Mathias Høj Kristensen om klimapolitik: Intet er farligere end illusionen om handling

19.08.2021

De fleste ministre og politikere anerkender i dag klimakrisens eksistens, men de udviser ikke viljen til at handle seriøst på den. Alt for mange, men ikke alle, foregiver at arbejde for klimaet, mens de i realpolitikken forhaler, blokerer og modarbejder alle reelle klimatiltag. Det truer den grønne omstilling, og netop dét gør klimanølende politikere – i min optik – til nutidens Public Enemy Number One.

Ifølge IDMC blev intet mindre end 30 millioner mennesker fordrevet af ekstremt vejr og klimaforandringer i løbet af 2020 – tre gange så mange, som samme år blev fordrevet af krig og konflikt
_______

 

Rapporten reflekterer ganske fint den virkelighed, som mange mennesker rundt om på kloden står midt i netop nu. Medierne bugner med historier, der dokumenterer den allestedsnærværende klimakrise. Men uanset om vi taler om oversvømmelser i Europa, Niger og Kina, flammehav og skovbrænde i Tyrkiet og Grækenland, ekstremt vejr i Asien, afsmeltningen af Grønlands iskappe, intens tørke i Mellemøsten eller hungersnød og fødevarekrise i Sahel-regionen, er det alt sammen kun et forvarsel om, hvad der venter, så længe den globale opvarmning får lov at fortsætte.

Det tyder meget desværre på, at den gør. Ifølge UNEP’s seneste Emission Gap Report har verden hastigt kurs mod en temperaturstigning på 3 grader inden 2100, mens FN’s Klimapanel opererer med et scenario, hvor temperaturen kan krydse 5,7 grader inden århundredeskiftet. Sker det, vil det selvsagt få katastrofale konsekvenser og lægge Parisaftalens mål om  at begrænse temperaturstigningen til 1,5-2 grader i graven for tid og evighed?.

Klimakrisen er allestedsnærværende, og ødelæggelserne er i fuld gang
Ifølge FN’s Klimapanel har den globale opvarmning allerede rundet 1,1 °C, og i WMO’s rapport ”State of the Global Climate”, konkluderes det blandt andet, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stiger, at vejret bliver stadig mere voldsomt, og at orkansæsonen i Nordatlanten i 2020 var den vildeste nogensinde. Ødelæggelserne er enorme, folk mister deres levegrundlag på hele kloden, og andre må tage flugten med kort varsel. Ifølge IDMC blev intet mindre end 30 millioner mennesker fordrevet af ekstremt vejr og klimaforandringer i løbet af 2020 – tre gange så mange, som samme år blev fordrevet af krig og konflikt. Chokeret? Så vent til 2050, hvor antallet klimarelaterede fordrivelser ifølge Verdensbanken og IOM kommer op på 140-200 millioner.

 

De politiske planer og løsninger, der vedtages, står på ingen måde mål med udfordringerne. Alligevel udskriges de ofte som markante fremskridt af de aktører, der står bag
_______

 

Ovenstående understreger med al tydelighed, at årtiers bagatellisering af klimavidenskaben har mærkbare konsekvenser. Særligt for verdens fattigste, der nok er mindst ansvarlige for CO2-udledningen, men som ikke desto mindre rammes hårdest af klimaforandringerne. Samtidig viser sommerens begivenheder, at nutidens generationer ikke længere ejer den ”luksus”, at vi kan udskyde problemerne til vores børn og børnebørn. Ødelæggelserne er i fuld gang, men selvom om vi ikke kan nå at stoppe dem, kan vi stadig nå at afbøje de værste konsekvenser af dem.

På baggrund af sommerens hændelser og de store klimastatusrapporter – og på trods af årtiers advarsler fra klimaforskerne – kan det undre, at verdens ledere ikke med det samme har indkaldt til klimakrisemøder og sat alle sejl ind på at vende udviklingen hurtigst muligt. Mange toppolitikere i ind- og udland har da også reageret med frygt og forfærdelse på rapporten, og der mangler normalt heller ikke nogen alvorlige miner og grønne paroler, når regeringslederne stimler sammen til de stort opslåede klimatopmøder, eller når danske partier leverer deres traditionelle åbningstaler i Folketinget. Men et er ord, noget andet er handling. Vi har rigeligt af det første, men vi mangler i den grad det sidste. Og sådan har det mere eller mindre været i 30 år, siden den globale opvarmning kom på dagsordenen.

Intet er farligere end illusionen som handling
De politiske planer og løsninger, der vedtages, står på ingen måde mål med udfordringerne. Alligevel udskriges de ofte som markante fremskridt af de aktører, der står bag. Se bare hurlumhejet herhjemme omkring forårets klimapakker. Her forsøgte regeringen at oversælge aftalerne som en sejr på trods af, at indholdet langt fra skabte sikkerhed om, at Danmark når vores klimamålsætning i 2030. Af samme grund fik regeringens klimapolitik dumpekarakter af en række NGO’er og kritik fra Klimarådet, der tidligere på året konkluderede, at ”regeringens klimapolitik ikke anskueliggør, at Danmark opfylder sit klimamål i 2030”. Farcen om indførelsen af en høj ensartet CO2-afgift er et andet eksempel på, at rigtige klimaløsninger ikke tages i brug, men forhales og trækkes i langdrag. Forslaget er nu gennem mindst to år blevet syltet og udskudt så meget, at Danmarks største CO2-udledere har haft frit spil til at øge deres forurening – hvilket de naturligvis har gjort.

 

Alt for mange, men ikke alle, foregiver at arbejde for klimaet, mens de i realpolitikken forhaler, blokerer og modarbejder alle reelle klimatiltag
_______

 

Internationalt hænger det heller ikke sammen. Trods Parisaftalen, FN’s Verdensmål og utallige topmøder, stiger den globale opvarmning fortsat. Der mangler stadig et nødvendigt opgør med den fossile økonomi, og der er heller ikke i EU blevet gennemført en Green New Deal på det niveau, der kræves. Helt galt står det til med klimabistanden, hvor de rige lande svigter stort i forhold til at indfri løftet om at yde 100 mia. USD om året til verdens fattigste. Danmark er ingen undtagelse, tværtimod; lige nu betaler vi kun halvdelen af vores såkaldte fair share, og samtidig finansieres ca. 95 pct. af pengene af midler fra den normale udviklingsramme på 0,7 pct. af BNI, selvom dette er stik imod vores løfte til verdens fattigste. Helt galt står det til med de rige landes opgave med at skaffe penge til klimatilpasning, hvor det kun er lykkedes at mobilisere omkring 1/3 af beløbet og endnu mindre, hvis der tages højde for overrapportering.

Summa summarum er, at de fleste ministre og politikere i dag nok anerkender klimakrisens eksistens, men ikke udviser viljen til at handle seriøst på den. Alt for mange, men ikke alle, foregiver at arbejde for klimaet, mens de i realpolitikken forhaler, blokerer og modarbejder alle reelle klimatiltag. Det truer den grønne omstilling, og netop dét gør klimanølende politikere – i min optik – til nutidens Public Enemy Number One. For intet er farligere end illusionen om handling. Det mærker vi allerede nu, men desværre lader illusionen til at være det eneste, som de nutidens politiske ledere har at tilbyde.

Som vi så med FN’s Klimapanels nye rapport, var mange hurtigt ude og udtrykke bekymring og forfærdelse, da konklusionerne ramte forsiderne. Det samme så vi, da Klimapanelet kom med deres første rapport for 30 år siden. Alligevel er problemerne kun blevet større i mellemtiden. Hvorfor? Fordi der netop ikke er sammenhæng mellem ord og handling. Og nu rammer konsekvensen. Spørgsmålet er bare, hvor høj prisen bliver, og hvor længe verdens befolkninger vil tillade, at deres klimanølende regeringsledere holder dem hen med sniksnak og pseudopolitik, alt imens antallet af ødelæggelser, tabte liv og millioner af klimafordrevne bare stiger og stiger? ■

 

Spørgsmålet er, hvor høj prisen bliver, og hvor længe verdens befolkninger vil tillade, at deres klimanølende regeringsledere holder dem hen med sniksnak og pseudopolitik?
_______

Apropos denne artikel:

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere