Simon Nygaard Jensen: Tom Jensen tager fejl, når han ønsker sig tilbage til et firpartisystem

21.10.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Vi har ikke råd til, at nye generationer af vælgere ikke kommer ned og stemmer, fordi de ikke føler sig hørt. Der er mange faktorer på spil, men det vil ikke hjælpe at indskrænke antallet af partier. Godt nok er det lettere som førstegangsvælger at sætte sig ind i politik, hvis der kun er fire partier, men det bliver hurtigt farligt, hvis vi tror at, mængden af partier kan reduceres uden konsekvenser.

Kommentar af Simon Nygaard Jensen, gymnasieelev

I forbindelse med partilederdebatten d. 5 oktober, var der en del, der kritiserede formatet, hvor alle 14 partiledere fik taletid. En del af kritikken går på, at der ikke er nok taletid til den enkelte partileder, og at det er svært for vælgerne at finde rundt i. I den forbindelse var Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, endda ude at sige, at han ønskede sig tilbage til firepartissystemet . Men er det virkelig i demokratiets interesse at koge det ned til fire partier?

Det danske demokrati er kendetegnet ved et væld af støtte- og fløjpartier. For udefrakommende kan det virke uoverskueligt – ja, måske endda direkte umuligt – at følge med i, men sagen er, at fløjpartierne ofte er bedre til at engagere de unge vælgere og inddrage dem i demokratiet, end de store partier er.

Tag bare et eksempel fra hver side af midtergangen: Liberal Alliance, og i særdeleshed Alex Vanopslagh, har været utrolig succesfulde på det sociale medie, TikTok. Med over 46.000 følgere, er der rigtig mange unge, der ser ham i deres feed. Det er langt fra alle, der abonnerer på hans politik, men det øger den politiske bevidsthed.

Ligeledes får Enhedslisten også stor opbakning fra de unge vælgere. Med mærkesager som klima, ligestilling og social ulighed, er der mange unge vælgere, der kan spejle sig i deres politik. Fordi de store partier skal hente stemmer fra brede segmenter af den danske befolkning, er der ikke altid råd til at føre en progressiv politik, der resonerer med de unge vælgere, og det er helt forståeligt. Men så er det netop her, de små partier kan komme på banen og appellere til de mindre vælgersegmenter, og på den måde være med til at inddrage flere i demokratiet.

Grundet deres størrelse sidder de mindre partier også i en position, hvor de kan råbe de store partier an. Der ville sandsynligvis ikke have været udskrevet valg, hvis ikke det var for Radikale Venstre, der truede med mistillidsvotum, hvis ikke det blev udskrevet. Selvfølgelig er der mere til politik, end bare at true med at hive støtten, men det bidrager til demokratiets dynamik. I og med at mandatfordelingen mellem rød og blå blok er så tæt, er den siddende regering typisk afhængig af dens støttepartier for at kunne gennemføre sin politik. Så hvis et af de mindre partier skifter kurs og flytter deres fokus til et andet emne, er den siddende regering nødt til at lytte efter. Se bare på klima, som er rykket langt højere op på dagsordenen, end det var for bare 10 år siden. En del af æren for dette, kan tilskrives protest- og støttepartier, særligt på venstrefløjen, der har været i stand til at sætte dagsordener og influere de store partiers politik.

Som målingerne ser ud nu, er der indtil flere partier, der vil komme til at stifte bekendtskab med spærregrænsen. Efter et sådant møde vil partiets relevans hurtigt falde, og de vil forsvinde ud af det politiske billede. Det gode ved det er dog, at det, til en vis grad, er en selvjusterende mekanisme. Partier, der kan se skriften på væggen, vil ofte lade sig indlemme i større partier og gå på kompromis med dele af deres egen politik, for at blive sikret en plads i Folketinget – som vi senest har set det med Grøn Alliance og klimapartiet Momentum. Alternativets kollaps i løbet af den seneste valgperiode har affødt en jungle af småpartier med klima som hoveddagsorden, men de fleste har efterhånden indset, at de ikke kommer ind på Slotsholmen, hvorfor de på ny har sluttet sig til Alternativet. Selvfølgelig vil der være stemmespild, men hellere det, end at der er flere vælgere, der undlader at stemme, fordi de ikke kan spejle sig i et parti.

Vi har ikke råd til, at nye generationer af vælgere ikke kommer ned og stemmer, fordi de ikke føler sig hørt. Der er mange faktorer på spil, men det vil ikke hjælpe at indskrænke antallet af partier. Godt nok er det lettere som førstegangsvælger at sætte sig ind i politik, hvis der kun er fire partier, men det bliver hurtigt farligt, hvis vi tror at mængden af partier kan reduceres uden konsekvenser. Ligeledes vil et topartisystem være lettere at forstå, men jeg tænker ikke, der er nogen i Danmark, som kigger ud i verden, og længes efter et topartisystem. Vi er derfor nødt til at holde fast i vores politiske system, og ikke lade os friste af tanken om det simple demokrati. ■

 

Selvfølgelig vil der være stemmespild, men hellere det, end at der er flere vælgere, der undlader at stemme, fordi de ikke kan spejle sig i et parti
_______

 

Simon Nygaard Jensen (f. 2002) går i 3.g htx på Herningsholm.

ILLUSTRATION: Partiledere (fra venstre til højre): Lars Løkke Rasmussen, Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg, Sikandar Siddique, Pia Olsen Dyhr, Marianne Karlsmose, Franciska Rosenkilde, Søren Pape Poulsen, Morten Messerschmidt, Mai Villadsen, Sofie Carsten Nielsen, Pernille Vermund, Alex Vanopslagh og Mattias Tesfaye i forbindelse med TV 2’s valgdebat på Rybners Gymnasium, 13. oktober 2022. Publikum består af elever fra Rybners gymnasier og erhvervsuddannelser [FOTO: Frank Cilius/Ritzau Scanpix]