Niels Christiansen: Regeringen fortsætter i sporet fra de sidste 20 år: Man straffer simpelthen folk med sociale problemer, og giver dem flere

27.01.2022

Med fredagens aftale løb regeringen fra forståelsespapiret, men svigtet stikker langt dybere.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Christiansen

Fredagens aftale omkring vores allesammens sociale sikkerhedsnet er udtryk for en meget gammeldags tænkning. Samtidig er den lavet på baggrund af en forkert præmis, hvor man uden evidens har udskrevet medicinen (lavere ydelser), før man har stillet en korrekt diagnose (årsag til ledighed).

På vej mod en 37 timers ’arbejdspligt’ uden rettigheder?
Regeringen havde ellers umiddelbart efter valget nedsat en ydelseskommission, der 31. maj 2021 fremlagde anbefalinger til et nyt system. Der skulle være færre regler – da der er evidens for, at de mange snørklede regler er en hæmsko for ledige, der gerne vil videre – og konkret blev fx 225-timersreglen foreslået afskaffet.

Med den nye aftale er reglerne her endnu – 225-timersreglen er underligt nok intakt, og så vil man stadig arbejde på at tvinge ledige til at arbejde 37 timer: ”Regeringen vil i forlængelse af disse aftaler fortsætte reformarbejdet, bl.a. med fokus på indførelses af en 37-timers arbejdspligt og vil drøfte videre forhandlinger herom med Folketingets partier”, som det hedder.

I sin nytårstale sagde statsministeren: ”Mange af jer, der gennem årene er kommet hertil udefra, har taget de værdier til jer. I har ofte nogle af de hårdeste job. I knokler. Nu skal vi have flere med. Derfor har regeringen foreslået, at vi erstatter passiv forsørgelse med en entydig arbejdslogik for borgere med et integrationsbehov […] Du starter med at gøre nytte på plejehjemmet for din ydelse. Så snart du er klar til uddannelse eller job, så skal du tjene dine egne penge.”

Regeringens udspil sigter altså mod ”borgere med et integrationsbehov”, men der er et principielt spørgsmål på spil. Man kan godt newsspeake det til at være ”aktivering”, men man kan også kalde det frivilligt slaveri. De, der udfører arbejdet, har som udgangspunkt ingen rettigheder. Vil man kunne optjene dagpenge af de 37 timer – eller tælle timer i forhold til 225-timersreglen?

Det er absurd, at vi vil tillade os at kalde arbejdsløse for arbejdsløse, for så at give dem arbejde, som ikke er arbejde. Et mantra som ”Alt arbejde er arbejde” burde være ligeså selvfølgeligt som de borgerliges fattigdomslegitimerende evergreen, ”Det skal kunne betale sig at arbejde”.

På flugt fra forståelsespapiret
Udover at det er decideret kontraproduktivt at tage penge fra folk, der i forvejen ikke har nogen, er det et lodret brud på det famøse forståelsespapir. Her står der følgende under punkt 3:” Vi skal bekæmpe den stigende ulighed. Så vi igen begynder at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge lande i verden. Hverken fattigdom eller grådighed hører hjemme i vores land, og vi har muligheden for at tage et opgør med begge dele”. Længere nede står der, at en forudsætning for den økonomiske politik er, ”at de økonomiske skel i samfundet ikke forøges, at skatten i toppen ikke sænkes samt at det sociale sikkerhedsnet ikke forringes.”

Alligevel tager man nu (igen) penge fra nogle af samfundets svage grupper, giver penge til nogle andre svage grupper, og deler så endda skattelettelser ud til nogle af de bedre stillede.

Med fredagens aftale tager man penge fra dimittender og kontanthjælpsmodtagere, for at give lidt til pensionister og (voksne) dagpengemodtagere. Nogle af de penge, der skal gå til skattelettelser (selvfølgelig ikke i bunden, det er klart), skal tages fra et beløb, der ellers var afsat til grøn omstilling. Hermed er generationssvigtet totalt.

Da jeg første gang hørte, at den socialdemokratiske regering ville skære betragteligt i dimittenddagpengesatsen, var min umiddelbare tanke: Hvorfor skal unge så melde sig ind i en A-kasse? Den frygt deler formand for hovedorganisationen Akademikerne, Lisbeth Lintz. Hun udtaler: “Jeg tror, at aftalepartierne har glemt, at dagpengesystemet er en forsikringsordning, der i høj grad også er betalt af medlemmerne selv. Når politikerne gang på gang forringer den forsikringsordning, så risikerer vi, at kommende generationer helt vælger dagpengesystemet fra, og så er det altså den offentlige fælleskasse, fremfor forsikringsordningen, der hænger på regningen via kontanthjælp, når folk er ledige i kortere eller længere tid.”[1] Derudover siger hun også: ”Der er intet belæg for at tro, at de unge skulle være dovne eller kræsne i deres jobvalg, og det er kritisabelt, at partierne laver politik på baggrund af mavefornemmelser i stedet for fakta.”

Hvis man kigger lidt i krystalkuglen er det slående, at de store årganges pension skal finansieres af den mest angst-, stress-, og depressionsdiagnosticerede ungdom nogensinde. Det regnestykke skal nogen jo så have til at gå op på et eller andet tidspunkt.

 

Mavefornemmelser ser ud til at fylde en del, når det kommer til beskæftigelsesområdet. Det anslås, at cirka tre fjerdedele af landets kontanthjælpsmodtagere døjer med andre problemer end ledighed, og disse kan jo ikke respondere på økonomiske incitamenter
_______

 

Hellere bullshit end fakta
Netop mavefornemmelser ser ud til at fylde en del, når det kommer til beskæftigelsesområdet. Det anslås, at cirka tre fjerdedele af landets kontanthjælpsmodtagere døjer med andre problemer end ledighed, og disse kan jo ikke respondere på økonomiske incitamenter. Alligevel hører man tit folk snakke om kontanthjælp som en ”midlertidig ydelse”. Problemet med det mantra er bare, at en del sidder fast i systemet og ikke får den fornødne hjælp til at komme videre.

Normalt ville politikerne geare et system til at tage hånd om majoriteten i en given kontekst – for eksempel i en skoleklasse. Her udgør inklusionsbørn en minoritet, og er derfor dem, der må indordne sig under de andre. Sådan er det imidlertid ikke i beskæftigelsessystemet. Her lægges al lovgivning an på, at der blandt dem, der kun har ledighed som problem, kunne være en lille hypotetisk skare, der vil dandere den og snyde systemet. Konsekvenserne for alle andre ledige i systemet må som udgangspunkt anses som værende collateral damage.

Regeringen har aldrig skullet retfærdiggøre overfor skatteborgerne, at man bruger ressourcer på at nedsætte en kommission, der faktisk er kommet med nogle ret konstruktive forslag (endda under Hummelgaards krav om, at det ikke måtte koste mere), for så at lægge alle de gode idéer i skuffen. Det er også påfaldende, at udsatte grupper – herunder de ledige selv – aldrig rigtig inddrages, når der skal laves netop beskæftigelsespolitik. Selv en organisation som Center for Social Nytænkning kan godt pakke alle deres evidensbaserede ideer om motiveret beskæftigelse langt væk – selvom de har faktisk belæg for at sige, at tvang og sanktioner reducerer beskæftigelseseffekten. Her vogter de neoliberales mavefornemmelser. Også under den nuværende regering.

At presse lønnen ned
Mange vil antageligt sige, at disse fattigdomsskabende tiltag er et nødvendigt onde, for at sulte ledige i jobs, da der er mangel på arbejdskraft. Man har – ifølge denne logik – behov for at udvide det der ’arbejdsudbud’. Mens der skriges højt op om, at der mangler hænder, kan Danske Handicaporganisationer berette, at de har 49.000 medlemmer, der kan starte i job i morgen. Fagbevægelsens hovedorganisation har også delt grafikker om medlemmer, der ikke kan få jobs enten grundet, at de er over 50, nyuddannede med for lidt erhvervserfaring, eller at de er fleksjobbere.

I det hele taget er beskæftigelsesområdet spækket med selvmodsigelser. Det virker intuitivt, at høj ledighed er et problem, men knap så logisk, at meget lav ledighed – som i dag – også er et problem, da arbejdsmarkedet så ligger under for en såkaldt “overophedning”. Vi har altså et system, hvor nogen helst skal være til overs, og dette arbejdsudbud må aldrig få et øjebliks fred og ro. De skal faktisk leve i skyld og skam over at være til overs.

Hvad sker der, når man ”hæver arbejdsudbuddet”? Helt grundlæggende går det ud på, at jo flere ledige, der konkurrerer om den mængde jobs, der nu engang er, jo mere kan man presse lønnen. Dertil skal det også lige siges, at man ikke hæver udbuddet af arbejdskraft ved at gøre ledige mere fattige. Hvis de ikke har et arbejde, så er de altså ledige og jobsøgende, uanset hvor lidt eller meget man giver dem, da de jo skal søge aktivt i henhold til lovgivningen.

Ledighed bliver reduceret til at være individets skyld og ansvar frem for noget strukturelt. Kigger man på argumenterne i beskæftigelsesdebatten, så er der en ting, der er gennemgående – nemlig det, at der ikke rigtig findes ”omstændigheder”. Der findes kun individet og individets ansvar for at komme i beskæftigelse. En regel som 225-timersreglen cementerer dét.

Måske var det på tide i stedet at kigge på omstændighederne – og herunder fx arbejdsgivernes incitamenter. Deres incitamenter til at ansætte de grupper af ledige, vi nok alle er klar over, ikke er så populære. Det gælder både unge, gamle og folk med funktionsnedsættelser af den ene eller anden art. Og så selvfølgelig folk anden etnisk baggrund, men de stormer faktisk i job for tiden, så det kan jo blive svært at køre hetz på dem.

En klapjagt på de dårligst stillede
Politikerne – især i de store partier – styrer efter et kompas, der tilsyneladende ligger os borgere fjernt.

Man gider ikke rigtig at bruge midler på mennesker med komplekse problemer. Først lavede man Strukturreformen, som nedlagde amterne – her røg der en masse specialisering på det specialiserede socialområde. Så lavede man Fremdriftsreformen, der fik store konsekvenser for blandt andet studerende med særlige vilkår, da det blev sværere at tage uddannelsesforløbet over længere tid. Pt. falder rigtig mange studerende med særlige behov fra i uddannelsessystemet. Så kom Folkeskolereformen med heldagsskolen og Kontanthjælpsreformen, der heller ikke har hjulpet de udsatte. Det faldt vist nogenlunde sammen med Førtidspensions– og Fleksjobreformen, der jo har medført, at mange med sygdom og handicap hænger fast i kontanthjælpssystemet i årevis – husk igen at ¾ af dem, der pt. er på kontanthjælp, ikke lige kan starte på et job her og nu. Der var 225-timersreglen, der virkelig også har gjort ondt værre for de mest udsatte. Hjemløse-pakken[2], der om noget gjorde livet utrygt for hjemløse, da det blev forbudt at sove flere sammen på gaden. Ghettoplanen, hvor man simpelthen river udsattes boliger ned, som straf for at de bosætter sig i de områder, hvor de nu engang har råd til at bo. Og nu kan man så tage børnechecken fra børn, der ikke møder op i skolen – uagtet hvorfor – Børnechecken er åbenbart blevet til en skolecheck.

Fælles for alle de her reformer? Man straffer simpelthen folk med sociale problemer for at have sociale problemer, og giver dem flere sociale problemer. Det er jo virkelig at vende socialpolitikken på hovedet. ■

 

Selv en organisation som Center for Social Nytænkning kan godt pakke alle deres evidensbaserede ideer om motiveret beskæftigelse langt væk – selvom de har faktisk belæg for at sige, at tvang og sanktioner reducerer beskæftigelseseffekten. Her vogter de neoliberales mavefornemmelser. Også under den nuværende regering
_______

 

Niels Christiansen arbejder som lærer og har erfaring med videoproduktion. ILLUSTRATION: Finansministeren, erhvervsministeren, beskæftigelsesministeren, skatteministeren, udlændinge- og integrationsministeren og aftalepartierne SF, Radikale, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne afholder doorstep om reformaftaler som en del af reformpakken “Danmark kan mere I”, Finansministeriet, 21. januar 2022. [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix] .

[1] https://www.akademikerne.dk/nydimittendsats/?fbclid=IwAR1GXRTutE8f6_2y_hPM4VwSZpSAvgjYgECiSRuFsKlZSVjlbUNGIiNVlUg

[2] https://www.tv2lorry.dk/kobenhavn/rammer-danske-hjemlose-minister-holder-fast-i-udskaeldt-lov