Casper Lykkegaard Købke: På tværs af fløjene har politikerne sat Europa – og Danmark – i stå. Hvor er det næste LEGO eller Rockwool?

20.07.2022


I 30 år har historien været den samme: Stadig mere globalisme, bureaukrati, centralisme og statsstyring. I EU – og også i Danmark, uanset hvem der har haft statsministerposten. Det udhuler både demokratiet og erhvervslivet.



Kommentar af Casper Lykkegaard Købke, direktør

Jeg hørte fornylig en vittighed, der lød: ”Kineserne har arbejderne, USA har soldaterne, og EU har reglerne”. Men hvorfor skal EU være sådan indrettet? Eller sagt på en anden måde: Har danskerne mulighed for at ændre det?

Da jeg var 18 år, stemte vi om Maastrichttraktaten. Som ung studerende til højre for midten stemte jeg – trods kraftige advarsler fra mine to SF-aktive samfundsfagslektorer på Midtfyns Gymnasium – ja. Jeg husker, at jeg efterfølgende ikke talte højt om det. Men jeg fortrød – og vidste med det samme, da jeg slap stemmesedlen, at den var gal. Jeg havde lyttet til konservative stemmer, der ikke forstod faren forude. Da politikerne i maj 1993 udstedte en instruks til os vælgere om at gøre det om (!), var jeg helt klar over, at det denne gang måtte blive et nej – også selvom hele min politiske side råbte og skreg på et ja. Jeg mindes den dag i dag den lettelse, jeg følte, da jeg stemte mit korrigerende nej – og hvor glad jeg følte mig: Tænk at jeg kunne få lov til at lave min livs største og eneste demokratiske fejl om. Hvor heldig kan man være?

Siden har jeg været voksende EU-modstander. Dengang var der ikke mange konservativt orienterede, der stemte nej. Men jeg – der i dag er nationalkonservativ den ene dag og libertarianer den næste – ved præcis, hvorfor jeg stemte nej i anden omgang, og hvorfor det var den rigtige beslutning.

Globalismens sejr
I 1980’erne var det ikke EU, men EF, der var Uffe Ellemann-Jensens ideal. Dansk udenrigspolitik drejede sig om frihandel ugens første fire dage; den sidste brugte man på NATO. Det EF, vi trådte ind i i 1972, drejede sig om at skabe et indre marked og lade europæisk frihandel skabe rigdom. Det lykkedes, mener jeg, og det er vigtigt, fordi rigdom er forudsætningen for både fremskridt og fred. Svaghed, derimod, fremprovokerer ustabilitet. Med rette lod man sig inspirere af USA’s enorme indre marked, og den velstand, det skabte.

Den slags udvikling hadede de røde, som arbejdede nat og dag (i dén rækkefølge) for, at Vesten – herunder EF – skulle tabe og USSR vinde. Ja, tænk engang, sådan tænkte socialisterne. Før 1970’erne havde der været en tid, hvor enhver god socialdemokrat var stolt over sit Dannebrog, sad i frivillige foreninger, sønnerne beskyttede vores landegrænser, og de andre modtog velfærdsstaten ydmygt og minimalistisk. Men en dag ønskede sosserne – drevet frem af de Radikale – den halve verden til Danmark, og Folketinget vedtog Udlændingeloven af 1983, der tillod en masseindvandring, som ændrede Danmark for altid. Så fik mange, herunder min morfar, nok. Han stemte derefter på Glistrup (og senere DF), til han døde. Han så det som et fundamentalt brud på tilliden til det politiske system i Danmark.

Schlüters Firkløverregering havde et svært valg i 1982: Lade de Radikale få den nye udlændingelov eller risikere Danmarks fred og frihed ved at lade regeringen splitte og falde med risiko for, at NATO-fjendtlige politikere på venstrefløjen ville komme til magten ved et nyvalg. Desværre så man stort på principperne. Mon ikke årsagerne netop var Uffe Ellemann-Jensens støtte til NATO og Schlüters nødvendige fokus på økonomien efter Anker Jørgensens hovedløse gældsætning? Midt under rekordhøj arbejdsløshed åbnede man for masseindvandring. Regningen er i dag ubetalelig.

Nu blev eliten hen over midten forenet i globalismens hellige ånd. Dannebrog blev noget, man skammede sig over og gemte væk bag EU’s blå flag.

Statsministrene gør ingen forskel
Sjovt nok tror jeg, at netop Mette Frederiksen forstår problemet og ville være enig med mig. Hun er dog ingen Trump: Det kræver et helt usædvanligt menneske at være den leder, der ændrer tingenes indgroede tilstand, som Trump gjorde, da han fx hev USA ud af Paris-aftalen og WHO. Den slags er politikere som Mette Frederiksen slet ikke i stand til at gennemføre, så det omklamrende globalistiske paradigme kører videre på fuld hammer. Mens Sri Lanka brænder og hollandske bønder protesterer, som var det livet, det gjaldt – og elpriserne er ude af kontrol også i landet med verdensrekord i vindmøller og termoruder.

Se blot når Løkke spørges til sit nye parti, så mumler han noget om globalisme – der er mere Geneve end Græsted i ham i dag. Jeg finder det uforeneligt at LLR – som lederen af Danmarks liberale parti, en af de største personer i Venstre og dansk politik i hundrede år – ikke som statsminister ad to omgange fik ændret Danmarks grundlæggende situation.

Anders Fogh Rasmussen fik dog gælden reduceret, og godt for det. Hvad opnåede han ellers? Kommunalreformen? Hvad kom der ud af det? Bedre service? Lavere skatter? Mere frihed? Aktivt demokrati? Nej – intet fik vi – heller – ud af Fogh.

Derfor er det totalt ligegyldigt om vi vælger Anders, Lars, Helle eller Mette – de administrerer i dag blot en voksende EU-agenda, som er mere og mere globalistisk, og som i alt sin enkelthed går ud på at skabe et samfund, der er født til at producere high-end varer til eksporten til Kina (og senere Indien), i konkurrence med USA, og alt baseret på billig russisk energi, og lidt sol og vind. Denne mission skal nu gøre det ud for en borgerlig plan for Danmark, som sover videre i al den tro, at Uffes søn eller borgmesteren fra Viborg vil gøre det bedre, hvis de får chancen.

 

Som forretningsmand mener jeg at denne voksende centralisme er den helt forkerte vej at gå for Danmark. Som demokrat, er jeg af samme opfattelse
_______

 

Vores problem er centralismen
Den europæiske union er top-down: Den vælter sig rundt i administrativ magt, og kan ikke få nok af et påduttet fællesskab, som i sin konstruktion er meget lidt demokratisk.

Sammenlign med Schweiz, hvor en meget stor del af magten ligger i de 26 små kantoner med i gennemsnit 300.000 borgere. Her besluttes alt, fra farverne på affaldssækkene, til om vejene skal strøs med salt eller grus. Eller se på USA: Landets grundlæggere ønskede at deres stater skulle virke så frie som muligt, og i alt enkelthed udvikle sig som ’konkurrerende petriskåle’. Med 17 delstater, og en befolkning på ca. fire millioner mennesker inden år 1800, var der ’schweiziske forhold’ i det første halve århundrede. Grundlæggerne ville for alt i verden sikre sig, at hovedstaden Washington DC skulle være så begrænset i sin magt og udfoldelse som overhovedet muligt, og slet, slet ikke indgå i oversøiske aftaler, uden at delstaternes senatorer havde godkendt hver eneste aftale. Men Obama pressede Paris-aftalen igennem på udemokratisk manér. Trump indså problemet og afviklede den ulovlige aftale (traktat) som ikke var godkendt i senatet. Den beslutning var i fuld harmoni med USA’s grundlov. Den slags her har stor demokratisk betydning.

Hvis man sammenligner den politiske virkelighed i EU i dag, med Schweiz eller med det gamle USA kunne forskellen ikke være større.  EU har tusinder af regler og millioner af sider med regelsæt, der pådutter landene det ene og det andet i en stor, uendelig proces, der dybest set drejer sig om at ensrette de europæiske folk og alle politiske beslutninger. Det er top down.

Som forretningsmand mener jeg at denne voksende centralisme er den helt forkerte vej at gå for Danmark. Som demokrat, er jeg af samme opfattelse.

Og indenfor sine egne mure lider Danmark også af centralisme – alt for meget besluttes i København. Vi har en samfundsmodel i dag, hvor staten – med borgerlig accept – styrer nær alt.

Kommuner og regioner bruger 402 mia., staten 513 mia. (2022). Man kunne synes, det ser balanceret ud. Men det er en ren optisk illusion at tro, at lokale og halvlokale politikere har 44 pct. af magten. For pengene tildeles fra staten (’nu skal I gøre som vi siger’) og hvad værre er reglerne (hvordan bruges de førnævnte penge) besluttes fra staten side (’nu skal I DÆLME gøre, som vi siger’).

Derfor opstår det samme syge magtforhold som i EU: Først sender vi alle pengene over i den store centrale kasse, hvor nogen ved bedre – de fleste er ansatte, de færreste er folkevalgte – og så kan man ellers bare makke ret rundt omkring i landet. Pengene er afleveret, og borgerne kan ikke selv bestemme ude i det lokale. Der er regler for alt, og alt skal være så ens som muligt. Dette er en klokkeklar umyndiggørelse af den betalende befolkning, men kun få søger friheden, og demokratiet er i dag et magtspil i de store partier hen over midten.

Samtidig bestemmer EU’s politikere og bureaukrater mere og mere, hvordan danskernes egne penge, som først sendes ned til EU, skal bruges, når de kommer tilbage. Om det bliver en naturcykelsti eller et kraftvarmeværk, bestemmes ikke længere af de betalende danskere. Hvordan kan vi acceptere dét?

Det Danmark, du kender?
Da Helle Thorning-Schmidt i valgkampen 2015 talte om ’Det Danmark du kender’, hvad mente hun så egentligt?

Danmarks rekordstore handelsbalanceoverskud gemmer på en sandhed, som få vil indrømme: Vi har ikke nogen nye, store superindtjenende danske virksomheder. Hvor er det næste LEGO, Novo, Maersk eller Danfoss? Det findes simpelthen ikke, jeg kan i hvert fald ikke få øje på ét. Og når det gælder e-handel, har vi et svimlende handelsbalanceunderskud. Med andre ord: Det gamle går godt – det nye er en katastrofe.

Var det dét, Thorning fik fokusgruppe-godkendt? Det Danmark, du kender, bør vel være det Danmark, som vi har indflydelse på, og som bevæger sig i en retning, der er positiv for danskerne, bredt set, og tilvalgt på aktiv demokratisk vis, emne for emne. Den ivrige europæer Thorning-Schmidt ville gerne selv undgå verdens højeste skattetryk, men efterlod hun sig et Danmark, vi kender – og ønsker?

Til Goldman Sachs solgte Thornings regering, anført af Bjarne Corydon, DONG – en statsejet virksomhed, det vil sige danskernes. Hos Corydons senere arbejdsgiver, McKinsey, kan man godt lide EU, netop fordi centralismen og dens uendelige bureaukrati er det rene guf for allerede store virksomheder, der har ubegrænsede ressourcer til konsulenter (som McKinsey), advokater og lobbyisme. Der er ikke noget dejligere, end når man får overtalt EU til, at et tagvindue skal se nøjagtig sådan og sådan ud for at kunne blive godkendt i byggereglementet, som takket være EU bliver ens fra Thule til Trieste. Udelukkelsen er gennemført via EU-systemet, og Corydon får sin bonus. Ensretningen er hellig.

Hvad ønsker borgerne sig? Hvad er demokrati for alle, også dem, der ikke er eliten og aktionærerne? Jeg tror, de tænker: Tænk, om man kunne få lov til at gøre rent på det lokale plejehjem? Eller lave mad? Nej, den EU-bundne udbudskontrakt har ISS vundet fire år frem. Og Fødevarestyrelsen har bekendtgørelse nr. 8 af 6. januar 2022, som skal læses, før man kan lave medisterpølse til 16 ældre. Med top down er der to ting, der altid følger: De rige bliver rigere, og den sociale mobilitet falder. Dette er EU, mine damer og herrer.

Inde i Dansk Industri er der en stående joke: Den eneste nyere danske børsnoterede succesvirksomhed i milliardklassen er et IT-selskab, der sælger IT-løsninger til staten. I perioden 2009-13 brugte staten IT-konsulenter for 11 mia. kr. Men er der en ny Rockwool eller Grundfos lige om hjørnet ude i den rigtige verden, dvs. på afstand af centralismens uddeling af vores skattekroner til tvivlsomme projekter?

 

Med top down er der to ting, der altid følger: De rige bliver rigere, og den sociale mobilitet falder. Dette er EU, mine damer og herrer
_______

 

Casper Lykkegaard Købke (f. 1974) er uddannet fra A.P. Møller og CBS (HD). I tyve år har han boet i fire forskellige lande med sin kone og tre børn. Han er grundlægger og medejer af et firma, der laver medicinske engangsartikler.



ILLUSTRATION: Premierminister Alexander De Croo, kansler Olaf Scholz, statsminister Mette Frederiksen, kommissionsformand Ursula Von der Leyen and premierminister Mark Rutte under Nordsømødet i Esbjerg 18. maj 2022.Foto: POOL PHILIP REYNAERS/Belga/Sipa USA/Ritzau Scanpix]