Lars Bangert Struwe: Ukraine efterlades til sin egen skæbne af præsident Joe Biden

27.12.2021


I disse uger foretager Rusland en voldsom militær opbygning langs Ukraines grænse. Præsiden Joe Biden har talt meget om, at USA er tilbage, og at man skal kæmpe for demokratierne, men Ukraine efterlades til sin egen skæbne uden meget andet end et par opmuntrende ord fra USA. Situationen minder i skræmmende grad om optakten til 2. Verdenskrig.



Kommentar af Lars Bangert Struwe, generalsekretær Atlantsammenslutningen

Ukraine står over for en markant trussel fra Rusland. Det store spørgsmål er: Vil Rusland invadere Ukraine igen? Ukraine var tidligere en del af Sovjetunionen, og Rusland anser landet som en central del af russisk historie og identitet. Derfor ser Rusland med meget stor bekymring på Ukraines tilnærmelser til Vesten i form af EU og NATO. Dette er den overordnede strategiske ramme: Putin og hans folk ser på Ukraine som en oprører, der skal sættes på plads. En stat, der skal tilbage i folden. Samtidigt har man måske også mere operative hensyn i form af at sikre Krim og måske også Donbass-området i det østlige Ukraine. Det er således både et spørgsmål om russisk ære og et spørgsmål om en rationel militær tilgang til en mulig invasion.

Russiske medier har igennem et par uger talt om, at Europa står over for en krise svarende til Cuba-krisen. Putin har meddelt, at det er op til Vesten og USA at deeskalere. Tilsyneladende har russerne nu selv deeskaleret midlertidigt ved at trække cirka 10.000 tropper tilbage. Vi må alle spørge os selv om det er nok, og hvad Rusland egentlig vil. Det er reelt ikke til at sige hvorfor Rusland deeskalerer.

Nøgletallet, som vi alle bør holde øje med, er 200.000 mand. I Ukraine regner man med, at den russiske generalstab først vil igangsætte et angreb, når man har en troppeopbygning i den størrelsesorden på plads. Amerikanske efterretningskilder regner med et tal på cirka 175.000 russiske soldater.

Et muligt angreb vil sandsynligvis blive startet med massive cyberangreb i et forsøg på at lægge Ukraine ned, således at hverken civile eller militære myndigheder kan kommunikere eller koordienre. Et angreb på kritisk infrastruktur såsom energi og vand er nok også en del af den russiske cyberplan.  Herefter vil man se en hurtig russisk indtrængning på ukrainsk territorium med op imod 100 bataljonskampgrupper i form af mere end 120.000 mand.

I disse måneder ser Rusland dog med bekymring på Ukraines anskaffelser af tyrkiske Bayraktar TB2 droner. Disse har med succes nedkæmpet russiske enheder i Syrien og vist sig meget effektive i Nagorno-Karabakh-området i Aserbajdsjan. Igennem de seneste år har USA forsynet Ukraine med bl.a. Javelin FGM-148F anti-tank missiler, der bruges til at nedkæmpe kampvogne. Disse er i øvrigt også blevet solgt til Litauen nu på baggrund af den russiske troppeopmarch.

Der er således et decideret våbenkapløb i gang i Ukrainekonflikten.

Tyskland spiller en særegen rolle i konflikten, idet Tyskland blokerer for salg af våben til Ukraine. Senest har Tyskland tilsyneladende blokeret for ukrainsk køb af anti-drone- og anti-snigskyttevåben via Nato Support and Procurement Agency. Det tyske argument er tilsyneladende, at man foretrækker en politisk dialog frem for en militær konfrontation.

Det lyder nærmest som en gentagelse af de britiske politikeres appel til verden frem mod 2. Verdenskrig og mest af alt om Neville Chamberlains forsøg på forhandling med Hitler. Putin er så langt fra Hitler og Nazi-Tyskland, men er fortsat en diktator, der agerer med brugt af rå magt. Over for dette står et Europa, der både er langt stærkere end i 1930’erne med NATO og EU, men de europæiske ledere har fortsat ikke fundet en vej til at håndtere diktatorer og autokratiske systemers brug af magt. Det minder også om, hvordan de europæiske demokratier under den spanske borgerkrig nægtede den demokratiske regering støtte, imens den blev angrebet af fascister med støtte fra det fascistiske Italien og nazistiske Tyskland.

