Jan Øberg om Syrien: Vil USA lade Tyrkiet tabe en krig mod Syrien og Rusland?

Jan Øberg om Syrien: Vil USA lade Tyrkiet tabe en krig mod Syrien og Rusland?

23.03.2020


USA har siden 2006 ønsket at vælte det syriske regime – men det sidder endnu. Hvis ikke Vesten søger en vej frem i Syrien i dialog med den syriske regering og Rusland – men i stedet vælger at øge støtten Tyrkiets krig i landet – venter endnu en fiasko.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister



Kronik af Jan Øberg

Verden stirrede sig blind på volden og gjorde ingen konfliktanalyse af Syrien. Det er nok en borgerkrig – og en konsekvens af Det Arabisk Forår med dets demonstrationer – men i højere grad en international regime-forandringskrig: Ifølge et dokument offentliggjort af WikiLeaks anbefalede William Roebuck, USA’s charge d’affaires i Damaskus, i december 2006, at statsledelsen skulle destabiliseres. På Marrakesh-mødet 12. december 2012 besluttede en bunke lande under vestlig ledelse at afsætte præsident al-Assad ved dekret, og at et nyt Nationalråd var at betragte som Syriens legitime ledelse. På dagen fire år senere befriedes Østre Aleppo af al-Assads tropper – tegnet på at regimeforandringsforsøget mislykkedes fatalt.

Syrien-konflikten handler om uendeligt mange ting: en fransk besættelseshistorie frem til selvstændigheden i 1946, CIA’s involvering fra 1949, to millioner flygtninge fra ”vores” krig i Irak, Baath-partiets ideologi, USA’s krav i årtier om at gas- og olieledninger skal gå over Syriens territorium (fra Gulf-staterne til Tyrkiet) og senior- og junior-Assads nej hertil, miljøkatastrofe med tørke 2006-2011 med store befolkningsomflytninger, et autoritært politisk system med et brutalt militær og sikkerhedstjenester. Det handler om Golan og Israel, om Syriens olie (som Trump nu siger, at USA’s soldater kontrollerer) og om forholdene mellem USA og Iran og mellem USA/NATO og Rusland. Og det handler om USA og dets venners/allieredes åbenlyse støtte til – ikke krigen mod – terrorister, herunder om de destruktive roller, som nabo- og NATO-landet Tyrkiet har spillet og stadig spiller. I Erdogans udsigtsløse forsøg på både at beholde og spise kagen.

Syrien handler endelig om, at folkeretten og FN – af i hovedsagen NATO-lande og siden Jugoslavien – er blevet fuldstændigt marginaliseret. FN burde have været en central aktør som både mægler og beskytter af civile (med 400.000 dræbte og halvdelen af syrerne som flygtninge kunne dét nok have været gavnligt).

Medier og politikere i Danmark og den øvrige vestverden har fokuseret udelukkende på volden (siden 2011) og al-Assads person. Men volden er kun symptomer på underliggende konflikter, og de handler om historie og samfund lokalt, regionalt og globalt.

Uden konfliktanalyse kan man ikke løse noget som helst, og derfor står verden med endnu en forudsigelig regimeforandringsfiasko og et ødelagt land. Endnu en vestlig krig tabt siden Vietnam – militært, politisk og moralsk. Og et endnu højere niveau af had til Vesten, der allerede er hastigt på vej ned. For Syrien handler også om, at den nye verden går op i Øst, mens den gamle går ned i Vest.

 

For Syriens fremtid (ikke kun for Syrien, men også for regionen og Europa) er best case: en slags stilstand. Ingen løsning omkring Idlib i flere år fremover
_______

 

Best case/worst case
For Syriens fremtid (ikke kun for Syrien, men også for regionen og Europa) er best case: en slags stilstand. Ingen løsning omkring Idlib i flere år fremover. Én stor flygtningeenklave med over en million civilt uskyldige som skjolde for oprørere og terrorister. Syrien opgiver at få regionen tilbage under styrets kontrol. Rusland bliver i Syrien, og Erdogan indser, at man ikke kan spille alle spil samtidigt og vinde dem. Alternativt: Der åbnes en korridor til Tyrkiet, der så sender også disse flygtninge mod Europa. Når EU med 410 millioner i 2015 ikke for en kort tid kunne huse 1,5 millioner flygtninge, kommer EU nærmest til at falde fra hinanden under presset fra 3-4 millioner. Tyrkiet har krammet på EU, fordi det pantsatte sin fremtid gennem at betale Erdogan.

Og worst case? At Tyrkiet øger sin militære indsats i Syrien. Landet vil da i stigende grad være i krig med både Syrien og Rusland. Rusland og Putin vil have et uløseligt dilemma: Skal han bekæmpe Tyrkiet i Syrien eller få det som allieret, når det forlader NATO? Hvis Syrien og Rusland bestemmer sig, vil Tyrkiet blive smidt ud. Det vil NATO/USA næppe bare se på, da Tyrkiet er NATO’s næststørste magt regnet i soldater.

I dét scenario bliver der endnu flere dræbte og sårede og flygtninge, af hvilke hovedparten er syriske oppositionelle og rene terrorister. Og enten direkte militærkonfrontation mellem NATO og Rusland – eller tilbage til stilstand (”best case”) men med mange flere flygtede.

Worst case-scenariet kan også udvikle sig til en international storkrig i Syrien. Tyrkiet og Rusland ender med – skridt for skridt – at bryde med hinanden. Putins og Erdogans møde den 5. marts resulterede i en våbenhvile – og den vil holde, lige til det næste skud lyder. Deres fundamentale problem med hinanden er uløste – måske uløselige. Ruslands krav til Tyrkiet om at ophøre med sin klokkeklart folkeretsstridige aggression mod Syrien preller af på Erdogan. Putin vil da vælge fuld solidaritet med Syrien og dets ret til – ifølge FN-pagtens artikel 51 om selvforsvar mod aggression – at generobre sit territorium som suveræn stat og FN-medlem.

Det betyder krig mellem Syrien/Rusland og Tyrkiet, og den vil Tyrkiet tabe alene. Medmindre USA gør det, man allerede har lovet (3. marts): Militært at støtte Tyrkiet, der selv har bedt om NATO-hjælp med absurd henvisning til musketéreden i artikel 5 i NATO-traktaten (der forresten er et freds- og forsvarsdokument, som NATO selv overtræder dagligt).

Skulle Tyrkiet vinde, vil det kun ske takket være NATO’s fulde politiske og militære støtte (til denne kriminelle besættelsespolitik), og Erdogans mål vil være at komme til ’at bede i Umayyad-moskéen i Damaskus’, som han udtrykte det i 2014. Det kunne blive USA’s måde endelig at få bugt med ledelsen i Syrien på og tryne Iran endnu mere. Men Syrien vil blive ødelagt og terrorismen vokse. Som i Irak og heller ikke i Syrien vil der stå nogen med blomster, når Tyrkiet, USA og eventuelt Frankrig ruller ind i Damaskus.

En storkrig til i Syrien – og med tiden i Iran også? Så er det amerikanske imperium færdigt. USA er blevet svagere på alle indikatorer i forhold til resten af verden. Endnu en tabt storkrig – med de politiske, økonomiske og menneskelige omkostninger den indebærer – vil underminere imperiet. Andre imperier er før gået ned takket være netop en sådan situation. 

 

Argumentet om, at al-Assad er en slagter-diktator holder – om den også var sand (men ingen kompleks konflikt kan forklares ved én persons rolle) – ikke en meter som legitimering af det, Vesten har gjort i Syrien
_______

 

En bedre behandling
Hvad gør man, når kvaksalvere har været i gang, og patienten kun kan reddes ved et mirakel? Hvad der er blevet gjort, skulle aldrig være blevet gjort. Argumentet om, at al-Assad er en slagter-diktator holder – om den også var sand (men ingen kompleks konflikt kan forklares ved én persons rolle) – ikke en meter som legitimering af det, Vesten har gjort i Syrien, herunder bidraget med støtte til terror, stjålet olie, pumpet våben ind og altså forsøgt sig på regime-skifte fra 2006, med de lidelser og dødstal, der i dag er resultatet.

Men hvis jeg havde en gudslignende magt, ville jeg tænke i disse baner:

    – Åbne Europa for alle uskyldige, der er flygtet på grund af vore invasioner og krige, så Erdogans brug af flygtninge-”våbnet” mod Europa undermineres

    – Installere et robust og massivt FN – civilt og militært – i Syrien, hvor der er brug for at beskytte millioner af mennesker og sikre humanitære korridorer. Samt afvæbne alle terrorister, irregulære syriske og udenlandske enheder; det skal det robuste FN stå for

    – At EU inviterer Rusland til samarbejde om at redde og genopbygge Syrien sammen med Kina og dets Belt and Road Initiative (”de nye Silkeveje”), verdens største civile samarbejdsprojekt. Så snart dét sker, vil de fleste flygtningene vende hjem

    – Frie valg i Syrien monitoreret at FN – og accept af resultatet, også hvis al-Assad bliver siddende

    – Forhandlinger om etablering af afvæbnede autonome provinser/kantoner/delrepublikker og andre modeller i Syrien for dem, der ikke vil leve under syrisk regeringskontrol, herunder kurderne (der ikke kan få selvstændighed ved krig men kun ved forhandlingsbordet)

    – Oprette en forhandlings- og senere en forsoningsproces med alle involverede

     

    For én gangs skyld i 14 år var det måske en idé at lytte til, både hvad ledelsen i Syrien og det syriske civilsamfund ønsker som suveræn stat. Det er dem, der har betalt prisen
    _______

     

    Det er indlysende, at diverse parter vil have svært ved at acceptere et eller flere af disse tiltag. For én gangs skyld i 14 år var det måske en idé at lytte til, både hvad ledelsen i Syrien og det syriske civilsamfund ønsker som suveræn stat. Det er dem, der har betalt prisen. Måske ville en konference for alle parter være en måde at finde en vej frem, også andre end dem, der nævnes hér – men kun under FN’s ledelse. Den må have fokus på konfliktløsning og fremtiden. Ikke volden og fortiden.

    Vesten har kørt folkeretten og FN ud på en sidespor – netop fordi militarismen ønsker at have frit spil, og fordi enhver nationalstat i sidste ende er nationalistisk og bare følger sine egne kortsigtede interesser. Det slår nu tilbage på os alle.

    Dét betyder ikke, at vi skal lade være med at foreslå FN som mægler, beskytter og nedruster. FN er principielt den eneste i denne verden, der kan gøre det, men FN bliver ikke bedre eller stærkere, end medlemsstaterne ønsker at gøre det. Dét er medlemsstaternes, ikke FN’s, skyld.

    Verden er utroligt underudviklet, hvad angår fred, og ufatteligt overudviklet, hvad angår militær (både målt i penge, legitimitet, mediedækning, politiske teorier og forskning). Så bliver det, som det bliver.

    Det er derfor, der er så meget at lære af tragedier som Syrien-håndteringen. Og det er derfor, at den, der ikke vil lære, men lever i militarismens ”denial”, vil blive udkonkurreret af dem der – som Kina og Silkevejsprojektet – tænker i civilt samarbejde. Samarbejde gør krig mindre sandsynligt.

    Derfor må vi indse, at denne krig var den sidste invasions- og regimeskiftekrig, Vesten/NATO nogensinde foretager, hvis den ønsker at spille en respekteret rolle i fremtidens verden. ■

     

    Derfor må vi indse, at denne krig var den sidste invasions- og regimeskiftekrig, Vesten/NATO nogensinde foretager, hvis den ønsker at spille en respekteret rolle i fremtidens verden
    _______

     



    RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

    Jan Øberg (f. 1951) er freds- og fremtidsforsker, ph.d. i sociologi. Han er tidligere leder af Lund University Peace Research Institute (LUPRI) og tidligere generalsekretær for Den Danske Fredsfond i København. Øberg er medstifter og siden 1986 leder af Den Transnationale Stiftelse for Freds- og Fremtidsforskning (TFF) i Lund, Sverige. https://transnational.live ILLUSTRATION: Et syrisk flag med et billede af Bashar al-Assad ved et militært checkpoint i byen Douma nær Damaskus, 9. oktober 2018 [foto: Hassan Ammar/Scanpix]