Mikkel Vedby Rasmussen: Sådan kan Putin tabe

08.03.2022

Ruslands fremrykning i Ukraine skygger for det forhold, at invasionen ikke går efter planen. Præsident Putin har valgt en konfrontation med Vesten, som han ikke har udsigt til at vinde. Vesten har eskalationsoverlegenhed og kan vælge at kæmpe en stedfortræderkrig mod Rusland i Ukraine.

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen

Denne artikel er midlertidigt placeret udenfor betalingsmuren. Et helt års abonnement på RÆSON koster fortsat kun 250 kr. (200 for studerende+pensionister). Da magasinet ikke modtager nogen støtte, er det takket være RÆSONs abonnenter at vi kan stille artikler som denne gratis til rådighed.

Inden præsident Putin indledte sin erobringskrig, gjorde Vesten det klart, at man havde gennemskuet hans planer, at Vesten ville bistå Ukraine i at yde modstand mod en invasion, og at Vesten ville sørge for, at Putin mærkede konsekvenserne af sine handlinger. Hvad det sidste angår, var præsident Biden meget tydelig omkring, at Vesten ikke ville gribe militært ind i en krig i Ukraine, men derimod indføre økonomiske sanktioner mod Rusland. Til gengæld gjorde NATO-landene det klart, at de ville forsvare selv det mindste stykke NATO-territorium. 18. februar – knap en uge inden invasionen – fastslog præsident Biden således på en pressekonference i Det Hvide Hus: ”Bundlinjen er denne: USA og vores allierede og partnere vil støtte det ukrainske folk. Vi vil holde Rusland ansvarlig for sine handlinger. Vesten er forenet og beslutsomt. Vi er klar til at indføre strenge sanktioner mod Rusland, hvis det yderligere invaderer Ukraine.”

 

Takket være russisk ubehændighed og vestlige fasthed har Vesten således kunnet forhindre, at Ukrainespørgsmålet blev til et Europaspørgsmål
_______

 

USA havde tænkt tanken
I december sendte Putin USA og NATO to forslag til traktater, han gerne ville indgå. Her lød det, at Ukrainekrisen var en krise i den vestlige sikkerhedsorden. Ifølge Rusland havde NATO-udvidelsen destabiliseret den europæiske sikkerhedsorden, og bragt Rusland i en situation, hvor landet ikke havde andet valg end at kæmpe mod en truende omringning – med mindre USA og NATO gav efter for en række russiske krav. Traktaterne understregede, at Rusland opfattede NATO-landene som vasaler i det amerikanske imperium, og at USA derfor kun handlede med NATO og NATO-landene. USA skulle således komme med en række indrømmelser til Rusland; herunder om hvordan USA deployerede sine atomvåben. NATO skulle bl.a. love ikke at optage Ukraine og gøre en række af sine medlemmer til anden rangsmedlemmer med en lavere beskyttelse. NATO lod sig ikke ladet føre ned ad den vej. Forhandlingerne med russiske diplomater omkring jul tjente til at afklare, at Rusland i virkeligheden ikke selv var interesseret i en forhandlingsløsning. De russiske diplomater vidste udmærket godt, at NATO og USA ikke kunne imødekomme de russiske krav. Traktatforslagne var formuleret på en måde, som på forhånd gjorde det umuligt. Men derved spændt Rusland ben for sig selv, eftersom nogle mere rimelige krav havde Vesten formentlig godt ville forhandle om. Takket være russisk ubehændighed og vestlige fasthed har Vesten således kunnet forhindre, at Ukrainespørgsmålet blev til et Europaspørgsmål.

Prisen for afskrækkelse af angreb på Vesten har været at gøre det tydeligt, at Ukraine måtte kæmpe mod Rusland alene. At Vesten i opløbet til krigen sondrede så bevidst og klart mellem Ukraine og NATO-lande, har styrket Vestens afskrækkende virkning på Rusland, fordi afskrækkelse kun virker, hvis den er klar og konkret.

Krumtappen i den vestlige strategi er Ukraines evne til at forsvare sig selv. Var præsident Zelenskyjs regering kollapset sammen med de ukrainske væbnede styrker på invasionens første dag, som præsident Putin håbede, havde Vesten ikke kunnet gøre meget andet end at udsende vrede pressemeddelelser. Ukraines modstand – kombineret med Zelenskyjs evne til at fortælle historien om Ukraines frihedskamp som en kamp for vestlige værdier – skabte muligheden for, at Vesten kan give Ukraine ressourcerne til at kæmpe mod Rusland i Ukraine. For hver dag de ukrainske styrker kæmper videre, får sanktionerne tid til at virke. Sanktionerne er en bombe under Ruslands økonomi, men bomben bliver antændt med en lang lunte, og den skal have tid til at brænde ud.

Putins to store fejltagelser
Putins første og største strategiske fejltagelse var at give både Ukraine og Vesten tid til at forberede sig på invasionen. Flere måneders frygt for invasion havde mentalt forberedt Ukraine på at kæmpe i stedet for at affinde sig med sin skæbne. Frygten for en invasion havde samtidigt mobiliseret politisk konsensus mod Rusland i Europa, og på den baggrund fik præsident Biden og udenrigsminister Blinken samlet et flertal bag omfattende sanktioner. Da invasionen kom, kæmpede Ukraine, og Vesten trykkede på den store røde sanktionsknap.

To års coronarestriktioner havde ligeledes forberedt de vestlige regeringer på invasionen ved at træne dem i at foretage omfattende reguleringer af samfundsøkonomien og lukke grænser. Troen på globaliseringen som et vilkår er blevet undergravet under coronakrisen, så der var ingen ideologisk modstand mod at lukke Rusland ude af de globale netværk, men tværtimod en erfaring i regeringerne om, at den slags kunne lade sig gøre.

Coronakrisen har også vænnet vestlige regeringer til at tænke sikkerhedspolitisk igen. Selvom kroppens sikkerhedspolitik pludseligt er blevet afløst af geopolitik, er evnen til at mobilisere statens ressourcer mod en trussel den samme. En regering og et politisk miljø, der er trænet i at tage hurtige, store og svære beslutninger, reagerer på en anden, mere resolut måde, end Putin hidtil har været vant til. Det var præsident Putins anden og næststørste fejltagelse: ikke at indse, at på grund af corona-erfaring var hans modstandere i Vesten nu af en anden støbning. Putin tog heller ikke højde for, at der er en større vilje til at modsætte sig hans provokationer og en anden evne til at håndtere udenrigspolitiske kriser, efter præsident Trump og kansler Merkel har forladt regeringskontorerne i henholdsvis Washington og Berlin.

 

Det var præsident Putins anden og næststørste fejltagelse: ikke at indse, at på grund af corona-erfaring var hans modstandere i Vesten nu af en anden støbning
_______

 

Hvad Vesten kan gøre nu
NATO har således realiseret sin trussel over for Rusland om, at en invasion af Ukraine vil få konsekvenser. Vesten har på en ene side støttet Ukraine i kampen mod invasionshæren og på den anden side gennemført økonomiske sanktioner over for Rusland og Hviderusland.

Så længe den ukrainske hær er i felten mod Rusland, kan Vesten forsyne den med våben og ammunition. Bliver konflikten af længere varighed, kan Vesten – som før konflikten – træne de ukrainske styrker. De ukrainske styrker har fordelen ved at kæmpe på deres egne marker og i deres egne byer; dette kendskab til terrænet kan vestlige efterretningstjenester supplere med efterretninger om de russiske styrkers placering og planer.

At de europæiske lande tager mod ukrainske flygtninge med åbne arme, betyder, at den ukrainske regering ikke behøver at bruge ressourcer på at drive flygtningelejre i det vestlige Ukraine. Selvom der er hundredetusinder internt fordrevne i landet, kan staten dermed fokusere sine logistiske ressourcer på krigen. Flygtningene har strategisk værdi, fordi de bærer et personligt vidnesbyrd om konsekvenserne af Putins invasion til selv de fjerneste parcelhuskvarterer i Vesteuropa.

Vesten har bistået Ukraine med at forhindre russiske cyberangreb. Ifølge New York Times opdagede Microsofts Threat Intelligence Center i Seattle, at malware blev sluppet løs mod Ukraines regeringskontorer og banker i timerne, før de russiske kampvogne rullede over grænsen. Inden for tre timer havde Microsoft opdateret sine koder til at neutralisere virusprogrammet. Elon Musk har sendt Starlink, som er en satellitbaseret internetservice, til Ukraine, hvilket ikke alene har gjort det muligt for almindelige ukrainere fortsat at være forbundet til hinanden og omverden, men som også har medført, at den ukrainske regering og de ukrainske væbnede styrker har kunnet opretholde deres kommunikation.

Vestens erhvervsliv er således blevet mobiliseret i kampen mod den russiske invasion. Den afsky, som invasionen har vagt i omverden, har gjort modstand mod Putins invasion til en del af ethvert ansvarligt firmas cooperate social responsibility-(CSR)-politik. Det gør sanktionerne langt mere effektive og omfattende, end de ellers ville have været, og giver Ukraine mulighed for at trække på ressourcer, som normalt ikke ville være til rådighed for et land som Ukraine.

Magten er ikke forsvundet
Det har i årevis været på mode at mene, at globaliseringen betyder, at magt er blevet kompleks og diffus. Moises Naim skrev i 2013 i sin bog The End of Power, at “magt spredes, og store veletablerede magtspillere bliver i stigende grad udfordret af nyere og mindre. Og dem, der har magt, er mere begrænsede i måden, de kan bruge den på.” I den verden kan erhvervsledere og politikere ikke længere træffe afgørende beslutninger, fordi det økonomiske og politiske system er for komplekst, og den offentlige mening som formuleret på sociale medier alt for diffus. Men Ukrainekrigen viser, i hvor høj grad den analyse var en dårlig undskyldning for ikke at gøre fodarbejdet med at mobilisere globale koalitioner for at opnå strategiske mål.

Klimabevægelsen har vist, hvordan store, komplekse og diffuse spørgsmål kan mobilisere til handling, således at selv det mindste autoværksted føler sig forpligtet til at bidrage til kampen for et bedre klima. Det er den samme mobilisering, som er sket i Ukrainekrigen. Det har været en mobilisering af private og offentlige ressourcer. På den baggrund står det klart, at Vestens magt er et offentlig-privat partnerskab mellem globale virksomheder og vestlige regeringer. Med den amerikanske regering i spidsen er det partnerskab blevet mobiliseret af en konsensus om, at Rusland ikke skulle slippe afsted med en erobringskrig. Den konsensus er blevet vedligeholdt på sociale medier, hvor Ukraine og landets sympatisører dygtigt har formidlet fortællingen om Ukraines kamp mod overmagten.

Ruslands troldehær mistede med ét evnen til at påvirke den vestlige opinion på sociale medier, mens USA og EU lukkede russiske nyhedskanaler som Russia Today ned. Det har været fascinerende at se, hvor afpillede Putins apologeter i Vesten fremstår, når de russiske meningsmanipulatorer ikke længere kan understøtte dem. Til TV2 News udtaler den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, således sin forargelse over den ”ideologiske udrensning” i de danske medier, som bl.a. betyder, at ”folketingsmedlemmer har fået mundkurv på, blevet stigmatiseret i det danske informationsrum, selvom de blot tilbød at prøve at forstå årsagerne til Ruslands bekymring for sin sikkerhed i forbindelse med NATO’s ekspansion mod Øst”. Rusland har med ét ikke længere mulighed for at påvirke den politiske debat i Vesten på den måde, landet har vænnet sig til.

 

Rusland kunne selvfølgelig stoppe sin olie og gas eksport til Vesten, men uden muligheden for at afsætte energien andre steder, vil Rusland kun gøre den økonomisk afpresning af sig selv komplet ved at spille det kort. Der er kun militære kort i Kremls hånd
_______

 

Vil Kreml falde før Kyiv?
Vestens mobilisering har ikke kunnet forhindre de russiske styrker i at rykke frem mod Kyiv. Den eneste chance for at stoppe invasionen er et kup i Kreml. Vesten ville uden tvivl være meget imødekommende over for enhver, der afløser Putin på præsidentposten og trækker styrkerne ud af Ukraine. Det er man selvfølgelig udmærket klar over i Kreml, og det er formentlig en af de væsentligste årsager til, at operationstempoet er blevet sat op, og de bånd, der trods alt var lagt på invasionsstyrkerne, er blevet løsnet.

Og mens artilleriet hamrer løs på ukrainske byer, har præsident Putin eskaleret konflikten yderligere ved den 27. februar at true med at anvende atomvåben, hvis Vesten blander sig i konflikten: ”Jeg har beordret forsvarsministeren og den russiske forsvarschef til at sætte afskrækkelsesstyrkerne i den russiske hær i et særligt beredskab,” sagde præsidenten på russisk TV. Siden Vesten åbenlyst blander sig, rejser præsidentens trussel spørgsmålet om, hvorvidt Rusland er parat til at eskalere konflikten yderligere. Hvor Vesten har en lang række pressionsmidler over for Rusland, har Rusland kun militære kort tilbage at spille. Rusland kunne selvfølgelig stoppe sin olie og gas eksport til Vesten, men uden muligheden for at afsætte energien andre steder, vil Rusland kun gøre den økonomisk afpresning af sig selv komplet ved at spille det kort. Der er kun militære kort i Kremls hånd.

Rusland kan vælge at udvide konflikten ved at invadere de baltiske lande eller udvide konflikten uden for NATO-territoriet. NATO vil for alt i verden undgå, at krigen rykker ud af Ukraine. På kort sigt virker det urealistisk, at den russiske hær ville have mandskab til at gennemføre militære operationer andre steder end i Ukraine. Den russisk hær består, ifølge International Institute for Strategic Studies, af 280.000 regulære soldater, som kan suppleres af 45.000 specialoperationsstyrker og 50.000 luftbårne styrker, foruden enheder fra flåden og luftvåbnet (i alt 900.000 aktivt militært personel, med en mobiliseringsreserve på 2 mio. tidligere værnepligtige). Størstedelen af hærens operationelle kapacitet må være indsat i Ukraine, hvis de amerikanske oplysninger om at Rusland havde opstillet en invasionsstyrke på mellem 150.000 og 200.000 er korrekte. I den forbindelse må man huske på, at Rusland er et stort land, der ikke kan trække alle sine enheder til en kampplads uden alvorligt at svække det nationale forsvar, for slet ikke at tale om muligheden for at undertrykke interne uroligheder. Desuden kan ingen hær mobilisere alle sine soldater på en gang – der vil være nogle der er syge eller på orlov, ikke alt udstyr eller alle køretøjer vil være klar. Det reelle tal, den russiske hær har at indsætte, er derfor formentlig langt lavere end 280.000 soldater, plus specialoperationsstyrker og luftbårne enheder. Rusland har sat alt ind på erobringen af Ukraine.

Ønsket om at afslutte krigen, inden sanktionerne fører til uro og måske endda kup, tvinger Kreml til at sætte alle reserverne ind i slaget om Kyiv. Det betyder, at den russiske hær allerede nu må være begyndt at mobilisere reserver til at kompensere for de tab, som de eksisterende formationer i Ukraine har lidt, og til at forstærke og med tiden afløse de styrker, som nu bliver indsat i, hvad der uden tvivl bliver voldsomme kampe. Hvis den russiske hær har haft omkring 175.000 soldater fra forskellige enheder, som ikke deployerede til Ukraine i første omgang, og har andre opgaver, som de ikke umiddelbart kan frigøre alle enheder fra, så vil det – hvis vi også tager højde for at ikke alle 175.000 er operationsklare – efterlade meget få styrker til at foretage yderligere operationer, med mindre Rusland beslutter sig for at indkalde tidligere værnepligtige fra reserveren. At foretage en invasion af de baltiske lande, med de sidste reserver af den regulære hær suppleret med reservister, virker som halsløs gerning. Især når en russisk invasion af de baltiske lande vil stille dem over for de britiske og amerikanske NATO-styrker, som de sidste uger har forstærket forsvaret af de baltiske lande med bl.a. Apache-kamphelikoptere og kampfly.

Så eskalationen forbundet med at udvide krigen i Østeuropa er ikke attraktiv. Rusland kunne så vælge at tage andre initiativer for at bortlede Vestens opmærksomhed. De russiske styrker i Syrien kunne sætte gang i borgerkrigen igen for at skabe et nyt flygtningepres på Europa og eventuelt engagere Tyrkiet yderligere i konflikten. Det ville skabe rav i den, men næppe have anden effekt end at gøre NATO endnu mere stålsat over for Rusland.

Tilbage til atomknappen
Hvis Rusland hverken har ressourcerne eller anledningen til at eskalere andre steder, er atomvåben Kremls eneste eskalationsalternativ. Nigel Gloud-Davis fra den sikkerhedspolitiske tænketank International Institute for Strategic Studies i London påpeger, at præsident Putin i et interview i 2018 gjorde sine tanker om at anvende atomvåben klar: ”Hvis nogen tager en beslutning om at ødelægge Rusland, har vi ret til at reagere. Ja, det vil være en katastrofe for menneskeheden og for verden. Men jeg er statsborger i Rusland og dets statsoverhoved … Hvorfor har vi brug for en verden uden Rusland i den?”

Beslutningen om at anvende atomvåben er en personlig beslutning (”som statsborger og statsoverhoved”) for Putin. Han refererer ikke til en politik og en drøftelse med sine generaler forud for brugen af atomvåben. Det handler om hans vurdering af, hvad der skal til for at sikre Ruslands overlevelse. Erobringen af Ukraine skal netop, hvis Putin tror på sin egen retorik, tjene til at sikre, at Rusland bliver sig selv igen ved at få et territorium tilbage, som blev frataget landet under et øjebliks svaghed efter afslutningen af Den Kolde Krig.

Hvis Rusland truer Vesten med atomkrig, hvis ikke sanktionerne bliver mildnet, og støtten til Ukraine ophører, mister Vesten med ét den eskalationsoverlegenhed, som USA og NATO i dag har, fordi vi kan bruge både politiske, økonomiske og, til syvende og sidst, militære midler over for Rusland. Spørgsmålet er ikke længere, hvordan vi kan hjælpe Ukraine, men om vi sætter vores egne liv og egen velfærd på spil for landet. Svaret på det spørgsmål giver næsten sig selv, men atomar afpresning kan maksimalt give Putin et pusterum. Han kan ikke true med at kaste atomvåben hver uge, og en reel trussel om atomkrig vil cementere modstanden mod Rusland i Vesten, uanset om man måtte beslutte at ofre støtten til Ukraine for at undgå atomkrig. Skulle Putin rent faktisk anvende atomvåben, så vil han have åbnet for en gengældelse fra Vesten, hvis følger er fuldstændigt uoverskuelige, men som under alle omstændigheder vil føre til Putin og hans regimes fald. Atomvåben virker kun for Rusland som en trussel, og kun i en kort periode omkring meget konkrete spørgsmål. Men i det øjeblik han trækker atomkortet, har Putin bragt sig selv et sted, hvor Vesten ikke helmer, før han er afsat, og Ruslands evne til at presse Vesten reduceret.

 

Rusland har med andre ord kun få og dårlige muligheder for at eskalere konflikten. Vesten har derimod rige muligheder for at øge presset
_______

 

Spørgsmål om eskalering
Rusland har med andre ord kun få og dårlige muligheder for at eskalere konflikten. Vesten har derimod rige muligheder for at øge presset. Sanktionsskruen kan strammes, og Vesten kan finde på nye, farverige måder at ydmyge russiske oligarker på ud over at tage deres fodboldklubber og lystyachter fra dem. Derfor kan Rusland beslutte sig for at sige nok er nok og søge en forhandlet løsning. Rusland har holdt den mulighed åben ved fortsatte forhandlinger med Ukraine i Hviderusland. Disse forhandlinger har reelt været uden indhold og i virkeligheden tjent til at aflede opmærksomheden fra den russisk intensivering af kampene, men de etablerer en ramme, som Rusland til hver en tid kan anvende til at opstille betingelser for en fredsløsning på et tidspunkt, hvor de vurderer den ukrainske regering vil acceptere, hvad som helst for at slippe for yderligere kampe. Den russiske side spillede således 7. marts ud med en række betingelser for at indstille kampene, som inkluderede ukrainsk neutralitet og anerkendelse af en række provinser, herunder Krim, som skulle overgå til Rusland. Den slags udspil tjener både til at vurdere, hvor fast ukrainerne står i deres forsvar af nationen, og kan danne grundlag for egentlig forhandlinger. Men Kreml kan have undervurderet det omfang, som invasionen har mobiliseret ukrainerne til national modstand. Det kan meget vel være, at der vil være forhandlinger, som ingen ukrainsk regering på nuværende tidspunkt kan acceptere at deltage i.

Men efterhånden som ukrainerne bliver mere og mere pressede, vil kravet om militær støtte blive øget. Præsident Zelenskyj har med ønsket om en flyforbudszone prøvet at mobilisere Vesten til en egentlig militær indgriben i konflikten. Det har både NATO og USA bestemt afvist. Men på NATO-ministermødet 4. marts diskuterede udenrigsministrene ifølge generalsekretær Jens Stoltenberg, hvorvidt afskrækkelse ved tilstedeværelse af NATO-styrker i bl.a. de baltiske lande var tilstrækkeligt, eller om man skulle gå over til ‘afskrækkelse ved forsvar’. Hvad afskrækkelse ved forsvar præcis betyder, er uklart, men hvis det skal være modsætningen til ’afskrækkelse ved tilstedeværelse’, så må der være tale om egentlige kampklare formationer. Hvis NATO faktisk diskuterer en hel eller delvis mobilisering på grænsen til Rusland, vil det være en eskalation. For NATO har ikke 200.000 soldater i kamp i Ukraine som Rusland, men muligheden for at opstille veludrustede formationer, som Rusland vil have ringe mulighed for at matche.

NATO kan også eskalere sin støtte til Ukraine til en egentlig stedfortræderkrig med Rusland. Den britisk filosof John Gray skriver i The New Statesman, at Putins mest potente trussel mod Vesten er “Vestens værste mareridt – et uendeligt blodbad i midten af Europa på linje med borgerkrigen i Syrien med millioner af flygtninge i Europa”. Gray er overbevist om, at Vesten er for svag og liberal (for Gray er de to begreber nok synonyme) til at håndtere en borgerkrig i Ukraine. Men Gray og andre kan have undervurderet, hvordan Ruslands erobringskrig har mobiliseret den europæiske offentlighed. Hvis Europa og USA er parat til at kæmpe til den sidste ukrainer, så er en borgerkrig i Ukraine måske snarere Putins værste mareridt.

Præsident Zelenskyj udtalte efter sigende til de amerikanere, som tilbød at evakuere ham fra Kyiv, at ’jeg har ikke brug for et lift, men for ammunition’. Hvad nu hvis han efter de indledende slag om Kyiv blev tilbudt begge dele, og kunne trække sig tilbage til det vestlige Ukraine og derfra fortsætte krigen med vestlig hjælp? Selv hvis Zelenskyj beslutter sig for at dø i sin rede, har hans regering bevæbnet store dele af den ukrainske mandlige befolkning. De vil længe kunne fortsætte en guerillakrig mod russerne. I den kamp kan de blive støttet af Vesten, som vil have adgang til at forsyne ukrainske guerillaer fra Polen og andre NATO-nabolande.

Med sin invasion af Ukraine har Vladimir Putin skabt en arena, hvor de forpostfægtninger, han i årevis har udkæmpet med Vesten, kan afløses af en egentlig krig. Det er afgørelsens time.

Siden han selv har valgt tid og sted for det endelige opgør, kunne man have forventet, at præsident Putin ville være kommet sejrrigt ud af de indledende slag. Men tværtimod fremstår den russiske præsident som en skygge af sig selv.

Napoleon mente, at den vigtigste kvalitet hos en general var held. Putins held synes at være løbet ud. Til gengæld har præsident Biden – netop med held – samlet Vesten til modstand mod Putin. Coronakrisen har forberedt vestlige statsledere på at føre sikkerhedspolitik, og årene med Trump fået dem til at værdsætte samarbejdet med USA. NATO er således beredte på modstå den russiske aggression på en måde, som præsident Putin ikke synes at have forudset.

Selvom Ukraines befolkning dagligt lider med konsekvenserne af Putins manglende forudseenhed og held, tegner krigen ind til videre så dårligt for Rusland, at den snarere må betragtes som en strategisk mulighed for NATO end én for Rusland.

Ruslands indledende fiasko gør dog netop situationen farlig, fordi russerne kan vælge at eskalere konfrontationen med Vesten – måske endda med atomvåben. Men NATO’s muligheder for at eskalere konflikten er i virkeligheden flere. Det betyder, at situationen stiller store krav til NATO’s evne til at vise strategisk tilbageholdenhed. ■

 

Med sin invasion af Ukraine har Vladimir Putin skabt en arena, hvor de forpostfægtninger, han i årevis har udkæmpet med Vesten, kan afløses af en egentlig krig. Det er afgørelsens time
_______

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise

Kenneth Øhlenschlæger Buhl: Det juridiske grundlag for at stoppe dansk våbeneksport til Israel er svagt

Klaus Krogsbæk: Krig og fred er hinandens forudsætninger, og freden er altid konfliktfyldt

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte magasin: Den udsatte verden, vi lever i, stiller nye og udfordrende krav til vores politikere og erhvervsledere

Magnus Lund Nielsen i Bruxelles Briefing d. 16. april 2024: Migrationspagten vedtaget – Europæisk solidaritet eller værdiudsalg?