Nicolai Bentsen: Mette Frederiksens kommunikationsform minder mere om Løkkes og Foghs, end den gør om Trumps

Nicolai Bentsen: Mette Frederiksens kommunikationsform minder mere om Løkkes og Foghs, end den gør om Trumps

19.12.2020




Et bærende element i kritikken, der har været af Mette Frederiksen, må næsten være, at statsministeren repræsenterer et kvantespring og afgørende nybrud, hvad angår politisk styring og kommunikation. Ligesom det er tilfældet for Trump. Men i mine øjne ligner det nu nærmere en naturlig forlængelse af forgængernes linje og den generelle udvikling af samspillet mellem medier og politikere.

Kommentar af Nicolai Bentsen

DANMARK ER igen delvist lukket ned pga. de stigende og bekymrende smittetal, som kommer i kølvandet på en tiltagende kritik af statsministerens ageren. Oplagt nok fra oppositionen, og lidt mindre indlysende fra en bred kreds af meningsmagere, kommentatorer og mediebosser. Mette Frederiksen taler ned til folk, er egenrådig, arrogant, ubehøvlet overfor pressen, udemokratisk og praktiserer desuden en beskidt, om end raffineret form for kommunikation. Sådan lyder kritikken.

Frustrationerne fik en slags intellektuel overbygning, da Martin Krasnik i en leder i Weekendavisen d. 9. december analyserede sig frem til, at statsministeren mindede om USA´s præsident Trump. Eller i hvert fald var inspireret af ham rent kommunikativt.

”Hun bruger sociale medier for at få direkte kontakt til vælgerne”, ”hun kommunikerer på hårdt styrede pressemøder,” og ”hun undgår rigtige interview og reagerer fornærmet og vredt på kritiske spørgsmål,” skrev Krasnik. Det udgør bevismaterialet, inden der i Weekendavisens leder fra d. 10. december spørges retorisk: ”Minder det om nogen, man kender?”

 

Selv kan jeg sagtens få øje på uheldige tendenser. Jeg kan bare ikke se Trump-inspirationen eller statsministerens eneansvar herfor
_______

 

Det er den amerikanske præsident, der hentydes til. Det er naturligvis åbenlyst for enhver, at statsministeren hverken deler politisk indhold eller personlighedstræk med den afgående præsident, hvorfor man i stedet nøjes med en konklusion, der går på form og metoder.

”Trumpistiske tendenser præger tydeligt Frederiksens kommunikation. Hun gør det mere forfinet og mindre aggressivt end Trump, men håndværket er det samme.”

HVIS KRASNIK OG ANDRE af statsministerens kritikere blev ved substans og pointer, kunne det måske være anledning til en seriøs debat om de gennemgående træk ved regeringens kommunikationsstrategi og en samtale om, hvad offentligheden rimeligvis kan forvente af en statsminister, når det handler om tilgængelighed, indstilling og optræden overfor medierne.

Nu må vi i stedet forholde os til en provokerende sammenligning. Der køres ikke bare i grøften, der bidrages til polariserende grøftegravning. Rundt omkring på de sociale medier blev budskabet delt flittigt af både politikere og vælgere fra blå blok samt en stribe medietyper. Nogle var helt uden omsvøb i deres viderelevering af budskabet. Trump og Frederiksen er øjensynligt så godt som to alen af et dårligt stykke. Andre som fx Venstres folketingsmedlem Louise Schack Elholm var mere bondesnu. På Twitter kunne hun konstatere, at mens tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt spejlede sig i Obama, er det tilfældet, at ”Mette Frederiksen spejler sig i Trump”.

Et bærende element i disse konklusioner må næsten være, at statsministeren repræsenterer et kvantespring og afgørende nybrud, hvad angår politisk styring og kommunikation. For mig ligner det nu nærmere en naturlig forlængelse af forgængernes linje og den generelle udvikling af samspillet mellem medier og politikere. Det kan man så begræde. Selv kan jeg sagtens få øje på uheldige tendenser. Jeg kan bare ikke se Trump-inspirationen eller statsministerens eneansvar herfor.

 

Hårdt styrede pressemøder, detaljeret planlægning og topstyring har vi til gengæld set før i dansk politik. Det var vel noget nær varemærket hos tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen
_______

 

Som udgangspunkt har jeg også svært ved at få hendes detaljerede planlægning til at rime på det kaos, som har præget Det Hvide Hus i fire år. Og det lyder da helt utroligt, hvis regeringens pressemøder havde de absurditeter og tilfældigheder, som er foregået på de amerikanske ditto, som en slags håndværksmæssigt forbillede.

HÅRDT STYREDE PRESSEMØDER, detaljeret planlægning og topstyring har vi til gengæld set før i dansk politik. Det var vel noget nær varemærket hos tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Her var udlægningen dog oftest, at på trods af politisk uenighed og stive karaktertræk kunne ingen seriøst rejse tvivl om, at han var velforberedt og kompetent. En politiker i særklasse simpelthen. Danmarks anden kvindelige statsminister lader til at have lidt flere kriterier, man må vurdere hende ud fra.

Brugen af den direkte kommunikation på sociale medier – uden kritiske journalister som et besværligt bindeled – er da også brugt af mange politiske ledere verden over og herhjemme. De er næppe forbeholdt Trump.

Det er helt rimeligt at holde et vågent øje med tilgængelighed ift. journalistiske interviews om regeringens politik , men jeg kan dog ikke genkende billedet af, at hun har barrikaderet sig. Da minkskandalen var på sit højeste, deltog hun fx flere gange live på både TV2 og DR. Og jeg kan da komme i tanke om mindst to meget lange interviews samme aften i de såkaldte bløde formater, som var ekstremt kritiske og vedholdende.

 

I det hele taget var der flere, der mente, at Lars Løkkes tilgang til brug af de sociale medier i sin kommunikation var en forfriskende fornyelse. Danmarks anden kvindelige statsminister bliver kaldt kujonagtig og falsk
_______

 

Den aften var i øvrigt ikke en god dag på kontoret for statsministeren. Her endte hun jo faktisk med at reagere fornærmet og vrissent på de kritiske spørgsmål. Så lige her mindede hun jo faktisk om, ”nogen man kender”. Nærmere bestemt den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Han var i øvrigt en hel del stærkere i den vrisne disciplin, end vi endnu har set Mette Frederiksen være.

Sammenligninger med Trump slap han dog for. Det var heller ikke aktuelt de adskillige gange, han talte direkte eller lancerede politiske udspil direkte på Facebook – fra sin altan i Nyhavn. I det hele taget var der flere, der mente, at Lars Løkkes tilgang til brug af de sociale medier i sin kommunikation var en forfriskende fornyelse. Danmarks anden kvindelige statsminister bliver kaldt kujonagtig og falsk, og hendes opslag om romkugler og havearbejde (på Facebook og Instagram) kan åbenbart nævnes i samme sætning som Trumps notoriske løgne og beskyldninger på Twitter.

Det kan selvfølgelig være, at et flertal af danskerne bare er uden analytisk sans og forført af Mette Frederisksen facon. Man har øjensynligt ikke gennemskuet, at det er Trump, man udsættes for – bare mere forfinet og mindre aggressivt. Det udgangspunkt er nok lige en tand for elitært og arrogant til mit temperament.

I den form for undtagelsestilstand, vi befinder os i, er der brug for både kritiske og skarpe medier. Især til at skabe debat efterfølgende. Denne bliver dog mindre polariserende og mere konstruktiv, hvis man undgår at køre den af sporet. ■

 

I den form for undtagelsestilstand, vi befinder os i, er der brug for både kritiske og skarpe medier. Især til at skabe debat efterfølgende. Denne bliver dog mindre polariserende og mere konstruktiv, hvis man undgår at køre den af sporet
_______

 



Nicolai Bentsen (f. 1975) er scenetekniker og fællestillidsmand for 3F’erne på Det Kongelige Teater. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S), da hun afholder pressemøde om COVID-19 i Danmark i Spejlsalen i Statsministeriet, d. 6. april 2020 [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]