Jonathan Ries: Den grønne omstilling skal ikke blive til en nødvendighedens politik, der begunstiger de få

25.10.2021

Mange af de seneste års politiske løsninger på klimakrisen er blevet lagt i private hænder. Det er der ikke som sådan noget forkert i. Men det bliver et demokratisk problem og kan undergrave opbakningen til den grønne omstilling, når få personer bestemmer over retningen og tjener godt på en snæver fordeling af landets værdier. For i virkeligheden burde alle borgere, der bliver påvirket af den grønne omstilling, få medindflydelse og andel i overskuddet.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jonathan Ries, formand for miljøorganisationen VedvarendeEnergi

DANSK ERHVERVSLIV er i fuld gang med at omsætte ord til handling ved at udvikle grønne teknologier, bestille CO2-neutrale skibe og bygge vind- og solcelleparker verden rundt. Det skal erhvervslivet have ros for. Med regeringens 12 klimapartnerskaber med forskellige private sektorer, ser vi et tæt parløb mellem politik og erhvervsliv. Men hvilken rolle har vi egentlig som menige borgere?

Ser vi på tendensen, privatiserede et politisk flertal allerede i juni 2020 den fremtidige affaldshåndtering. Med den konsekvens, at affaldets fremtidige værdi bliver høstet af et begrænset antal affaldsselskaber. Energiøer, som er planlagt som store vindmølleparker i Nordsøen og Østersøen, bliver gennem infrastrukturinvesteringer støttet af staten. Selve vindmøllerne ser ud til at blive finansieret, bygget og drevet af private selskaber. Det betyder også, at gevinsten af vores fremtidige energiproduktion bliver fordelt på private hænder.

Europaparlamentsmedlem Morten Helveg Petersen (R) ser med havvindmølleparker mulighed for at ”danskerne kan blive Europas vind-sheiker, hvis det her bliver grebet ordentligt an”. Men forhåbentlig skal den udtalelse ikke forstås sådan, at få personer eller firmaer bestemmer over retningen og tjener godt på en snæver fordeling af landets værdier. Vi borgere skal ikke blive tilskuere til omstillingen – både i forhold til medbestemmelse og værdiskabelse. Vi er derfor nødt til at have en debat om, om det er den rigtige vej.

Det skal ikke misforstås, for selvfølgelig lever de private aktører her i Danmark op til lovgivning og udbudsreguleringer. Virksomheder bidrager med arbejdspladser, innovation og opskalering af teknologier som fx havvindmøller. Men netop derfor er det også i høj grad en politisk beslutning, i hvilket omfang vi borgere skal have medbestemmelse i den grønne omstilling – og om gevinsten skal tilfalde udvalgte få aktører eller alle borgere i Danmark.

HVIS VI TAGER medbestemmelse først, er udviklingen interessant. Det er os som borgere og forbrugere, der skal ændre adfærd og forbrug for at sænke vores klimabelastning og alt for høje ressourceforbrug. Det var os borgere, der begyndte at sætte de første vindmøller op i landet. Gennem mange år skulle sol- og vindmølleprojekter sælge andele til naboer. Dermed havde naboerne både medbestemmelse i og økonomisk gavn af energiprojekterne. Men den demokratiske bestemmelse blev politisk sløjfet – en politisk tendens, vi har set de sidste 10-20 år. For meget besvær og for lidt lokalt engagement var begrundelsen.

Da vores affaldshåndtering var ejet af kommunerne – oftest i form af forbrændingsanlæg – fik vi som borgere gavn af forbrændingen i form af billig fjernvarme til vores boliger. Som borgere havde vi demokratisk medbestemmelse. Både indirekte gennem kommunernes ejerskab i anlæggene og direkte, da kommunen er forpligtet til at inddrage borgere i fx affaldsplaner. I fremtiden skal vi selvfølgelig forbrænde mindre og sortere mere.

Men når kun private selskaber fremover skal være ansvarlige for at sortere og videresælge vores affald – som nu er ved at blive til en ny ressource – så er det færre aktører, der bestemmer over vores affald. Selvfølgelig kan der være enkelte borgere, som har aktier i selskaberne. Kommunerne eller staten har også mulighed for at regulere via løbende udbud. Men medbestemmelsen og indblik i kritiske processer er koncentreret på færre aktører.

 

[N]år flere borgere ikke kan se værdien i den grønne omstilling for sig selv, risikerer vi, at det undergraver den nødvendige opbakning til den
_______

 

VÆRDISKABELSE er det andet emne. Når investeringer fremover kommer fra private investorer frem for stats- eller kommunalt ejede selskaber, så går afkastet til de respektive private investorer og ikke tilbage til fællesskabet. Hvis vi tager energiøerne som eksempel, så arbejder Ørsted (50 pct. statsejet) og ATP (lønmodtagernes basis-renteopsparing) på et bud. Hvis det konsortium bliver valgt, går afkastet i høj grad tilbage til befolkningen.

Hvis en investeringsfond med investorer fra fx USA derimod får lov til at drive dele af vindmøllerne, så lander afkastet på den anden side af Atlanten. Det er ikke et problem i sig selv. Også danske borgere har investeringer i udlandet – bl.a. gennem vores pensionsselskaber. Men når vi nu står foran en massiv omstilling og investering i vores fælles infrastruktur, bør vi sikre, at alle borgere også får økonomisk gavn, så tiltagene ikke bliver decideret ulighedsskabende.

Der kan ikke være politisk opbakning til, at uligheden i formuer stiger yderligere i de kommende år. Hvis fx den grønne omstilling fører til en koncentration af formuer og ringere medbestemmelse, så bidrager den grønne omstilling til en øget social og økonomisk ulighed. Og når flere borgere ikke kan se værdien i den grønne omstilling for sig selv, risikerer vi, at det undergraver den nødvendige opbakning til den.

Affald eller energiproduktion er tunge emner, som man fra politisk side overlader til store private aktører. Ikke mange borgere vil eller tør engagere sig i de emner. Samtidig viser den nuværende modstand mod flere vindmøller og solcelleparker på land og mere affaldssortering derhjemme vanskeligheden ved at lade os borgere være tilskuere til regeringens top-down tilgang og erhvervslivets indtjeningsdrømme.

Som borgere skal vi være aktive medspillere. Den brede befolkning skal have økonomisk gavn af omstillingen. Alle, der bliver påvirket, skal have medindflydelse og andel i overskuddet, uanset om det er som naboer til solceller og vindmøller, som deltagere i smart energiforbrug eller som forbruger med udvidet sortering af affald. Der er både brug for gode forhold til lokale initiativer og engagement som energifællesskaber, og for at borgerne kan deltage i de større strukturer.

Løsningen er ikke et enten-eller mellem offentligt og privat ejerskab. Men den grønne omstilling skal ikke blive til nødvendighedens politik. Hver dag, der går uden handling, skubber vi den nødvendige omstilling til fremtiden. Jo længere vi venter, desto tættere rykker vi på flere top-down løsninger for at nå vores klimamål. Derfor er det nu, at vi har brug for mere medbestemmelse og en bredere fordeling af ejerskab i de kommende grønne investeringer i vores fælles infrastruktur. ■

 

Jo længere vi venter, desto tættere rykker vi på flere top-down løsninger for at nå vores klimamål
_______

 

Jonathan Ries (f. 1987) er formand for VedvarendeEnergi, en dansk miljøorganisation, der arbejder for at fremme den grønne omstilling og bremse klimaforandringerne igennem lokale, nationale og internationale projekter. Jonathan Ries har en kandidat i Supply Chain Management (cand.merc. i erhvervsøkonomi) fra Copenhagen Business School (CBS), og han har siden sin uddannelse arbejdet i forskellige stillinger i den private sektor. ILLUSTRATION: Kystnære vindmøller, Hvide Sande (foto: Nicolai Tobias/polfoto)