Andreas Steno Larsen: Forsyningskrisen viser os, hvor sårbart det er, at Kina er hele verdens fabrik

21.10.2021

Mens priserne stiger verden over, er der kun et enkelt land på kloden, som nærmest ikke lider af forsyningsproblemer: Kina. Corona- og forsyningskrisen har på den måde udstillet, at det ikke er gratis at pantsætte sit produktionsapparat i et land uden for vestlig indflydelse.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Analyse af Andreas Steno Larsen

PRISERNE STIGER OVERALT i vesten og forsyningskæderne er presset på en måde, som vi ikke har set i flere årtier. Dette giver sig blandt andet til udtryk ved voldsomme stigninger i fragtraterne, men også ved prisstigninger på helt almindelige forbrugerprodukter. Årsagen? Det er ikke gratis at pantsætte hele sin forsyningskæde i Kina, som er det, Danmark de facto har gjort de seneste mange år.

Som set mange gange før, er det i krisetid, at de største sårbarheder ved et økonomisk system afsløres. Vesten har i løbet af de seneste to årtier i højere og højere grad stiltiende accepteret, og i nogle tilfælde ligefrem saluteret, at flytte store dele af forsyningskæden mod Sydøstasien i jagten på billigere produktionsmarker. Resultaterne har været mærkbare besparelser for helt almindelige forbrugere via billigere varer i takt med udflytningen af produktionsapparatet. Problemet opstår først, når en krisesituation afslører sårbarheden i en forsyningskæde, som er mestendels pantsat i en region, hvor Danmark og vesten i almindelighed grundlæggende kan øve meget lidt indflydelse.

Det lysende og mest konkrete eksempel fra de seneste to år, var den pludselige og eklatante mangel på værnemidler, som opstod i kølvandet på den globale lockdown i foråret 2020. Produktionsapparatet i vesten var i begyndelsen slet ikke gearet til at producere værnemidler i det omfang, som var nødvendigt, og vi var derfor pludselig i hænderne på Kina på det værst tænkelige tidspunkt.

Sundhedsstyrelsen var godt nok indledningsvist meget belejligt ikke overbevist om mundmaskers effekt, mens en næsten Jens Otto Kraghsk kovending skete omtrent samtidigt med, at det igen blev muligt at anskaffe værnemidler i Danmark. Dette er et lavpraktisk eksempel på de knuder, som myndigheder har måtte slå på sig selv i vesten for ikke at afsløre sårbarheden i ikke at kunne kontrollere sin forsyningskæde midt i en krisetid.

 

Fragtraterne for at transportere en 40-fods container fra Shanghai til Los Angeles er næsten tidoblet siden slutningen af 2019, mens prisen i den anden retning kun er blevet to- eller tredoblet
_______

 

NÅR MAN SPØRGER virksomheder vesten over, om leverancetider og forsyningsproblemer er i bedring eller ej, så svarer de stadigvæk nærmest entydigt, at forsyningsproblematikken fortsat ikke er løst. Der er kun et enkelt land på kloden, som nærmest ikke lider af forsyningsproblemer, og det er Kina. Fragtraterne for at transportere en 40-fods container fra Shanghai til Los Angeles er næsten tidoblet siden slutningen af 2019, mens prisen for at transportere 40-fods containeren i den anden retning kun er blevet to- eller tredoblet over den samme periode. Denne markante forskel i transportprisen afslører, at det er os i vesten, der står med et forsyningsproblem, mens at kineserne slet ikke på samme måde bokser med problematikken. Det er med andre ord sårbart at lade Kina agere hele verdens fabrik, når tingene brænder på.

Der er derfor flere ting, som tyder på, at coronakrisen vil medføre et regimeskifte i den globaliseringsstrategi, som Vesten har forfulgt i årtier. Private virksomheder vil formentlig langsomt men sikkert genoverveje, om de billigere produktionsmuligheder i Kina og Sydøstasien opvejer de potentielle problematikker omkring forsyningssikkerhed, mens at det også bliver geopolitisk opportunt at arbejde på at flytte produktionsarbejdspladser tilbage til vesten. Vi har allerede set, hvordan både Donald Trump og Joe Biden har gjort de første knæbøjninger i retning af at incentivere private virksomheder til at fremstille varer i USA frem for i Østen.

Denne tendens spiller ind i tidens politiske tand, hvor protektionistiske økonomiske tendenser har vundet indpas flere steder i vesten allerede. I Frankrig har protektionisten Éric Zemmour stor medvind i meningsmålingerne, selvom han endnu ikke officielt har erklæret sig klar til at stille op til præsidentvalget. I USA er både højre- og venstrefløjen efterhånden enige om at arbejde for at flytte produktion tilbage til the land of the free, og i Storbritannien er Brexit først for alvor ved at blive implementeret handelsmæssigt netop nu.

Forsyningskæderne globalt kan næppe ændres natten over, men der er flere og flere tegn på at coronakrisen kan ende som et brud med det økonomiske paradigme, som har hersket siden murens fald. Globaliseringsbølgen kan blive erstattet af en deglobaliseringstrend og i samme skæring vil styrkeforholdet i forhandlingen mellem arbejdstager og arbejdsgiver i vesten formentlig forskubbes i retning af arbejdstageren for første gang i flere årtier. Det er svært at forestille sig en bedre timing til at bede om en lønforhøjelse end netop nu. ■

 

Forsyningskæderne globalt kan næppe ændres natten over, men der er flere og flere tegn på at coronakrisen kan ende som et brud med det økonomiske paradigme, som har hersket siden murens fald
_______

 

Andreas Steno Larsen (1989) er global chefstrateg hos Nordea Markets. ILLUSTRATION: Containerhavnen Tanjung Priok port i Jakarta, Indonesien, 22. januar 2021. [FOTO: Ajeng Dinar Ulfiana/Reuters/Ritzau Scanpix]