Anne Sophie Andersen: Minksagen er kun konsekvensen. Mette Frederiksens magtcentralisering er årsagen

06.07.2022


Får sagen ingen konsekvenser for Frederiksen – og ender Bertelsen med en simpel påtale – vil det være et svigt af den tillid, vi danskere ellers traditionelt har vist vores bærende institutioner. Med de Radikales afvisning af en advokatundersøgelse er der skabt præcedens for, at grundlovsbrud i princippet kan tillades med et flertal på 90 mandater bag. Er det sådan, vi ønsker, at vores retsstat skal fungere i fremtiden?

Kommentar af Anne Sophie Andersen

Jeg husker tydeligt 8. november 2016, dagen for Donald Trumps valgsejr over Hillary Clinton. Som studerende ved et universitet i New York kom resultatet som et chok for mig og for den liberale boble, som udgjorde min omgangskreds. Resultatet kom i kølvandet på en ualmindeligt beskidt og polemisk valgkamp, som havde delt landet i to – men først senere blev jeg opmærksom på det systemiske sammenbrud, som lå forud for denne udvikling og havde skabt de optimale betingelser for Trumps fremmarch.

Men Trumps sejr var kun symptomet på en langt dybereliggende sygdom i et system, som havde lukket sig om sig selv og stort set udelukkende tjente sine egne interesser. Siden kan selv den mest flygtige iagttager af amerikansk politik se, at udviklingen kun er gået fra ondt til værre. Landet står nu ved en korsvej mellem systemisk reform og sammenbrud.

 

Vi har heller ikke fået fyldestgørende svar på, hvorfor Okkels og Bertelsen fandt det nødvendigt at “fjernstyre” Mølbaks udtalelser under pressemødet 4. november via sms
_______

 

Under Mette Frederiksens regering er der desværre begyndende tegn på en lignende udvikling i dansk politik. Samfundsdebatten er blevet mere polemisk. Og vi har en statsminister, for hvem centraliseringen af magten har været et mål i sig selv, hvilket tydeligt har været afspejlet i regeringens håndtering af både coronakrisen og minksagen.

DE FORELØBIGE KONSEKVENSER af denne tilgang kan man udlede af Minkkommissionens beretning, som udkom 30. juni. Rapporten tegner et rystende billede af et kollektivt svigt af nærmest ufattelige dimensioner fra særligt toppen af embedsværket, men heller ikke statsministeren går fri. I alt 10 embedsmænd vurderes at have begået eller medvirket til “brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet”, og statsministeren vurderes at have udtalt sig “groft vildledende”. Det er også værd at notere sig, hvad kommissionen ikke undersøgte: spørgsmålet om ministres juridiske ansvar og det sundhedsfaglige belæg for beslutningen om at aflive alle mink.

Adskillige avisledere har kaldt på statsministerens afgang eller, som minimum, støtte til en advokatvurdering af spørgsmålet om grov uagtsomhed eller fyring af statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen. Sidstnævntes brutale ledelsesstil og ageren som en slags allestedsnærværende skyggekabinet er blevet blotlagt som led i kommissionens undersøgelser. Kommissionens konklusion er, at Barbara Bertelsen fra 2. november påtog sig ”en overordnet og styrende rolle over de næste dage i forhold til behandlingen af mink”.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan de vigtigste beslutninger i forbindelse med både coronahåndteringen og minksagen synes drevet af et samspil mellem forhenværende departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet Per Okkels og Bertelsen, hvilket er blevet yderligere belyst af den SMS-korrespondance, der har været fremlagt i Minkkommissionen. Blandt de spørgsmål, kommissionens beretning efterlader ubesvarede, er, hvorvidt SSI blev udsat for politisk pres, og hvilke ekspertvurderinger der ledte Okkels til i døgnet mellem 2. og 3. november at konkludere, at aflivningerne – stik imod de scenarier, Kaare Mølbak selv kort forinden havde skitseret – var nødvendige. Vi har heller ikke fået fyldestgørende svar på, hvorfor Okkels og Bertelsen fandt det nødvendigt at “fjernstyre” Mølbaks udtalelser under pressemødet 4. november via sms, og hvorfor de tilsyneladende kommunikerede om en fælles dagsorden, også via sms, under det afgørende KU-møde 3. november. Man kan således med rette stille spørgsmålstegn ved det demokratiske i, at to embedsmænd på den måde både agerede politisk og udsatte myndighederne for en form for censur. Ligeledes forekommer det besynderligt, at rigspolitiet allerede inden KU-mødet var i gang med at udarbejde en plan for aflivning af alle mink, samtidig med at Okkels hævdede, at løsningen “opstod i rummet”.

NOGLE HAVDE HÅBET på, at statsministeren på baggrund af den voldsomme kritik ville udvise ydmyghed. Men fredag var vi vidne til et pressemøde, som fremstod som ét langt forsvar for regeringens handlinger og rystede mange iagttagere i deres demokratiske grundvold. Det var tydeligt, at statsministeren hverken ønskede at påtage sig ansvaret for konsekvenserne af sin ledelsesstil eller foranstalte direkte konsekvenser for de involverede embedsmænd, som hun tværtimod udtrykte fuld opbakning til.

Transparency International har siden især kritiseret, at de 10 embedsmænd, som nu bliver genstand for personalesager, ikke engang er blevet hjemsendt og fortsat fungerer som chefer. Dette gælder især Bertelsen, som i al væsentlighed har været drivkraften bag den proces, som ledte til grundlovsbruddet.

Får sagen ingen konsekvenser for Frederiksen – og ender Bertelsen med en simpel påtale – vil mange stå tilbage med en såret retsfølelse og en fornemmelse af svigt af den tillid, som vi danskere ellers traditionelt har vist vores bærende institutioner.

Sammenligninger med Trump forekommer nu for første gang legitime, i og med at statsministeren har forbrudt sig mod de demokratiske normer, der traditionelt fordrer, at en regeringsleder tager konsekvensen af så voldsom en kritik. Man har i stedet valgt at tale til befolkningens laveste tribalistiske frygtinstinkter og forlader sig efter “rally ‘round the flag”- princippet på, at offentligheden vil lade sig spise af med undskyldninger og floskler om, at der var tale om en krisesituation, hvilket kommissionen allerede har taget højde for i sin kritik.

RAPPORTENS KONKLUSIONER ER med rette blevet beskrevet som en “atomreaktornedsmeltning i embedsværket”. Den viser, at vi står tilbage med en centraladministration, som i praksis fungerer som et ukontrolleret positivt feedback-loop. Samtidig er der med de Radikales afvisning af en advokatundersøgelse skabt præcedens for, at grundlovsbrud i princippet kan tillades med et flertal på 90 mandater bag. Er det sådan, vi ønsker, at vores retsstat skal fungere i fremtiden?

Vi står stadig et langt bedre sted end USA, når det gælder funktionsdygtigheden af samfundets institutioner, og heldigvis for det. Men udviklingen går i øjeblikket den forkerte vej. Præcis som Trump er Mette Frederiksen et symptom på et dybereliggende problem: at systemer bliver dysfunktionelle i det øjeblik, den indbyggede konsekvens forsvinder – i dette tilfælde forårsaget af den frederiksenske centralisering af magten. ■
 

Vi står stadig et langt bedre sted end USA, når det gælder funktionsdygtigheden af samfundets institutioner, og heldigvis for det. Men udviklingen går i øjeblikket den forkerte vej
_______

 



Anne Sophie Andersen er violinist, komponist og leder af New Music for Strings Festival. Hun er Doctor of Musical Arts fra Stony Brook University og boede i 10 år i Boston og New York. Som skribent kommenterer hun dansk og amerikansk politik på Twitter og bloggenmedium.com/@asf-andersen ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen under COP26 i Glasgow. 1. november 2021 [FOTO: Doug Peters/UK Government]