Carolina Magdalene Maier: Det var klogt af Radikale at stå udenfor

19.12.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Radikale bør markere sig i opposition på netop de to politiske områder, som den nye regering ikke leverer på: Klima og uddannelse. For lur mig, om ikke vi i løbet af denne regeringsperiode kommer til at opleve en massiv folkelig frustration over regeringen fra den del af befolkningen, der bekymrer sig om både klodens og vores unge menneskers fremtid.

Kommentar af Carolina Magdalene Maier, medlem og tidligere folketingskandidat for Radikale Venstre

MANGE BLEV OVERRASKEDE, da Radikale i sidste time meldte sig ud af regeringsforhandlingerne. Da regeringsgrundlaget kort efter blev offentliggjort, blev jeg dog meget lettet over, at partiet ikke valgte at indgå i den nye regering.

Jeg tror ikke, jeg er det eneste medlem af Radikale, som ville have overvejet sit medlemskab meget grundigt, hvis Radikale var gået med i en regering, der halverer halvdelen af kandidatuddannelserne og fjerner det sjette SU-år. Læg dertil, at klimaambitionerne i det nye regeringsgrundlag nok er høje, når vi taler måltal og målsætninger. Men når vi taler konkret handling og finansiering, er de alarmerende lave. Det ville have været et selvmål for Radikale, hvis de var gået med i den regering. Klima og uddannelse er Radikales kardinalpunkter, og på netop de to punkter fejler det nye regeringsgrundlag eklatant.

Men hvad skal Radikale så nu? Så tæt var man på at komme i regering, og så alligevel ikke. Der er to ret markante oppositionsblokke til regeringen: de rød/grønne (SF, Enhedslisten og Alternativet) og højrefløjen (Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance). Radikale hører ikke til i nogen af de to blokke. Måske var det derfor, Martin Lidegaard fik formuleret, at Radikale hverken skal anses som støtteparti eller som oppositionsparti?

Det holder nu ikke. Man kan ikke være hverken støtteparti eller oppositionsparti, så spiller man jo sig selv fuldstændig uden for enhver form for indflydelse. Radikale må træffe et valg om, hvor de nu skal stå.

I min optik ligger løsningen ligefor: Radikale bør markere sig på netop de to politiske områder, som den nye regering ikke leverer på: Klima og uddannelse. For lur mig, om ikke vi i løbet af denne regeringsperiode kommer til at opleve en massiv folkelig frustration over regeringen fra den del af befolkningen, der bekymrer sig om både klodens og vores unge menneskers fremtid.

Radikale har rent faktisk en ret enestående mulighed for at satse alle æg i kurven på at være opposition på de to politiske områder. For de socialistiske partier – SF og Enhedslisten – vil de røde velfærdslinjer altid trumfe radikale grønne løsninger, hvis disse ikke samtidig sikrer omfordeling. Og værdipartierne på højrefløjen vil råbe op om, at regeringen svigter på udlændingestramninger og åbner sluserne for de offentlige udgifter.

Og så er der Alternativet, som desværre har skrevet sig ind i venstrefløjsklubben, og som jeg derfor frygter vil bruge mere energi på at være i opposition på velfærdsområdet end på klimaområdet. Det er med et blødende hjerte, at jeg skriver det, for i min egen tid i Alternativet gjorde vi en dyd ud af ikke at definere partiet som hverken rødt eller blåt, men som grønt. Det gav den helt rigtige platform til at kunne samarbejde bredt om radikale grønne løsninger – uden at være bundet af klassiske ideologier.

Jeg håber, Alternativet vrider sig fri af venstrefløjsspøgelset. Det ville nemlig skabe mulighed for at Alternativet og Radikale sammen kan udgøre en markant opposition til regeringen. Også for Alternativet er uddannelse og klima to markante mærkesager.

Jeg tør godt satse et og andet på, at et sådant oppositionssamarbejde kunne høste bred folkelig opbakning og som følge deraf sikre begge partier et rigtig godt valg næste gang. Men det kræver to ting: At Radikale markerer sig som oppositionsparti, og at Alternativet vikler sig ud af de røde faner og vender tilbage til sit oprindelige udgangspunkt.

 

Jeg håber, Alternativet vrider sig fri af venstrefløjsspøgelset. Det ville nemlig skabe mulighed for at Alternativet og Radikale sammen kan udgøre en markant opposition til regeringen
_______

 

Carolina Magdalene Maier er sociolog, klummeskribent og sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd. Hun er medlem af Radikale Venstre og forhenværende medlem af Folketinget for Alternativet.

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?