Overlæge Morten Sodemann: Som ansat i sundhedsvæsenet kan man med mellemrum komme i tvivl om velfærdssamfundets eksistens

05.11.2021


Flygtninge og migranter er velfærdssamfundets kanariefugle: De varsler om truende iltfattighed, og lige nu trues sammenhængskraften i det danske velfærdssamfund af symbolpolitik, ligegyldighed og ansvarsløshed. Det er desværre også tilfældet for 27-årige Mahamud, hvis historie udstiller, at for nogle patienter ser sammenhængskraften kun ud til at virke for de velstillede, og samfundskontrakten har de aldrig set.



Kommentar af Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin, SDU

DEN RELATIVT SUCCESFULDE håndtering af corona-pandemien i Danmark er gentagne gange blevet tilskrevet et tillidsbaseret velfærdssamfund med en stærk social kontrakt mellem retsstat og borgere. Men når man arbejder i social- og sundhedssektoren, bliver de gængse forestillinger om velfærd, tillid og retfærdighed hurtigt udfordret. Sundhedsvæsnet er i tiltagende grad blevet tragediernes si og i mødet med de nødstedte mennesker, kan man som ansat med mellemrum komme i tvivl om velfærdssamfundets eksistens. For nogle patienter ser sammenhængskraften kun ud til at virke for de velstillede, og samfundskontrakten har de aldrig set. Og for nogle patienter kan retssamfundets lighedsprincipper være ikkeeksisterende.

Det er tilfældet for 27-årige Mahamud, som jeg havde en samtale med på Indvandrermedicinsk Klinik i sidste uge og hvis historie, jeg har fået lov til at genfortælle. For han står ikke alene, og Mahamuds erfaringer fortæller om et usammenhængende system.

Nogle gange har man kun to veje i livet. Den dårlige og den virkelig dårlige. Andre gange er der pludselig slet ingen veje. Dét måtte Mahamud sande for tre år siden.

Mahamud blev født af somaliske forældre mens de, som så mange andre, boede og arbejdede illegalt i Saudi-Arabien. I 2009 blev faderen, Mahamud og hans bror smidt i fængsel og udsat for fysiske og verbale overgreb og blev senere sendt til Somalia, hvor al-Shabaab forsøgte at hverve brødrene som soldater. Faderen nægtede at lade sine sønner gå i hæren, hvorefter drengene blev brændt, slået og fik brækket knogler i deres hænder. Efter få måneder i Somalia flygtede drengene fra landet, og efter en række ubehagelige oplevelser under flugten måtte Mahamud leve det hårde liv som gadedreng i Grækenland.

Han endte dog med at rejse til Danmark, hvor han søgte om asyl. Mahamud blev bosat på Fyn, lærte sig dansk og startede på en produktionsskole, spillede musik og fik en kæreste og danske venner. Men nætterne var hårde med mareridt, og han havde ukontrollerede genoplevelser om dagen om overgreb i det saudiske fængsel og al-Shabaab-soldaternes tortur. Mahamud fik behandling for PTSD og lærte at tackle sine oplevelser og den måde kroppen reagerer på.

Da Mahamud skulle forlænge sin opholdstilladelse, blev han bedt om at komme til et interview hos myndighederne i København, men ved ankomsten i København blev han frataget alle sine ejendele – inklusiv sin telefon – og sendt til udrejsecenter Ellebæk. Han måtte ikke kontakte nogen, og dem, der forsøgte at kontakte ham i centeret for at hjælpe ham, blev afvist. Flygtningenævnet har besluttet, at Mahamud ikke er personlig forfulgt i sit hjemland, som han kun har været i tre måneder af sit liv.

Mahamud sidder nu bag tremmer og pigtråd bevogtet af fængselsbetjente med mulighed for en gåtur i en lukket gård et kvarter om morgenen og en halv time om aftenen. Her sidder han næsten tre måneder, før hans sag ændres, efter at den er blevet bedre undersøgt. Mahamud overføres til et asylcenter i Jylland, hvor han bor i nogle måneder, mens han endeligt kan placeres i en kommune.

Imens har han skullet betale husleje for sit gamle værelse, som han har ikke haft mulighed for at opsige, fordi myndighederne fratog ham telefon og afviste besøgende. Det betyder, at han har oparbejdet en huslejerestance, som med rykkergebyrer er sendt til inkasso. Hverken hjemmekommunen, politiet eller fængselsvæsnet har forsøgt at hjælpe Mahamud, da han blev sendt i udrejsecenter. Boligforeningen og boligretten tager kun stilling til huslejerestancen, og fogedretten tager kun stilling til, om der er værdier, der kan gøres udlæg i.

 

Det tankevækkende ved hele Mahamuds forløb er, at ingen af de involverede institutioner, der normalt opfatter sig selv som rygraden i det sociale sikkerhedsnet, har opført sig forsvarligt
_______

 

Mahamuds PTSD er taget til under frihedsberøvelsen i Ellebæk, og han bliver henvist til fornyet behandling. Han har ingen penge til husleje og må bo sammen med en ven, der holder fester om natten. Han har svært ved at koncentrere sig i skolen pga. retssagerne om huslejen, og fordi han nu igen skal til at søge om forlængelse af sin midlertidige opholdstilladelse med den usikkerhed i den nære fremtid, som det medfører.

Det tankevækkende ved hele Mahamuds forløb er, at ingen af de involverede institutioner, der normalt opfatter sig selv som rygraden i det sociale sikkerhedsnet og garanterne for retssamfundet, har opført sig moralsk, etisk, juridisk eller menneskeligt forsvarligt. Med beslutningen om at sende Mahamud, der for første gang i sine 25 år oplevede sikkerhed og tryghed, til et land han intet forhold har til, forsvinder både sikkerhedsnettet og meningen med velfærdssamfundet.

Ved uden varsel at frihedsberøve en PTSD-ramt ung mand og fratage ham kommunikationsmuligheder, mistede han alle sine rettigheder i retsstaten. Og ved at nægte – som minimum – at hjælpe ham med at opsige den lejlighed, han på daværende tidspunkt aldrig skulle se igen, blev han udsat for et utilgiveligt menneskeligt, organisatorisk og politisk svigt, der har påført ham en astronomisk gæld, som han intet ansvar har for, men som vil forfølge ham personligt resten af livet. Hans første hjemmekommune forsøgte endda at overtale ham til at tage imod de penge, der følger med en frivillig repatriering, selvom de formentlig udmærket godt vidste, at den unge mand ville være chanceløs i et land, han kun kender for vold, tortur og usikkerhed gennem et ufrivilligt ophold på under tre måneder.

Onsdag d. 3. november blev Mahamud så sat på gaden, fordi han ikke havde betalt husleje. Myndighederne havde automatisk trukket huslejerestancen fra tiden, hvor han var frihedsberøvet, så der var ikke penge til at dække den aktuelle husleje. Kommunens eneste tilbud til den unge under uddannelse? En seng på et herberg sammen med hjemløse, misbrugere og svært psykisk syge.

Et symptom
Der er altså ikke tale om et enkelt hændeligt uheld fra myndighedernes side. Der er tale om systematisk og vedvarende bevidst ligegyldighed overfor grundlæggende retsprincipper i et samfund, der praler internationalt med at have en stærk social sammenhængskraft.

Med tiltagende specialisering i social- og sundhedssektoren har man samtidigt ledelsesmæssigt legitimeret, hvad der uformelt er blevet beskrevet som neutral sagsbehandling (andre kalder det standard minimum sagsbehandling), som er den uafværgelige konsekvens af højt tempo, standardiserede metoder og mindre tid til rådighed. Sårbare mennesker har ofte komplekse sammenvævede problemer, der ikke kan løses indenfor ét snævert fagområde eller med de ofte simple monofaglige tilbud som velfærdssamfundet tilbyder. Problemforståelse og løsninger i én sektor kan være kontraproduktiv eller modsige indsatsen i andre sektorer, og der er ingen motivation til at danne sig et helhedsindtryk af borgerens eller patientens samlede problem.

Som sårbar lander man hyppigt i beslutningsmæssige og juridiske gråzoner, hvor ingen kan holdes ansvarlige og hvor løsninger kræver, at ansatte begår ulovligheder eller overskrider beføjelser. Vi ser hver dag eksempler på problem-dominoeffekter hvor samspilsramte patienter mødes med standard minimum behandling, som fx patienter, der ikke har råd til togbilletten til sygehuset til undersøgelse, selvom de ved de får den refunderet 1-2 måneder senere. Sygehusene må ikke bestille transport, og kommunerne vil ikke låne dem penge til billetten. Alle kan se problemet, men løsninger kan kun opsøges i et sektoropdelt neutralt sagsbehandlingsrum, hvor patientens samlede behov ikke har betydning.

 

Der er i virkeligheden tale om en hermetisk lukket monokultur, hvor velfærd er for de velstillede medlemmer og den sociale kontrakt er en luksus, man skal gøre sig fortjent til
_______

 

Resultatet er, at sårbare patienter kommer senere til undersøgelse på sygehuset og derfor oftere udsættes for diagnoseforsinkelser eller komplikationer til sygdom. Men med specialiseringen og silotænkningen kan de offentlige institutioner fraskrive sig skylden. Velfærdssamfundets dysfunktion pålægger den enkelte borger eller patient, ansvaret for problemet.

Der er i virkeligheden tale om en hermetisk lukket monokultur, hvor velfærd er for de velstillede medlemmer og den sociale kontrakt er en luksus, man skal gøre sig fortjent til. Man taler om ”The Inverse Care Law,” fordi dem der har mindst brug for velfærdssamfundet er dem, der får mest ud af det. De mest velstillede modtager en signifikant større andel af offentlige medicintilskud end de mindst velstillede. Patienter med kort uddannelse venter længere tid på almindelige operationer som grå stær, brok, åreknuder eller knæprotese. Og det er dokumenteret, at kræftoverlevere skal have stærke forhandlingskompetencer ifht. krav fra jobsagsbehandlere, når deres sygemelding ophører. For flygtninge/indvandrere gælder det, at de sjældnere end andre får tilbudt forebyggende sundhedstilbud, særydelser, medicintilskud, enkeltydelser eller supplement til førtidspension, ligesom de ofte er længere tid på kontanthjælp, før de afklares med henblik på fleksjob eller førtidspension

Flygtninge og migranter er velfærdssamfundets kanariefugle: De varsler om truende iltfattighed, og lige nu trues sammenhængskraften i det danske velfærdssamfund af symbolpolitik, ligegyldighed og ansvarsløshed. Vi møder oftere og oftere ansatte i social- og sundhedssektoren, der er opgivende overfor deres rolle i velfærdssamfundet, fordi det er blevet umuligt at gøre det, der er det rigtige og det bedste for borgeren/patienten. De oplever udbrændthed og en snigende kynisme overfor ideen om, at deres beskedne ofte meget specialiserede indsats skulle ændre på de ofte meget komplekse sociale og sundhedsmæssige problemer, de møder. Når både brugerne og de ansatte i frontlinien samtidigt oplever, at velfærdssamfundets sikkerhedsnet er mørt og hullet, så smuldrer tilliden til samfundskontrakten.

Ansatte i social- og sundhedssektoren er de sidste, der kan sikre sammenhængskraften, men hvis også de ansatte begynder at tvivle på, om deres standard minimums indsats reelt nytter, sådan som Mahamuds historie gør, så forsvinder det efterhånden temmelig spinkle håb, vi klynger os til som frontlineansatte i velfærdssamfundet: at det trods alt stadig er det hele mennesket der er i centrum i social-og sundhedsvæsnet. Hele mennesker stykkes ikke sammen af halve sandheder. ■

 

Når både brugerne og de ansatte i frontlinien samtidigt oplever, at velfærdssamfundets sikkerhedsnet er mørt og hullet, så smuldrer tilliden til samfundskontrakten
_______

 



Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Han er derudover overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Han har lavet forskning i flere afrikanske lande og er forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [FOTO: Lars Skaaning]