Jesper Olsen: Den danske embedsstand er under et voldsomt politisk pres. Den magtbalance, der skal være mellem embedsmænd og politikere, bliver udvisket

30.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Når princippet om, at målet helliger midlet, så skal alle demokratiske advarselslamper bimle og bamle. Men de traditionelle magtpartier er mere optaget af deres egne muligheder for at udøve magten, når det igen bliver deres tur, end af at se grundlæggende på, hvad der bedst for Danmark.

Kommentar af Jesper Olsen, Formand Transparency International Danmark, Ekstern lektor i offentlig ret

Hvad lærte vi af valgkampen? At Danmark begynder mere og mere at ligne lande, vi normalt ikke sammenligner os med.

En af årsagerne til Danmarks succes er, at vi har bygget det samfund, vi kendte, på to søjler: En stærk velfærdsstat og en stærk retsstat. Jeg bliver tit spurgt fra udlandet, hvad kan vi lære af Danmark. Selvom mange forventer, at jeg primært vil sige noget om åbenhed og tillid – så er svaret altid: Man kan ikke skabe et samfund med et lavt niveau af korruption uden i) et retssystem og ii) social retfærdighed.

Når jeg ser på den valgkamp, der er ved at lukke ned, bliver jeg deprimeret. Dels fordi der ikke er et eneste parti, der har fremlagt en reel plan for økonomien og den stigende inflation, der ikke rammer de svageste i vores samfund, og dermed den søjle, der handler om sociale retfærdighed. Ogdels fordi der ikke er meget salg i ’de fine franske principper’ om retsstaten som nogen devaluerende prøver at kalde den anden søjle.

Hvorfor kom valget nu? Fordi Minkkommissionen i juni afleverede en rapport, hvor det blev slået fast, at regeringen havde truffet en afgørelse uden lovhjemmel. Statsministeren havde groft vildledt befolkningen. Men hun slap for ansvar fordi embedsmændene ikke havde givet politikerne oplysning herom. Selvom alle nøgleaktørerne i de udførende lag kendte til den manglende lovhjemmel, fortsatte man. Minksagen er mere alvorlig end Tamilsagen og Instrukssagen tilsammen, fordi dette ikke handler om enkeltpersoners handlinger, men om et clusterfuck i et helt system.

Når vi ser på meningsmålingerne, så har dét ikke betydning for statsministerens mulighed for genvalg. Regeringspartiet ligger nogenlunde stabilt i målingerne og statsministeren er den af de tre erklærede kandidater til jobbet, der isoleret set har de største popularitetstal.

Er det fordi befolkningen er ligeglad med den slags? Eller er det fordi danskerne er nået til den erkendelse, at når det kommer til god regeringsførelse, så kan den ene være lige så dårlige som den anden?

Når man ikke har en rygende pistol, bliver magt let for abstrakt at forholde sig til. Derfor stemmer man ud fra egeninteresse: Hvem lyder som nogen, der vil løse de problemer, som jeg står med? Man er dermed også til salg for dem, der tjener ens egen interesse.


Det store skred

Men har det ikke altid været sådan? Jo – men det har traditionelt ikke gjort noget, at fordelingspolitikken løb med opmærksomheden, fordi der grundlæggende var styr på retsstaten. Det store skred er sket ved, at der hen over de seneste år har været det ene angreb på retsstatens fundament efter det andet. Lad mig bare nævne nogle eksempler.

1) Danske domstole er presset på ressourcer. Ventetiderne er uacceptabelt lange. Politikerne vil bestemme og binde domstolene ind i endnu et politisk forlig, hvor besparelserne er udpeget – men reelt presser den politiske styring af ressourcer domstolenes uafhængighed. Diktatet om, at regeringen besluttede at Domstolene skulle lukke under corona, og ikke domstolene selv, er bareéet symbol på en logik, der er helt galt på den.

2) Lovgivningsmagten går oftere og oftere til kanten af konventionerne, når der udarbejdes lovgivning. Danmark er klar til at tage en ”procesrisiko”, som det hedder i dét sprog. Dermed er vi med til at underminere vores helt grundlæggende interesse som småstat, nemlig respekten om konventionerne. Rundt om i verden kan statsledere, vi indtil for få år siden ikke ville sammenlignes med, spørge: Når Danmark kan, hvad skulle der så være galt med vores politik?

3) De to største politiske skandaler (Minksagen og Instrukssagen) i nyere tid handler begge om legalitetsprincippet. Altså princippet om, at når der gøres indgreb i borgernes liv, så skal det have klar lovhjemmel. Og forsvaret fra både Mette Frederiksen og Inger Støjberg er påfaldende ens: Jeg ville have gjort det igen. Når princippet om, at målet helliger midlet, så skal alle demokratiske advarselslamper bimle og bamle.

4) Den danske embedsstand er under et voldsomt politisk pres. Statsministeriets departementschef, der står som den sidste garant for kodeks VII, der er grundreglerne for embedsværket, har fået en tjenstlig advarsel for netop ikke at overholde dette. Magten centraliseres, mens ansvaret decentraliseres. Den magtbalance, der skal være mellem embedsmænd og politikere, bliver udvisket.

Mens vi venter på, at det såkaldte Dybvad-udvalg kommer med en vurdering af det sidste, så konstaterer jeg, at jeg kunne fortsætte med at liste en lang række sager op.


Et ansvar i begge blokke – og hos to nye partiledere

Problemet er også, at både rød og blå blok har et medansvar. Blå blok har ikke kommet med et alternativ, dvs. nogle konkrete principper for god regeringsførelse. De traditionelle magtpartier er mere optaget af deres egne muligheder for at udøve magten, når det igen bliver deres tur, end af at se grundlæggende på, hvad der bedst for Danmark. Den nære fortid spøger. I valgkampen har to af de personer, der har været med til at bringe os hen, hvor vi er i dag, fået stor opbakning som leder for hver deres nye parti.

At en person, der for under et år siden blev dømt i Rigsretten kan være formand for et parti uden at møde afstandtagen fra de andre partier, illustrerer jo det hele. Enten er man bange for hendes vælgere, eller også vil man helst ikke fraskrive sig retten til selv at gøre comeback. Med de aktuelle meningsmålinger er det ikke urealistisk, at Danmarksdemokraterne bliver medlem af Folketingets Præsidium. Den ultimative hævn over ’de fine franske principper’ med Inger Støjberg i formandsstolen som en af tingets fire næstformænd, er ikke et urealistisk scenarie.

Den anden er Lars Løkke Rasmussen. Den røde tråd i hans politiske virke har været brug af betroet magt til egen vinding. Fra bilagssager til kvotekonger. Og i denne valgperiode har han taget lobbyisme til et helt nyt niveau ved både at være privat rådgiver i et internationalt advokatfirma og medlem af Folketinget – samtidig. Mange elsker ham for det. Fordi han er lige så fejlbarlig som os selv.

Men er det ikke netop her, vi har brug for noget andet? Eller skal det være en af de lave fællesnævnere, der skal sætte standarden for omgangen med politisk magt?

Normalt er det svært for en organisation som Transparency International at trænge igennem med vores politiske mærkesager i en valgkamp. Det plejer jeg at se som et sundhedstegn. Derfor er det også bekymrende, at vi har haft rigtig travlt de sidste fire uger. Men takket være en magtkritisk fri presse, har der været fokus på to af vores mærkesager: manglende åbenhed om privat partistøtte og lobbyisme. Normalt når pressen afslører en politiker i ikke at overholde partistøttereglerne, kan man altid få andre politikere til at kræve handling. Men denne gang har der – med få undtagelser – nærmest været radiotavshed. Det, Frihedsbrevets serie jo dokumenterede er, at det ikke er enkeltsager, men helt systematisk overtrædelse af loven om privat partistøtte. Når alle gør det, hvad er så problemet?


En ny demokratisk samtale

Er der ikke noget positivt? Det vil valgets tale vise. Men forskerne indikerer allerede, at der er rigtig mange vælgere, der har svært ved at sætte deres kryds, hvor de plejer. Radikale vælgere, der ikke kunne forstå, at partiet ikke mente det alvorligt, da man erklærede mistillid til statsministeren for derefter at pege på hende igen. Solide borgerlige vælgere, der har rigtig svært ved den omfavnelse af Inger Støjberg, som resten af blå blok har gjort. Traditionelle socialdemokrater og folkesocialister, der har svært ved samarbejdet med Rwanda.


Der har været talt meget om den såkaldte ’demokratiske samtale’. Måske er læren for mig af dette valg først og fremmest, at vi bruger alt for meget tid på politikerne, der er mere optagede af hykleriet hos modparten end substansen i de politiske spørgsmål – og som savner modet til at overveje, om de andre havde en ide, der var bedre end deres egen.

Måske skal politikerne slet ikke være med i den – den demokratiske samtale? Måske er det netop hos civilsamfundet, at den demokratiske samtale skal have sit omdrejningspunkt? Med fokus på de problemer, vores medborgere har? Vejen til verdens ulykker er nemlig brolagt af politikere, der afmonterede retsstaten og kun fokuserede på de mærkesager, der kortsigtet kunne købe dem stemmer.

Valgdagen bør være demokratiets festdag. Men lad os som borgere genstarte den demokratiske samtale den 2. november og så håbe, at politikerne en dag vil være med. ■
 

Måske skal politikerne slet ikke være med i den – den demokratiske samtale?
_______

 

ILLUSTRATION: Minksagen: Statsminister Mette Frederiksen (S) og daværende justitsminister Nick Hækkerup (S) der pressemøde i Spejlsalen, 11. marts 2021 [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]