Stine Bosse: I krisetid er en handlekraftig midterregering den bedste julegave, vi kan ønske os

12.12.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)

Vi har brug for stærke visioner for et stærkere Danmark, som vi kan både håbe og tro på. Et Danmark tydeligere placeret i EU og verden, og et Danmark med en større kage og derfor råd til bedre velfærd. I en sådan vision er der både plads til liberale ideer, social balance og ansvarlighed. Heldigvis er der til gengæld ikke plads til kortsyn og symbolpolitik.

Kommentar af Stine Bosse

SELVFØLGELIG og helt forventeligt vil fløjene i dansk politik reagere og råbe op om alt fra løftebrud til katastrofekurs, når midten samler sig og viser sig moden og i stand til at levere netop det, et flertal af danskerne ønskede sig, nemlig egentlige politiske løsninger på tidens store problemer.

Det meste af det, Enhedslisten har gennemført med Socialdemokratiet, er symbolpolitik, blot fra en anden skuffe end det, DF gennemførte med Venstre. Og begge skuffer er fyldt med netop det, Lars Løkke Rasmussen kunne se flyde over i dansk politik, da han første gang talte om en midteregering.

Men tiderne kalder nu på flere, dybere og mere gennemførte greb. Først og fremmest må der ses grundigt på løsningerne i hele vores sundhedsvæsen, og i psykiatrien i særdeleshed. Det er vanskeligt at opretholde ideen om, at vi betaler (høje) skatter til noget, der ikke virker, som det bør. Jo, dele af det gør selvfølgelig – fx kræftpakkerne – men rigtig meget flyder, og personale mangler overalt. 

Et uddannelsessystem, der starter med brug af vikarer i et omfang, der ikke tilsikrer god solid undervisning og en folkeskole, der netop tjener formålet at være en skole for folket, og dernæst en finansieret ungdomsuddannelse, der ikke er tilpasset den migration, der i vores tid er helt naturlig for unge mennesker. Nogle kommer til, andre flytter ud. Det skal et SU-system kunne magte.  

På begge områder ender vi med at fjerne det fundament, vi står på, de værdier, vi har bygget på siden starten af det 19. århundrede, og som vi siden 1960’erne for alvor har udviklet, hvis vi ikke moderniserer og reformerer. Og det er ikke symbolske, underfinansierede, mindre justeringer, der skal til. Nej, det er store greb, som er svære at ”sælge” og vanskelige at gennemføre smertefrit, der venter os – alt sammen for at bevare grundtankegangen. Gør vi intet, vil vi se to parallelle systemer udvikle sig yderligere de kommende år: Et privat system og et offentligt system på både skole- og sundhedsområdet. Det er allerede i gang. Kun stabil kvalitet og nytænkning i forhold til arbejdsdeling mellem offentlig og privat kan ændre på dette.

 

Opgøret med Orbáns totalitære tendenser og stærke alliancer udenom de ekstreme retninger fra Le Pen til Meloni er helt afgørende for en fortsat udvikling af demokrati i Europa
_______

 

At vi hver dag mister, og længe har mistet skattegrundlag fra medarbejdere på det danske arbejdsmarked, som vi bare ikke har her, men som enten kunne skaffes gennem ændringer fx i skattesystemet og/eller hentes ind udefra er sådan set bare rigtig dumt, og det er netop en konsekvens af den symbolpolitik, der er blevet ført gennem de seneste 20 år.

Vi ved, at topskattegrænsen holder folk fra at arbejde (både offentligt og privat), slet og ret fordi man får for lidt ud af det, og vi ved, at udenlandsk arbejdskraft ville kunne løse præcis det behov for flere hænder, private virksomheder ser i disse år. Reformer på begge disse områder vil samlet set skabe et større provenu, som kan bruges til at finansiere mere velfærd. Og det er netop reformer som disse, en midterregering, som er uafhængig af fløjene, vil kunne føre.

I tillæg må der hurtigst muligt gøres op med de håbløse effekter af ”symbolregler på udlændingeområdet”. Flygtningenævnet omgør p.t. 70 pct. af alle sagerne. Dette må ophøre. Den sunde fornuft må tilbage.

Et område, der heller ikke lader sig spise af med symboler, er vores EU-positionering og vores udenrigspolitik. Her har vi mange års forsømmelse at indhente. Vi skal hurtigst muligt have udskiftet vores halvhjertede EU-deltagelse til fuldt og helt engagement og maximal indflydelse. Dette ligger i naturlig forlængelse af ophævelsen af forsvarsforbeholdet. Men vi mangler nye allierede efter brexit, og vores flirt med Visegradlandene holder ikke til ret meget.

Opgøret med Orbáns totalitære tendenser og stærke alliancer udenom de ekstreme retninger fra Le Pen til Meloni er helt afgørende for en fortsat udvikling af demokrati i Europa. Orbán skal mødes med fasthed, og kun reelle løsninger på Europas migrationskrise kan dæmme op for de autokratiske strømninger i Sydeuropa.

Det betyder også, at solorejserne til Rwanda må erstattes af deltagelse i fælles EU-rejser til den Afrikanske Union, hvor alt skal sættes ind på langvarige aftaler og investeringer og fælles ”håndtering” af migrationsudfordringer, herunder stærke aftaler om hjemsendelse af migranter.

Overholdelse af menneskerettigheder kan aldrig gøres til genstand for gradbøjning. Slet ikke af partier, der ikke behøver symboler, men alene klare rammer og mulighed for at forvisse både borgere og virksomheder om, at danske og europæiske værdier ikke er til salg.

Derfor støtter vi Ukraine i den horrible krig, de er blevet ofre for. De kæmper for at få adgang til at leve som os, omfattet af netop de værdier, EU står for. Behovet for at stå sammen imod tyrannen Putin er tydeligt. Truslen om en storkrig kan vi lige så godt tage alvorligt, når formaningen kommer fra selveste NATO’s generalsekretær, Jens Stoltenberg – en mand, der aldrig overdriver trusler.

Og nu kommer vi så til punkt 1 på dagsordenen. Vi skal se tydelige løsninger på klimaområdet. Interessant nok er Danmark førende på området for løsninger. Store danske virksomheder både kan og vil levere de løsninger, verden har brug for. Blandt andet derfor skal Danmark gå modigt til arbejdet. Også med at ændre på landbrugets vilkår. Dette kan kun ske meningsfuldt i et europæisk samarbejde, hvorfor er der naturligvis også her er god grund til at intensivere samarbejdet.  

Vi har brug for stærke visioner for et stærkere Danmark, som vi kan både håbe og tro på. Et Danmark tydeligere placeret i EU og verden, og et Danmark med en større kage og derfor råd til bedre velfærd – og en ændret velfærd med mindre spild. I en sådan vision er der både plads til liberale ideer, social balance og ansvarlighed. Heldigvis er der til gengæld ikke plads til kortsyn og symbolpolitik.

En bedre julegave kan vi ikke ønske os. ■

 

Vi har brug for stærke visioner for et stærkere Danmark, som vi kan både håbe og tro på
_______

 

Stine Bosse (f. 1960) er formand for Europabevægelsen og Plan Børnefonden og bl.a. bestyrelsesformand for TelePost Greenland og medlem af COOP ambas bestyrelse. Hun er uddannet cand. jur. ved Københavns Universitet.

Apropos denne artikel:

Mikkel Vedby Rasmussen efter nattens angreb: Hvad ønsker Iran og Israel at opnå?

Professor Ole Windahl Pedersen i Interviewserien: Der er intet overraskende i, at klima nu kan være en menneskeret. Alligevel vil dommen i Strasbourg få store konsekvenser for klimakampen

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Bangert Struwe: Kan Modi transformere Indien til Asiens førende supermagt?

Liselotte Odgaard i RÆSONs nye trykte nummer: Bliver Indien det nye Kina? Nok ikke lige foreløbig

Bertel Heurlin: Kina opruster. Fører det til krig?

David Rischel i RÆSONs nye trykte nummer: Klimakrisen er også en teknologikrise