Carsten Bonde: Alt for længe har vi i EU set stort på, at vi indirekte har gjort ”Kina stort igen” ved ikke at stille samme krav til Kina, som de stiller til os. Nu ligger vi, som vi har redt

31.03.2021


Sandheden er, at politikerne og medierne i Europa og USA har sovet i timen. Hvad vi først nu begynder at forstå, er, at vi har tilladt en øget afhængighed af Kina, fordi økonomisk optimering har været højere på agendaen end optimering af vores nationale sikkerhedspolitik. Nogen vil nok mene, at ‘griskhed’ har haft overtaget, men man kan ikke klandre Kina, at Europa og USA er faldet i fælden.


Kommentar af Carsten Bonde

DEN 22. MARTS sluttede den Europæiske Union sig halvhjertet til USA, Canada og Storbritannien i en fordømmelse af Kina for håndteringen af Hongkong og uighurerne i det vestlige Kina. Bruxelles indførte sanktioner mod fire embedsmænd og Xinjiang Public Security Bureau, som Bruxelles mener, har krænket det muslimske mindretal i Xinjiang-provinsens menneskerettigheder.

I de kommende uger og måneder vil eksperter, kommentatorer og politikere, ikke mindst tidligere ministre, i Europa pludselig tale om Kinas overtrædelse af menneskerettigheder. De vil ligeledes med god grund påpege, hvor afhængig vores økonomi er blevet af Kina. Det mere interessante spørgsmål er dog, hvorfor politikerne og medierne først har reageret nu? Ifølge mange iagttagere af menneskerettigheder i Kina har der været beviser på disse tendenser i næsten et årti. Er faktum, at de fleste europæiske politikere og medier har gået med skyklapper i mange år, eller har der været andre interesser på spil?

Man skal huske på, at når der tales om Kina, er der mange, som har forskellige hatte på. Er du europæisk virksomhedsleder skal du naturligvis optimere indtjeningen og aktionærernes interesser. Interessekonflikten kommer, når virksomhederne både skal tilfredsstille kunder i Kina på den ene side og kunder i Europa og USA på den anden side. Det har ikke mindst vestlige brands som Nike og Adidas mærket på egen krop i den seneste uge.

 

I dag ser Anders Fogh Rasmussen Kina som en trussel, men det var ham, som i 2008 lavede aftalen ‘Partnerskab til Fælles Gavn’ med Kina
_______

 

Nu er skyklapperne tilsyneladende forsvundet hos flere tidligere danske politikere og ministre. I dag ser Anders Fogh Rasmussen Kina som en trussel, men det var ham, som i 2008 lavede aftalen ‘Partnerskab til Fælles Gavn’ med Kina. ’Kina’ er blevet et populært emne, fordi europæiske og amerikanske vælgere ikke kan lide kineserne. Det fortæller bl.a. undersøgelser lavet af Pew Research Center.

Den seneste Pew undersøgelse viser, at 89 pct. af amerikanerne ser Kina som fjendtlig og en direkte trussel. Dette er en følelse forstærket af coronavirus-udbruddet, selvom det er et faktum, at en katastrofal håndtering af virus-udbruddet i Europa og ikke mindst USA var det, der fik virussen til at sprede sig hurtigere og mere end nødvendigt var.

Uanset hvad, så er det ikke ligefrem et miljø, som vil fremme ratificeringen af den investeringsaftale mellem Kina og EU, som begge parter gav håndslag på i december sidste år. Aftalen har flere løse ender, som vil afhænge af Kinas indfrielse af løfter og Beijings troværdighed i fremtiden. Desuden var investeringsaftalen en hastesag, som ikke gav mulighed for at koordinere med den nye Biden-administration i det Hvide Hus. Igen har kun få politikere og medier interesseret sig for aftalen, men forbundskansler Merkel har dog haft usædvanligt travlt med at få aftalen igennem, før Tyskland videregav EU-formandskabet for at sikre tyske virksomheders betydelige økonomiske interesser i Kina.

Sandheden er, at politikerne og medierne i Europa og USA har sovet i timen. Hvad vi først nu begynder at forstå, er vores store afhængighed af Kina. Det er en proces, som har fundet sted ikke blot uhindret, men i realiteten fremelsket af flere prominente tidligere statsledere og politikere. I samme periode har medier og kommentatorer i overvejende grad været tavse – mange af dem er de samme, som nu advarer om truslen fra Kina.

 

I dag består risikoen i, at vi, Europa og USA, pludseligt ønsker at bringe et årtis ”uligevægt” på plads igen i løbet af ganske kort tid
_______

 

PROBLEMET ER, at vi i dag er vi så afhængige af Kina, at vi ikke kan gøre noget, bortset fra at indføre et rejseforbud for fire ubetydelige kinesiske embedsmænd, fordi vi frygter, hvad Beijing vil gøre næste gang. Graden af ​​afhængighed er blevet tydelig i starten af coronakrisens første måneder, hvor mange europæiske virksomheder ikke kunne få leverancer fra Kina. I samme kontekst er sidste uges lukning af Suez-kanalen en yderligere påmindelse om vores strategiske sårbarhed, i fald Beijing fik lyst til at svare igen på fremtidige ”fornærmelser” fra Europa.

Beijing er er velvidende om dette. Derfor har Kina ikke tøvet med at indføre endnu hårdere sanktioner – officielle såvel som uofficielle. Det sidste har flere vestlige firmaer fået at føle i de sidste par dage. Beijing har intet gjort for at lægge låg på folkestemningen, hvilket blandt har tvunget H&M til at lukke flere butikker i Kina, fordi lejemål er blevet opsagt af udlejeren.

Beijing har desværre bedre kort på hånden end vi har, fordi vi ikke har tænkt langsigtet i spillet. Vi har tilladt en øget afhængighed af Kina, fordi økonomisk optimering har været højere på agendaen end optimering af vores nationale sikkerhedspolitik. Nogen vil nok mene, at ”griskhed” har haft overtaget. Man kan ikke klandre Kina, at Europa og USA er faldet i fælden.

‌På papiret har EU naturligvis muligheden for at vise sin styrke i form af en union med en befolkning på 450 millioner mennesker, og Bruxelles prøver således også at vise sin styrke ved af indføre de første sanktioner mod Kina i 30 år. Problemet er imidlertid, at en hård EU-udenrigspolitik er ønsketænkning. Der er intet fælles fodslag om udenrigspolitikken. Flere østeuropæiske lande har i længere tid haft et tæt samarbejde med Kina, hvilket er blevet forstærket af Beijings vaccine-strategi, som Rusland nu også deltager i. Kina vil hele tiden stå som et alternativ, når Bruxelles ikke viser villighed til at hjælpe de svageste EU-medlemslande, hvilket et land som fxGrækenland heller ikke lægger skjul på. Dette er også grunden til, at EU’s chefdiplomat Josep Borrell ofte ser svag ud på den internationale scene.

‌Risikoen er derfor, at EU bliver endnu mere presset ikke kun af Kina, men også af USA i de kommende år. Dette gælder ikke mindst Tyskland, hvis økonomi er blevet mere afhængig af Kina end nogensinde. I 2020 udgjorde eksport til Kina 8 pct. af Tysklands totale eksport, ifølge Destatis, hvilket var det højeste nogensinde. Desuden har tyske virksomheder et betydelig salg i Kina baseret på produktion i Kina. Berlin har ligeledes øget afhængigheden af Moskva på trods af, at man ser Rusland som en militær trussel. Interessant er det, at dette sker i kansler Merkels embedsperiode – igen uden modstand fra medier, kommentatorer og politikere. I dag ligger EU derfor, som man selv har redt.

 

‌Risikoen er derfor, at EU bliver endnu mere presset ikke kun af Kina, men også af USA i de kommende år. Dette gælder ikke mindst Tyskland, hvis økonomi er blevet mere afhængig af Kina end nogensinde
_______

 

‌‌DET, DER BØR GIVE anledning til stor bekymring, er, på den ene side, det faktum, at politikere i Beijing og almindelige kinesere ikke forstår, hvor upopulær Kina er i USA og Europa. På den anden side kan dette motivere populistiske amerikanske politikere og EU-politikere til at forværre konflikten og bringe den på et niveau, som man ikke havde til hensigt i første omgang.

Omvendt er konflikten en kærkommen lejlighed for præsident Xi Jinping til at vise kineserne, at han er en stærk leder. Et Beijing, som stiller sig op imod Washington og tidligere kolonimagter i Europa, er populært i Kina. Kinas autoritære præsident behøver ikke at manipulere med informationsflowet, fordi den almindelige kineser, desværre, vitterligt mener, at vi i Vesten har mistet vores førertrøje. Det gælder menneskerettigheder efter invasionen af Irak, behandlingen af fanger i Guantanamo og Black Lives Matters, hvilket er en holdning, som forfatteren til denne artikel har stødt regelmæssigt på under talrige besøg i Kina.

I dag består risikoen i, at vi, Europa og USA, pludseligt ønsker at bringe et årtis ”uligevægt” på plads igen i løbet af ganske kort tid. I den periode har vi set stort på, at vi indirekte har gjort ”Kina stort igen” ved ikke at stille samme krav til Kina, som de stiller til os. Den nuværende tilgang giver masser af plads til farlige misforståelser i den kommende tid. Måske bør vi kigge lidt mere indad, som den amerikanske kommentator, Thomas L. Friedman, udtrykte det for nyligt: ”China Doesn’t Respect Us Anymore – for Good Reason.”

USA og ikke mindst EU skal i mindre grad fokusere på, hvad vi mener andre lande skal gøre og i højere grad fokusere på, hvad vi selv kan gøre for at blive økonomiske stærke og gøre os mindre sårbare i fremtiden. Det hindrer ikke fredelig sameksistens med Kina og Rusland, men det sker på vores og ikke Beijings og Moskvas præmisser. ◼

 

USA og ikke mindst EU skal i mindre grad fokusere på, hvad vi mener andre lande skal gøre og i højere grad fokusere på, hvad vi selv kan gøre for at blive økonomiske stærke og gøre os mindre sårbare i fremtiden
_______

 



Carsten Bonde Pedersen (f.1961) ejer analysefirmaetInsightview.eu, som har eksisteret siden 2010. Firmaet analyserer og identificerer globale politiske og økonomiske trends med speciel fokus på Kina. Insightview.eu udgiver også månedsbrevetInsightperspectives.eu. Carsten Bonde arbejdede i finanssektoren i 1986-2010. ILLUSTRATION: Angela Merkel til topmøde med bl.a. præsidenten for EU-Kommissionen Ursula von der Leyen og den kinesiske præsident Xi Jinping over video-link, 14. september 2020 [Foto: Sean Gallup/EPA/Ritzau Scanpix]