Kasper Heumann Kristensen: Vi er ved at miste vores personlige frihed i Danmark

12.05.2022

“Hver gang der skal prioriteres mellem diversitet og frihed – eller mellem symbolpolitik og frihed – er det den personlige frihed, der taber. Og når friheden begrænses efter en salamimetode, hvor den frarøves os en lille smule ad gangen, er det nemmere at indskrænke folks frihed end at give den tilbage. Konsekvensen heraf bliver, at danskerne skive for skive bliver mindre frie.”

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Kasper Heumann Kristensen

Noget af det, som karakteriserer vores oplyste og liberale samfund, er, at vi har en høj grad af frihed. Vores presse er fri. Vores opposition er fri. Danskerne er frie. Nuvel, vi skal køre efter færdselsloven, betale vores skat og respektere nogle spilleregler for det at være borger i et samfund. Men vi er overordnet frie. En god liberal huskeregel siger, at din frihed strækker sig akkurat dertil, hvor den begrænser min. Det er en god huskeregel, fordi den respekterer individets ret til selvbestemmelse samtidig med, at den respekterer fællesskabets ret til ikke at lide under individets valg.

I Ukraine udspiller sig netop nu den største af alle tænkelige frihedskampe. Folk får taget den ultimative frihed fra sig. Deres hjem. Deres liv. Ruslands invasion af Ukraine er en berøvelse af det ukrainske folks frihed, og en påmindelse for os andre om, at frihed hverken er givet eller gratis.

I Danmark udspiller sig en mindre frihedskamp, kampen for den nære frihed. Det kan altid virke så navlebeskuende og perspektivløst, når man brokker sig over noget, mens andre har det værre. Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg skulle spise min mad, ”fordi der er masser af børn i Afrika, som sulter”.  Jo jo, men hvis jeg nu hader leverpostej, hvad nytter det så, at der er tusindvis af børn i Etiopien der elsker det? Man kan sige det samme om sammenligningen mellem Ukraine og Danmark. Men frihed er bare ikke et nulsumsspil. At nogle mennesker mister deres frihed, betyder ikke, at andre får mere. Man kan sagtens ikke kunne lide leverpostej, mens andre mennesker sulter andre steder i verden.

 

Når friheden begrænses efter en salamimetode, hvor den frarøves os en lille smule ad gangen, er det nemmere at indskrænke folks frihed end at give den tilbage
_______

 

DE SENESTE ÅR er den liberale huskeregel blevet kraftigt udfordret, og meget af den lovgivning og de forslag, som vores politikere iværksætter, har meget lidt respekt for individets frihed. Hvis nogen skulle være i tvivl om den påstand, så hør, hvad Nick Hækkerup som minister fra landets fineste talerstol udtrykte i en diskussion om overvågning:

”Uden tryghed, ingen frihed. Det følger logisk heraf, at med overvågning stiger friheden”.

Det kan ikke siges tydeligere. Jeg tror, de fleste godt kan se, at det er noget vrøvl, og at friheden indskrænkes og ikke øges ved overvågning. Det er klart, at overvågning gør det sværere at begå kriminalitet, og det er nok déri Hækkerup mener, trygheden – og dermed friheden – skal findes. Det kommer bare med den pris for alle, at overvågning er en begrænsning af muligheden for at gå frit rundt. At en profileret minister mener, at en overvåget dansker er en fri dansker, bekymrer mig meget.

Et tydeligt tegn på den nære friheds trange kår er den forestående elevfordeling på danske gymnasier. Fra næste skoleår skal eleverne på en række udvalgte gymnasier i og omkring de større byer fordeles efter forældrenes indkomst. Formålet med dette er at skabe diversitet blandt elevsammensætningerne på gymnasierne, eller sagt på en anden måde: Man vil fordele de ressourcestærke blandt de mindre ressourcestærke. De unge betaler prisen og bliver frarøvet den frihed, der ligger i selv at kunne bestemme, hvor man studerer. Og de, der frarøver dem den frihed, er politikere, som selv har nydt den frihed, da de valgte gymnasium.

Reelt betyder det, at når barndomsvennerne Amalie, Beate og Caroline fra Gentofte skal gå fra folkeskole til gymnasie, risikerer de, at Amalie og Beate fortsætter uden Caroline pga. deres forældres indkomst. Det er så forkert, som noget kan være. Mon Caroline føler sig som et mere eller mindre frit menneske, når hun bliver sendt på et andet gymnasium end sine veninder?

IKKE KUN GYMNASIEELEVER må finde sig i færre personlige valg og mere statslig indblanden i deres liv. Også burkaklædte kvinder må finde sig i, at ikke engang ens egen beklædning længere er et frit valg. Et flertal af politikerne i Danmark ser stort på retten til at gå i det tøj, man selv vælger, alene af den årsag, at de betragter en bestemt beklædningsdel for kvindeundertrykkende. Det er en ultimativ symbolskpolitik kortslutning at tro, at man gør noget som helst godt for undertrykte kvinder ved at forbyde en beklædningsdel. Mon Hacer føler sig som et mere eller mindre frit menneske, når hun ikke længere kan bestemme, hvilket tøj hun ifører sig?

Når friheden begrænses efter en salamimetode, hvor den frarøves os en lille smule ad gangen, er det nemmere at indskrænke folks frihed end at give den tilbage. Konsekvensen heraf bliver, at danskerne skive for skive bliver mindre frie. Førnævnte eksempler viser tydeligt, at hver gang der skal prioriteres mellem diversitet og frihed – eller mellem symbolpolitik og frihed – er det den personlige frihed, der taber. Vi ser samme tendens, når politikerne med alle midler forsøger at redde danskerne fra rygning eller kviklån uden den mindste respekt for individets ret til selvbestemmelse.

DER ER BEHOV for et opråb, behov for, at vi tager den personlige frihed alvorligt. Alle voksne mennesker har ret til friheden til at træffe beslutninger om deres eget liv. Også de dumme beslutninger. Dem, der sender dem i økonomisk uføre. Dem, som gør dem mere usunde. Hvorfor? Fordi det er deres liv og deres krop. Ikke statens. Og fordi sådan er livet indrettet: Man træffer frie valg, man begår fejl, man fortryder, og man lærer af det til næste gang. Hvem ønsker egentlig et samfund, hvor velfærdsstatens curlingpolitikere fjerner enhver sten på vejen og forhindrer folk i at begå fejl og udvikle sig derigennem? ■

 

Hvem ønsker egentlig et samfund, hvor velfærdsstatens curlingpolitikere fjerner enhver sten på vejen og forhindrer folk i at begå fejl og udvikle sig derigennem?
_______

Apropos denne artikel:

Valdemar Hvidberg Alban: Regeringens kompromisser sker på bekostning af en provins i velfærdskrise

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Polen – på vej mod stormagtsstatus?

Pia Olsen Dyhr: Det er noget pjat at sige, at den grønne omstilling går ud over befolkningens livskvalitet

Møller-Sørensen og Hendricks: Hvad prisen på Truth Social fortæller os om politik

Troels Chr. Jakobsen (Å): Branden i Børsen understreger vores behov for andet og mere end regneark – ikke mindst i byrummet

Janus E. Lauritsen: Kants filosofi stiller højere krav til os, end vi kan indfri. Derfor er der mere brug for den end nogensinde