Malthe Munkøe: Von der Leyen er stemplet fuldt ind på den geopolitiske scene med sin tale i dag

15.09.2021

I sin årlige State of the Union-tale lagde kommissionsformand von der Leyen vægt på, at EU skal kunne og ville mere selv i en verden præget af ”hyper-konkurrence” mellem stormagterne. Efter corona-krisehåndtering har fyldt meget, rettes fokus igen mod at agere geopolitisk og reducere Europas afhængighed af andre landes industrier – særligt Kinas.

Analyse af Malthe Munkøe

DET VAR EN opløftet EU-Kommissionsformand, der i sin årlige ”State of the Union”-tale betonede, at vi bør være stolte af den måde, vi har håndteret corona-pandemien på med et succesfuldt fælles EU-koordineret vaccineindkøb.

Timing er nogle gange alt i politik – og i dag d. 15. september, da talen er blevet holdt, står EU og har som helhed nået over den erklærede målsætning om at nå 70 pct. vaccination hen over sommeren, og har overhalet USA, hvor vaccineskepsis har bremset yderligere udrulning.

Talen kom traditionen tro rundt om talrige emner, men man kan i hvert fald pege på tre overordnede linjer, der træder tydeligt frem, og formentlig er sigende for den samlede tænkning i Kommissionens ledelse:

For det første gjorde talen klart, at det er en geopolitisk Kommission, der har stort fokus på udfordringer med voksende stormagtsrivalisering, såvel som ustabilitet og trusler langs EU’s egne grænser og nærområder.

For det andet gjorde talen klart, at kommissionsformanden på mange måder deler den analyse og vision, som især Frankrig har og længe har forsøgt at skabe opbakning til – herunder med behov for en mere aktiv erhvervspolitik, som skal reducere europæernes afhængighed af omverdenen i særligt strategisk vigtige sektorer og værdikæder.

For det tredje illustrerer talen indirekte, at coronakrisen er overstået. Det betyder naturligvis ikke, at corona er ophørt med at være et vigtigt politisk eller sundhedsmæssigt emne. Men det er ikke længere en krise, som skal håndteres med en særlig logik, muliggør særlige tiltag, der ikke vil være opbakning til i normalsituationer, og trænger alt andet i baggrunden. Det er alene en politikudfordring på linje med så mange andre. Corona-pandemien og håndteringen var således ikke, som det havde været i 2020-talen, det centrale eller gennemgående ledemotiv.

 

Udtalelsen viser grundlæggende en forståelse i Bruxelles af et Europa, der ikke længere lever i en historisk sikker og tryg verden, men i stedet oplever ”angreb” på grænsen til sine nabolande
_______

 

Den geopolitiske Kommission
Det var en stridbar EU-Kommissionsformand, der i sin tale kaldte Hvideruslands handlinger overfor EU for et ”hybrid-angreb” og advarede om, at vi går ind i en ”tidsalder af hyper-konkurrence (…) hvor nogle ikke skyer nogen midler for at opnå indflydelse”. Baggrunden var, at hviderusserne havde sendte passagerfly for at hente tusindvis af irakere til landet, og derefter sendt dem illegalt hen over grænsen ind i EU. Og som von der Leyen betonede, havde man set lignende tiltag langs andre grænser. Ligeledes, advarede von der Leyen om, udvikler truslerne sig hurtigt, lige ”fra hybride eller cyber-angreb til våbenkapløb i rummet”.

Det er en vild udtalelse, når man tænker over det – officielt at sige, at et naboland har udsat EU for et ”angreb”. Forestiller man sig de samme ord blive sagt af en amerikansk præsident i en State of the Union tale, vil man straks tænke i baner af militær gengældelse med droner og specialstyrker, ødelæggende cyber-hacking angreb eller lignende. Udtalelsen viser grundlæggende en forståelse i Bruxelles af et Europa, der ikke længere lever i en historisk sikker og tryg verden, men i stedet oplever ”angreb” på grænsen til sine nabolande, der grundlæggende ikke vil EU det godt, og som man er nødt til at beskytte sig imod.

Da von der Leyen tiltrådte, erklærede hun, at hun havde tænkt sig at stå i spidsen for en ”geopolitisk” Kommission. Med coronahåndtering glidende i baggrunden kom dette perspektiv omsider stærkt frem i dagens State of the Union tale.

Talen var derfor på mange måder dyster. Og den stod også i skæret af den kaotiske og uplanlagte tilbagetrækning fra Afghanistan. Selvom Kommissionsformanden betonede den fortsatte vigtighed af NATO-samarbejdet, lød det også at ”Europa kan – og bør helt klart – være i stand til og villig til at gøre mere selv”.

Men med i skuffen havde von der Leyen også tiltag, der skal hjælpe EU med at omsætte den evne, der ifølge von der Leyen grundlæggende eksisterer, til praksis. Hun bebudede dels en strategiøvelse med et kommende “strategisk kompas” til at definere EU’s sikkerhedsudfordringer – lignende øvelser har EU med jævne mellemrum gennemført, på linje med USA’s nationale sikkerhedsstrategier. Ligesom man vil oprette en ”Global Gateway”, der helt åbent skal være EU’s svar på Kinas Vej-og-Bælte-plan.

Vej og Bælte er den kinesiske præsident Xis prestigeprojekt, der for alvor skal cementere Kinas økonomiske og politiske rolle i verden og markere, at man ikke længere vil ”gemme sin styrke og vente på rette øjeblik”, som forgængeren Dengs mantra lød, men selv forme og omforme verden: Fra Malakkastrædet til Adenbugten til Balkan skal dagens orden være kinesiske løsninger, kinesiske bredbånd, kinesiskbyggede eller finansierede veje og havne, hvilket både vil give Beijing indflydelse og omforme den økonomiske geografi globalt.

Disse planer har skabt bekymring i Vesten. I EU har man kunnet konstatere, at Grækenland efter at modtaget kinesiske investeringer bl.a. i Piræushavnen udenfor Athen har stemt imod resolutioner, der kritiserede Kina i FN, ligesom lande som Ungarn og Serbien tydeligvis er glade for, at Kina har meldt sig som en rival, der med økonomiske løfter og få kritiske spørgsmål om alle mulige principper kan være en lettere samarbejdspartner end Bruxelles. Men passer man ikke på, bliver det afløst af en afhængighed, hvor de kinesiske kreditorer kan diktere politiske betingelser, lyder advarslerne fra sikkerhedspolitiske iagttagere til de lande, der har taget imod lånetilbud.

Kommissionens idé er altså kort sagt at lave et tilsvarende program, der kan rivalisere med Kina. Men, som von der Leyen formulerede det i sin tale, baseret på europæiske principper om ”gennemsigtighed og god regeringsførelse – ikke afhængigheder”.

Alt i alt en geopolitisk tale med mange ambitioner. Hvorvidt Kommissionen og europæerne for alvor kan lægge arm med de store spillere vil dog komme an på en prøve de kommende år.

 

Talen understregede i den grad, at der er et ønske om at forsvarspolitikken skal fylde mere på EU-scenen
_______

 

En aktiv europæisk industripolitik
Von der Leyen har efter alt at dømme langt hen ad vejen købt ind på den analyse – som især Franrkig de senere år ihærdigt har forsøgt at overbevise sine europæiske samarbejdspartnere om – at Europa har behov for en mere ”aktiv” erhvervspolitik med fokus på strategisk vigtige forsyningskæder og sektorer: ”Det handler ikke kun om vores konkurrenceevne. Det er også et spørgsmål om teknologisk selvstændighed”.

Dermed skriver talen sig ind i en længerevarende diskussion, hvor ”strategisk autonomi” er blevet et af de centrale buzzwords i Bruxelles. Især den franske Indre Markedskommissær, Thierry Breton, har gjort, hvad han kan for at få overtalt kollegerne til et stort opgør med ”tech-afhængighed”. Imod ham står de, der ser det som de facto protektionisme.

Denne kritik fik uden tvivl næring i von der Leyens tale, hvor hun foreslog at fjerne momsbetalinger på militære indløb fra europæiske udviklere. Et usædvanlig vidtgående forslag, som utvivlsomt vil blive mødt med voldsom bekymring af omverdenen, da hun ikke gjorde noget forsøg på at skjule, at der var tale om protektionisme med det eksplicitte formål at tilgodese de europæiske virksomheder og brancher.

Med en baggrund som tidligere tysk forsvarsminister er det måske ikke overraskende, at udviklingen af EU-landenes militære kapabiliteter og et ”forsvars-økosystem” er en prioritet for kommissionsformanden, der talte om behovet for en egentlig europæisk forsvarsunion. Talen understregede i den grad, at der er et ønske om at forsvarspolitikken skal fylde mere på EU-scenen.

Det er blevet fashionabelt at tale om behovet for månelandingsprojekter, der i sig selv kan være nyttige, men nok så vigtigt nødvendiggøre og anspore til teknologiske og industrielle udviklinger i følgesektorer og områder – ligesom det faktiske amerikanske månelandingsprojekt førte til teknologiske nyskabelser indenfor talrige områder, der er afgørende for vores moderne verden i dag.

Allerede i 2019 kaldte von der Leyen EU’s Green Deal for Europas månelandingsprojekt. Men i sin State of the Union tale i år havde hun et nyt projekt i tankerne: etableringen af et ”Europæisk chip-økosystem, indeholdende produktionen”. Hun fremhævede satellitsystemet Galileo som et eksempel på, at det kan lade sig gøre. For 20 år siden havde man ifølge kommissionsformanden sagt, Europa ikke kunne bygge sine egne satellitsystemer, men i dag bruges europæiske satellitsystemer i mere end 2 milliarder smartphones – så ”lad os være dristige igen”, som hun formulerede det i sin tale.

Men hvis noget ikke kan slå fejl, er det svært at tale om dristighed. Det må man også sige om mange af disse storstilede projekter, hvor offentlige midler kastes ind. Ligesom der kan findes eksempler på succeshistorier, er der også eksempler på spild – enten fordi man fejlvurderede et potentiale og behov, eller fordi offentlig støtte ikke altid er nok til at skabe en industri, der kan klare sig internationalt. Ligesom det i øvrigt kan skabe uheldige afledte konsekvenser, hvis virksomheder begynder at orientere sig mere mod de politiske ønsker og ambitioner, og bruge kræfterne på at sikre sig subsidier, end at have blikket rettet mod markedsforholdene og det, der foregår i ens egen forretning. Derfor er tanken om en aktiv erhvervspolitik, hvor man definerer områder, hvor Europa skal være førende, og kaster en masse penge ind i det, ikke ukontroversiel i Bruxelles. State of the Union talen understregede, at tænkningen og balancen har flyttet sig i den retning. ■

 

Tanken om en aktiv erhvervspolitik, hvor man definerer områder, hvor Europa skal være førende, og kaster en masse penge ind i det, er ikke ukontroversiel i Bruxelles. State of the Union-talen understregede, at tænkningen og balancen har flyttet sig i den retning
_______

Apropos denne artikel:

Lars Erslev Andersen: Er Netanyahu så fornuftig, som verden håber?

Janus E. Lauritsen i RÆSONs nye trykte nummer: Politikernes brug af kommissioner og ekspertråd er udtryk for en dybere demokratisk krise

Lærke Grandjean: Brinkmanns karakterdannelsesprojekt er en del af en uheldig tendens, hvor private fonde overtager skoleforskningen

Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Netanyahu og Iran har en fælles interesse i at fortsætte krigen

Claus Mathiesen i Interviewserien: Rusland vil forsøge at fremtvinge en afgørelse på krigen i løbet af 2024

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Krig mellem Iran og Israel?