Nikolaj Carstens (RV): Jeg ser langsomt den sjæl, Radikale har bygget op, forsvinde i vores endeløse søgen efter at komme tilbage som kongemager i dansk politik

04.10.2021

Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at mit parti på så kort tid er gået fra at kæmpe for flygtninges vilkår, til at diskutere om vi skal have pigtråd eller ej. Da jeg meldte mig ind i 2016, havde den radikale linje overfor denne problemstilling været klar: Flygtninge skal ikke dø af sult på europæisk jord. I dag er der langt mere tvivl om, hvad linjen egentlig er. For, hvor det før handlede om mennesker, handler det nu om parlamentarisk positionering.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Nikolaj Carstens, folketingskandidat for Radikale Venstre

DA JEG I 2016 som 15-årig meldte mig ind i Radikal Ungdom, og senere Radikale Venstre, var det særligt grundet en utilfredshed med den drejning udlændinge- og flygtningepolitikken havde taget. Et historisk stærkt Dansk Folkeparti havde næsten frit slag til at få indført enhver udlændingestramning partiet ønskede. Den bedste modstand, og den eneste ikke-socialistiske af slagsen, kom på det tidspunkt fra Radikale Venstre. Her var man klar til at tale imod grænselukninger og smykkelove, imod ghettopakker og indvandrekritisk symbolpolitik. Dengang hed mottoet: ”Det handler om mennesker”.

Det var blandt andet denne modstand imod symbolpolitikken og den ultrastramme udlændingepolitik vi havde med os ind i valgkampen i 2019. Her stod jeg og mange andre radikale aktivister tidligt op om morgenen for at stå klar på togstationerne og fortælle om en ny retning for Danmark. Vi lovede vælgerne, at vi ville få vendt skuden på dansk politik. Det handlede om klima, om velfærd og om uddannelse, men det handlede så sandelig også om flygtninge- og udlændingepolitikken. I 2019 stemte rigtig mange på os, fordi de også ønskede denne forandring. Efter valget har det det dog vist sig, at det var lettere at føre kampagne for forandring, end det var at skabe det.

Mere end to år er nu gået siden valget i 2019, og stemning på Christiansborg og i Radikale som helhed er en helt anden. Mit partis mere isolerede situation, blandt andet grundet vores position i udlændingedebatten, kaldte på en selvransagelse. I årene omkring 2019 var der meget snak om, at vi var ved at gå fra at være et midterparti til at være et værdiparti. Under overfladen ulmede en vis modstand imod den mere konfrontatoriske og værdibaserede linje, partiet havde fulgt under Morten Østergaard. Selv havde jeg også visse anker imod den politiske linje. En komplet afvisning af at støtte enhver regering, der bygger på DF’s mandater, viste ikke den samarbejdsvillighed mit parti plejer at udtrykke. Vi var også for dårlige til at vise, at vi også anerkendte de integrationsudfordringer, der tydeligvis var – og stadig er – forbundet med indvandring. Med dette sagt var jeg dog ikke i tvivl om, at kampen for en human og retfærdig flygtninge- og udlændingepolitik stadig burde være radikalt hjerteblod.

 

Vi er på to år gået fra at have kampen for en human flygtninge- og udlændingepolitik som en vigtig mærkesag til, at partiets politiske ordfører sætter store spørgsmålstegn ved årtiers radikal udlændingepolitik
_______

 

Situationen, partiet nu står i, er den, at et stort flertal i Folketinget fortsat ønsker at stramme udlændingepolitikken – heriblandt den regering, vi selv lægger mandater til. Det stiller os i en næsten umulig situation, hvor vi enten må fortsætte med at støtte en regering, vi er uenige om retningen med, eller vælte den uden at have et reelt alternativ at pege på. For mange af mine partifæller har dette medført et ønske om at ændre den politiske linje, gøre midten til et mål i sig selv, så vi kan forøge vores indflydelse og igen kan pege til begge sider. Mest tydeligt ses dette nok gennem Andreas Steenbergs nyudgivet bog, og hans efterfølgende udmeldinger. Vi er på to år gået fra at have kampen for en human flygtninge- og udlændingepolitik som en vigtig mærkesag til, at partiets politiske ordfører sætter store spørgsmålstegn ved årtiers radikal udlændingepolitik.

Et konkret eksempel kan ses i situationen ved den litauisk-hviderussiske grænse. Her ligger flygtninge og sulter ihjel, fordi Litauen og Polen har indført et formentlig ulovligt forbud imod alt indvandring gennem Hviderusland. Den danske stats respons på dette har været at sende 15 kilometer livsfarligt pigtråd til Litauen for at hjælpe med at holde disse flygtninge ude. Da jeg meldte mig ind i 2016, havde den radikale linje overfor denne problemstilling været klar: Flygtninge skal ikke dø af sult på europæisk jord. I dag er der langt mere tvivl om, hvad linjen egentlig er. Indtil Sofie Carsten Nielsen i Slotsholmen måtte forklare, at Radikale ikke var for at sende pigtråd til Litauen, kunne man i diverse medier læse, at Andreas Steenberg ikke så et problem i beslutningen.

Hvad der dog er endnu mere opsigtsvækkende end denne splittelse, er det manglende krav fra partiet om, at vi i det mindste sender tæpper samt mad og drikke til de folk, der sulter på europæisk jord. Jeg får ondt i maven, når jeg tænker på, at mit parti på så kort tid er gået fra at kæmpe for flygtninges vilkår, til at diskutere om vi skal have pigtråd eller ej. Hvor det før handlede om mennesker handler det nu om parlamentarisk positionering.

Det er godt, at vores position i flygtningedebatten er noget, vi tør tale om og diskutere åbent, men jeg frygter, at vi er ved at bevæge os i en alt for skæv retning. Skal vi søge en mere moderat position på flygtningeområdet, må der også følge modkrav til enhver stramning, vi støtter. Dem, der støtter denne moderate position, mener, at vi ved eksempelvis at støtte, hvad vi før i tiden ville kalde et Fort Europa, i stedet kan opnå opbakning til flere kvoteflygtninge og hjælp i nærområderne. Faktum er dog bare, at der simpelthen ikke eksisterer et flertal for den politik. Vi ser flere stramninger på flygtninge- og udlændingeområdet, som nu til tider møder radikal støtte, men ingen radikale resultater som gevinst for vores støtte.

I stedet ser jeg langsomt den sjæl partiet har bygget op hen over de sidste mange år forsvinde i vores endeløse søgen efter at komme tilbage som kongemager i dansk politik. Hvis vi i forsøget på at finde ”midten” giver køb på alle de værdier, vi så længe har kæmpet for, hvad er så pointen med det hele? Hvis vi ikke kæmper for de værdier vi gik til valg på at kæmpe for, hvem gør så? Hvis vi giver op på den humane flygtningepolitik, vil det være venstrefløjen, der sidder tilbage med den. Det vil i praksis tvinge midterorienterede liberale som mig til at vælge imellem pigtråde og socialisme. Radikale Venstre skal ikke søge midten for den egen skyld, men skal i stedet søge at være en grøn, humanistisk og liberal stemme på midten af dansk politik. Jeg tror stadig på, at det er værd at kæmpe for. ■

 

Hvis vi i forsøget på at finde ”midten” giver køb på alle de værdier, vi så længe har kæmpet for, hvad er så pointen med det hele?
_______

 

Nikolaj Carstens (f. 2000) er folketingskandidat for Radikale Venstre samt hovedbestyrelsesmedlem og fhv. landsledelsesmedlem i Radikal Ungdom. Han studerer  samfundsfag på Aalborg Universitet og er lærervikar i Aalborg. ILLUSTRATION: Nikolaj Cartsens. [FOTO: Eget pressefoto/ Daniel Le].