Niels Westy: Oxfam IBIS’ ulighedsrapporter forsømmer, at ”neoliberalismens tidsalder” faktisk er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i verden

19.03.2021

Oxfam IBIS tegner igen i år et stærkt vildledende billede af verdens tilstand. Det er på mange måder beklageligt, at NGO’er som fx Oxfam IBIS aldrig rigtig vil anerkende de enorme fremskridt i levevilkår, som vi og ikke mindst verdens fattige har oplevet – ikke mindst pga. den økonomiske globalisering og udbredelsen af markedskapitalisme.

Kronik af Niels Westy

Når man læser Oxfam IBIS seneste (danske) årsrapport, som indledes med, at ”Oxfam i år [har] gjort en forskel for næsten 20 millioner mennesker verden over”, får man næsten indtryk af, at reduktionen af den globale fattigdom de seneste årtier alene skyldes Oxfam IBIS, deres samarbejdspartnere og andre godhjertede NGO’er samt nationale og internationale ulandsorganisationer.

Ambitionerne i Oxfam IBIS er med egne ord tårnhøje, nemlig ”at bidrage til en bedre og mere fredelig verden med mindre ulighed og en mere retfærdig fordeling af indflydelse og ressourcer”. Heldigvis kan man konstatere, at ”resultaterne har været gode”, selvom ”vi er langt fra i mål, for mange steder i verden er civilsamfundet under pres”.

Det sidste kan vi desværre kun være enige om. Verden er fuld af uretfærdighed, fattigdom og undertrykkelse. Noget andet er hvorfor, og hvad der trækker verden i den rigtige retning, og her stopper enigheden brat.

Alt ville være godt, hvis ikke det var for kapitalismen.
For hvem er ”dem med rigdom og politisk magt”, som ”kæmper hårdere end nogensinde for at beholde og udnytte deres privilegier”, som Oxfam IBIS skriver om? Det bliver hurtigt lidt mere usikkert, når man læser deres årlige ulighedsrapport.

Det fremgår af dette års rapport, at ”neoliberalisme [har] været den dominerende økonomiske model siden 1980’erne”. En model, som ifølge Oxfam IBIS, er ”centreret omkring udvidelse af markeder og individualisme, hvilket har ført til øgede rettigheder, mobilitet og friheder for virksomheder og en tilsvarende reduktion i kollektiv handling, statsregulering og regeringens indblanding i økonomien”.

Det opfatter Oxfam IBIS som et centralt problem, idet denne ”mangelfulde økonomiske model” har ”udnyttet og forværret forankrede systemer med ulighed og undertrykkelse, nemlig patriarkatet og strukturel racisme, rodfæstet i hvidt overherredømme” og er afhængig ”af arbejdet hos kvinder og racialiserede grupper over hele verden, såsom sorte mennesker, afro-efterkommere, oprindelige folk og historisk marginaliserede og undertrykte samfund”. “Neoliberalismen” hjælper ifølge Oxfam IBIS således med at ”opretholde en økonomi, der driver en ophobning af rigdom og privilegier til fordel for en hvid patriarkalsk elite”.

Ifølge Oxfam IBIS må man forstå, at ”den nyliberale økonomiske tænkning ser bort fra eksistensen af identiteter, da den afspejler det hvide overherredømme og patriarkatets interesser og mindsker magtens rolle forbundet med disse identiteter. Disse forankrede systemer opretholder de mange og sammenkædede former for ulighed, der er grundårsagen til fattigdom og uretfærdighed.”

 

Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år
_______

 

Så ved vi det. Formålet med den fæle ”neoliberalisme” er at sikre, at (hvide) rige mennesker bliver endnu rigere – på bekostning af de forarmede og undertrykte masser – må man forstå. Hvis det var intentionen, må man dog konstatere, at neoliberalismen (heldigvis) har fejlet fælt. Den globale ulighed er faldet, levestandarden er steget markant og både antal og andel som lever i dyb fattigdom er faldet markant.

Det er dog ikke det indtryk, man får af de årlige rapporter fra Oxfam IBIS, hvilket nok primært skyldes den særegne blanding af ”cherrypicking”, mangelfuld gengivelse af den faktiske udvikling og til tider direkte manipulation, som altid har præget de årlige rapporter (se fx gennemgang af sidste års rapport her). Det er også tilfældet i år.

Årets rapport er naturligvis domineret af COVID-19-pandemien, og det er selvfølgelig korrekt, at den formentlig primært har ramt de laveste indkomster. Dels fordi mange af de aktiviteter (serviceerhvervene), som er blevet hårdest ramt, også er områder, hvor en stor del af de beskæftigede er ufaglærte og dermed relativt lavt lønnede. Det gælder i udviklede såvel som mindre udviklede lande. Ligeledes er lande, hvor turisterhvervet udgør en stor del af livsgrundlaget, også ramt hårdt.

Det kan godt være, at man i rige lande har muligheden for at afbøje de værste følger af forsøgene på at komme virus til livs ved at lukke ned for økonomien, men samtidig har vi set, hvorledes en række lav- og middelindkomstlande (bl.a. Peru og Sydafrika), som i udgangspunktet lukkede hårdt ned, efterfølgende helt eller delvist måtte opgive denne strategi. Folk skal jo have noget at leve af. Så nej, verden er ikke retfærdig, men nu er den nuværende krise også helt enestående (hvilket selvfølgelig ikke gør det mindre hårdt for de ramte).

Det forholder sig bare fortsat således, at ”neoliberalismens” tidsalder, for nu at blive i Oxfam IBIS’ jargon, er karakteriseret ved en historisk stor nedbringelse af fattigdommen i denne verden.

Historisk fald i den globale fattigdom de seneste 3-4 årtier
Oxfam IBIS ynder at bruge Verdensbankens relativt nye fattigdomsgrænse på købekraftskorrigeret $5,50 pr. dag, for den giver jo et både større antal og andel af fattige i verden end den oprindeligt udviklede grænse på $1,90 (tidligere var den $1 herefter $1,25, men disse skift er tekniske). Men man nævner ikke, at indførelsen – og dermed også Oxfam IBIS anvendelse – af en grænse på $5,50 i sig selv netop er udtryk for den hastige fattigdomsreduktion, vi har set de seneste årtier.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 36 pct. af verdens befolkning under $1,90 i 1990. Ved årtusindeskiftet var det faldet til ca. 28 pct., og i 2017 var andelen reduceret til ca. 9 pct. Med andre ord gik vi fra at leve i en verden, hvor mere end hver 3. til mindre end hver 10. levede i absolut fattigdom i løbet af små 30 år.

Anvender vi den højere grænse på $5,50, som Oxfam IBIS har valgt at bruge, er faldet nok mindre markant, men fortsat betydeligt. I 1990 anslår Verdensbanken, at ca. 67 pct. – altså mere end 2 ud af 3 – levede for under $5,50 om dagen. Frem mod årtusindeskiftet faldt dette kun marginalt til anslået 66 pct. Herefter oplevede man i de efterfølgende to årtier et betydeligt fald, således at ca. 44 pct., altså mindre end hver anden levede for mindre end $5,50 i 2017.

Det er fortsat en høj andel, men faldet er ikke til at tage fejl af – og selv med en voksende global befolkning indebærer det, at det absolutte antal mennesker, som levede for mindre end $5,50, faldt fra 3,6 mia. i 1990 til lige under 2,8 mia. i 2017. Jordens befolkning voksede i samme periode fra ca. 5,3 til ca. 7,3 mia. Antallet, som lever under $1,90, faldt fra næsten 2 mia. i 1990 til under 800 mio. i 2017. Denne udvikling er desværre midlertidig vendt med den nuværende pandemi – herom hersker ikke uenighed – og for første gang i årtier går det den anden vej.

Årsagen er primært de økonomiske konsekvenser som pandemien (primært nedlukningerne) har haft. Der er dog intet som tyder på, at der her er tale om et varigt skifte, om end man skal være klar over at samtidig med at fattigdommen falder, koncentreres den også på færre og færre (dysfunktionelle) lande, især i Afrika.

 

Her er så to helt grundlæggende problemer, som går igen i alle Oxfam IBIS’ rapporter, nemlig postulatet om, at vi lever i en mere og mere ulige verden
_______

 

De rige bliver rigere og de fattige fattigere, eller gør de nu også det?
Ifølge Oxfam IBIS lever vi i en verden, som er præget af en ”ulighedsvirus” – titlen på dette års rapport – og selvfølgelig slipper vi heller ikke for, hvad der gennem årene har været Oxfam IBIS’ glansnummer, nemlig fordelingen af verdens (netto) finansielle formuer, med udgangspunkt i den årlige ”Global Wealth” rapport fra Credit Suisse.

Her er så to helt grundlæggende problemer, som går igen i alle Oxfam IBIS’ rapporter, nemlig postulatet om, at vi lever i en mere og mere ulige verden, det være sig både når vi taler indkomst, eller hvad der er Oxfam IBIS’ foretrukne måleenhed, formuefordelingen. Selv om sidstnævnte er en meget ringe måde at måle velstandsudviklingen på, hvilket økonomer påpeger hvert eneste år, afskrækker det ikke Oxfam IBIS fra ufortrødent af fortsætte med at bruge det. Så vi tager den lige en gang til for prins Knud.

For det første har man gennem årene kun skrevet om udviklingen over tid, hvis den giver et billede af en stadig mere ulige fordeling, mens man har undladt at skrive om det, når udviklingen går den anden vej. I årsrapporten fra 2014 gjorde man således et stort nummer ud af, at hvis udviklingen i perioden fra 2010 til 2014 fortsatte, ville den ene pct. med de største formuer eje mere end resten af verden tilsammen i 2016. Det skete aldrig, og man vendte heller aldrig tilbage til denne ”forudsigelse” i senere rapporter.

Fokusset på den ene pct. har man dog fastholdt, men som det bl.a. fremgår af de årlige Global Wealth rapporter fra Credit Suisse, har udviklingen i de sidste 20 år været, at der ingen klar tendens er i den ene pct. mest formuendes andel af den samlede globale formue, mens formueuligheden faktisk har været faldende gennem hele perioden. Den mest tydelige tendens er, at de 90 pct. mindst formuendes andel er stigende.

Det helt grundlæggende problem er dog, at finansiel nettoformue er et elendigt begreb, hvis man ønsker at sige noget fornuftigt om udviklingen i menneskers levestandard. Udover at uligheden i finansiel nettoformue ofte blot afspejler, om folk overhovedet har adgang til officiel låntagning og opsparing, og at man groft fejlkategoriserer mange unges velstand (værdien af human kapital indgår overhovedet ikke), er det helt store problem, at Credit Suisse og dermed også Oxfam IBIS ikke korrigerer for forskelle i købekraft. Man tager altså ikke højde for, at det er dyrere at bo i nogle lande end andre.

Mens nettoformuerne primært består af finansielle aktiver og fast ejendom, er det vigtigste imidlertid, hvad man kan få for pengene. Der er som bekendt betydelig forskel på, hvad man kan få for en million kroner i Danmark og Thailand. Når man ignorerer denne kendsgerning, kommer man til groft at undervurdere værdien af formuer i fattige lande og overvurdere den i meget dyre lande som Danmark, Norge og Schweiz. Hele øvelsen med at sammenligne nettoformuer på tværs af verden er således dybt misvisende.

Og så er der udviklingen i indkomstulighed målt ved gini-koefficienten. Der er almindelig enighed om, at den globale ulighed er faldende, men at det naturligvis dækker over, at den er stigende i nogle lande og faldende i andre. Og jo, i den seneste rapport nævner Oxfam IBIS faktisk, at der er lande, hvor gini-koefficienten har været faldende de senere årtier, samtidig med man konstaterer, at gini-koefficienten forventes at stige for alle lande i 2020 for første gang nogensinde. Således nævner man, at gini-koefficienten faldt i Latinamerika op gennem dette årtusinde.

Man undlader dog at nævne, at den har været faldende allerede fra 1990’erne og frem, se bl.a. Verdensbanken, samt at den faldt i stort set alle lande, uanset graden af markedsreformer (læs: fremme af mere ”neoliberalistiske” økonomier). Man undlader (selvfølgelig) også at nævne, at man har haft den mest succesfulde økonomiske udvikling og fattigdomsbekæmpelse i de lande, som gik længst med at reformere og fastholde disse reformer i 1990’erne, det vil sige f.eks. Chile og Peru, mens de, som har klaret sig ringest i indeværende årtusinde, er de, som reformerede mindst og i større eller mindre grad rullede gennemførte markedsreformer i 90’erne tilbage. Det er udover katastrofen Venezuela, fx Brasilien, som i ly af nullernes råvareboom delvist vendte tilbage til samme form for nationalistiske statsstyrede økonomiske politik, som militæret havde stået for i 1970’erne. Den største forskel var dog, at man i denne omgang undlod at foretage de nødvendige investeringer i bl. a. infrastruktur, men derimod nøjedes med at ”solde” pengene op.

 

[N]år man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på
_______

 

At rette bager for smed
Det er på mange måder beklageligt, at NGO’er som fx Oxfam IBIS aldrig rigtig vil anerkende de enorme fremskridt, som vi har oplevet de sidste 3-4 årtier, som ikke mindst skyldes den økonomiske globalisering. At konstatere at verden er uretfærdig, at alt for mange mennesker lever under usle forhold, og at helt grundlæggende menneskerettigheder til stadighed er under pres, ja, vel nærmest ikke eksisterende mange steder i verden, synes banalt. Spørgsmålet er jo, hvad man kan gøre ved det.

Når Oxfam IBIS fx sammenholder udviklingen i verdens rigeste menneskers formue og understreger, at der primært er tale om ”en lille gruppe hvide mænd”, kunne de jo også have lavet andre inddelinger, som fx at amerikanere eller folk indenfor IT er overrepræsenterede.

Og når man bruger stigningen i Jeff Bezos formue i 2020 til at fortælle, at denne stigning fordelt ud på Amazons ansatte ville indebære, at de hver især kunne modtage $105.000, kunne man jo også modsvarende påpege, at en grundlæggende årsag til Bezos formuefremgang er, at Amazon leverer en ydelse mange sætter pris på – ikke mindst i disse COVID-19-tider, og at Amazons succes har betydet forskellen mellem at være i arbejde og arbejdsløs i 2020. Er det så derfor Jeff Bezos startede Amazon? Nej, det gjorde han nok ikke mindst, fordi han så en forretningsmulighed og muligheden for at berige sig selv.

At det også har skabt muligheder og velstand for andre er således et biprodukt. Men det er jo også sådan markedskapitalisme fungerer, og det er måske den største anstødssten for mange. At det ikke er intentionerne, som driver vores velstand, men menneskets iboende ønske om at forbedre levevilkårene for sig og sine. Det gælder, om man er fattig eller rig. Og her har markedsøkonomien – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker. Eller som Adam Smith skrev allerede for snart 250 år siden:

»Det er ikke på grund af slagterens, bryggerens og bagerens velvilje, at vi kan se frem til vores middagsmåltid, men fordi de ser på deres egen interesse. Det er ikke deres menneskelighed, vi henvender os til, men deres egenkærlighed.«

Skulle nogen være i stand til at komme med et mere effektivt system, så er de velkomne, men indtil videre har alle forsøg på at virkeliggøre ideen om ”en anden verden” ikke ført til mere velstand og bedre levevilkår – heller ikke for verdens fattige, tværtimod. ◼

 

[M]arkedsøkonomien [har] – også de seneste 3-4 årtier – vist sig at være den absolut mest effektive metode til at sikre, at menneskets søgen efter egennytte samtidig sikrer mest mulig velstand for flest mulige mennesker
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde