, så er hverdagen præget af andre, mere akutte problemer – fx om man har råd til madvarer eller adgang til medicin.

Den allerstørste løgn, som det iranske styre konstant må indprente befolkningen, er, at man ikke kan opnå både uafhængighed fra vestlige magter og ægte frihed og demokrati. Således har de iranske magthavere i fire årtier retfærdiggjort undertrykkelse og autokrati med henvisning til den ydre fjende. Belejringsmentaliteten præger hele det politiske liv.

I disse år er Trump-regeringen både i ord og handling naturligvis med til at bekræfte styret i dets fortælling om USA som ’Den store Satan’ og om Vesten som grundlæggende utilregnelig. Med MEK, royalister, opportunister og terroristgrupper har Trump-regeringen og dens rådgivere allieret og associeret sig selv med et utroværdigt alternativ til det eksisterende styre. Og med sanktionernes kollektive afstraffelse føler det iranske civilsamfund sig endnu en gang tromlet ned af USA – imens EU ser mere eller mindre hjælpeløst til. ■

 

Med sanktionernes kollektive afstraffelse føler det iranske civilsamfund sig endnu en gang tromlet ned af USA – imens EU ser mere eller mindre hjælpeløst til
_______

Apropos denne artikel:

Bode & Trabucco om kunstig intelligens i krig: Fjernelsen af menneskelig dømmekraft vil have alvorlige konsekvenser

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Verden set fra Washington versus København

Kasper Junge Wester: Hvornår erkender vores politikere, at USA ikke er – eller vil være – vores allierede?

Jesper Olsen: Karaktermordet på internationale konventioner er uklogt for et lille land, der er afhængigt af den internationale retsorden

Lars Struwe: Hvis Europa ikke styrker afskrækkelsen nu, kan udfordringerne snart blive langt dyrere – og langt farligere

Peter Lautrup-Larsen: Troels Lund får nøglerne – men ikke nødvendigvis magten