Lars Bangert Struwe: Nu er der ingen vej tilbage. Putin har endegyldigt bevist, at han ikke vil freden

22.02.2022

Med aftenens historiske anerkendelse af og efterfølgende intervention i udbryderrepublikkerne i det østlige Ukraine, beviste Putin, at forhandlingens vej ikke findes. Brutal magt er det eneste, der interesserer ham. En ny tid er begyndt for Vesten.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her

Kommentar af Lars Bangert Struwe

DEN RUSSISKE beslutning mandag den 21. februar 2022 betød, at Rusland nu endeligt har forladt ethvert forhandlingsspor. Rusland tager helt bevidst konfrontationen og må tilsyneladende føle sig stærk nok til det. Vi kan kun gisne om, hvor langt den russisk-kinesiske aftale fra 4. februar rækker, men muligvis har Rusland fået grønt lys fra Kina til denne handling. I hvert fald, så står de to stater skulder ved skulder, og Kina har tidligere ment, at Rusland bør få sikkerhedsgarantier og har støttet Rusland i Ukrainekrisen. Lige nu må vi fokusere på, hvad Rusland egentligt har gjort – og det er slemt nok.

Vesten har endnu engang vist sig tåbelige og troet, at man kunne forhandle med en diktator. Det kan man ikke. Putin har endnu engang set Vesten som svagt, og man har fra russisk side orkestreret en Ukrainekrise, der nu kan ende med en russisk de facto besættelse af Donbass-området med dertilhørende risiko for en fuld krig imellem Ukraine på den ene side og Rusland og dets allierede Hviderusland på den anden. Ukraine er overladt til sig selv, for ingen vestlig leder er klar til at ofre deres landsmænds liv for Ukraine.

 

Putin erklærede tilmed i sin tale, at Ukraine er skabt af Rusland
_______

 

Vest mod øst
I aftenens tale meddelte præsident Putin at: “I believe it is necessary to take a long overdue decision, to immediately recognize the independence and sovereignty of the Donetsk People’s Republic and the Luhansk People’s Republic…” Derved overtræder den russiske præsident folkeretten og blander sig direkte i en anden stats suverænitet og indre anliggender. Statsminister Mette Frederiksen har reageret meget hurtigt med en klar fordømmelse.

Den internationale respons har da heller ikke ladet vente på sig. FN har meddelt, at man mener, at Rusland overtræder Ukraines suverænitet, og i Storbritannien har premierminister Boris Johnson meddelt, at Putin overtræder folkeretten og lancerer derfor koordinerede sanktioner. De fleste af dem ventes at træde i kraft i morgen.

Ukrainekrisen illustrerer på dramatisk vis, hvordan der lige nu er opstået to parallelle verdener. Den russiske verden, som man bl.a. kan følge via det russiske nyhedsbureau Tass, hvor Vesten er skyld i al ulykke. Her kan man læse om, hvordan at Ukraine, hvis det bliver NATO-medlem, kan bruges som udgangspunkt for et angreb fra NATO ind i Rusland. Og det er faktisk en ny udvikling. I 1994 anerkendte Rusland Ukraines uafhængighed og grænser, og i 2004 anerkendte præsident Putin staternes ret til frit at vælge allierede, og forstod, at NATO udvidede sig i form af staternes selvbestemmelse. Intet af dette anerkender Rusland længere. Putin erklærede tilmed i sin tale, at Ukraine er skabt af Rusland. Og NATO ses som en konstant trussel imod Rusland. Den russiske verdensopfattelse er en paranoid af slagsen.

I vores vestlige verden er virkeligheden en ganske anden: NATO er og bliver en forsvarsalliance, men i Rusland anerkender man konsekvent ikke dette faktum. Der er virkelig grund til bekymring, når vi ikke kan genkende hinandens verdener. 

I fortsættelse af Putins beslutning om anerkendelse af de to udbryderrepublikker har han også meddelt, at han er klar til at indsætte ”fredsbevarende styrker” i Ukraine. Samme type af styrker indsatte man til at nedkæmpe den protestbevægelsen i Kasakhstan i januar i starten af året.

Putin har indiskutabelt vist, at bare tanken om diplomatiske forhandlinger er latterlige med et individ som ham. Han er dybest set ligeglad med internationale aftaler og forhandlinger, medmindre han vinder på det.

 

Hele EU og USA’s diplomati står lige nu afklædt. Man burde allerede i december 2021 have meddelt, at der ikke kan forhandles på Ruslands præmisser, og iværksat øjeblikkelige sanktioner
_______

 

Det gamle Europa står på hæl
Hele EU og USA’s diplomati står lige nu afklædt. Man burde allerede i december 2021 have meddelt, at der ikke kan forhandles på Ruslands præmisser, og iværksat øjeblikkelige sanktioner, der kun blev ophævet, hvis Rusland trak sig fra Ukraines grænser og stoppede med at støtte separatisterne.

Vesten har derfor brug for en ny Ruslands-politik. Det betyder et stærkt NATO – glem alt om at udvikle et EU-forsvar. I NATO’s kommende strategisk koncept, der skal vedtages til sommer, bør man tone rent flag og erklære Rusland som en fjende. Det betyder også, at hele Europa må haste en genoprustning igennem, så man kan afskrække Rusland. For Danmarks vedkommende betyder det, at man bør tilføre Forsvaret ekstra midler øjeblikkeligt. Vi har grundlæggende ikke et forsvar, der kan løse dets opgaver.

I Danmark kan vi sove lidt usikkert i nat – men trygt, fordi vi har er medlemmer af NATO. Det kan de ikke i Ukraine, for de står uden for. Det er den basale grænsedragning i Europa, vi må indse. Her må man leve med frygten. Ukraine risikerer lige nu i bedste fald at miste dele af sit territorium til Rusland og i værste fald ende i en borgerkrig eller blive besat. I de kommende dage vil det være op til Vesten at finde en måde at inddæmme krisen på. Tilsyneladende er der lige nu fælles trit. Igen sænker en kold krigs dysterhed sig over vores fremtid. En vej, som Putin har valgt for os alle. ■

 

Danmark kan vi sove lidt usikkert i nat – men trygt, fordi vi har er medlemmer af NATO. Det kan de ikke i Ukraine, for de står uden for. Det er den basale grænsedragning i Europa, vi må indse. Her må man leve med frygten
_______

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?