Martin Hjort: Hvad er det egentligt, du vil, Lars Løkke?

23.09.2021

Lars Løkke Rasmussen er et politisk dyr. Et magtmenneske. Han lever og ånder politik. Det er det, han kan. Det er hans liv. Og så er han enormt ærekær. Det sidste er afgørende, når man skal forstå ham. Ingen skal fortælle ham, at han er færdig i dansk politik. Jo flere, der forsøger at antyde det, jo mere trodsig bliver han. Men netop derfor kan man komme helt i tvivl, om Lars Løkke i virkeligheden kender svaret på, hvad han egentlig vil med hele projektet?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar Martin Hjort, kommunikationsrådgiver

LARS LØKKE RASMUSSEN var sur, da han forlod Hotel Comwell Kellers Park i Brejning sydøst for Vejle, efter Venstres hovedbestyrelse havde væltet ham som partiformand på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde tilbage i 2019. Han følte sig uretfærdig behandlet, har han flere gange givet udtryk for (ikke mindst i bogen ”Om de fleste og det meste”, som han udgav sidste efterår). Men sådan blev det. Alle muligheder var udtømt for manden, der ellers havde overlevet den ene krise efter den anden. Han var færdig. Det var slut.

Mange i Venstre havde formentlig troet, at det med hans exit som formand for Venstre, samtidig var et farvel til Lars Løkke Rasmussen som en toneangivende spiller i dansk politik. Men det er, når Løkke rammes af følelsen af uretfærdighed, han bliver mest “farlig”. Der bliver han trodsig og der tændes en indre kriger.

Sådan var det også den aften på vej hjem fra Brejning.

Og nu står han der så igen. I midten af dansk politik. Som stifter og formand for sit eget parti.

Flere af hans tidligere støtter i Venstres folketingsgruppe ser det som en krigserklæring, at Løkke har forladt partiet for umiddelbart efter at starte et nyt. De er skuffede. De glemmer ikke, hvordan de internt i forhold til et kritisk bagland og – ikke mindst – på gader og stræder, gang på gang har forsvaret Løkkes mange dårlige sager gennem årene, når de har mødt sure vælgere, der ikke ville stemme på dem eller partiet, så længe formanden hed Lars Løkke Rasmussen.

Løkkes tidligere nære ven og allierede, Claus Hjort Frederiksen, lod frustrationen få frit løb, da han tidligere på året til Berlingskes svarede følgende på avisens spørgsmål, om Lars Løkke var en bitter mand, der var på hævntogt:

– Ja, det må jeg sige, at jeg har et stærkt indtryk af.

Frustrationen og vreden er ikke svær at forstå. I Venstre ved de godt, at de kommer til at kæmpe om mange af de samme vælgere som Moderaterne. Og det på et tidspunkt, hvor Venstre i forvejen kæmper med vælgeropbakningen i meningsmålingerne.

 

Lars Løkke siger selv, han ikke har rakt ud efter nogen. Sandheden er nok nærmere, at dem, han gerne ville have med på holdet, ikke vil være med
_______

 

DET KOM SOM et grantchok midt i valgkampen – ikke mindst i Venstres egen folketingsgruppe – da Lars Løkke Rasmussen pludselig – ud af det blå – udgav bogen “Befrielsens Øjeblik”, hvor han lancerede idéen om, at Venstre og Socialdemokratiet, som landets to store partier, skulle samarbejde henover midten, for på den måde at holde de politiske ydrefløje uden for magten. Toneangivende venstrefolk følte sig snigløbet, for slet ikke at tale om de øvrige partier i regeringen, der også blot kunne kigge måbende til.

For Lars Løkke Rasmussen var udmeldingen en sidste desperat handling for at holde fast i magten. Men selv med erkendelsen af hans evne til at kæmpe til det sidste – og overleve – i dansk politik, var der mange i folketingsgruppen og i Venstres bagland, der her følte, at han var gået for langt. Forslaget om at fri til Socialdemokraterne, var Løkkes helt eget, det havde ikke været diskuteret med nogen anden i partiledelsen. Det var der mange, der havde svært ved at acceptere.

Derudover var der en udbredt opfattelse af, at man ikke troværdigt så radikalt kunne skifte kurs lige midt i en igangværende valgkamp, få dage før valget. Men det kunne man godt, skulle det vise sig. I hvert fald lykkedes det for Løkke at sikre sit parti en solid fremgang ved valget. Plus ni mandater (og en færing). Operationen lykkedes, men patienten døde. Primært på grund af Dansk Folkepartis katastrofale valgresultat. Flertallet var væk.

Det paradoksale var, at Løkkes udmelding og enegang på den ene side formentlig var på afgørende for, at Venstre fik det flotte valg, de gjorde, men på den anden side også var det, der gjorde, at den sidste rest af tro på og tillid til Lars Løkke som formand for Venstre, forsvandt.

Med de over 20.000 underskrifter og opstillingen til Folketinget, understreger han endnu engang på en meget demonstrativ måde, at man ikke sådan bare slipper af med ham.

MEN SELV MED LØKKES evner ud i kunsten at overbevise folk om, at de skal give ham og hans parti chancen for at blive opstillet, selvom ingen ved, hvad partiet vil politisk, så skal der trods alt flere til at løfte et parti. Der skal være andre kandidater, og der skal være nogle navne, vi kender. Det kan godt være, vi ikke skal forvente, at der er mange – om nogen overhovedet – velkendte navne fra Christiansborg på listen. Lars Løkke siger selv, han ikke har rakt ud efter nogen. Sandheden er nok nærmere, at dem, han gerne ville have med på holdet, ikke vil være med.

Derudover lyder det på Christiansborgs vandrør, at flere nuværende MF’ere har haft følehornene ude for at finde ud af, om de kunne blive en del af partiet. Men kun for at blive mødt med et tak, men nej tak fra Lars Løkke. Ikke alle er tydeligvis velkomne i partiet.

Men der nok skal dukke interessante kandidatnavne op. For det med at hive uventede kandidater op ad hatten, når man mindst forventer det, det kan Løkke. Det har han vist flere gange før. Som da han i november 2009 præsenterede Lykke Friis som klima- og energiminister. Eller da den daværende adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening Jørn Neergaard Larsen, efter folketingsvalget i 2015 blev udnævnt til beskæftigelsesminister. Og senest og måske derfor også mest frisk i erindringen, da serieiværksætter Tommy Ahlers, blev præsenteret som uddannelses- og forskningsminister i maj 2018.

Der skal gå rigtig meget galt, hvis ikke der på statsministerens visitkort stadigvæk står Mette Frederiksen efter næste valg. Men skulle det vise sig, at de politiske vinde skrifter retning og sikrer de borgerlige magten, er det svært at forestille sig Lars Løkke Rasmussen i en regering. Han bliver ikke statsminister. Alene fordi, at det ville en Jakob Ellemann-Jensen simpelthen ikke kunne holde til. På samme måde er det umådeligt svært at se Lars Løkke Rasmussen i en regering ledet af fx Jakob Ellemann-Jensen. Løkke som kirkeminister? Nej, vel.

 

Det borgerlige Danmark har i årevis kæmpet om, hvem der kunne stramme mest på især udlændigeområdet. Det har skabt plads til et parti med en politik, hvor det hele ikke skal handle om, hvor meget eller hvor lidt der strammes på udlændingeområdet
_______

 

DET LEDER HEN til et relativt enkelt spørgsmål: Hvad er det egentlig, du vil opnå med partiet, Lars Løkke Rasmussen? Man kan komme helt i tvivl om, om Lars Løkke i virkeligheden selv kender svaret på det? Om han har tænkt tanken til ende?

Når det er sagt, så må man igen tage hatten af for Løkke. Han er en politisk opportunist. Han var godt klar over, at hvis han fremover skulle have en plads på Christiansborg, så måtte han starte sit eget parti. Det er udelukket, at han kunne melde sig ind i et nyt. Ikke nødvendigvis fordi han holdningsmæssigt ikke kunne finde sig til rette et andet parti, men simpelthen fordi, han er for stor en alfahan. Han ville ikke kunne spille andenviolin og indordne sig under en anden partiformand.

Det borgerlige Danmark har i årevis kæmpet om, hvem der kunne stramme mest på især udlændigeområdet. Det har skabt plads til et parti med en politik, hvor det hele ikke skal handle om, hvor meget eller hvor lidt der strammes på udlændingeområdet. Og hvor man i hvert fald slet ikke tæller udlændigestramninger på officielle ministeriers hjemmesider. En borgerlig udgave af Radikale Venstre, kunne man sige.

Lars Løkke Rasmussen skal nok lykkes med sit projekt. Han og partiet kommer i Folketinget og får formentlig også et rigtig flot valg. Det er så bare paradoksalt, at det sker på en kritik af et politisk klima og en ført politik, der i høj grad blev skabt, da Løkke Rasmussen var først ledende minister og siden selv var statsminister og dermed havde alle muligheder for at lave det om.

Men havde han forsøgt det dengang, havde det med meget stor sandsynlighed kostet ham de forkætrede nøgler til statsministeriet.

Venstres nestor, Bertel Haarder, udtalte efter et andet dramatisk hovedbestyrelsesmøde i Venstre, det i Odense tilbage i 2014, hvor daværende næstformand Kristian Jensen var snublende tæt på at udfordre formanden i en kamp om formandsposten, at Løkke Rasmussen var i gang med sit ottende ud af ni liv.

Siden er der sket et del. Løkke har været meldt død, borte og væk, og mange vil nok mene, han har passeret de ni liv. Men han er her stadig. ■

 

En borgerlig udgave af Radikale Venstre, kunne man sige
_______

 

Martin Hjort (1974) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 2006. Han arbejder som kommunikationsrådgiver. Han har tidligere af flere omgange arbejdet som politisk rådgiver og presse- og kommunikationsrådgiver i Folketinget (bl.a. i Venstre) og i Europa-Parlamentet. ILLUSTRATION: ILLUSTRATION: Lars Løkke Rasmussen holder tale i Tivoli Hotel & Congress Center, København, 15. maj 2019 [foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]