Mads Silberg: De afghanske tolkes situation er en konsekvens af vores elendige krigsførelse

10.08.2021

Den forværrede sikkerhed er et kæmpe problem for alle afghanere, men især dem som har arbejdet for den internationale koalition, og især dem som har virket som tolke. Og den danske regerings håndtering af tolkenes sikkerhed er beskæmmende, uværdig og respektløs overfor de mennesker, som har satset deres liv og tilværelse for at kæmpe sammen med os og på vores præmis i deres hjemland.

De afghanske sikkerhedsstyrker har mere end rigeligt at gøre med at beskytte sig selv, så vores tolke er overladt til sig selv
_______

 

Deres job var at tolke kommunikationen mellem vores danske soldater og, til at begynde med, primært lokalbefolkningen og senere hen de afghanske sikkerhedsstyrker, som gradvist overtog ansvaret for varetagelsen af sikkerheden fra os og den internationale koalition. De tolkede både det sproglige, men i høj grad også det kulturelle, så vi undgik de værste misforståelser og vores budskab blev leveret på den mest hensigtsmæssige måde.

De levede sammen med os i lejrene, både de store som Main Operation Base PRICE og CAMP BASTION, men også i de helt små som Patrol Base BARAKZAI og MALVERN. De spiste og drak sammen med os i DFAC’en (Dinning Facility), på Kuffen (KFUM) og de levede af de samme ensformige feltrationer. De gik med på patruljerne, de var sammen med os under ildkampene, de blev sårede og enkelte mistede også livet sammen med os. De var iklædt dansk uniform med det danske flag på skulderen. De fik selvfølgelig også løn for deres arbejde, og de vidste godt, at det var farligt at gå med på patrulje i Upper Gereshk Valley eller køre langs Helmandfloden mellem Lashkar Gahr og Gereshk. Men for langt de flestes vedkommende arbejdede de sammen med os, fordi de troede på, at vi sammen kunne vinde og vende situationen i Afghanistan til det bedre.

Vi troede, vi ville vinde
I en ideel verden havde vi trukket os ud af Afghanistan som sejrherrer. Vi kunne have overdraget ansvaret til en velfungerende regering med en bred folkelig opbakning, understøttet af en effektiv offentlig administration, et veltrænet militær og en troværdig politistyrke.

I det scenarie ville vores tidligere tolke være blevet betragtet som væsentlige bidragsydere til et velfungerende Afghanistan. Deres ressourcer ville være efterspurgt og de kunne have fået gode job i statens tjeneste og fortsætte med at bidrage til at genopbygge deres land.

Det var sådan, vi gerne ville have haft, at det gik, og vi troede da også på, at det ville gå sådan.

Vi troede at vi ville vinde. Men det gjorde vi ikke.

Nu har vi trukket de sidste soldater ud af Afghanistan og sikkerhedssituationen er i frit fald. De fjender, som vi har bekæmpet, vinder mere og mere terræn og de afghanske sikkerhedsstyrker, som vi har været med til at opbygge og træne, er ikke i stand til at klare sig selv. På materielsiden mangler de, groft sagt, et effektivt flyvevåben, og rent økonomisk har den afghanske stat udgifter, der er ca. fire gange større, end den indtægt de har.

FNs mission i Afghanistan (UNAMA) melder om overgreb på civilbefolkningen og store flygtningestrømme.

Den forværrede sikkerhed er et kæmpe problem for alle afghanere, men især dem som har arbejdet for den internationale koalition, og især dem som har virket som tolke.

Taleban har dem som prioriterede mål, deres medborgere ser dem som landsforrædere, der har hjulpet besættelsesmagten med at dræbe uskyldige civile.
De afghanske sikkerhedsstyrker har mere end rigeligt at gøre med at beskytte sig selv, så vores tolke er overladt til sig selv.

 

Da tolkenes sikkerhed pludselig blev et present emne i dagspressen, rodede den daværende forsvarsminister sig ud i nogle uheldige udtalelser, fremført med begge ben solidt plantet i den blå luft
_______

 

Ansvaret er vores
Forsvaret brugte ikke rigtig kræfter på at holde styr på, hvor mange lokale tolke, vi havde i vores sold. Det var jo ikke nødvendigt, vi var der jo ligesom for at vinde. Men i 2012, da tolkenes sikkerhed pludselig blev et present emne i dagspressen, rodede den daværende forsvarsminister sig ud i nogle uheldige udtalelser, fremført med begge ben solidt plantet i den blå luft. Det var jo teknisk set heller ikke os, som havde dem ansat, men et britisk firma, ejet af den britiske stat, som vi jo så ”lånte” dem fra og udbetalte dem gode danske skattekroner i løn.

Inden det blev alt for pinligt, blev det besluttet, at vi nok hellere måtte krybe til korset, og påtage os ansvaret, uanset hvilke spidsfindigheder, der havde været om deres faktiske ansættelsesforhold. Så Forsvaret blev sat til at finde ud af, hvilke og hvor mange tolke man havde haft på lønningslisten, og alle partier i Folketinget (minus Enhedslisten og Dansk Folkeparti) tilsluttede sig:

”AFTALE OM HÅNDTERING AF SITUATIONEN FOR TOLKE OG ANDRE LOKALT ANSATTE I AFGHANISTAN” af 22. maj 2013

Og man må sige, at det starter lovende ud, allerede i pkt.1 erklæres:

“Der er mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti indgået nærværende aftale, som skal sikre, at ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken i forbindelse med reduktionen af det internationale engagement i Afghanistan”

Vi er altså ude over det punkt, hvor vi skal diskutere, hvor vidt vi har et ansvar for vores tidligere afghanske tolke. Det er således fuldstændigt underordnet for diskussionen, om de var klar over risikoen, hvem der udbetalte deres løn, hvilket firma der havde dem de facto ansat eller om den afghanske stat burde indrullere dem i den offentlige administration eller deres sikkerhedsstyrker.

Vores politikere har fjernet en hver tvivl ved rent faktisk at tage ansvaret og implementere aftalen.

Jeg er tidligere soldat med efterhånden en del kamperfaring, og når vi siger, at vi ikke vil lade nogen i stikken, så mener vi det, om det så skal koste os livet!

”Politisk håndværk” i udtrykkets værste betydning
At det ikke er folk med erfaring som soldater, der står bag aftalen, bliver slået fast med syvtommersøm allerede i punkt to.

Da aftalen jo er en tro kopi af den britiske tolkeaftale og de tiltag, som den indeholder, nævnes de samme kriterier for berettigelse til hjælp. Det er så her meningen stopper og galskaben begynder:

”Den britiske politik for håndtering af tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan indebærer kriterier for henholdsvis ansættelsestidspunkt og ansættelsesperiodens længde. Dette indebærer, at tolke og andre lokale, der har været ansat den 19. december 2012 eller derefter, og som har været ansat i mere end 12 måneder, tilbydes valget mellem følgende:

1) en uddannelsespakke af op til 5 års varighed eller

2) en 18-måneders lønpakke.

Herudover indeholder den britiske politik

3) en særlig tolkepakke, hvor afghanske tolke ansat af de britiske styrker i frontlinjen pr. 19. december 2012 eller derefter, og som har været ansat i mere end 12 måneder, tilbydes bosættelse i Storbritannien.

Endelig indeholder den britiske politik4) en intimideringspolitik med en række beskyttende tiltag i forhold til lokalt ansatte, der trues eller er i fare.

Skæringsdatoen 19. december 2012 markerer dagen, hvor premierminister Cameron annoncerede nedtrapningen af det britiske troppebidrag i Afghanistan”

 

Politikerne vil ikke indse at vi, og dermed de, har fejlet. Det bærer tolkeaftalen desværre præg af, for den er konstrueret til at fungere og blive forvaltet i en verden, som ikke eksisterer
_______

 

For det første er det trist, at vi bare kopierer briternes aftale uden at tage et dansk udgangspunkt. Der er stor modstand i Storbritannien mod tolkeaftalen, og op til flere tidligere forsvarschefer har offentligt ytret deres mishag og kaldt den britiske behandling af tolkene for æreløst og uværdigt.

For det andet så har datoen for, hvornår den britiske premierminister annoncerede sine styrker tilbagetrækning fra Afghanistan, intet med danske forhold at gøre.

For det tredje giver det ingen mening, at alle dem som var ansat på eller lod sig ansætte efter skæringsdatoen, skal tilbydes bosættelse i England/Danmark og særlig hjælp, i forhold til dem, som var ansat før. Hvis der var nogen, der var klar over faren og at den internationale indsats i Afghanistan var ved at slutte, så var det da dem som lod sig ansætte efter den 19/12 2012.

For det fjerde, så giver det heller ingen mening at sætte en nedre grænse for, hvor lang tid man har været ansat. Taleban slår dig ikke mindre ihjel, hvis du ”kun” har arbejdet under et år for de vestlige invasionstropper.

En aftale af en anden verden
Vi troede jo, at vi ville vinde krigen, og vi taler slet ikke om, at vi rent faktisk har tabt den. Politikerne vil ikke indse at vi, og dermed de, har fejlet. Det bærer tolkeaftalen desværre præg af, for den er konstrueret til at fungere og blive forvaltet i en verden, som ikke eksisterer.

De tolke som bliver behandlet efter intimideringspolitikken, skal henvende sig ved ambassaden i Kabul og bede om hjælp, hvis de føler, de har brug for den.

Når de så har fået lavet en aftale med ambassaden, så kan de ydermere være så heldige, at den Tværministerielle Task Force, som udsendes med jævne mellemrum, rent faktisk er i landet og kan behandle deres anmodning.

Task Forcen modtager så den gældende tolk, som så skal bevise, at han rent faktisk er i fare. Her gælder det for tolken om at være overbevisende, for Task Forcens muligheder for at kontrollere hans oplysninger, i et land på størrelse med Frankrig, hvor efterretningsmidlerne er centreret om Kabul og hvor de ikke kan bevæge sig uden for murene uden bevæbnet og pansret eskorte, er mildest talt begrænsede. Hvilket antallet af afslag da også bærer præg af.

 

Det er beskæmmende, det er uværdigt og det er respektløst for de mennesker som har satset deres liv og tilværelse på at kæmpe sammen med os og på vores præmis i deres eget hjemland
_______

 

Her skal det nævnes, at Task Forcens afslag ikke kan ankes, men tolken er velkommen til at prøve igen, hvis hans situation ændrer sig, læs: Han bliver bedre til at føre bevis. Det kunne jo være, at han var så heldig at få skudt et par fingre af i et attentatforsøg.

Hvis tolken så får overbevist Task Forcen,  skal han godkendes af Udlændingestyrelsen for at få bemidlet et visum til Danmark med henblik på at søge asyl…..og det kan han lige så godt glemme!

Der er to tolke, som fået asyl udenom ”tolkepakken” (underpunkt 3 i punkt 2), og de er begge af egen drift rejst til Danmark, har ansøgt om asyl, fået afslag fra Udlændingestyrelsen, anket til Flygtningenævnet og blevet tilkendt asyl i retten. Så selvfølgelig giver Udlændingestyrelsen ikke visum på baggrund af den Tværministerielle  Task Forces anbefalinger, for så ved de godt, hvad der sker. Så ender tolken med at få bevilget asyl af Flygtningenævnet.

Vi har taget ansvaret, så må vi også stå ved det
Efter min mening burde aftalen udelukkende bestå af de første fire linjer i punkt 1, det er den eneste formulering, som giver mening og som viser, at vi ”har røv i bukserne” som krigsførende nation. Resten af aftalen er en lang bevægelse væk fra de lovende ord om ”at ingen tolke bliver ladt i stikken”. Det er beskæmmende, det er uværdigt og det er respektløst for de mennesker som har satset deres liv og tilværelse på at kæmpe sammen med os og på vores præmis i deres eget hjemland.

De afghanske tolkes situation er et produkt og en konsekvens af vores elendige krigsførelse. Den skal vi håndtere med samme moralske overhøjde, som vi påberåbte os, da vi i sin tid kastede os ud i krigen. Vores smålige behandling af vores tætteste allierede må ikke blive en skamstøtte over den indsats næsten 20.000 danskere har ydet.

 

Vores smålige behandling af vores tætteste allierede må ikke blive en skamstøtte over den indsats næsten 20.000 danskere har ydet
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde