Lars Køhler efter COP26: Regeringens passivitet, krydsede fingre og hockeystave er ikke ønsket af vælgerne. Vi er nemlig begyndt at indse, hvad denne tilgang kan koste os

04.12.2021


“Efter COP26 har der været næsten larmende tavshed fra regeringen. Stadig ingen erklæret klimanødsituation. Stadig ingen genåbning af alle de utilstrækkelige klimaaftaler, der er indgået de sidste to år. Det burde stå klart for regeringen og resten af de klimafodslæbende partier, at de er gennemskuet. Og regeringen bør nok begynde at indse, at det fortsat at vige fra reel grøn handling og akutte reduktioner, kan komme til at koste dem endog meget, meget dyrt.”

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her


Kommentar af Lars Køhler


JEG SKREV ALLEREDE inden COP26 sluttede, et indlæg her i RÆSON, hvor jeg vovede at konkludere på resultatet af forhandlingerne. Konklusionen viste sig ikke overraskende at holde vand. Den endelige aftaletekst var fuld af flotte ord og tomme løfter, men totalt blottet for sikkerhed for handling.

Altså det stik modsatte af det vi havde brug for.

Vi havde først og fremmest brug for at COP26 var stedet, hvor alle blev sporet ind på målet. Altså hvor alle verdens lande endelig meldte NDC’er (nationale bidrag til reduktioner, red.) ind, som ville være i overensstemmelse med Parisaftalens mål om 1,5 grader. Det skete ikke. Vi havde også brug for en global plan for en akut udfasning af al fossil energi. Men det vi fik, var et par løse ord om at ”nedjustere kul” og en aftaletekst, der efter 27 års klimaforhandlinger, stadigvæk er fuldstændig blottet for enhver nævnelse af olie og gas.

Det svarer rundt regnet til at lave en aftale om at komme lungekræft til livs uden at nævne tobak med et ord.

Vi havde, efter 12 års snak, desuden brug for, at de rige lande endelig fandt en måde at holde deres løfte fra COP15 om at levere 100 mia. dollars om året i klimafinansiering til udviklingslandene. Det skete heller ikke. Og vi havde ikke mindst brug for at sikre reel handling og reelle reduktioner. Nu! Men det vi fik var en ikke-bindende aftale om måske og muligvis at stoppe med afskovning i 2030 og en pivfarlig aftale om handel med klimakvoter, der tillader overførsel af gamle kvoter og derved salg af varm luft uden nogen som helst form for reel klimaeffekt.

Men hvad kan man egentlig forvente af en ”Conference of the Parties”, hvor den største delegation bestod af lobbyister fra kul, olie- og gasindustrien?

Men kan altid argumentere, at små skridt på vejen mod målet er bedre end ingenting, men COP26 var i mine øjne en regulær katastrofe. I en sådan grad, at vi ville have stået bedre med et totalt kollaps af forhandlingerne og ingen aftale. Vi står lige nu på en skillevej i menneskehedens historie, hvor vi simpelthen ikke har tid til flere tomme ord og utilstrækkelige aftaler. Et komplet sammenbrud ville have været et wake-up call i en størrelsesorden, som politikerne ikke kunne løbe fra. Det kan og vil de forsøge nu. Godt skjult bag endnu et tamt stykke glitterpapir med kors og bånd og grønne stjerner på.

 

Ord, der kunne få selv letter skeptiske folk til at tro, at Mette og regeringen tog klogere hjem fra COP26 med en fornyet forståelse for, at hockeystave ikke er nok, og at der faktisk skal handling til
_______

 

Luftkasteller eller larmende tavshed
Den danske statsminister Mette Frederiksen sagde i hendes tale under COP26 at: ”Vi har to veje foran os. Den første leder til en fremtid ødelagt af klimaforandringer. Ekstremt vejr. Havstigninger. Skovbrande og hedebølger. Det er der, vi er på vej hen nu. Den anden vej leder til en grøn og bæredygtig fremtid. … Det er ikke rigtig et valg. Den grønne fremtid er den eneste vej frem. Og vi skal alle øge vores ambitioner.”

Ord, der kunne få selv letter skeptiske folk til at tro, at Mette og regeringen tog klogere hjem fra COP26 med en fornyet forståelse for, at hockeystave ikke er nok, og at der faktisk skal handling til.

Men efter COP26 har der været næsten larmende tavshed fra regeringen. Stadig ingen erklæret klimanødsituation. Stadig ingen genåbning af alle de utilstrækkelige klimaaftaler, der er indgået de sidste 2 år. Stadig ingen ugentlige klimapressemøder om hvordan vi skaber den nødvendige folkelige grønne omstilling. Og ingen akutte politiske klimatiltag præsenteret med henblik på, at skabe de akutte reduktioner, som er nødvendige for, at vi når vores klimamål i 2030, uden at løbe tør for vores tilbageværende CO2-budget længe inden da.

Det eneste, vi har hørt fra de danske politikere de sidste par uger, er, en klimaminister, der forleden på et samråd udtalte, at han ikke mener vi skal speede op for kulstop på Nordjyllandsværket, fordi det ”rykker ikke i klimaregnskabet”. En grøn transportminister, der i et indlæg i Altinget slog fast, at mere trafik, flere veje og derved flere biler og flere udledninger er vejen frem — galoperende klimakrise eller ej. En radikal klimaordfører, der overfor detektor indrømmede at de Radikales fortsatte opbakning til aftalen om de 4 grønne mia. kr., som staten støtter sorte plugin-hybrider med om året, er baseret på rene indicier og mavefornemmelser. En venstrepolitiker, der kaldte klimaaktivister for ”ekstremister” og mente at de var skyldige i mere forurening, fordi hun måtte køre en omvej i hendes benzinbil. Og en politisk ordfører for de Konservative der på Black Friday ville ”hævne sig” med dankortet, på de klimaaktivister der havde lænket sig fast til Langebro og Knippelsbro, for netop at skabe opmærksomhed på vores materiel overforbrug.

Folkelige bevægelser maler politik grønt
Alt er altså sådan set præcis, hvor det plejer. Det vil sige ikke, hvor det burde.

Og alligevel er der faktisk sket ting og sager efter COP26, eller måske netop på grund af COP26, som bør få hele det ganske danske politiske etablissement til at slå antennerne ud og lytte lidt ekstra godt efter.

 


Det var så voldsomme tal, at valgforsker Roger Buch efterfølgende konkluderede, at ”Socialdemokraterne er nødt til at kaste hockeystaven ud af vinduet, hvis de vil overleve næste folketingsvalg”

_______

 

En vælgerundersøgelse efter kommunalvalget d. 16 november, lavet af Voxmeter, viste nemlig, at over 50% af vælgerne i aldersgruppen 18-39 år, havde klimaet som topprioritet da de gik i stemmeboksen d. 16 november. En anden undersøgelse, lavet af Electica, viste, at 1,35 millioner vælgere, altså ca. 32% af alle vælgere, mente klimaet var af høj vigtighed eller direkte afgørende for deres valg til kommunalvalget.

Det var så voldsomme tal, at valgforsker Roger Buch efterfølgende konkluderede, at ”Socialdemokraterne er nødt til at kaste hockeystaven ud af vinduet, hvis de vil overleve næste folketingsvalg”.

Jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men man kunne få den tanke, at COP26, der sluttede blot få dage før kommunalvalget, alligevel fik vælgerne til at indse, at når politikerne åbenlyst ikke vil tage ansvar, for at gøre det der skal til, ja, så må vi andre træde til. Og hvor bedre at gøre det end i stemmeboksen, hvor selv ikke glitterpapir hjælper politikerne. En meningsmåling i England viste i hvert fald, at netop COP26 fik klimaet til at rykke voldsomt frem i englændernes bevidsthed. Hele 40 procent erklærede efter COP26, at klimaet nu var det vigtigste politiske emne, mod blot 24% før COP’en. Folkelige jordskredsbevægelser, der sagtens kan have malet det danske kommunalvalg grønt.

Krydsede fingre og hockeystavtilgang
Regeringen fremlagde i september en ”klimakøreplan”, som skulle redegøre for hvornår de forskellige politiske beslutninger om Danmarks vej til vores klimamål i 2030 skulle tages. En pinlig langsom køreplan, hvor flere af de store beslutninger blev skubbet til efter næste valg. Køreplanen fik Peter Møllegaard, formanden for regeringens eget klimaråd, til at udtale at ”Vi savner at der bliver leveret på 2025-målet”. Sagt med andre ord: Vi savner handling her og nu.

Og det er Peter og klimarådet, med tallene fra kommunalvalget i mente, tydeligvis ikke ene om.

Hvem ved, måske er den larmende tavshed fra regeringen og de nærmest komisk indspil vi har set fra flere ministre og politikere de sidste uger et tegn på krisestemning i dansk politik. Man kunne have lov at håbe. Under alle omstændigheder burde det stå klart for regeringen, og resten af de klimafodslæbende partier, at de er gennemskuet. Deres passivitet, krydsede fingre og hockeystavstilgang er ikke ønsket af vælgerne. Vi er nemlig begyndt at indse, hvad denne tilgang kan koste os. Og regeringen bør derfor nok begynde at indse, at det fortsat at vige fra reel grøn handling og akutte reduktioner, kan komme til at koste dem endog meget, meget dyrt.

Personligt er jeg sådan set fløjtende ligeglad med, om der sker noget af velvilje, grønt mod eller i ren desperation for at overleve næste valg. Jeg tager på vegne af mig selv, min datter og alle de andre 1,35 mio. grønne vælgere, glædeligt imod enhver knækket hockeystav og tilstrækkelig grøn handling med åbne arme og begejstrede klapsalver. Bare der snart sker noget, og bare det nu endelig er nok.

 

Personligt er jeg sådan set fløjtende ligeglad med, om der sker noget af velvilje, grønt mod eller i ren desperation for at overleve næste valg. Jeg tager på vegne af mig selv, min datter og alle de andre 1,35 mio. grønne vælgere, glædeligt imod enhver knækket hockeystav og tilstrækkelig grøn handling med åbne arme og begejstrede klapsalver. Bare der snart sker noget, og bare det nu endelig er nok
_______

 



Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år.

ILLUSTRATION: Kommunalvalg 2021: Mette Frederiksen ved valgfesten hos Socialdemokratiet i København, 16. november [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]