Kevin Eienstrand: Hvorfor siger Europa – og Danmark – ikke fra overfor Trump?

Kevin Eienstrand: Hvorfor siger Europa – og Danmark – ikke fra overfor Trump?

08.08.2020


Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her


Præsident Trump har valgt et autoritært modsvar på de udbredte protester mod politivold, der fortsat fylder gaderne i mange amerikanske storbyer. Hvor er de europæiske og danske magthaveres afstandtagen til den amerikanske regerings magtanvendelse mod egen befolkning? Hvor er den kritiske dækning – eller blot dækning – af, hvad der foregår hos vores ‘tætteste sikkerhedspolitiske allierede’?


Opinion af Kevin Eienstrand

“USA er vores tætteste sikkerhedspolitiske allierede, og vi deler en stærk tro på demokrati, frihed og åbne samfund”. Sådan sagde udenrigsminister, Jeppe Kofod, da han i sidste uge sammen med USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, holdt pressemøde om situationen i Arktis og understregede, at vi sammen må kæmpe mod autoritære stater. Ideen om at bekæmpe totalitarisme sammen med USA indeholdt ikke megen seriøsitet for tre måneder siden, men i dag ligner det en decideret benægtelse af virkeligheden.

Autokratens metoder
Trumps korstog mod medierne samt hans propaganda med alternative fakta og lette omgang med sandheden ligner til forveksling vores billede af stærke ledere i totalitære stater som Kina og Rusland i dag. Samtidig forfølger han en populistisk optræden, en hård nationalisme og protektionisme, eksemplificeret ved USA’s udtræden af Paris-aftalen, handelskrigen mod Kina og en afvisning af globalismen.

Kritikere har påpeget paralleller til den fascisme, vi så vokse frem i Europa for knap 100 år siden. Fx var protektionisme med høje toldsatser og restriktioner på handel, der skal styrke erhvervslivet mod konkurrencen fra udlandet og globalismen, sammen med nationalismen og dens stærke fokus på suverænitet, hovedelementer i Mussolinis politik.

Og mens Danmarks udenrigsminister stod side om side med Pompeo til pressemødet og lovpriste demokratiske værdier, har den amerikanske regering i de seneste uger indsat uidentificerbare styrker fra sikkerhedsministeriet, som blandt andet er bemandet af ’lejesoldater’ fra private sikkerhedsfirmaer, mod fredelige demonstranter i flere amerikanske storbyer. Det sker, fordi de daglige protester i USA’s gader nu stået på i lidt over to måneder – siden drabet på George Floyd i politiets varetægt – også selvom de ikke længere fylder i mediebilledet herhjemme.

 

Samtidig forfølger han en populistisk optræden, en hård nationalisme og protektionisme, eksemplificeret ved USA’s udtræden af Paris-aftalen, handelskrigen mod Kina og en afvisning af globalismen
_______

 

Trumps seneste svar på protesterne – at indsætte regeringsstyrker, der ikke hører under militæret – er i flere byer sket trods modstand fra de lokale myndigheder. Samtidig har der floreret videoer af vilkårlige anholdelser, hvori de umarkerede regeringsstyrker trækker demonstranter ind i civile biler og kører dem væk. Alt imens har præsidenten forsøgt at gøre det til et politisk opgør ved at beskylde sine politiske modstandere for at opildne protesterne. Borgmesteren i Portland, Ted Wheeler, tilsluttede sig i sidste uge demonstranterne i byen, hvilket resulterede i, at også han blev mødt af tåregas fra Trumps soldater.

Historikere som Roger Griffin, Alessandro Campi og Emilio Gentile har givet os udvidede definitioner af fascismen, hvor der foruden nationalisme og totalitært styre også indgår protektionisme, populisme, indædt modstand mod marxisme, socialisme og globalisme – alle karaktertræk, man kan tilskrive den amerikanske regering, under ledelse af Trump. Med indsættelsen af styrker fra sikkerhedsministeriet – og vigtigere; de lejede styrker – mod befolkningen i de protestramte byer, kan der nu også sættes kryds ved det fascistiske kendetegn, hvor styret opretter sin egen milits: Tænk eksempelvis brun- og sortskjorterne i hhv. Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien, der ligesom Trumps styrker fra sikkerhedsministeriet var under direkte kontrol af de respektive regeringer og ikke hørte under militæret eller politiet.

Dermed ligner USA nu den slags autoritære stat, som både Pompeo og Kofod stod på pressemødet og syntes meget enige om, at vi sammen skal bekæmpe. Og i et interview med Fox News i sidste uge gjorde præsidenten det tilmed klart, at der ikke er nogen garanti for, at han vil acceptere valgresultatet til november, hvis det skulle blive til et nederlag. Han sagde også: “Jeg tror, at der kommer til at være snyd med brevstemmerne, det tror jeg virkelig”: Efterfølgende har han også været på Twitter med et forslag om at udsætte valget netop med henvisning til dén forudsigelse.

Hvorfor siger Europa (og Danmark) ikke fra?
I Europa sætter vi en ære i at holde fascisme, nazisme og autokrati fra døren. Både den franske og østrigske regering har aktivt forsøgt at ulovliggøre den identitære højrefløjsbevægelse – bl.a. i form af gruppen Generation Identitaire (Generation Identitær i Danmark) – der er skudt op siden årtusindeskiftet. Samtidig har Tysklands kansler, Angela Merkel, flere gange understreget Europas og Tysklands fortsatte ansvar for at bekæmpe fascisme og nazisme, når ideologierne uundgåeligt har vist sig. Merkel og præsident Macron, hasamt flere andre europæiske magthavere har også tidligere udtrykt bekymring for USA’s udvikling under Trump. Da USA i 2018 trak sig ud af atomaftalen med Iran, såede Merkel for første gang for alvor tvivl om den ellers selvskrevne alliance, da hun udtalte, at Europa må tage sin skæbne i egne hænder og ikke længere kan forvente USA’s beskyttelse. Men nu – i 2020 – lader både politikere og medier til at have tabt mælet.

Hvor er de europæiske og danske magthaveres afstandtagen til den amerikanske regerings magtanvendelse mod egen befolkning? Hvor er den kritiske dækning – eller blot dækning – af, hvad der foregår hos vores ‘tætteste sikkerhedspolitiske allierede’?

Udover enkelte nyhedsartikler i forbindelse med dødsfald, den tåregas-ramte borgmester eller konstateringen af Trumps militære optrapning har særligt de danske dagblade ikke kigget mod USA den seneste måned. Der er ingen analyser af udviklingen under Trump, der kulminerer i det, som sker lige nu, Der er heller ingen spørgsmål til politikerne om den kritiske situation hos vores allierede.

 

Hvor er de europæiske og danske magthaveres afstandtagen til den amerikanske regerings magtanvendelse mod egen befolkning? Hvor er den kritiske dækning – eller blot dækning – af, hvad der foregår hos vores ‘tætteste sikkerhedspolitiske allierede’?

_______

 

På pressemødet med Pompeo stod Kofod ved siden af ham og nikkede genkendende til det ‘styrkede samarbejde’. Senere på aftenen sad tidligere udenrigsminister, Claus Hjort Frederiksen, i Deadline på DR2 og understregede vigtigheden af det tætte samarbejde med amerikanerne. Og ligesom der ikke kom kritiske spørgsmål til Pompeo, fik Hjort Frederiksen heller ingen spørgsmål om den udvikling, der finder sted i USA. Den mangelfulde dækning kan ikke skyldes, at emnet ikke er vigtigt nok – med tanke på Kofods understregning af alliancens betydning – så måske det skyldes, at den sag, Trumps politiske modstandere går på gaden for, ikke er tiltalende nok til at løfte mediernes interesse. Eller måske er det af frygt for en amerikansk reaktion, hvilket i så fald betyder, at bevarelsen af den alliance, der skulle gøre os i stand til at bekæmpe fascismen, ender med at forsvare den i stedet.

Men et opgør med Trump og hans politik vil ikke blot true alliancen men også sammenhængskraften i EU. For ‘højredrejningen’, som vi også har set i dansk politik de seneste årtier, har præget hele Europa, hvor nationalistiske politiske partier som Lega Nord i Italien og Rassemblement National i Frankrig har vundet fremgang i befolkningerne.

Store lande som Frankrig og Tyskland har formået at holde den identitære højrefløj fra magten, men i lande som Ungarn og Polen er stærkt nationalistiske partier allerede regerende.

Med Victor Orban i spidsen har Ungarn taget skridt, der ikke er ulig dem, USA har taget under Trump. Orban klagede – ligesom Trump – fra begyndelsen af sin regeringstid over, at medierne modarbejdede ham og støttede hans politiske modstandere. I dag er der ikke længere frie, privatejede medier i landet. Den ungarske premierminister har sågar – på meget trumpsk manér bygget et hegn på Ungarns ydre grænse mod Serbien i 2015 for derefter at sende regningen til EU – ligesom Trump ville have Mexico til at betale for sin mur. Andrzej Duda, præsident i Polen, har taget særligt Trumps dæmonisering af politiske modstandere til sig med sin hårde modstand mod LGBT-bevægelsen, som han har sammenlignet med nazismen – i en udmelding, der har været toneangivende for hans konservative parti. Efter valget i Polen for få uger siden, var Trump også hurtig med en lykønskning til vinderen af det polske valg, Duda, som han kaldte ‘sin ven’.

Den værdimæssige splittelse internt i Europa er tydelig og kulminerede hidtil i Brexit, og den vil utvivlsomt vise sig endnu mere, hvis EU tager afstand til Trump. Udvejen for EU kan være det amerikanske valg i november, hvor der fortsat er mulighed for, at Trump taber – hvis han vil anerkende et nederlag – men hvis vi er villige til at vente, viser det, at alliancen ikke handler om fælles værdier, men om en global magtposition, som må beskyttes. Og dermed at et værdimæssigt ‘Vesten’ ikke længere eksisterer. Et splittet Europa vil givetvis stå skrøbeligt og udsat overfor Kina og Rusland, som har udnyttet Trumps oprør med globalismen til at opsøge større indflydelse i Afrika, Mellemøsten og Arktis.

Ligegyldigt om det skyldes frygten for alliancens opbrud eller det europæiske opgør om et falmende værdifællesskab, er politikernes stilhed larmende og svær at tolke som andet end en stiltiende accept. Så længe hverken medier eller politikere vil anerkende, at USA under Trump er begyndt at følge den fascistiske drejebog, ender de i stedet med at legitimere hans voldelige kamp mod sin egen befolkning. ■

 

Så længe hverken medier eller politikere vil anerkende, at USA under Trump er begyndt at følge den fascistiske drejebog, ender de i stedet med at legitimere hans voldelige kamp mod sin egen befolkning
_______

 

Kevin Loumann Eienstrand (født 1990) er freelance journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Med en fortid på Dagbladet Børsen og Watch Medier har han de seneste tre år dækket erhvervsliv, økonomi og politik fra bl.a. Børsens Christiansborg-redaktion. ILLUSTRATION: PORTLAND: Medlemmer af USA’s Border Patrol på gaden foran Hatfield Federal Courthouse, 29. juli, hvor demonstranter for 63. dag i træk gik i demonstration for Black Lives Matter [foto: John Rudoff/SIPA/Ritzau Scanpix]




 

Denne artikel er gratis. Men fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her