 

Biden har foretrukket at tale med præsident Putin og komme med advarsler til Rusland. Det står efterhånden helt klart, at USA ikke har tænkt sig at komme Ukraine til hjælp
_______

 

Rusland ønsker at skabe et system af bufferzoner imellem sig selv og NATO og kræver reelt set en form for tilbagerulning af NATO. I det seneste udspil fra Rusland ønsker man, at USA ikke opstiller baser i de NATO-stater, der tidligere var en del af Sovjetunionen, f.eks. Litauen. Samtidigt ønsker Rusland, at hverken USA eller Rusland selv må opstille atomvåben uden for deres egne territorier. Disse krav er fuldstændigt urealistiske, da de vil fjerne sikkerhedsgarantierne for NATO-staterne i form af amerikanske tropper og den amerikanske atomvåbenparaply.

På mange måder minder det russiske udspil om stormagtspolitik fra tiden før 2. Verdenskrig og mest af alt om den politik, der ledte til 1. Verdenskrig. Dengang så vi stormagter, der forventede at bruge militær magt i deres interne stormagtskonflikt, og som regnede brug af militær magt som et naturligt instrument i politik. Dengang veg man ikke tilbage for trusler om brug af militære midler over for andre stormagter og havde en meget hård retorik, der banede vejen for krig. Putin har tidligere udtalt, at kollapset af Sovjetunionen var det 20. århundredes største tragedie. Der er en markant sovjet-nostalgi i Rusland og i nogle af de gamle sovjetstater. Nu trækker den russiske regering på dette, og der opbygges en meget hård retorik over for Vesten og særligt USA. Dette minder til dels om nogle af de sovjetiske lederes meget hårde tone under de mere kolde dele af Den Kolde Krig.

Præsident Joe Biden har afvist at støtte Ukraine med soldater. Biden har foretrukket at tale med præsident Putin og komme med advarsler til Rusland. Det står efterhånden helt klart, at USA ikke har tænkt sig at komme Ukraine til hjælp. Det vil blive set som en markant svaghed i Rusland, og der vil tolke det som, at Biden bare taler – lige som hans forgænger præsident Obama.

Der er en klar linje fra Obamas røde streg i sandet i Syrien til Bidens advarsler over for Rusland; en masse snak og meget lidt handling. Såvel Washington som Moskva søger i disse måneder at udstille hinanden som svage. I russiske medier tales der konsekvent om, hvem der lige nu ses som svag. Det amerikanske forsøg på dialog er nok et diplomatisk våben, der meget vel kan ramme ved siden af skiven over for Rusland.

Putin viste styrke ved at (gen)erobre Krim i 2014. dengang fandt Rusland sig presset af Ukraines tilnærmelser til EU og NATO og svaret blev et militært angreb på Ukraine. Til gengæld viste Biden svaghed ved at trække sine få styrker ud af Afghanistan. Derfor er Ukraine nu i høj grad overladt til sig selv og Putins luner. Biden taler godt, men hans handlinger gør, at Ukraine nu er på egen hånd. Spørgsmålet, som vi alle bør stille os selv, og som man helt sikkert overvejer nøje i Moskva og Beijing, er: Er USA egentligt klar til at forsvare demokratierne i Ukraine og Taiwan, eller er det bare tomme ord? Disse overvejelser fandtes også i perioden 1933-1939, hvor de autoritære regimer anså demokratierne for svage.

 

Der er en klar linje fra Obamas røde streg i sandet i Syrien til Bidens advarsler over for Rusland; en masse snak og meget lidt handling
_______

 



Artiklen er korrigeret d. 29/12 i lyset af de seneste begivenheder, hvor russiske tropper er trukket tilbage fra grænsen.

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet.

ILLUSTRATION: Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij taler til ukrainske medier ved et pressemøde i Kyiev, d. 14. juni, 2021 [Foto: Sergei Supinsky/AFP/Ritzau Scanpix].