Bjarke Møller: COP27 endte desværre som en monumental fiasko

20.11.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Klimatopmødet er endt som en monumental fiasko. Men alligevel jubler mange over, at man blev enige om at oprette en ny klimafond, hvor de fattige og sårbare udviklingslande skal have kompensation for de klimaskader, som de rige landes overforbrug påfører dem. Fonden er historisk og et gennembrud for klimaretfærdigheden, lyder det i alle verdenshjørner. Men det er stadig kun ord, ord, ord.

Kommentar af Bjarke Møller, direktør for Rådet for Grøn Omstilling

Verden vil i løbet af få år crashe ud over kanten med globale temperaturstigninger på over 1,5 grader, men alligevel endte FN´s COP27-topmøde i Sharm El Sheikh med pinligt tynde konklusioner. Mange lande forsøgte undervejs at sabotere klimamålet fra Paris-topmødet om at holde temperaturstigningerne på 1,5 grader og pænt under 2 grader over det førindustrielle niveau, så det er på en måde en succes, at topmødeaftalen holder fast i målet. Men realiteten er, at verdens regeringer med den førte politik har kurs mod 2,8 grader eller mere.

Efter et år, hvor store dele af Pakistan har været ramt af historiske oversvømmelser, hvor fattige afrikanske lande lider under tørke og sultkatastrofer, og hvor Europa har været ramt af den længste tørkeperiode i 500 år, er klimatopmødet endt i en monumental fiasko. Forhandlingerne var kaotiske i det egyptiske turistresort, og aftalen bygger på et overfladisk kompromis, der skal dække over, at gæsterne ikke har noget tøj på.

Men alligevel jubler mange over, at man blev enige om at oprette en ny klimafond, hvor de fattige og sårbare udviklingslande skal have kompensation for de klimaskader, som de rige landes overforbrug påfører dem. Fonden er historisk og et gennembrud for klimaretfærdigheden, lyder det i alle verdenshjørner. Åh, ja. Det er smukt, og intentionen er ædel. Men det er stadig kun ord, ord, ord.

For man har ikke fundet pengene endnu, og man er kun enige om at nedsætte en komite, der frem til det næste COP28 skal finde en finansieringsmodel. En komite? Er det alt, hvad verdens ledere kan komme op med på et tidspunkt, hvor en stribe nedslående rapporter fra klimavidenskaben melder om, at isen på Nord- og Sydpolen smelter hurtigere end tidligere antaget, hvor enorme mængder metangasser er ved at blive frigjort i tundraen, og Amazonas-skovene, der leverer 6 pct. af verdens ilt, er ved at kollapse efter mange års massiv skovhugst.

 

Fonden kan få samme skæbne som det løfte, de rige lande gav på klimatopmødet i København i 2009, hvor de lovede de fattigste u-lande 100 mia. dollars i klimakompensation om året. Men ikke et eneste år har man leveret på løftet
_______

 

COP-diplomatiet ligner mere og mere et dysfunktionelt selskab på første klasse, hvor der er stort ståhej om meget lidt. Vi har hårdt brug for et samlet politisk lederskab til at handle på den klimaviden, vi har fået, men i mange lande har regeringerne ikke styrke eller gennemslagskraft til at ændre maskinens gang.

Det er fint, at EU og USA bakker op bag den nye klimafond, men i USA sidder Republikanerne på flertallet i Repræsentanternes Hus, og de vil hellere bruge pengene i hjemnationen end at kompensere fattige i andre lande. Nu kan vi så spilde endnu et år med at vente på, at en komite barsler med en finansieringsmodel, som formodentlig aldrig bliver ført ordentlig ud i livet. Fonden kan få samme skæbne som det løfte, de rige lande gav på klimatopmødet i København i 2009, hvor de lovede de fattigste u-lande 100 mia. dollars i klimakompensation om året. Men ikke et eneste år har man leveret på løftet.

En trekant af sorg

På en måde minder det hele lidt om Ruben Östlunds tragikomiske film ”Triangles of Sadness”, hvor den rige verdens oligarker, tech-nørder, våbensælgere, fotomodeller og influencere er samlet på en luksusyacht, mens den undertrykte stab i de nederste etniske lag holdes ude af syne og skal rydde op efter de rigestes udskejelser.

Östlunds film er en allegori over vores samtid, hvor vi i den vestlige verden fester, brænder uendelige mængder fossile energi af og forbruger ressourcer, der kræver flere jordkloder, mens vores civilisation har kurs mod et større klimatisk sammenbrud. Der er ingen på kommandobroen, der ser ud til at have vilje eller styrke til at rette kursen op. COP-diplomatiet holder fast i et spinkelt politiske håb, men fremskridtene er for få i de aftaler, man indgår. COP-topmøderne fortaber sig i sorgens trekantsdrama, og vi venter stadig på en forløsning i den globale klimapolitik. Det største håb er måske, at prisen på sol- og vindenergi er blevet billigere end alle fossile brændsler, og at de brutale klimarealiteter begynder at sive ind i progressive bestyrelseslokaler. I kulisserne af COP27-topmødet mødtes virksomheder, finansfolk og andre grønne frontløbere, der forsøger at rykke på denne nye økonomiske realitet. I bedste fald kan vi finde en redningsplanke, hvor de globale markedskræfter og grønne frontløbere slår sig sammen om at sætte turbo på den grønne omstilling. Men vi har forbandet travlt.

CO2-udledningerne er steget år for år, og mængden af CO2 i atmosfæren er på vej over 420 parts per million, selv om mange førende klimaforskere mener, at det sikre niveau er omkring 350 ppm. CO2-udledningerne ventes i år at slå en ny rekord med 37,5 milliarder tons, selv om energisikkerhedskrisen og Ruslands krig i Ukraine burde have fået os til at styrte mod nødudgangen og spare på de fossile brændsler. COP27-aftalen anbefaler, at verdens regeringer investerer meget mere i vedvarende energi, men man kunne ikke enes om at støtte et forslag fra Indien om at lave en hurtigere udfasning af fossile brændsler. Det er ellers det, der er brug for i en verden anno 2022, hvor omkring 80 pct. af vores energiforbrug kommer fra olie, gas og kul. ■

 

COP-diplomatiet ligner mere og mere et dysfunktionelt selskab på første klasse, hvor der er stort ståhej om meget lidt
_______

 

Bjarke Møller (f. 1966) er journalist, direktør for Rådet for Grøn Omstilling og forfatter til bogen ”Håbets politik. Sådan overvinder Europa kriserne og bliver en grøn supermagt” fra 2021. Han var chefredaktør for Mandag Morgen i 2008-2013 og direktør for tænketanken EUROPA i 2014-2019. 

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde