Rasmus Linder Mikkelsen: Vi bør ikke reducere Kina til én stor samlet enhed, som altid følger samme økonomiske og politiske plan

06.09.2021

Vestens ”China Model”-syn på Kina tilskriver en stærk centralmagt, top-down-styring og statslig indblanding i økonomien ansvaret for, at Kina oplever stor økonomisk vækst. Problemet er bare, at Kina er mindre ensrettet, end vi ofte går rundt og tror: Internt i Kina hersker der nemlig forskellige udviklingsmodeller, som man ignorerer, når man definerer én bestemt model som bærende for hele Kinas udvikling.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Rasmus Linder Mikkelsen

DEN SÅKALDTE ”China Model” er en vestlig diskurs, som er formuleret som et alternativ til den neo-liberalistiske udviklingsmodel. Betegnelsen, “China Model”, bruges både af vestlige akademikere, fortalere og kritikere af Kina til at beskrive udviklingen i Kina fra reformprocessens igangsætning i slutningen af 1970’-erne frem til nu. Modellen tjener mange formål afhængigt af, hvordan man anskuer Kina og landets udvikling. Blandt andet tales der i akademiske kredse om “China Model” som inspirationskilde for andre udviklingslande, mens kritikere af Kina bruger modellen til at demonstrere, hvordan Kina udfordrer Vesten og de vestlige værdier.

Konkret beskriver den et statskapitalistisk system udviklet af Kinas Kommunistiske Parti, der har givet staten lov til at facilitere den økonomiske udvikling og kontrollere den økonomiske aktivitet. Kinas Kommunistiske Parti definerer spilleregler og rammer for markedets aktivitet og udfoldelse, mens partiet fastholder tilstedeværelsen af statsejede virksomheder i økonomien. Desuden lægges der vægt på en autoritær organisatorisk indretning af det politiske system, hvor centralmagten har kapacitet til at flytte ressourcerne rundt og kontrollere lokalregeringerne. Det fortælles også, at Kinas Kommunistiske Parti har monopol på den politiske magt i Kina og har været særdeles repressiv over for civilsamfundet, således at intet frit civilsamfund har været i stand til at forstyrre staten i dens udviklingsproces.

Modellen giver slutteligt det indtryk, at der internt i Kina hersker konsensus om, hvordan staten skal organisere det økonomiske område og samfundslivet, samt at økonomiske- og politiske strukturer er ens overalt i Kina. Det er bare ikke tilfældet.

Guangdong vs. Chongqing
Reformprocessen i slutningen af 1970’-erne introducerede ikke kun økonomiske men også politiske reformer, som har haft betydning for, hvordan staten organiserer sig. Markedet fik lov til at spille en større rolle i den kinesiske økonomi, og der skete en decentralisering af administrativ magt fra centralregering til lokalregeringerne. Dette øgede lokalregeringernes autonomi og har resulteret i en række forskellige økonomiske og politiske strukturerer i de kinesiske provinser.

Den variation har skabt regionale forskelle blandt kinesiske provinser i tilgangen til udvikling, hvor forholdet mellem markedet og staten spiller en central rolle. For eksempel spiller staten en stor rolle i regional udvikling i Kinas nordøstlige provinser, mens det private erhvervsliv i det østlige og sydlige Kina har langt større indflydelse.

Debatten mellem den såkaldte ”Guangdong model” og ”Chongqing model” eksemplificerer to forskellige udviklingsmodeller internt i Kina.

 

Internt i Kina er der altså en politisk debat om forholdet mellem både stat og marked, og stat og civilsamfund. Skal markedet eller staten spille den største rolle, og hvordan skal civilsamfundet indrettes?
_______

 

Guangdong-provinsen er lokaliseret i det sydlige Kina og er kendt som en af de rigeste provinser i Kina. Reformprocessen i slutningen af 1970’-erne gav anledning til, at regionen igangsatte en åbning ud mod omverdenen, hvorfor virksomheder flyttede fra Hong Kong og Taiwan til Guangdong. Dette skabte en økonomisk struktur, hvor økonomien blev eksportorienteret, og hvor det private erhvervsliv kom til at spille en betydningsfuld rolle.

I 2007 kom den kommunistiske leder Wang Yang til magten. Han førte en relativ liberal økonomisk og social politik, hvor fokus var at skabe økonomisk vækst og øge Guangdongs integration med resten af verden. Det vil sige, at regionen fokuserede på eksport.

Den økonomiske politik var også kendetegnet ved, at lokalregeringen gav markedet lov til at spille en relativ stor rolle, mens statens indflydelse på økonomien blev mindre. Det gav mulighed for, at det private erhvervsliv kunne etablere en endnu større tilstedeværelse i Guangdongs økonomi. På samme tid øgede lokalregeringen mulighedsrummet for civilsamfundets aktører, såsom medier og NGO’er – et politisk valg, der står i kontrast til, hvordan Kinas centralregering har set på relationen mellem stat og civilsamfund.

