Peter Lauritsen: Tag ikke fejl – Støjbergs drejning af dansk udlændingepolitik har stille og roligt bredt sig langt ud på venstrefløjen

19.10.2022




Hver eneste gang, der er risiko for, at en vælger er på vej ind i den vrangforestilling, at den socialdemokratiske regering ikke er helt så slem på udlændinge som den foregående, tager regeringen en tur rundt i medierne for at fortælle om lejren i Rwanda – bare for at vise, at den skam er lige så stram som de strammeste og lige så hård som de hårdeste. Samarbejdet med Rwanda er den menneskefjendske symbolpolitiks foreløbige højdepunkt.

Kommentar af Peter Lauritsen

Denne tekst er en påmindelse om, at dansk udlændingepolitik stadig er forhekset. Godt nok diskuterer vi ikke ’udlændinge’ og ’muslimer’ lige så meget som tidligere, men det skyldes ikke, at politikken er blevet mere human eller mere fornuftig. Nej, det skyldes udelukkende, at modstanden er løbet tør for benzin og nærmest har resigneret.

Men nu er der valg. Og måske var det værd at bruge den sidste del af valgkampen på at udfordre det fastfrosne paradigme og bruge sin stemme til at forlange, at der igen kommer blot en lille smule humanisme og en lille smule fornuft ind på Christiansborg.

Det kræver mindre end en gennemsnitlig hukommelse at kunne huske, hvordan udlændingepolitik fyldte næsten alt under Lars Løkke Rasmussens og Inger Støjbergs regimente. Bulder og brag, hastelovgivning, kagefejring og et evigt ønske om at være grænsesøgende eller ligefrem grænseoverskridende i forhold til konventioner og menneskerettigheder. Idéen om at alle mennesker har rettigheder var, blev det gentaget igen og igen, et levn fra en anden tid.

Så skiftede regeringen, og tonen blev en anden. Rolig, afdæmpet og monoton. Debatten døde næsten ud, i hvert fald i perioder. Forhekselsen var der imidlertid stadig – nu snakkede vi bare ikke så meget om den, og de fleste fandt sig egentlig godt tilpas med, at råberiet blev tonet ned. Ja, faktisk blev der nogle gange så stille, at man næsten kunne lulle sig ind i den forestilling, at alt var blevet godt igen.

Selv i valgkampens tummel har udlændinge og muslimer ikke fyldt det hele, hvilket det som bekendt godt kunne have gjort. Men bevares, emnet popper op. Før valget blev udskrevet, skulle vi – vælgerne – dog mindes om, at stramheden stadig findes, da en kommission meget belejligt og uden nogen form for faglighed pludselig foreslog, at piger ikke måtte bære tørklæde i skolen. Hvorefter vi hurtigt skulle forbi et regeringsbaseret ønske om at forbyde muslimske friskoler.

I begge tilfælde var det velkendt musik. Dårlige løsninger på dårligt definerede problemer og dermed dårlig politik. Men det er ligegyldigt, for det handler slet ikke om det, men om at sende signaler til bestemte vælgergrupper. Den uundgåelige marginalisering af en minoritet er en følgeomkostning, man gerne tager med.

Noget lignende kan man sige om blå bloks kiksede lancier, der blev sat i gang, da partilederne blev spurgt, om en borger skulle have mulighed for at fravælge en tørklædebærende hjemmehjælper. Så startede automatpiloten. Alle burde have sagt det indlysende – at en borger selvfølgelig kan vælge ikke at lukke en hjemmehjælper ind, men bare ikke skal ikke regne med, at der kommer en ny. Men det skete ikke. Tværtimod.

 

Lejren er indbegrebet af den forhekselse, som startede under Løkke, og som er fortsat under Frederiksen
_______

 

Senere fik enkelte medlemmer af blokken trukket lidt i land, blot ikke Nye Borgerliges Mette Thiesen, der tog den logiske konsekvens af holdningen om at kunne afvise muslimer, idet hun indtog det synspunkt, at det også skulle være muligt at fravælge jøder og homoseksuelle hjemmehjælpere. Og så kort er altså elastikken: Bedst som man tror, at man slipper for minoritetsbashing og symbolpolitik falder der et enkelt ord om tørklæder, og straks er en hel flok partiledere (for ikke at sige statsministerkandidater) tilbage i den gamle rille.

I den røde blok er det imidlertid ikke meget bedre. Trods mange ord om forhandling og dialog er udlændingepolitikken ikke blevet løsnet i den seneste valgperiode. Tværtimod har Socialdemokratiet nu i årevis turneret rundt med et ønske om en asyllejr i Rwanda.

Lejren findes ikke, i hvert fald ikke endnu, men alligevel er den en stor succes. For hver eneste gang, der er risiko for, at en vælger er på vej ind i den vrangforestilling, at den socialdemokratiske regering ikke er helt så slem på udlændinge som den foregående, tager regeringen en tur rundt i medierne fort at fortælle om lejren i Rwanda – bare for at vise, at den skam er lige så stram som de strammeste og lige så hård som de hårdeste.

Samarbejdet med Rwanda er den menneskefjendske symbolpolitiks foreløbige højdepunkt. Dansk flygtningepolitik skal udliciteres til en diktator, der til gengæld får kontant betaling og politisk legitimitet. Og det til ingen verdens nytte. Flygtninge skal stadig krydse Middelhavet og finde vej gennem Europa til Danmark, hvorefter de bliver sat på en flyver ned til lejren i Rwanda. Hvorfor? Ja, det kan man ikke få et godt svar på, og den eneste gangbare forklaring er, at det får Danmark til at fremstå så ikke-attraktivt for flygtninge, at de vælger ikke at komme her. Flygtninge, mennesker i nød, er stadig nogle, vi skræmmer og behandler så dårligt, vi kan.

Dermed er lejren indbegrebet af den forhekselse, som startede under Løkke, og som er fortsat under Frederiksen. Ligesom andre tiltag de senere år er politikken inhuman. Den løser ingen problemer. Og den er uærlig. Den sælges som en højt prioriteret løsning, og den virker muligvis forførisk på den xenofobiske, men netop fordi den ikke løser noget, er den i sidste ende kun bedragerisk.

Alligevel var det kun fordi Politiken bragte en historie om, at Enhedslisten pludselig godt kunne acceptere lejren, at den overhovedet blev nævnt i valgkampen. Partiet afviste at have skiftet holdning, men siger nu, at grænsen går ved den første flygtning, der sendes afsted. Det må man naturligvis takke for, men forløbet illustrerer, hvordan Støjbergs forhekselse har bredt sig langt ud på venstrefløjen, hvor man åbenbart stadig er villig til at acceptere, at en kommende regering arbejder videre med lejrplanerne og dermed fortsætter det illusionsnummer, det er at lancere en inhuman lejr og et samarbejde med en diktator som en legitim løsning på noget som helst.

Så her står vi i dag: Dansk udlændingepolitik er lige så uanstændig og lige så blottet for fornuft, som den hele tiden har været. Forskellen er blot, at debatten er blevet roligere og modstanden svundet ind.

Men nu skal vi til valg, og dette valg skal ikke kun handle om, hvorvidt skatten skal lettes, om sygeplejerskerne skal have mere i løn, og om hvad man kan gøre for at lette byrden for inflationsramte danskere. Alle disse emner er vigtige, men det er udlændingepolitik også. Ikke mindst fordi den jo ikke kun handler om, hvordan vi behandler ’de andre’, men lige så meget om, hvem vi selv vil være. Dem, der skræmmer flygtninge og bygger lejre i Rwanda eller dem, der giver mennesker i nød en rimelig chance og en fair behandling? Også det bør valget den 1. november handle om. ■

 

Dansk udlændingepolitik er lige så uanstændig og lige så blottet for fornuft, som den hele tiden har været. Forskellen er blot, at debatten er blevet roligere og modstanden svundet ind
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.



ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og partileder Inger Støjberg mødes på Nytorv i Aalborg lørdag den 8. oktober 2022 [FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix]