Anne Kirstine Rønn: Er diasporaen en mulig gamechanger ved Libanons parlamentsvalg i 2022?

09.12.2021

Næsten 245.000 udlandslibanesere har registreret sig som vælgere frem mod det kommende parlamentsvalg i 2022, og oppositionen i Libanon glæder sig over det rekordhøje antal. Men det er stadig uvist, om udlandslibaneserne reelt kan være med til at skabe politisk forandring i deres hjemland. Selvom den hårdt prøvede økonomi skaber et alvorligt behov for det.

Af Anne Kirstine Rønn

”#yallaregister” lød sloganet i en af de mange kampagner, der cirkulerede på de sociale medier i dagene op til d. 20. november, hvor libanesere bosiddende i udlandet kunne registrere sig som vælgere til parlamentsvalget d. 27. marts næste år.

Libanon er i øjeblikket i dyb økonomisk krise. Faktisk er krisen så dyb, at verdensbanken har udnævnt den som en af de tre værste kriser på verdensplan i løbet af de seneste 150 år. Mange mener, at den eneste måde, krisen kan løses på, er ved at gøre op med den politiske elite, der har siddet på magten siden slutningen af den libanesiske borgerkrig i 1990. Parlamentsvalget er en chance for at give den folkelige opposition en plads i parlamentet. Men chancen er snæver, og hver stemme på oppositionen tæller. Det er derfor, der er så stor opmærksomhed på den libanesiske diaspora.

Da deadline for vælgerregistrering indtraf, havde intet mindre end 244,442 libanesiske statsborgere bosat i udlandet skrevet sig op. Det er over dobbelt så mange som ved valget i 2018, der var den første gang, libanesiske statsborgere fik mulighed for at stemme uden for deres land. Det er også markant flere end den målsætning på 200.000 registreringer, som mange fra oppositionsbevægelsen havde sat sig.

Tilslutningen til valget vækker håb hos flere af de aktivister, der i årevis har mobiliseret modstand mod de siddende eliter i Libanon og var en drivkraft i den såkaldte Oktoberopstand i 2019. Det høje antal registreringer er blevet betegnet som ”det sidste håb” og et ”seed of change” for Libanon, som i øjeblikket befinder sig i dyb økonomisk og politisk krise. Hvor stor forandring, den libanesiske diaspora reelt kan skabe i sidste ende, afhænger dog af, hvilke dele af den der har registreret sig, hvem de har at stemme på, og om de overhovedet finder det meningsfuldt at stemme, når valgurnerne bliver stillet frem.

 

Mellem 200.000 og 300.000 libanesere er udvandret over de seneste to år. Mange af dem er veluddannede unge, som tog del i protesterne mod regimet
_______

 

Hvem er den libanesiske diaspora?
Hvad angår det første spørgsmål, er der en tendens til at sætte lighedstegn mellem diaspora og opposition. Selvom oppositionen ser den høje registrering som en delsejr, er det imidlertid ikke givet, at enhver diaspora-stemme er en stemme mod regimet. Det hører nemlig med til ligningen, at de sekteriske partier, som fortsat sidder på magten i Libanon, traditionelt har nydt markant opbakning i udlandet og fortsat forsøger at mobilisere diasporaen.

Den libanesiske diaspora er stor. Hvor stor ved man ikke præcist, da den tæller mange generationer af migranter, flygtninge og efterkommere. Nogle anslår den til at være tre gange større end Libanons befolkning på omtrent 6,5 millioner, selvom andre nedtoner tallet og påpeger, at kun omkring en million er berettiget til at stemme, da det kræver libanesisk statsborgerskab.

Hvad angår politisk overbevisning, er den mangfoldig og tæller også mange kernevælgere af de sekteriske partier. Traditionelt har de sekteriske partier i Libanon haft store grupper af følgere i udlandet, som de har rakt aktivt ud til, når der har været valg. Inden libanesere fik muligheden for at stemme uden for landet, betalte libanesiske politikere i flere tilfælde for, at deres støtter kunne rejse til Libanon og stemme i de distrikter, hvor der var tæt løb.

Op til det kommende valg har flere politikere, herunder præsidenten Michel Aoun, mødtes med repræsentanter for diasporaen. Hezbollah, som får en stor del af deres økonomiske midler fra støtter i udlandet, har aktivt opfordret diasporaen til ikke at stemme, fordi udenlandske sanktioner forhindrer bevægelsen i at føre valgkamp.

Der er dog stadig grund til at forvente, at en betydelig del af de knap 250.000 udenlandske stemmer tilhører støtter af oppositionen. For det første har kampagner som #yallaregister, der er drevet af regimemodstandere, fået mange tusind tilhængere på sociale medier. Det kunne vidne om, at kampagnerne har haft held til at mobilisere regimekritikere. En del af disse kampagner har desuden fundet sted i Europa, som er det kontinent, hvor flest (75.000) udenlandske vælgere har registreret sig.

Sidst men ikke mindst er mellem 200.000 og 300.000 libanesere udvandret over de seneste to år. Mange af dem er veluddannede unge, som tog del i protesterne mod regimet. De har mistet deres opsparinger og indkomst på grund af den økonomiske krise og har set sig nødsaget til at forlade Libanon i søgen efter et arbejde eller stabilitet. Denne nye generation af migranter giver de politiske eliter skylden for Libanons kollaps og mener, at de bør stilles til ansvar. 

 

Oppositionen i Libanon spænder fra kommunister til neoliberale og rummer både revolutionære, som vil vælte systemet, og reformister, der ønsker at skabe politisk forandring indefra
_______

 

Hvem repræsenterer oppositionen ved det kommende valg?
Det andet spørgsmål – hvilke oppositionskandidater man som regimekritisk libaneser kan stemme på – er endnu svært at svare på. Når man taler om oppositionen i Libanon, taler man i virkeligheden om et virvar af forskellige aktører, hvoraf nogle beskriver sig selv som uafhængige politiske partier, mens andre ser sig selv som netværk eller bevægelser.

De vil alle af med de siddende magthavere og rette op på landets økonomi. De fleste af dem ser også gerne, at religiøs identitet skal spille en langt mindre rolle i libanesisk politik, men derudover er der få fællesnævnere tilbage.

Oppositionen i Libanon spænder fra kommunister til neoliberale og rummer både revolutionære, som vil vælte systemet, og reformister, der ønsker at skabe politisk forandring indefra. Der er sågar også nogle af de etablerede partier og politiske figurer, der fremstiller sig selv som en del af oppositionen til de sekteriske partier.

Den politiske og strategiske splittelse kan gøre det svært at mobilisere vælgerne. Stiller oppositionsgrupperne op hver for sig, kan det blive udfordrende for dem at tiltrække sig ressourcer nok til at føre valgkampagner, der kan vække opmærksomhed og tillid hos den brede befolkning. Går de omvendt sammen i en fælles alliance, risikerer de at udvande deres politiske projekt og udstille deres splittelse.

Det sidstnævnte var tilfældet tilbage i 2018, hvor dele af oppositionen stillede op under en fælles liste. Listen blev af mange set som en skuffelse, da den kun opnåede ét mandat, og den blev et symbol på, hvor svært, ja nærmest umuligt, det er at skabe en fælles identitet blandt modstanderne til regimet. Ved det næste valg mener mange i oppositionen, at det er nødvendigt at bygge koalitioner igen. Det lader dog til, at de vil gruppere sig i flere mindre alliancer.

I dag, kun lidt over fire måneder inden valget, er mange af bevægelserne i gang med at udvikle valgprogrammer og -strategier, men oppositionen bliver stadig opfattet som svag. Bevæger man sig uden for Beirut, bliver den endda mange steder set som fraværende.

På grund af dette er det uklart, hvilke forandringer oppositionens stemmer egentlig ønsker – og vil føre til. Det er heller ikke givet, at oppositionskandidaterne kan samarbejde, hvis de bliver valgt ind i parlamentet. Og sidst kan manglen på et klart alternativ i Libanon gøre det mindre attraktivt for libaneserne – både ude og hjemme – at deltage i valget. Det leder videre til det sidste spørgsmål, nemlig om de 250.000 libanesere i udlandet overhovedet vil stemme, når det kommer til stykket.

 

[Der] hersker stadig en udbredt tvivl på, at det overhovedet nytter at stemme. Tvivlen kan endda spores inden for selve oppositionen, hvor flere bevægelser er tilbageholdende med at bruge for mange kræfter på parlamentsvalget
_______

 

Er det overhovedet meningsfuldt at stemme?
Ved det sidste valg i 2018 var det kun omtrent halvdelen af de registrerede udenlandske vælgere, som endte med at sætte deres kryds. De mange registreringskampagner har været med til at lægge et pres på libanesere omkring i verden, og flere grupper i oppositionen har bygget platforme i udlandet, som gør dem i stand til at føre valgkampagner, der er rettet specifikt mod diasporaen. På trods af det hersker der stadig en udbredt tvivl på, at det overhovedet nytter at stemme.

Tvivlen kan endda spores inden for selve oppositionen, hvor flere bevægelser er tilbageholdende med at bruge for mange kræfter på parlamentsvalget. I kølvandet på oktober-opstanden har mange grupper lagt deres kræfter i at opstille til Libanons fagforeninger og studenterråd; en strategi, som har ført til flere sejre. Mange mener, at det giver mere mening at fortsætte med dette frem for at sigte efter et parlamentsvalg, de kun har beskedne chancer for at vinde.

Det politiske system i Libanon gør det svært at vriste magten ud af hænderne på den siddende elite. Valgloven er designet til at sikre de gamle partier flest mulige stemmer, og det er alment kendt, at partierne køber sig til stemmer. En rapport fra sidste valg viste eksempelvis, at 40 pct. af vælgerne havde oplevet stemmekøb i deres lokalområde. I en tid, hvor op mod 80 pct. af den libanesiske befolkning lever under fattigdomsgrænsen, kan man forestille sig, at flere vil være tilbøjelige til at sælge deres stemme for at få adgang til mad, medicin og andre fornødenheder. 

Måske er det lige præcis derfor, diasporaen er særlig vigtig i netop dette valg. De libanesere, som er flyttet til udlandet for at arbejde, udgør nemlig en gruppe, som – alt andet lige – er mindre afhængige af tjenester fra politikerne i Libanon og derfor også har mindre at tabe ved at stemme på oppositionen.

Selvom 245.000 er et imponerende højt antal, er det altså for tidligt at glæde sig over de mange vælgere blandt den libanesiske diaspora. Det er stadig ikke udelukket, at diasporaen kan blive en gamechanger ved valget næste år, men det politiske spil i Libanon spilles fortsat efter elitens regler. ■

 

Det politiske system i Libanon gør det svært at vriste magten ud af hænderne på den siddende elite. Valgloven er designet til at sikre de gamle partier flest mulige stemmer
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Dommen i Strasbourg vil få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise