Olav Hesseldahl: Nøglen til at genoplive det danske demokrati skal findes i fantasien
18.08.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Hvordan sikres det, at Folketinget også består af medlemmer, der repræsenterer befolkningen, og alt hvad der deri ligger af pluralisme i interesser, drømme, hverdagserfaringer, holdninger, menneskesyn? Hvordan undgår partierne at blive selvreferentielle – og måske endda magtfuldkomne? Her er et simpelt svar på, hvordan vi kan skabe et mere fantasifuldt folketing
Af Olav Hesseldahl, medgrundlægger og direktør for Det Politiske Akademi, bestyrelsesmedlem, cand.mag. filosofi
Der er brug for at engagere større og bredere dele af befolkningen i det politiske system. For at bevare sin aktualitet skal vores repræsentative demokrati være… ja, repræsentativt. Der er heldigvis kommet flere kvinder og flere unge i dansk politik ved de seneste valg, men hverken når vi kigger på køn, alder, erhverv, uddannelsesmæssig baggrund eller etnicitet, afspejler vores folkevalgte forsamlinger det omgivende samfund. Og selvom vi nok aldrig kommer til at ramme en tilfredsstillende repræsentation – alene af den grund, at der blot er 179 pladser i Folketinget – så kan man konstatere, at stadig flere af de unge folketingsmedlemmer kommer uden nævneværdig erhvervserfaring. Fra samme uddannelse og skolet ud fra samme politiske partilogik i de politiske ungdomsorganisationer med grundlæggende den samme ideologiske og parlamentariske referenceramme, som har eksisteret siden 1800-tallet. Hvis den udvikling fortsætter, tømmer vi det repræsentative demokrati for repræsentation. Tilbage står et demokrati, der blot er et styre uden folkelig opbakning og tillid.
Når man ser på udviklingen i et historisk perspektiv, kan man konstatere, at medlemstallet i partierne falder. Det er et tydeligt tegn på, at partierne over tid har mistet folkelig forankring. I efterkrigstiden var ca. 20 pct. af danskerne medlem af et parti, mens de nuværende 130.000 medlemmer udgør lidt over 2 pct. af den danske befolkning. Der mangler kritisk masse i partierne, og det viser et eklatant demokratisk underskud, når sølle 2 pct. af befolkningen bestemmer, hvem det resterende folk kan stemme på til vores valg – som det jo er tilfældet, når partierne opstiller deres kandidater. På dette område har vi et meget, meget begrænset demokrati i Danmark.
Nutidens demokratier forstås med det 19. århundredes ideologier, styres med det 20. århundredes institutioner og teknologier, mens vi står med det 21. århundredes udfordringer
_______
Hidtil har det liberale demokrati over det seneste halve århundrede fuldstændig suverænt og overlegent sikret stadig flere mennesker rettigheder, sikkerhed, og økonomisk velstand. I Danmark har vores parlamentariske system sammen med et levende civilsamfund, et frodigt foreningsliv, folkelige bevægelser og et stærkt erhvervsliv skabt tryghed siden 1849 med Danmarks første grundlov. Men samtidig kan det synes som om, at nutidens demokratier forstås med det 19. århundredes ideologier, styres med det 20. århundredes institutioner og teknologier, mens vi står med det 21. århundredes udfordringer. Derfor er det nødvendigt, at vi praktiserer et mere intimt repræsenteret demokrati, der er i samklang, ikke blot med nutiden, men også med fremtiden. Vi skal udvikle politiske ledere, der kan håndtere de store udfordringer.
At være politiker kræver nemlig fantasi. Der er derfor brug for at bringe flere praktiske erfaringer ind i det politiske maskinrum og dermed skabe en ny fantasipluralisme i de etablerede partier og i hele det parlamentariske system. Fantasien er den evne, mennesket har til at forestille sig scenarier og situationer, der er anderledes end det eksisterende, og som kan løse problemer og gribe nye muligheder. Desto flere med forskellige erfaringer og dermed bredere fantasihorisonter, desto større pluralisme i forestillingsevnen. Det er et spørgsmål om skalaen på den mentale infrastruktur. Flere bække små gør en stor å! Det er samtidig i et pluralistisk folkestyre, at opbakningen til demokratiet og tilliden til de folkevalgte styrkes endnu mere. Forudsætningen for det er, at nye folk til stadighed engageres i politik. Det gælder både i Folketinget, men også i regionsråd og kommunalbestyrelser, samt i EU-Parlamentet.
Bevares, de politiske ungdomspartier yder en kæmpe indsats for at skaffe fremtidens kandidater til partierne, men det bør ikke stå alene. Der er konkret brug for at udvide partiernes rekrutteringsbase, så flere fletter fingre med partierne. Der er brug for at præsentere vælgerne for nye og flere typer af opstillingsparate politikere. Men hvorfor gør partierne det så ikke blot? Hvorfor engagerer partierne ikke flere til at melde sig ind eller til at ”run for office”?
Hvis et parlament skal udvikle og beslutte lovgivning og forvalte statens midler for fremtidens bedste, så kræver det fantasi og evne til at sætte sig ind i mange menneskers hverdag og forestillinger
_______
Beklager den drakoniske drejning for at understrege pointen: Alle systemer, og særligt dem, hvor der er rå magt i spil, er i fare for at udvikle sig til en slags politisk human centipede. Altså den proces, den onde Doktor Josef Mengele tilsyneladende eksperimenterede med i 1940’erne Nazi-Tyskland. Eksperimentet danner forlæg for den hollandske kultfilm The Human Centipede fra 2009, hvor en ond kirurg syr mennesker sammen i begge ender – fra mund til ende – for at undersøge, hvor længe den sammensyede cirkel og organisme kan leve af sit eget materiale (!).
Sammenligningen er i den ubarmhjertige ende, men den kan sige noget om, hvor galt det kan gå, hvis man ikke udvikler sig, og alle antagelserne, spørgsmålene og definitionerne kommer fra egne rækker. Mere sobert kalder den tyske sociolog Niklas Luhmann det autopoiesis – et begreb lånt fra biologien, som han bruger til at beskrive, hvordan organisationer processuelt – ikke hurtigt og dramatisk, men langsomt og nærmest ubemærket – kan forfalde fra et smukt udgangspunkt og i stedet udvikle en art operationel lukkethed over tid. I autopoiesis-processer vil en organisme nemlig producere og opretholde sig selv ved at skabe sine egne bestanddele.
Hvis et parlament skal udvikle og beslutte lovgivning og forvalte statens midler mest utilitaristisk og for fremtidens bedste, så kræver det fantasi og evne til at sætte sig ind i mange menneskers hverdag og forestillinger. Det kræver, at lovgivernes fantasi spænder over et facetteret mangefold af livssituationer, tanker, drømme, forestillinger om verdens sammensætning, interesser, indignationer og holdninger. Vanetænkning, solide netværk, stærke partiapparater og -loyalitet, fossilerede tankestrukturerer, politisk taktik og strategi er decideret farlige for fremtiden og er med til at ensrette og strømline vores parlament og alle folketingsmedlemmernes evne til at fantasere.
Løsningen kan ikke findes i ental. Derfor er vi en gruppe bekymrede nuværende og tidligere politikere fra mange partier, samt eksperter, der har startet Det Politiske Akademi for at motivere flere danske til at stille op i politik. Var det måske noget for dig? ■
Vanetænkning, solide netværk, stærke partiapparater og -loyalitet, fossilerede tankestrukturerer, politisk taktik og strategi er decideret farlige for fremtiden
_______
Olav Hesseldahl (f. 1985) er er cand.mag. i filosofi, rådgiver og sidder i bestyrelsen for bl.a. Roskilde Festival og som næstformand i Folkemødet. Han er stifter af non-profit organisationen Ungdomsbureauet, der bl.a. står bag Ungdommens Folkemøde. Olav er co-founder og direktør for Det Politiske Akademi. Læs mere om Det Politiske Akademi på detpolitiskeakademi.dk.
ILLUSTRATION: Regnbue over Christiansborg og Folketinget, udateret [FOTO: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
