Morten Løkkegaard (V): Svigter man nu, vil chancen være forpasset i årtier, og EU vil segne under sin egen vægt

17.11.2022


I flere år har både danskere og andre europæere været til grin for egne penge. Mens statslederne i Polen og Ungarn har hævet EU-penge med den ene hånd, har de langsomt udhulet demokratiets fundamentale værdier med den anden. Og om få dage kan statslederne få chancen for at lukke dele af pengekassen for Orbán. Danmark bør derfor samle alliance og tage opgøret med EU’s autokrater – også selvom Ukraine-krigen komplicerer billedet.

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Kommentar af Morten Løkkegaard, gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet.

Det burde ikke være sådan. Det burde være enkelt. Demokrati versus autokrati: Demokratiet vinder. Men – som så ofte før, når det handler om international politik i almindelighed og EU-samarbejdet i særdeleshed – ja, så er virkeligheden kompleks.

Konflikten mellem EU-fællesskabet og vores egne autokrater i specielt Ungarn og Polen er intensiveret over de seneste år ­– og yderligere kompliceret af krigen i Ukraine. Reelt er EU’s overlevelse på spil. Alle parter har nu kørt deres farligste våben i stilling, og resultatet af flere års politisk armlægning vil formentlig kulminere 2022. Netop derfor bør den kommende danske regering kæmpe mere for, at EU skruer bissen på over for Ungarn og Polen.

Fronterne er trukket skarpt op:

På den ene side truer EU-Kommissionen med at stoppe milliardstrømmen fra fælleskassen til Ungarn og Polen, der begge skriger efter hjælp til at afbøde faldet for deres krigs- og Covid-slidte nationale økonomier.

På den anden side advarer regeringerne i de to medlemslande om, at de kan blokere for vigtige beslutninger i EU og endda forsøge at vælte Kommissionen og dens formand Ursula von der Leyen, hvis ikke de får deres EU-støtte udbetalt.

Udfaldet af denne magtkamp kan enten vingeskyde drømmen om et demokratisk funderet EU eller stadfæste vores demokratiske fælles værdier. Lidt firkantet sat op handler armlægningen altså om det europæiske samarbejdes fremtid.

Det har længe været et af mange paradokser, når man iagttager EU-konstruktionen: At alle i udgangspunktet er enige om EU’s fælles værdier og hylder dem som en uomtvistelig succes, mens man samtidig med vantro kan følge Ungarns og Polens nationalkonservative regeringer udfordre netop fællesskabets demokratiske grundsten: Retssystemet underlægges politisk indflydelse, den politiske opposition undergraves, og den frie presse undertrykkes.

 

Allerede i 2014 erklærede Orbán det som sit mål at opbygge en illiberal stat. Alligevel har EU-toppen og medlemslandene – med Tyskland i spidsen – tøvet med at gribe ind. Nu betaler vi prisen
_______

 

Måske netop på grund af det paradoksale i situationen, har den ungarske premierminister, Viktor Orbán, og lederen af det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed, Jarosław Kaczyński, der de facto styrer slagets gang i landet, alt for længe fået lov at dyrke illiberale demokratier i EU’s midte – uden at der for alvorlig er blevet reageret fra de øvrige medlemmer af klubben – eller fra deres fælles overdommer, Kommissionen i Bruxelles.

Allerede i 2014 erklærede Orbán det som sit mål at opbygge en illiberal stat. Alligevel har EU-toppen og medlemslandene – med Tyskland i spidsen – tøvet med at gribe ind. Nu betaler vi prisen.

Nyt autokratvåben testes

Andre medlemslande som Slovakiet og Tjekkiet har vist samme bekymrende tendenser, og selv om EU for nylig fik et nyt våben til at takle autokratiske ledere, lader det til, at EU-Kommissionen, som sidder med ansvaret for at sætte gang i et opgør, har trukket tiden for længe.

Derfor er det nu, EU skal drage nytte af det økonomiske pres på regeringerne i Ungarn og Polen. Begge døjer med høj inflation og drænede statskasser efter hjælpepakker under Covid-pandemien og energikrisen.

Her kommer det nye våben mod illiberale ledere ind i billedet. Den såkaldte retsstatsmekanisme, som EU-landenes ledere blev enige om efter lange og svære forhandlinger om det fælles budget for 2021-2027.

Mekanismen skal gøre det muligt at lukke for pengestrømmen til regeringer, der underminerer retssystemet eller tillader korruption i en sådan grad, at det vurderes at kunne føre til misbrug af EU-midler.

Tidligere forsøg på at overbevise eller tvinge de to regeringer til at skifte til en mere demokratisk kurs er alle fejlet.

De to nationer har nemlig i flere år har dækket hinandens ryg i Det Europæiske Råd, hvor EU’s statsledere fastlægger den overordnede politiske retning. Den uhellige alliance mellem Ungarn og Polen har – ved at forhindre den krævede enstemmige opbakning – i realiteten bremset de såkaldte Artikel 7-procedurer.

Proceduren, der er stadfæstet i EU-traktaten og indledt mod begge lande, kan i sidste ende kan fratage et medlemsland stemmeretten i Rådet. Af samme grund benævnes artikel 7 ofte ”Atombomben”, fordi den i praksis kun kan fungere som en trussel. Ville bomben endelig blive kastet – ja, så har EU reelt mistet to så vigtige medlemmer, at fiaskoen under alle omstændigheder ville være øredøvende. Det ved Ungarn og Polen – og det ved alle andre, så EU har reelt stået uden våben over for de vantro.

De sløje resultater skyldes også, at Kommissionen og mange medlemslande noget naivt har insisteret på dialog frem for konsekvens. Tilgangen har ingen resultater givet. Tværtimod. Især Orbán har mestret at udnytte tiden til at skovle EU-støtte ind med den ene hånd, mens han med den anden delte politiske kindheste ud til ”EU-bureaukratiet”. Kløften mellem EU og de illiberale regeringer er med andre ord kun blevet større af fællesskabets traditionelle diplomatiske forsigtighed og tøven.

Også derfor blev der skrevet historie, da Ungarn for nyligt blev det første EU-land til at få en smagsprøve på EU’s nye våben.

Beskeden fra Kommissionen var klar: Sæt en stopper for den udbredte korruption i landet; ellers anbefaler kommissionsformand, Ursula von der Leyen, EU’s øvrige statsledere at bremse en stor del af pengene fra fællesskabets kasse.

Belejligt ventede Kommissionen dog med at trykke på retsstatsmekanisme-knappen til efter Ungarns parlamentsvalg i april 2022. Sådan blev det politiske kompromis, da den sædvanlige tyske tøven over for de østlige partnere skulle omsættes.

Næppe til stor overraskelse for nogen blev det en jordskredssejr til Orbáns parti, Fidesz. Med over halvdelen af befolkningens stemmer i ryggen er Orbán nu styrket, og i sin sejrstale cementerede premierministeren da også, at kampen mod EU vil fortsætte med uformindsket styrke.

 

Det eneste, der realistisk kan skubbe den selverklærede illiberale leder tilbage på rette kurs, er frygten for at miste penge. Money talks
_______

 

Og så kunne spillet fortsætte – på Ungarns præmisser: Orbans regering indleverede i slutningen af august sine forslag til at bekæmpe landets gennemgribende korruption – og forlangte i samme omgang at få EU’s genopretningspenge udbetalt.

Helt som forventet vurderede Kommissionen, at Ungarns tiltag ramte ved siden af målet. Orbán og hans regering skal derfor inden slutningen af november præsentere nye initiativer, som løser landets latente problemer med korruption.

Hvis Orbán også misser målet her, opfordrer Kommissionen medlemslandene, som træffer den endelige beslutning om retsstatsmekanismen, til at bremse en tredjedel af Ungarns regionsfondsmidler. En EU-pengepulje som er helt afgørende for mange øst- og centraleuropæiske lande. Og specielt på vej ind i en recession.

Kritikere peger imidlertid allerede på, at Kommissionen kun truer med at fratage en del af regionsmidlerne – og desuden undlader at tage fat på den lukrative landbrugsstøtte.

Og selvom Orbáns regering i offentligheden lover løsninger, skal man dog være jubeloptimist for at tro, at Ungarn uden yderligere modstand overgiver sig og dropper sin krig mod de centrale EU-værdier.

Præcis derfor bør EU lige nu bevare presset, som kombinationen af tilbageholdt EU-støtte og Ungarns økonomiske udfordringer giver. Det eneste, der realistisk kan skubbe den selverklærede illiberale leder tilbage på rette kurs, er frygten for at miste penge. Money talks.

Sådan er forholdene – eller rettere: var. Putins krig i Ukraine har nemlig kompliceret EU’s armlægning med den anden af de illiberale, Polen.

Krigens komplikationer

Polen udnyttede kløgtigt Ukraine-invasionen og den medfølgende flygtningekrise til sin fordel. Ved at indtage en (sympatisk og solidarisk) nøglerolle – og samtidig forlange EU-støtte til at finansiere det store antal flygtninge – pressede polakkerne både Kommissionen og ikke mindst de øvrige klubmedlemmer, der havde nok at gøre med at håndtere den enorme flygtningestrøm.

Voila! Pludselig var pariaen Polen blevet fællesskabets helt – og en tæt allieret med Kommissionen/regeringerne. Ursula von der Leyen (og andre politiske notabiliteter) lagde alle vejen forbi og fik gode fotosessioner med de polske ledere.

Snart bredte stemningen sig: Polen burde belønnes. Ikke bare på grund af de gode gerninger – men også fordi adskillige ledere så en oplagt mulighed for at drive en kile ind i den såkaldte ”Visegrad”-klub, hvor netop Polen og Ungarn er de mest prominente medlemmer. Orbán har de fleste regeringsledere opgivet, men Polen anses generelt for et grundlæggende meget EU-positivt land – med det regerende PIS-parti som en ubehagelig undtagelse. Altså et land, der kæmper hårdt for sine interesser, har sine konservative (katolske) traditioner, men som altid er til at handle med.

Nu opstod så den gyldne mulighed for at få polakkerne ind i varmen igen – baseret ikke på højtidelige taler om værdier, men i cool cash og praktisk hjælp. EU Classic, kunne man sige.

Som stemningen skiftede, steg bekymringen imidlertid i Bruxelles, både i Kommissionen, og ikke mindst i Europa-Parlamentet, hvor vi har investeret megen politisk kapital i retsstatsmekanismen.

For hvad nu med retsstatsprincipperne? Hvad med den megen snak om at overholde de grundlæggende klubregler, som vi kender dem fra Københavner-kriterierne? Reglerne, alle har skrevet under på som betingelse for at være med?

 

Polen udnyttede kløgtigt Ukraine-invasionen og den medfølgende flygtningekrise til sin fordel […] Voila! Pludselig var pariaen Polen blevet fællesskabets helt – og en tæt allieret med Kommissionen/regeringerne
_______

 

Ja, første halvleg gik til geopolitikken. Alle måtte pludselig forstå ”the big picture” – termen, som top-diplomaterne altid trækker af stalden, når nogen skal bankes på plads. Det lugtede af ballade, og snart kunne man da også registrere stor intern uenighed i Kommissionen mellem ”realisterne” – tyskere, franskmænd og sydeuropæere – og ”idealisterne” – skandinaverne (inkl. Vestager) og visse østeuropæere.

Resultatet? Et klassisk Bruxelles-kompromis. Kommissionen besluttede i sommer at indgå en aftale med Polen. Den polske regering skulle gennemføre en række ”milepæle”, før genopretnings-pengene udbetales. For eksempel skal det hårdt kritiserede disciplinærkammer, som kan afsætte polske dommere, erstattes af et ikke-politisk kammer, og suspenderede dommere skal have genprøvet deres disciplinærsager.

Forudsigeligt kvitterede Polens regering i løbet af juli med halvhjertede reformer, som langt fra løser problemet. Regeringspartiet Lov og Retfærdighed har i de forgangne måneder tabt terræn i meningsmålinger forud for parlamentsvalget næste år. Derfor virker det usandsynligt, at partiet bøjer sig for EU-presset.

Så meget desto mere bør presset fastholdes. Kommissionen må ikke slække nu. I Europa-Parlamentet har vi (især i den liberale gruppe) længe kritiseret Kommissionen for at være for blødsøden over for de autokratiske ledere i EU, og heldigvis holder kommissionsformanden nu tilsyneladende fast i, at Polen må yde for at kunne nyde. De kommende måneder bliver afgørende.

Og det står klart, at begge parter ved det. Selv om Polens økonomi er presset ovenpå Covid-pandemi, krig og stigende inflation – ja, så svor Kaczyński for nylig, at regeringen ikke kommer til at tage flere skridt for at imødekomme aftalen med Kommissionen. Aftalen med EU har Polen allerede efterlevet, insisterer partilederen.

PIS-Partiet går endnu længere – og truer med at blokere for kommende EU-lovgivning og at samle en koalition af medlemslande med formålet at fyre kommissionsformanden og resten af kommissærerne, hvis ikke Polen får sine penge…

Armlægningen med Polens regering ser således ud til at blive endnu hårdere i den nærmeste fremtid. Hvorvidt Ungarn tilslutter sig truslen om at få Ursula von der Leyens kommission fyret – eller blokerer for fremtidig EU-lovgivning – afhænger sandsynligvis af landets egen brydekamp med Kommissionen.

Risikoen for en saboteret lovmaskine understreger formålet med at fastholde presset på begge landes regeringer. Svigter man nu, vil chancen for at rette op på fællesskabets svage sider, være forpasset i årtier. Andre autokrater vil få blod på tanden – og EU vil segne under sin egen vægt i løbet af få år.

Også derfor er tålmodigheden tydeligvis ved at forsvinde hos mange europæere. I visse miljøer konkluderer man, at den eneste løsning må være at smide Ungarn og Polen på porten; ud af det europæiske fællesskab.

Netop dét ville være en fatal fejl.

Men skal klassens uartige autokrater smides på porten?

Ungarn og Polen er store lande, der kan bidrage til fællesskabet og være med til at styrke fællesskabet, når og hvis de indordner sig under de regler, de selv har skrevet under på. De er kort sagt meget mere værd inde i teltet end udenfor.

Når det er sagt, er det åbenlyst, at der er behov for handling. I flere år har både danskere og andre europæere været til grin for egne penge. Mens statslederne i Polen og Ungarn har hævet EU-penge med den ene hånd, har de langsomt udhulet demokratiets fundamentale værdier med den anden.

Der er behov for, at statslederen banker i bordet. Med Angela Merkel i spidsen tøvede toplederne i EU for længe med at sige fra over for Ungarn og Polens illiberale linje, og derfor er problemet nu endnu større.

Det kræver kvalificeret flertal blandt statslederne at bruge retsstatsmekanismen. Flere EU-lande – som Slovakiet og Bulgarien – gruer for risikoen for at blive ofre for selvsamme retsstatsvåben, og det kan gøre det svært at skaffe den nødvendige opbakning.

MEN – både Macron, som i foråret blev genvalgt til fransk præsident, og den nye tyske regeringskoalition har talt for en hårdere kurs over for Polen og Ungarn.

Præcis det er afgørende. Og en ny dansk regering bør tage teten og samle en alliance, som kan vride armen om på de autokratiske regeringsledere i EU.

Og gerne hurtigt; allerede om få dage kan statslederne få chancen for at lukke dele af pengekassen for Orbán. Hvis Ungarn ikke leverer på sine løfter i inden den 19. november, skal EU’s medlemslande sætte foden ned.

Det haster – også selv om krigen har bidraget til at gøre billedet mere mudret… ■

 

Tålmodigheden er tydeligvis ved at forsvinde hos mange europæere. I visse miljøer konkluderer man, at den eneste løsning må være at smide Ungarn og Polen på porten; ud af det europæiske fællesskab. Netop dét ville være en fatal fejl
_______

 

Morten Løkkegaard (f. 1964) er gruppeformand for Venstre i Europa-Parlamentet og vicepræsident i Renew Europe, Venstres politiske gruppe i Europa-Parlamente



ILLUSTRATION: Budapest, 3. oktober 2022: Den ungarske premierminister Viktor Orban under et pressemøde med den serbiske præsident, Aleksander Vucic og den østrigske kansler Karl Nehammer [FOTO: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix]