Oberst Nicolas T. Veicherts: Nu tager vi hjem. Men vi glemmer ikke, hvad danske soldater lærte i Afghanistan
15.04.2021
I Afghanistan har den danske hær kæmpet sine hårdeste slag og tabt det største antal soldater siden 1864. Nu er krigen slut og det kan være fristende at glemme den. Det vil være en fejl.
Kommentar af Nicolas T. Veicherts, oberst, chef for Hærens Officersskole
I GÅR, onsdag den 14. april 2021, var en særlig dag – dagen, hvor det formelt blev bekendtgjort, at USA og dermed NATO og Danmark med flere lande trækker os ud af Afghanistan. Formentlig ikke helt og aldeles, men med det allermeste.
For mig og sikkert andre i min generation er krigsophør noget vi har prøvet to gange før: Først afslutningen af den kolde krig stærkest manifesteret med den folkelige nedbrydning og overrulning af Berlinmuren. Dernæst med NATO’s bombardementer af Serbien i 1995 og indgåelsen af Daytonaftalen, hvorefter krigen i Bosnien-Herzegovina først blev til en konflikt og siden til en slags permanent negativ fred, der ikke krævede international militær indsats.
Og nu altså Afghanistan, hvor vi har været engageret siden 2002.
Til tider har det været en udfordring, at den tænkning, der udspringer af oprørsbekæmpelse som i Afghanistan, ikke umiddelbart passer ind i en kamp mod en fjende, der agerer som os selv
_______
ALLIGEVEL ER DET anderledes. For i Afghanistan har den danske hær kæmpet sine hårdeste slag og tabt det største antal soldater siden 1864. Og krigen har formet os og udviklet os, som ingen anden indsats efter Murens fald.
For mig giver dagen i går anledning til både en professionel og en personlig refleksion som chef for Hærens Officersskole og officer i 35 år.
Professionelt skal vi efter næsten 20 år med inddragelse af de militære læreres og udvalgte kadetters krigserfaringer være bevidste om, at den kilde til viden og erfaringer vil tørre ud. Derfor påvirker krigsafslutningen vore tre kernekompetencer: militære operationer, militær føring og militær strategi.
I et operativt perspektiv er det måske meget godt, fordi det bliver lettere at fokusere på den mere symmetriske krig, der de seneste år fylder officersuddannelsen og Hærens kerneopgave. Til tider har det været en udfordring, at den tænkning, der udspringer af oprørsbekæmpelse som i Afghanistan, ikke umiddelbart passer ind i en kamp mod en fjende, der agerer som os selv. Dermed står vi rent operativt med en slags ny start, som også markeres af planerne for opbygningen af Hæren og hærens materiel frem mod 2024 og senere.
Vi vil dog stadig skulle kende oprørsbekæmpelsen, fordi vi rådgiver om den, fx i Irak.
I et føringsperspektiv skal vi være opmærksomme på det sandsynlige tab af viden om “følelsen af at være i kamp”. Denne erfaring knytter sig til alt fra officerens træning af sine soldater, forholdet til de pårørende og ikke mindst den særlige kraft og erfaring, som opstår, når kuglerne flyver, og tiden står stille. I snart 20 år har den følelse og den fornemmelse – der netop ikke knytter sig ikke særligt til oprørsbekæmpelse – været en væsentlig del af officersuddannelsen. Det skal den fortsat være, men det vil fremtidigt blive en udfordring: Derfor kommer vi ikke uden om, og med ny kraft, at skulle studere krigshistorien og ikke mindst de personlige beretninger fra slag og fægtninger.
I et strategiperspektiv vil vi helt sikkert i mange år diskutere, hvorfor Danmark deltog i krigen, og om indsatsen var de danske tab af soldater værd. “Nyttede det noget?” vil sikkert blive diskuteret heftigt.
Det er en kompliceret diskussion, som i mit perspektiv dog aldrig må ende i en diskussion af den enkelte soldats offer: Den, der falder i kamp, falder fordi han eller hun havde viljen til at stille op, da det gjaldt: For sit land, for opgaven, for sine kammerater. Vi kæmpede fordi vi skulle, og det var Danmarks sag vi kæmpede.
Hvordan man lægger krigen fra sig – og om man kan gøre det – forbliver en personlig ting, men det er afgørende, at vi mindes den og lærer af den
_______
FOR MIG PERSONLIGT repræsenterer Afghanistan 20 års tjeneste i Hæren ud af mine i alt 35 år i uniformen. Herunder en del år med studiet af samtænkning af civil og militær indsats, en udsendelse til Afghanistan og to år som forsvarsattaché i Pakistan. Derfor kan Afghanistan ikke lige glemmes eller lægges væk, som krigskorrespondenten Anthony Loyd også beskriver det i sin bog om krigen i Bosnien: “My War Gone By, I Miss It So” fra 1999. Krig er en personlig ting, som kan være svær at slippe et eller andet sted inde i hver enkelt, der har oplevet den.
Heldigvis er meget skrevet om tiden og oplevelserne i Afghanistan, også på dansk. Nu gælder det om at få læst det – og forstået det – og på den nu kortere bane fortsat leve af de erfaringer, som mange officerer stadig har fra deres tid i kamp for Danmark.
Hvordan man lægger krigen fra sig – og om man kan gøre det – forbliver en personlig ting, men det er afgørende, at vi mindes den og lærer af den.
Her skal officersuddannelsen bidrage med og kombinere eftertænksomhed med ny viden – og vi skal læse og lære om krigen og de militære udfordringer i Afghanistan 2002-2021.
Men det er også både en militær og politisk opgave, der begynder i dag – og her kunne det ligne en tanke til en start at genbesøge Clausewitz’ diktum om den mest afgørende og vidtrækkende beslutning om krig; nemlig at fastslå hvilken slags krig, man er ved at blive en del af, og ikke gøre den til noget, som den ikke er. Det var dog lettere på hans tid. ■
Den, der falder i kamp, falder fordi han eller hun havde viljen til at stille op, da det gjaldt: For sit land, for opgaven, for sine kammerater. Vi kæmpede fordi vi skulle, og det var Danmarks sag vi kæmpede
_______
ILLUSTRATION: Odin kompagniet kører for sidste gang ud af porten i Camp Price. Soldaterne i Odin kompagniet bliver det sidste motoriserede infanterikompagni i Afghanistan, 2013 [Foto: Erik Refner/Scanpix 2017]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