Statens rolle i økonomien og samfundslivet er formentlig det, som adskiller de to udviklingsmodeller repræsenteret i Guangdong og Chongqing mest. For mens Guangdong har ladet markedet komme til, har Chongqing – mere klassisk i den vestlige opfattelse af Kina – givet staten en dominerende rolle.

Kinesisk pluralisme?
Internt i Kina er der altså en politisk debat om forholdet mellem både stat og marked, og stat og civilsamfund. Skal markedet eller staten spille den største rolle, og hvordan skal civilsamfundet indrettes? Denne interne debat udfordrer antagelsen om, at der hersker en bestemt model i Kina for, hvordan et land udvikler sig. Grundet forskellige politiske og økonomiske strukturer, samt forskellige udgangspunkter for udviklingen, har kinesiske provinser udviklet forskellige modeller. Fx viser sammenligningen af Guangdong og Chongqing også, at der internt i Kina er uenighed om, hvilke økonomiske og politiske mål, der skal opnås.

Forskellen mellem Guangdong og Chongqing peger også på en politisk forskellighed i det kinesiske system. Tilstedeværelsen af politiske forskelligheder giver et indtryk af, at der er en form for politisk pluralisme inden for rammerne af Kinas Kommunistiske Parti, hvor der på trods af top-down-styring også er plads til regional og lokal innovation og politiske eksperimenter. Desuden demonstrerede debatten om Guangdong og Chongqing, at der i Kinas intellektuelle miljø heller ikke er enighed om en bestemt retning for landet, hvor venstrefløjen prioriterer Chongqings økonomiske redistribution, mens liberale lægger vægt på vigtigheden af Guangdongs åbne økonomi og den mindre statslige indblanding i samfundslivet.

 

Tilstedeværelsen af politiske forskelligheder giver et indtryk af, at der er en form for politisk pluralisme i inden for rammerne af Kinas Kommunistiske Parti
_______

 

Afslutningsvis illustrerer Guangdong og Chongqing, at der ikke hersker én “China Model” men snarere forskellige modeller. Når vestlige forskere tilskriver Kinas udvikling til en såkaldt “China Model”, mister vi nuancer i forhold til landets udvikling, og vi reducerer Kina til én stor enhed, som følger samme plan. Derfor er vi ikke i stand til at identificere de de politiske og økonomiske forskelle, der hersker i Kina.

Diversiteten af udviklingsmodeller i Kina udfordrer derfor også en anden antagelse: At Kina kan tjene som eksempel for andre udviklingslande. For hvilken model skal andre udviklingslande følge- den statsdrevne eller den mere markedsbaserede? Endvidere demonstrerer den interne debat i Kina også, at frygten for ”China Model” og modellens globale udfordring af Vesten og vestlige værdier muligvis er overdreven, når Kina ikke selv ved, hvilken retning landet vil gå i.

Derudover vil anerkendelsen af diversiteten i Kinas udvikling også hjælpe Vesten med at navigere i Kina. Vesten har mange forbindelser med Kinas provinser, og de politiske og økonomiske forbindelser mellem Kina og Vesten finder i højere grad sted på et lokalt plan end på et centralt plan. Dermed ville en forståelse af de forskellige politiske og økonomiske strukturer i de enkelte provinser formentlig gøre det lettere for Vesten at navigere i Kina og tilpasse strategier i forhold til de enkelte provinser.

En analyse af diversiteten af Kinas udvikling kunne også gavne virksomheder, fordi de forskellige udviklinger og udviklingsstadier også påvirker regionernes markeder. Faktisk tales der i visse akademiske kredse om, at Kina ikke er et stort marked, men mange små regionale markeder grundet de forskelligartede udviklinger. Det kan have betydning for, hvor udenlandske virksomheder bør etablere sig og hvilken strategi, de skal formulere i forhold til dén specifikke lokation. De forskellige udviklingsmodeller og udviklingsstadier besværliggør i hvert fald formuleringen af én sammenhængende strategi i forhold til det kinesiske marked, når der i realiteten eksisterer flere forskellige regionale markeder. ■

 

De forskellige udviklingsmodeller og udviklingsstadier besværliggør i hvert fald formuleringen af én sammenhængende strategi i forhold til det kinesiske marked, når der i realiteten eksisterer flere forskellige regionale markeder
_______

 

Rasmus Linder Mikkelsen (f. 1996) er bachelor i Kinastudier fra Københavns Universitet og er nu i gang med en kandidat i Asian Studies ved Lund Universitet. Han interesserer sig for asiatisk politik og økonomi med særligt fokus på Kina og landets politiske økonomi. ILLUSTRATION: Xi Jinping og partiets medlemmer klapper ved vedtagelsen af ny lov om styret i Hongkong, der gør det muligt for regeringen i Beijing at vetoe alle, der stiller op som Chief Executive for Hongkong, Folkets Store Hal, Beijing, 11. marts 2021. [Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix]