Morten Messerschmidt: EU-partierne gemte sig bag krigen i Ukraine

02.06.2022

Det er bekræftende og opmuntrende, at danskerne tager krigstruslen fra Rusland alvorligt. Desværre har det standpunkt ført til, at Danmark har mistet endnu et stykke af sin selvstændighed. Nu begynder den daglige forsvarskamp imod EU’s magtsyge.

Du ser stort set aldrig et EU-flag i Danmark. Kun på den syntetiske ”Europadag”, som ingen danskere lægger hjertet i, bliver det blå flag med gule stjerner hevet frem – af ren pligt. I Frankrig og Italien vil det blå flag med gule stjerner ofte rangere sideordnet med trikoloren på offentlige bygninger; men aldrig i Danmark.

Danmarks lidenhed gør danskerne til et pragmatisk folkefærd. Et stort flertal foretrækker at blive i EU. Men et flertal har også stædigt stemt imod, hver gang EU ville udvide unionens magt – indtil den 1. juni: Den dag var det et andet hensyn, som fik overtaget, nemlig Vestens forsvarskamp imod Rusland.

 

Jeg er overbevist om, at danskernes pligtfølelse afgjorde folkeafstemningen den 1. juni; ikke tillid til EU, men danskernes følelse af moralsk pligt til at være med til at bremse Ruslands aggression imod Ukraine

_______

 
Ukraine som undskyldning
EU-partierne gemte sig bag krigen i Ukraine: ”Ukraine har forandret alting,” lød det pludselig fra statsministeren og EU-politikerne som forklaring på, at de blot et par måneder forinden afviste, at Danmarks forsvarsforbehold stod i vejen for noget som helst: europæisk samarbejde, forskning, og humanitære tiltag. Men nu handlede det om ”værdier”, om at udvise enighed over for Vladimir Putin.

Jeg er overbevist om, at danskernes pligtfølelse afgjorde folkeafstemningen den 1. juni; ikke tillid til EU, men danskernes følelse af moralsk pligt til at være med til at bremse Ruslands aggression imod Ukraine. Mange håbede uden tvivl, at et mere forenet EU ville hjælpe til at afskrække Putin.

Ikke mere EU-magt
Mere end nogensinde vil Dansk Folkeparti holde øje med, hvordan de danske EU-politikere opfører sig, når presset på dem vokser for at afgive mere dansk selvstændighed.

Dansk Folkeparti vil af al magt, nede i EU og her i Danmark, bremse ethvert skred i retning af at indskrænke landenes vetoret og overdrage mere magt til EU-parlamentet. For planerne ligger på bordet dernede, og de kan ikke viftes af som føderalistiske luftkasteller: En nøje tilrettelagt kampagne med pression fra selvbestaltede pro-EU-pressionsgrupper, konventer og nye traktater og sluttelig en ny EU-forfatning er deres strategi. EU’s tvangs-barselsregler var blot den seneste, lille ydmygelse; vi har mange endnu værre indgreb fra EU i vente, såvel i vores privatliv som i hele Danmarks folkestyre.  

Hovedløse grønne eksperimenter
Akkurat som da EU-kommissionen i kølvandet på corona-krisen skaffede sig råderet over 5.500 milliarder kroner, som Danmark trods sine protester nu hæfter for, vil EU-apparatet vanen tro  udnytte krigen i Ukraine og energikrisen til at samle mere magt i sine hænder.

Store dele af verden ser ind i en fremtid med knappe energiressourcer. Alligevel fremturer den EU-betalte grønne lobby i en hellig krig for en hasarderet grøn omstilling, som på samme tid vil afindustrialisere Europa og lade de fattigste betale for storbyelitens grønne eksperimenter. Dansk energi lagt i hænderne på et miljø-ekstremistisk EU vil være en katastrofe. Tværtimod skal vi i Danmark skaffe al nødvendig energi og brændsel, så store som små industri- og fremstillingsvirksomheder kan holde hjulene i gang.  

Wir schaffen das – igen?
Verden står over for en lammende mangel på både gas, olie, kunstgødning og fødevarer, som uundgåeligt vil føre til nye masseudvandringer fra de underudviklede lande med retning mod Vesten. Men det hjælper ikke, at EU igen siger, ”Wir schaffen das!” – for det gør EU ikke. Hvad EU heller ikke gør, er at forsvare Europas ydre grænser, og derfor må Danmark forsvare sine egne. For der er al grund til at frygte, at EU og FRONTEX blot fortsætter med at sørge for fast færgetransport for migranter over Middelhavet til Europa.

Lov, orden og grænsekontrol
I går som i dag og i morgen er Dansk Folkepartis politik at beskytte Danmark med effektiv grænsekontrol og et stop for masseindvandring fra fremmede, fjendtlige kulturer. Vi skal bevogte og sikre Danmarks grænser, og inden for dem skal vi sikre danskernes tryghed med håndfast udøvelse af lov og orden, internering og udvisning. Og uden at stå til regnskab over for andet eller andre end Grundloven og Folketinget.

Vores forsvar koster
Efter årtiers politisk og økonomisk forsømmelse af vores væbnede styrker står danskerne nu med en stor regning i hånden. Og der løber strafrenter på, hvis ikke vi betaler. Hvis vi vil forblive et værdigt og respekteret medlem af NATO og gøre os fortjent til alliancen med USA og Storbritannien, må vi – ligesom Polen og de baltiske lande – snarest betale vores rimelige andel til det fælles forsvar. Dansk Folkeparti vil tage sin del af ansvaret for, at pengene bliver fundet, og samtidig hjælpe til at forhindre, at så meget som en krone, som kan bruges på Danmarks og NATO’s forsvar, ender i Bruxelles.

I Dansk Folkeparti beklager vi folkeafstemningens udfald. Men vi hænger ikke med hovedet, og fra den 2. juni tager vi med al kraft del i de mange små og store kampe for at forsvare Danmark og danskerne. ■
 

Det hjælper ikke, at EU igen siger, ”Wir schaffen das!” – for det gør EU ikke. Hvad EU heller ikke gør, er at forsvare Europas ydre grænser, og derfor må Danmark forsvare sine egne
_______

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Har israelerne vist, at de kan og vil tage atomvåbnene fra Iran?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise