Mads Korsholm: Marxismen ser måske godt ud i det akademiske elfenbenstårn, men ude i virkeligheden har den haft horrible konsekvenser

08.10.2021

Millioner af menneskeliv er blevet ofret i marxismens hellige navn: med Stalins tvangskollektivisering, Maos ”store spring fremad” og aktuelt i Nordkorea, hvor hungersnød og bestialsk undertrykkelse af befolkningen er daglig kost. Så hvorfor findes dette ønske om at påføre sig selv og sine medmennesker den smerte, der gang på gang har vist sig at være i det marxistiske system?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Mads Korsholm

DA JEG VAR 6 år fik jeg 20 kroner af min 13-årige storebror for at tisse på elhegnet på min fars gård. Det gør jeg aldrig igen. Jeg lærte, at konsekvenserne ved at tisse på et elhegn langt overstiger drømmen om de 20 kroner og de fornøjelser, jeg ville kunne få for dem.

Jeg gjorde mig en erfaring. Noget man gør sig gennem hele livet – med mere eller mindre smerte til følge. Oftest er mængden af smerte som følge af de beslutninger man tager udslagsgivende for, hvor lidt man ønsker at gøre dette og hint igen.

Derfor undrer det mig, at marxisme igen og igen kan komme på tilbagetog. Nu helt aktuelt blandt den unge del af befolkningen – navnligt på universiteterne, og helt konkret i Søren Maus omtale i lørdagens Berlingske. Andre unge akademikere som Rune Møller Stahl og Jeppe Druedahl har også udtalt sig positivt om marxisme, og som et ekko fra 1970’erne er der en generel tendens til, at marxisme er ved at blive cool og moderne igen.

Hvorfor findes dette ønske om at påføre sig selv og sine medmennesker den smerte, der gang på gang har vist sig at være i et system, der i bedste fald ser smukt og utopisk ud som tanke, og i værste fald slår millioner af mennesker ihjel, når den udføres?

Man skulle tro, at vi efter alle disse år havde lært noget af historien. Samfund, der historisk har haft marxistisk-kommunistisk styre, har oplevet undertrykkelse, knaphed og fattigdom. Millioner af menneskeliv er blevet ofret i marxismens hellige navn: med Stalins tvangskollektivisering og dekulakisering, Maos ”store spring fremad” og mange andre fatale eksperimenter, som slog et stort antal uskyldige mennesker ihjel. Aktuelt ser vi det i Nordkorea, hvor hungersnød og bestialsk undertrykkelse af befolkningen er daglig kost. Kommunismen og marxismen har været en kolossal katastrofe for menneskeheden, som vi vil gøre klogt i aldrig at gentage igen.

Det er af samme grund skræmmende, at tilsyneladende fornuftige og begavede mennesker ønsker en renæssance for kommunismen i håb om, at vi denne gang kan få et rigtigt marxistisk-kommunistisk utopia. Marxismens idealer om lighed, sammenhold og retfærdighed ser utvivlsomt godt ud på overfladen. Men i praksis har marxismen den diametralt modsatte effekt: mere fattigdom, mere desperation og de fås tyranniske dominans over de mange.

 

Fremtrædende akademikere og forfattere, som bør vide bedre, tror, at marxisme er en mirakelkur mod vores aktuelle samfundsproblemer, selvom marxisme har været skyld i nogle af de største tragedier i menneskehedens historie
_______

 

De store, vidtløftige visioner står i skærende kontrast til de katastrofer, som marxismen og kommunismen har medført. Det er derfor uhyre naivt og historieløst at tro, at man pludselig vil få et bedre resultat ved at gøre brug af den samme forfejlede ideologi igen. Men det er det, vi er vidner til i dag: Fremtrædende akademikere og forfattere, som bør vide bedre, tror, at marxisme er en mirakelkur mod vores aktuelle samfundsproblemer, selvom marxisme har været skyld i nogle af de største tragedier i menneskehedens historie. Det svarer til at tisse på elhegnet igen og igen, selvom det kun medfører stor smerte og bør undgås i al fremtid.

Når flere intelligente mennesker alligevel abonnerer på denne ideologi tror jeg, at det hænger sammen med, at det primært er en yngre generation af forskere og forfattere – som ikke med egne øjne har set, hvilke uhyrligheder marxismen frembragte i Sovjetunionen eller Maos Kina – der er i front for marxismens genopståen. Marxismen ser godt ud i det akademiske elfenbenstårn, og det tiltrækker disse unge akademikere, som ofte er meget fokuseret på marxismen som teori og ideologi og til gengæld fokuserer mindre på de konkrete, empiriske konsekvenser af denne ideologi. Men ude i virkeligheden har denne ideologi haft horrible konsekvenser, og det har disse ungmarxister hverken oplevet på egen krop eller set med egne øjne. De ældre generationer er i høj grad blevet vaccineret mod marxismen, men unge idealister lader sig stadig drage af marxismens verdensbillede og utopisme.

Hvis vi gerne vil have et bedre samfund, skal vi gå en helt anden vej. I stedet for at tilbede Marx og dæmonisere kapitalismen, bør vi glæde os over, at vi vha. kapitalisme og markedsøkonomi har hevet millioner af mennesker i Kina, Indien og mange andre lande ud af fattigdom. Siden Kina i 1979 med Deng Xiaoping i spidsen gik væk fra marxismen og begyndte en gradvis transition til kapitalisme, er hundreder af millioner af kinesere hevet ud af fattigdom, og mange er blevet en del af middelklassen. Politisk er Kina desværre stadig et autoritært regime, som med sit etpartisystem undertrykker befolkningen. Men selvom Kina er et modbydeligt regime, har overgangen til kapitalisme på den rent økonomiske front resulteret i, at mange kinesere er kommet ud af den værste armod.

Helt generelt er kapitalisme vores bedste våben mod fattigdom og menneskelig lidelse. Den største trussel mod de fattigste og svageste mennesker i verden er ikke for meget kapitalisme, men tværtimod for lidt.

Marxisterne tordner også konstant mod økonomisk ulighed, men faktisk er den globale ulighed historisk lav, netop fordi lande som Kina og Indien er gået væk fra marxisme og planøkonomi og over til en mere markedsbaseret og kapitalistisk samfundsmodel, hvilket har gjort dem mere velstående. Når mennesker er frie til at handle med hinanden og skabe nye virksomheder, gør det samfundet rigere og verden mere lige. Den globale lighed har faktisk aldrig været højere i 140 år, og det skyldes, at verden samlet set er blevet mere fri og kapitalistisk.

 

Siden Kina i 1979 med Deng Xiaoping i spidsen gik væk fra marxismen og begyndte en gradvis transition til kapitalisme, er hundreder af millioner af kinesere hevet ud af fattigdom
_______

 

Samtidig har vi set, at uligheden er steget internt i nogle kapitalistiske lande, bl.a. i Danmark, og denne interne ulighed nævnes ofte som et argument for, at vi er nødt til at detailregulere eller endda afskaffe kapitalismen. Men her må vi huske på, at en vis grad af økonomisk ulighed ikke er et problem, så længe de mindst velstående og middelklassen også bliver rigere. Og det er det, der er sket: Alle lag i vores samfund, ikke kun den økonomiske elite, er blevet rigere, i takt med at vi og vores omverden er blevet mere kapitalistisk. Når alle får gavn af en friere og mere markedsbaseret økonomi er vi også nødt til at kunne acceptere, hvis uligheden stiger en smule. Alternativet er at gøre vores samfund fattigere pga. overdrevent lighedsmageri, og det er ingen – slet ikke de svageste i vores samfund – tjent med.

Vi bør derfor, på trods af kapitalismens blakkede ry, hylde den for have muliggjort vores moderne samfund, så vi nu kan leve friere, rigere og markant bedre liv end de mennesker, der ikke er lige så heldige.

De store, marxistiske skræmmekampagner mod den kapitalistiske samfundsmodel er helt ude af trit med virkeligheden. Kapitalismen er bestemt ikke perfekt, og der er problemer som fx forurening og klimaforandringer, vi stadig mangler at løse, og som kapitalismen har et medansvar for. Men løsningen er ikke at skrotte kapitalismen og gå tilbage til stenhulerne. Løsningen er tværtimod endnu mere kapitalisme, for det er det frie marked, der muliggør nye produkter, teknologier og opfindelser. Og det er netop den teknologiske udvikling skabt af forskere og iværksættere i frie, kapitalistiske samfund, som udgør den eneste realistiske løsning på klimaproblemet og mange andre udfordringer. Kapitalismen er det bedste middel vi har til at skabe bedre liv for borgerne og er langt bedre end det forfærdelige og blodbesudlede alternativ, som marxisterne på den yderste venstrefløj tilbyder. ■

 

Kapitalismen er det bedste middel vi har til at skabe bedre liv for borgerne og er langt bedre end det forfærdelige og blodbesudlede alternativ, som marxisterne på den yderste venstrefløj tilbyder
_______

 

Mads Korsholm (f. 1993) er kampagnechef i Liberal Alliance og tidligere kommunikationskonsulent i tænketanken CEPOS. ILLUSTRATION: Mads Korsholm [Pressefoto]