Chris Hvidberg: Ex-DF’erne hos Støjberg lider ikke udpræget af integritet

18.08.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

En række af ex-DF’ere arbejder ihærdigt for at hjælpe en bestemt gruppe borgere: Dem selv og Støjberg.

Af Chris Hvidberg, reklamemand, klummeskribent på JP og medlem af LA

Indtil for ganske nylig var der kun lukket én enkelt politiker ind i det forjættede land hos Danmarksdemokraterne: Ex-DF’eren Peter Skaarup. Men der har i længere tid været kø ved hoveddøren i Hadsund. Her ventede flere sultne politikere, der godt lige ville ind og lukrere lidt på Danmarks største politiker-brand. Og nu er de så lukket ind: Onsdag blev navnene på 30 nye kandidater offentliggjort. Heriblandt folketingsmedlemmerne og tidligere DF’ere Søren Espersen, Jens Henrik Thulesen Dahl, Hans Kristian Skibby. Lise Bech og Karina Adsbøl.

I Epinions seneste meningsmåling fik Støjberg imponerende 10,8 pct. af stemmerne – uden at have givet vælgerne andet end en lille smule stegeos fra det partiprogram, hun er i gang med at tilberede.  Budskabet? Noget med kampen mod finere københavnske saloner.

Hun har dog sidenhen suppleret med et konkret udspil vedr. barselsregler, hvor hun ønsker at tildele danske familier 9 ugers ekstra barsel til fri fordeling mellem forældrene. Et klart modsvar til det EU-direktiv, der i ligestillingens navn har dikteret mindst 9 ugers barsel til både mor og far – og en lussing lige i smasken på de ”überfeminister”, hun også har erklæret krig imod.

 

Støjberg er det tætteste, vi kommer på en politisk udgave af Kandis, hvor die hard-fans er villige til at købe hvad som helst, bandet måtte udkomme med
_______

 

Men det er helt uden betydning, når man som Støjberg er det tætteste, vi kommer på en politisk udgave af Kandis, hvor die hard-fans er villige til at købe hvad som helst, bandet måtte udkomme med. Og dét siger jeg ikke for at være nedladende overfor Støjbergs fans (eller Kandis’, for den sags skyld). Jeg siger det for at illustrere, hvor stærkt et brand hun er. Og hvor dygtigt hun formidler sit brand.

Det er ikke et krav, at vælgere skal være professorer i statskundskab for at tilkendegive deres opbakning i en meningsmåling. Men. Det er noget andet med de politikere, der i længere tid bejlede som kandidater for Danmarksdemokraterne. I modsætning til vælgerne, er det altså ikke helt så uskyldigt, hvis man ligefrem ønsker at stille op for et parti med et temmelig ufærdigt politisk program.

Tilsyneladende har ingen forladt DF pga. politisk uenighed. Derimod skyldes deres afgang angiveligt personfnidder, dårlig stemning og ulideligt arbejdsklima. Det har jeg stor forståelse for. Sådan et sted gad jeg da heller ikke at arbejde. Men jeg er heller ikke politiker, og jeg lever derfor ikke i lige så høj grad af min personlige integritet (siden jeg nu arbejder i reklamebranchen, vil onde tunger i øvrigt nok betvivle, at jeg overhovedet er i besiddelse af integritet!).

Politiske holdninger er altså ikke noget, man sådan lige skifter ud efter forgodtbefindende: Hvis du har taget bikinien på, kan du ikke lige skifte til termokedeldragt, bare fordi det bliver koldt. Og eftersom det ikke var DF’s politik, der var årsag til bruddet med DF, må det vel betyde, at de faktisk var enige i den førte politik. Med mindre Danmarksdemokraterne er identisk med DF, må vi gå ud fra, at de potentielle kandidater har foretaget en pludselig, kollektiv holdningsændring for at kunne stille sig til rådighed for Støjberg.

Men hvordan i alverden KAN man skifte og erklære sig enig med et parti, der endnu ikke har gennemarbejdet sine holdninger ned i et politisk program? Eller er ex-DF’erne stadig enige med deres gamle parti – hvilket jo vil være absurd løjerligt? Ingen af disse scenarier stiller Støjbergs bejlere i specielt godt lys. Sjældent har et ord som ”levebrødspolitiker” virket mere oplagt at bruge end her.

Det tager tid at udvikle et politisk program – især når der også skal opbygges en ny organisation. Men i skrivende stund er der på hjemmesiden kun tale om et par fluffy hensigtserklæringer, som jeg også snildt ville kunne have skrevet en nat, jeg kom hjem fra en glad aften i byen. Og ifølge Steen Thomsen, konsulent for Danmarksdemokraterne, har ingen af kandidaterne udtrykt problemer med, at der ikke er noget egentlig politisk program på plads endnu, hvilket må betyde, at der stadig har været en del ubekendte – og at ex-DF’ere derfor reelt ikke kendte hele partiprogrammet, da de endnu stod og logrede udenfor Støjbergs hjem i Hadsund.

 

Eller er ex-DF’erne stadig enige med deres gamle parti – hvilket jo vil være absurd løjerligt? Ingen af disse scenarier stiller Støjbergs bejlere i specielt godt lys. Sjældent har et ord som ”levebrødspolitiker” virket mere oplagt at bruge end her

_______

 

Integritet er en subjektiv størrelse. I disse dage diskuteres det eksempelvis, om Støjberg er værdig til at få en ministerpost. Det er der en del – navnlig fra finere københavnske saloner – der siger nej til. Men hvis du en tilfældig tirsdag nat tager til Hadsund og vækker en ”helt almindelig dansker”, vil vedkommende sandsynligvis straks sige ja. Selv uden nødvendigvis at ville stemme på hende. Og begrunde det med Støjbergs integritet. Hun anses af sine fans for at være en politiker, der – trods konstante hadekampagner fra politisk korrekte venstrefløjsere – uden slinger i valsen altid har kæmpet for det, hun troede på. Koste hvad det vil – herunder fængselsdom og udsmidning fra Folketinget! Dét er integritet! Og når Støjberg lukker sine bejlere ind over en ramme Coke Zero, får de uvægerligt også lidt af hendes odeur af integritet over sig.

Men betyder integritet – og her mener jeg i betydningen: at agere ærligt, redeligt og til en vis grad konsistent – mindre end tidligere i det politiske liv? Nej. Eksempelvis er jeg ret sikker på, at DF’s deroute i høj grad hænger sammen med vælgernes – fortjente eller ufortjente – vurdering af Messerschmidts mangel på integritet. Men netop både han og Støjberg udstiller, at det i langt højere grad end tidligere handler om personer. Positivt, så vel som negativt.

Det samme gælder Løkke og Moderaterne. Det hele hviler udelukkende på Løkke – ikke på hans hold af mere eller mindre ukendte kandidater, hvoraf kun én, Jakob Engel-Schmidt, tidligere har været folketingsmedlem. Man kan derfor ikke kategorisere kandidaterne som levebrødspolitikere uden integritet. Løkke selv? Tjoeh. Synes man godt om personen, Løkke, er integritet sekundært. Men hvis man i slutningen af en valgkamp pludselig ændrer retning og ønsker at danne regering hen over midten, er integritet altså ikke det første, man tænker på.

Det tænkte vælgerne heller ikke om mit eget parti, LA, da vi fik en ordentlig vælgerkindhest i 2019. De fleste vil mene, at den primært skyldes LA’s indtrædelse i regeringen. At ministerbilerne blev vigtigere end mærkesagerne. Og at al den opsparede goodwill, der var tilfaldet det liberale udbryder- og protestparti, blev formøblet i samme sekund, der blev rystet på hånden, da det virkelig gjaldt topskatten. Dér mistede LA i vælgernes øjne integriteten. De sidste mange meningsmålinger viser dog en klar fremgang, så mon ikke partiet får et ganske godt valg.

Dog ikke så godt som Støjberg & Co., der selv om de næppe når helt op på de 10,8 pct., alligevel står til et virkeligt godt valg. Og så kan jeg sidde her og mene nok så meget fint og ophøjet om integritet i min klumme – publiceret i et velrenommeret magasin, der nok primært bliver læst i københavnske saloner. ■

 

Men betyder integritet – og her mener jeg i betydningen: at agere ærligt, redeligt og til en vis grad konsistent – mindre end tidligere i det politiske liv? Nej
_______

 

Chris Hvidberg (f.1971) er reklamemand, klummeskribent på Jyllands-Posten og medlem af Liberal Alliance.

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?